KONCERT // ANMELDELSE – Et umage komponistpar forenet i kontrastfyldt samdans under franske Marie Jacquots adrætte ledelse af DR Symfoniorkestret.
Ugens torsdagskoncert bød på lidt af en umage komponistkonstellation. Med først Mozarts tre kvarter lange syv-satsede Gran Partita for 13 blæsere og kontrabas efterfulgt af Elgars timelange fire-satsede 2. Symfoni var der lagt op til en koncertaften, der bevægede sig i hver sin retning før og efter pausen.
Med DR Symfoniorkestrets blæsere, ledsaget af en enkelt kontrabas alternerende med kontrafagot, var vi med Mozarts store blæserserenade indbudt til de store fyrstesaloners behagelige indeklima, mens vi i Elgars symfoni sejlede ud på det store oprørte ocean, hvor en enkelt af symfoniens fire satser dog bød på et blikstille hav, mens bølgerne i de tre øvrige gik højt.
Mozarts Partita er egentlig en samling adstadige dansesatser, der flyder let og smyger sig ind og ud af hinanden med de to store adagiosatser som værkets absolutte højdepunkter. Her udfolder komponisten hele sit kontrapunktiske geni i det lille ensembleformat, uden at det bliver tungt og dybsindigt som i Bachs ikke mindre sammensatte satser. I stedet spinder Mozart et net ud af fint sammenhængende blæserindsatser, der på én gang rækker ud til og tager imod hinandens fraser, sådan som kun par i tæt samdans kan gøre det.
Vi blev af orkesterets blæsergruppe her reelt budt op til en akustisk dans med et samspil, der klangligt var både velafbalanceret og fintfølende, og selvom kompositionen kan virke vel langstrakt med sine syv lange gennemkomponerede satser, forblev koncentrationen hos musikerne og tilhørerne intakt.
Med ilter direktion af franske Marie Jacquot i spidsen for orkesteret byggedes hver sats i symfonien op til voldsomme klimaks
En helt anderledes stormomsust form for dans leverede det fulde orkester i Elgars efterfølgende 2. Symfoni fra 1911, hvor komponisten ikke lader nogen af musikerne sidde tilbage, men lader alle levere essentielle bidrag i helheden. Ingen tomme akkompagnementsfigurer eller ledsagende parallelforløb kommer her til syne. I stedet følger vi fuldtonede og tæt sammenvævede instrumentgrupper, der konstant sættes op imod hinanden.
Mest intimt i denne meget udadvendte og pompøse symfoni er andensatsens brede “Larghetto”, hvor Elgars finalesats fra hans langt tidligere og vidt berømmede Enigma-variationer fra 1899 tydeligt lader sig ane. Efter komponistens eget udsagn er det i netop denne “Larghetto”, han frem for noget andet sted i sine mange symfoniske værker lagde sin ellers meget tilknappede personlighed blot for tilhøreren. Så måske ligger den berømte og hidtil uløste nodegåde i hans Enigma-variationer i virkeligheden begravet et sted i denne sene symfoniske sats?
Med ilter direktion af franske Marie Jacquot i spidsen for orkesteret byggedes hver sats i symfonien op til voldsomme klimaks, der hang rungende tilbage i salen efter hver sats’ slutakkord.
Som kommende ny chefdirigent på Det Kongelige Teater vil vi komme til at høre meget mere til netop hendes klangbehandling af det store symfoniorkester, der både virker storladent teatralsk, men måske også lidt vel effektsøgende ud over, hvad i hvert fald Elgars symfoni rummer i sig selv. Klangen var ikke desto mindre flot og stor i både pompen og circumstancen i dette værk, hvor orkestret var med Jacquot gennem partiturets mange hidsige stemningsskift.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
