AFRIKA UNDER FORANDRING // KRONIK – Afrikas unge er drivkraften bag bemærkelsesværdige forskubbelser i kontinentets demokratiske landskab. Befrielsespartier er blevet besættelsespartier, og ungdommens ønske om jobskabelse og økonomiske muligheder sætter i stigende grad magteliterne under pres.
LUSAKA – 2024 var historiens største valgår. Vælgere i 64 lande (plus EU) satte kryds i stemmebokse verden over. I alt 19 af de 64 valg fandt sted på det afrikanske kontinent. Tidligere var de fleste af disse afgjort på forhånd, men prædikatet ’livstidspræsident’ er efterhånden en udryddelsestruet art. I Afrika vinder oppositionspartier nemlig i stigende grad frem, og de tydeligste eksempler herpå er Botswana og Mauritius. I Botswana vandt oppositionen for første gang siden selvstændigheden i 1966, mens regeringspartiet i Mauritius blev blæst ud af parlamentet uden at få ét eneste sæde.
Et vigtigt element i denne nye tendens er – som det var tilfældet under Det arabiske forår – at forandringerne primært er drevet af de unge. Egentligt knapt så underligt taget i betragtning af, at Afrikas medianalder er på bare 19 år, med stadig flere unge, der drager mod byerne, hvor massearbejdsløshed og stigende leveomkostninger forener en ellers stærkt heterogen gruppe. Religiøse og etniske skel kan som bekendt hurtigt udlignes i bestræbelserne på at skabe et fælles fjendebillede. Særligt, når magthaverne nægter at distribuere ressourcerne ligeligt, eller – som en minister i Ghana sidste år – sågar gemmer mere end seks millioner kroner i privaten. I kontanter, vel at mærke.
De unge ser grundlæggende magthaverne som udygtige, undertrykkende og korrupte, og deres voksende utilfredshed har de seneste år udmøntet sig i udenomsparlamentariske aktiviteter i form af demonstrationer i Kenya og bidragende til militærkup i eksempelvis Sudan, Mali og Niger.
Tilliden til systemet ligger på et forsvindende lille sted, men det er samtidig igennem selvsamme systemer, at forandringerne søges, når de unge flokkes til stemmeurnerne og sætter deres kryds
Unges demokratiske deltagelse er et paradoks
Ud af utilfredsheden vokser en vred mistillid til det politiske system – hvad enten der er tale om valgkommissioner, politiske partier, eller statslige institutioner – som samtidig indebærer et interessant paradoks: Tilliden til systemet ligger på et forsvindende lille sted, men det er samtidig igennem selvsamme systemer, at forandringerne søges, når de unge flokkes til stemmeurnerne og sætter deres kryds.
Når der er mange unge, der engagerer sig i valgene – illustreret ved stigende valgdeltagelse (i Namibia op med mere 15 procentpoint, mens valgdeltagelsen lød på 80 pct. i Botswana) – så er det med ønsket om forandringer.
Det kan kun gå for langsomt, og der er mange unge, der bakker op om oppositionspartier, som tordner frem med stærke slogans. ”Der har fundet et politisk og demokratisk folkemord sted”, sagde Namibias oppositionsparti Landless People’s Movement på et pressemøde i november, efter at Namibias valgkommission på kontroversiel vis havde forlænget valget med tre dage på baggrund af manglende stemmesedler på flere af valgstederne, hvilket havde afholdt mange fra at stemme på valgdagen.
De unges tilslutning til oppositionen er et paradigmatisk skift med fortiden, hvor tilslutningen til regeringspartiet var vejen til jobs og det gode liv.
Det så vi i Botswana, hvor flertallet af de unge jublede over at have klasket landets mangeårige regeringsparti Botswana People’s Party (BDP) en syngende valglussing: ”Gamle mennesker har ingen fremtid. Det er tid til forandring, og nu er forandringen kommet”, sagde en 22-årig vælger, vi mødte til valgfesten. BPP sad på magten i hele 58 år.
De gamle uafhængighedspartier er pressede
De unges frustration rettes mod de gamle uafhængighedsbevægelser, der i særligt det sydlige Afrika har haft monopol på magten i omtrent et halvt århundrede. Ungdommen husker ikke navnene på fortidens uafhængighedsforkæmpere, hvis blod, sved og tårer er blevet ofret for nationer, der groft skåret ikke har kunnet levere de basale services, som mange unge i dag efterspørger.
De unge er ligeglade med historiens kontinentale solidaritetsbånd, hvis der ikke er råd til sukker i teen eller majsgrød på tallerkenen
Ved valgene flere steder i det sydlige Afrika ses Zimbabwe og helt specifikt befrielsesbevægelsen ZANU PF som skurken, der indkapsler ovenstående problemstilling. ZANU-PF, symbolet på Zimbabwes demokratiske og menneskeretlige fordærv, skulle angiveligt hjælpe søsterpartier i Mozambique, Namibia, Botswana og øvrige lande i regionen med at manipulere valgene. Kritikken er blevet fejet af banen af både ZANU PF og regionens gamle uafhængighedspartier, men den får konstant nyt liv fra oppositionspartier, de unge og sågar troværdige, veletablerede mainstreammedier.
De unges kritik af Zimbabwe er interessant på flere parametre, men særligt fordi, at kritikken er et brud med den såkaldte panafrikanisme, som bygger på, at afrikanere holder sammen. De unge er ligeglade med historiens kontinentale solidaritetsbånd, hvis der ikke er råd til sukker i teen eller majsgrød på tallerkenen.
Panafrikanismen redefineres
Panafrikanismen er til gengæld intakt, når Den Afrikanske Union (AU) per automatik blåstempler valgene i Namibia og Mozambique. Selvom EU’s valgobservatører udtalte, at valget i Mozambique ikke levede op til internationale standarder, så var der hyggestemning i Namibias State House, da vi i november deltog i AU’s valgobservatørers møde med Præsident Mbumba.
Det synes altså indiskutabelt, at de unge kæmper en hård kamp for forandringer. Det er svært at smide magten på porten, da de unge er oppe imod nogle befæstede og mandsdominerede strukturer.
Her præsenterede valgobservationsgruppen sin rapport, en præsentation, der udmærkede sig ved ikke at indeholde ét eneste ord om de kontroversielle forlængelser af valget, de manglende stemmesedler eller dysfunktionelle tablets, der fik rygterne om valgfusk til at kaste lange skygger over Namibias ellers prisværdige demokratiske historie. Til gengæld udvekslede AU’s aldrende valgobservationschef og præsidenten endeløse anekdoter om deres fælles diplomatiske fortid. Hyggeligt, jovist, men knap så konstruktivt!
Det synes altså indiskutabelt, at de unge kæmper en hård kamp for forandringer. Det er svært at smide magten på porten, da de unge er oppe imod nogle befæstede (se bare i Mozambique, hvor mødet mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter er endt blodigt) og mandsdominerede strukturer.
Hvis ”Afrikas succes er Verdens succes”, som Joe Biden tidligere har udtalt, så gør Danmark og det internationale samfund klogt i at lytte til Afrikas ungdom og tage deres ønske om autonomi alvorligt
Det er i denne kontekst, at oppositionens sejre i Mauritius og især Botswana må betegnes som gennembrud, og her bør vi naturligvis også nævne, at Namibia netop har valgt en kvindelig præsident med over 57 pct. af stemmerne. Kvinderne som både vælgere og kandidater står stadig stærkere i Afrikas politiske landskab. (Politisk) ligestilling er stadig en by langt ude i fremtiden, men vejen derhen synes bestemt mindre snørklet end tidligere.
Det handler om selvbestemmelse – kan Afrika-strategien bidrage til det?
Et sidste, men bestemt ikke uvæsentligt analysepunkt fra 2024’s mange afrikanske valg, er et stadigt voksende ønske om selvbestemmelse. Kritikken af udenlandske aktørers indblanding (i f.eks. minesektorer, olie- gasudvinding etc.) kontrol og manglende skattebetaling ræsonnerer blandt mange, også de unge.
Ønskerne fra Afrikas unge harmonerer således fint med den danske regerings nye Afrikastrategi, der bebuder ”ligeværdige partnerskaber”. Spændende bliver det i den forbindelse at se, om ordene også forvandles til forandringsparathed. Uanset hvad, så vil Danmarks og andre internationale aktørers vilje til at lytte (også den form for lytning, der kan gøre ondt på pengepungen) i de kommende år blive tryktestet af Afrikas stadig flere og mere selvbevidste unge.
Hvis ”Afrikas succes er Verdens succes”, som Joe Biden tidligere har udtalt, så gør Danmark og det internationale samfund klogt i at lytte til Afrikas ungdom og tage deres ønske om autonomi alvorligt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
