SANDHED // ESSAY – Når man vandrer igennem Maltas smukke, gamle hovedstad Valletta, så hører man hele tiden lyden af rullende kufferter, skriver forfatter og journalist Jens-Martin Eriksen i dette essay om mordet på antikorruptionsjournalisten Daphne Caruana Galizia. Ikke støjen af kommers eller arbejde i de tomme, spøgelsesagtige gader. Befolkningen på Malta lod sig bestikke og forgylde som hotelejere og rentiers.
I en lille landsby, Bidnija, i den nordlige ende af Malta, levede der indtil den 16. oktober 2017 en retskaffen, stolt og uforsonlig journalist ved navn Daphne Caruana Galizia.
Hun var hadet af politikerne i Maltas regering for sine nådesløse afsløringer af økonomisk kriminalitet og hvidvaskning af penge i skattely. Hendes blog, Running Commentary, blev dagligt læst af 400.000 mennesker – en større skare end hele summen af dem, der fulgte alle aviser og TV-stationer på Malta.
I de sidste måneder af sit liv mærkede Daphne Caruana Galizia en melankoli, der sneg sig ind i det, hun skrev i sine kommentarer, til trods for at hun vidste, at hendes blog reelt var den eneste kilde til viden om, hvad der skete på Malta i de øverste lag af magten. Og på den sidste dag i sit liv skrev hun til sine læsere, at de skulle være vagtsomme: ”Forbryderne er nu overalt, situationen er desperat.”
Så satte hun sig ind i sin bil, og præcist klokken 1 minut i 3 om eftermiddagen eksploderede bomben, morderne havde placeret under førersædet aftenen forinden. De havde holdt hende under observation igennem flere uger for at finde et mønster i hendes daglige gøremål og havde ventet på dette øjeblik, hvor hun begav sig afsted med et ærinde til sin bank. Hun nåede kun nogle hundrede meter ned ad vejen, væk fra sit hjem, før eksplosionen indtraf.
Den rygende telefon
De tre mænd, der stod bag attentatet på Daphne Caruana Galizia, var begyndt planlægningen af attentatet to måneder forinden, da den ene af dem, George Degiorgio, indkøbte to telefoner – såkaldte burner phones – med nye SIM-kort, der skulle bruges til forbrydelsen.
Den ene mobil var beregnet til at tale med broderen, Alfred Degiorgio, når han fra sit skjul overvågede Daphne Caruana Galizia, hvis hun skulle forlade sit hjem i den bil, som de natten inden attentatet havde placeret et halv kilo TNT sprængstof i. Desuden skulle den bruges til at tale med en anden sammensvoren, Vincent Muscat. Ingen andre.
Den anden telefon, som George Degiorgio havde købt allerede den 19. august, skulle bruges til at udløse sprængstofmekanismen i bomben, der var placeret under bilens førersæde.
Om morgenen den 16. oktober tog George sin brors båd, Maya, og forlod havnen i hovedstaden Valletta for at sejle op langs kysten mod nord og afvente besked fra Alfred, der forestod den visuelle overvågning af Daphne Caruana Galizias hus fra et skjul i terrænet.
Hvad George Degiorgio måske ikke havde tænkt på, var, at havnen i hovedstaden er under permanent overvågning, og at al trafik bliver registreret. Og en af de uforsigtige ting, som Alfred Degiorgio gjorde sig skyldig i, var at ryge og efterlade sine cigaretskodder med sit DNA på jorden rundt omkring sin udkigspost.
Allerede den 4. december kan det maltesiske sikkerhedspoliti arrestere de tre implicerede i attentatet
Der indtræffer også et problem for George Degiorgio ude på båden, hvor han skal udløse bomben, når tiden er inde. For det går op for ham, at kreditten er udløbet på den telefon, som han skal modtage sin ordre fra broderen på. Han beder derfor fra sin egen personlige telefon en anden ven på land om at sætte penge ind på taletidskortet til burner-telefonen. Og klokken 1 minut i 3 denne eftermiddag sender han ude fra båden en SMS fra sin anden burner phone til udløsningsmekanismen for bomben i Daphne Caruana Galizias bil efter instruks fra sin bror på udkigsposten.
En halv time senere sender han endnu en SMS – denne gang fra sin egen telefon – til sin hustru: ”Åbn en flaske vin til mig, skat,” står der.
Hvad han imidlertid ikke ved, er, at hans egen telefon aflyttes af det maltesiske sikkerhedspoliti, som nu er blevet delagtiggjort i de problemer, han fik ordnet med sin ven om at tanke sin burner phone op, og desuden den hilsen, han efter bombeattentatet har sendt til sin hustru.
Denne aflytning er en del af en fortløbende efterforskning i forbindelse med anden kriminel aktivitet, som Georgio Degiorgio er mistænkt for.
Da han når tilbage til havnen i Valletta efter attentatet, smider han skødesløst sine to burner phones i vandet lige dér, hvor han fortøjer båden. Og allerede den 4. december kan det maltesiske sikkerhedspoliti arrestere de tre implicerede i attentatet.
Hvem bestilte mordet?
Ingen steder i Daphne Caruana Galizias kommentarer og undersøgelser, som hun har skrevet på igennem et tiår i Running Commentary, finder man navnene på de tre sigtede gerningsmænd til attentatet mod hendes liv. Man kan derfor svært forestille sig, at de indbyrdes har haft noget udestående med hinanden.
Spørgsmålet er derfor det helt indlysende og egentligt interessante: Hvem er edderkoppen i spindet, hvem bestilte mordet på Daphne Caruana Galizia?
Mænd gør så nogle gange noget, som formentlig mænd er bedst til ved at lytte til sig selv og deres ensomme vaner og natlige rutiner: De forhører sig i nattelivet om, hvor de tre sigtede holder til, hvem de drikker med, hvem der er deres ”våde venner”, og hvilke ruter man kunne formode, de følger i løbet af ugens nætter.
Det kan vise sig, at forbrydelsen er udført i tavs enighed mellem flere, der kan have hver sit motiv?
Og nogle franske journalister får færten efter sludder og sladder rundt omkring, og det leder dem til Ferdinands Bar i bydelen Siggiewi lidt uden for hovedstaden, ti minutters kørsel fra lufthavnen. Det bliver sagt, at Degiorgio-brødrene jævnligt holder til dér. Og kommer man sent nok, kan folk på en bar være meget joviale og uden videre antage en fremmed for at være harmløs og tillidsvækkende.
Franskmændene går lige på og spørger efter en politiker, som Daphne Caruana Galizia på et tidspunkt har hængt ud for at gå på bordel i stedet for at deltage i det økonomiske møde, han som økonomiminister var udsendt til i Essen i Tyskland. For måske kunne der være noget nedrigt og personligt i hele sammensværgelsen mod hendes liv?
Ministeren Chris Cardona kommer på baren, får franskmændene fortalt, og han er blevet iagttaget sammen med George Degiorgio både før og efter attentatet. Den sidste gang var en aften i november.
Men måske skal man ikke skal lade sig forføre af én tese, når det kommer til at antage, hvem der er opdragsgiveren for George Degiorgio, Alfred Degiorgio og Vincent Muscat?
Heller ikke selv om det kan virke besnærende, når det kommer til sagen om Chris Cardona, der begynder som en parodisk skandale og, som indsatserne forhøjes, måske kan anses som en lidt løjerlig og slibrig historie, der efterhånden løber løbsk og ender med en fatal forbrydelse?
Det indebærer en vis letsindighed i omgangen med virkelighedens forbrydelse at sammenligne den med det fiktive mord i en roman. Men ikke desto mindre giver det god mening, som forfatterne til Murder on the Malta Express foreslår? For det kan vise sig, at forbrydelsen er udført i tavs enighed mellem flere, der kan have hver sit motiv?
Det næste fjendskab, der dukker op, er til oligarken Yorgen Fenech – en af de rigeste mænd på Malta – som Daphne Caruana Galizia på sin blog har beskyldt for korruption af politikere for at kunne få en indflydelsesrig og indbringende post i det nationale energiselskab.
Ifølge hendes optegnelser er han også ejer af et hemmeligt selskab blandt vrimlen af selskaber, der på forskellig vis er indblandet i det nationale energiselskab, og som er registreret i Dubai. Her – igennem selskab efter selskab – har Yorgen Fenech været i stand til at kanalisere penge til to af ministrene i den maltesiske regering med ansvar for det nationale energiselskab og sikre sig sin stilling i den lukrative forretning.
George Degiorgio føler sig på en måde misbrugt, men afslører endnu ikke, hvem der har givet ham bestillingen på drabet.
Men noget mere foruroligende, der direkte berører mistanken om, at Yorgen Fenech kunne have forbindelse til drabet, angår et forhold, der daterer sig tilbage til 2013, og som en maltesisk ret kommer under vejr med året efter drabet på Daphne Caruana Galizia.
For Yorgen Fenech er tillige ejer af en række kasinoer på Malta – i øvrigt sammen med en gren af den italienske mafia. Og her viser det sig, at en vis Alfred Degiorgio – manden på udkigsposten før drabet – havde været en helt usandsynlig heldig spiller.
I 2021 bekræfter den fængslede George Degiorgio i en video over for The Times of Malta, at han rigtig nok stod bag drabet på Daphne Caruana Galizia. Han tilføjer, at betalingen var 150.000 euro, men siger også spøgende, at såfremt han havde kendt til hendes betydning, ville han have krævet 10 millioner euro. Så han føler sig på en måde misbrugt, men afslører endnu ikke, hvem der har givet ham bestillingen på drabet.
Hvidvask og salg af pas
Andre fjendskaber, som Daphne Caruana Galizia opdyrkede med vedholdenhed, præcision og afsky, implicerede en række personer, der med Maltas medlemskab af EU fik den ide, at de kunne sælge gratis pas.
Mere konkret angår det salg af maltesiske statsborgerskaber til velhavende personer, uden man efterfølgende kan spore, hvor disse personer er født, og hvor de kommer fra. Et meget bekvemt skjul for især kriminelle, mestendels fra Rusland.
Kravene synes, foruden prisen på 650.000 euro, også at være det løse i form af bakshish på andre 100.000 euro, som ifølge Daphne Caruana Galizia blev delt i porten mellem udvalgte medlemmer af regeringen – bl.a. premierministeren Joseph Muscat – og i al hemmelighed kanaliseret ud igennem regeringstalsmandens selskaber og hvidvasket i skattely.
Når demokratiet foretrækker løgnen
Vi har her gennemgået tre fjenders både lyssky geschäfter og helt åbenlyse skandaløse, flagrante misbrug af EU-privilegier, og alle kunne have et motiv til at stå bag drabet på Daphne Caruana Galizia. Det er personer i statens øverste ledelse eller med forbindelse dertil, som utvivlsomt har midlerne til at kunne iscenesætte forbrydelsen med politisk uvidende og skruppelløse gerningsmænd.
Men der er også andre mulige tråde ud til andre fjendskaber, der forekommer uendelige, fra de ti års kommentarer og afsløringer, som Daphne Caruana Galizia har bogført på Running Commentary.
Men lad os holde her ved disse navngivne, der for nogles vedkommende på meget direkte vis har været delegeret ansvaret for statens ledelse igennem demokratiske, kontrollerbare og retfærdige valg – helt konkret premierministeren Joseph Muscat, lederen af Maltas Arbejderparti, Partit Laburista.
I en dyster kommentar på sin blog konkluderer hun, at demokratiet af og til foretrækker løgnen frem for sandheden
Det fører os videre til det egentligt prekære i denne sag. For på trods af Daphne Caruana Galizias afsløringer blev de samme politikere valgt få måneder før drabet på hende i juni 2017 – et valg, der udelukkende blev udskrevet, fordi det var fremprovokeret af kritikerens modige journalistik.
Men også her vinder premierminister Joseph Muscat. Det fører hende i en dyster kommentar på sin blog til at konkludere, at demokratiet af og til foretrækker løgnen frem for sandheden. Men det betyder dog ikke, at løgnen bliver til sandhed eller får ret, men kun at sandheden bliver undertrykt af en befolkning, der kan have forskellige motiver til at foretrække løgnen.
Hendes egen gisning er, at befolkningen på Malta har ladet sig bestikke af den voksende turisme og liberalisering af lovgivning, der pludselig giver enhver med en lejlighed i byens gamle kvarter en guldmine, der genererer indtægter, så folk kan lege hotelejere og således forandre deres tilværelse til at blive rentierer.
Og sandt nok, når man vandrer igennem den smukke, gamle by, så hører man hele tiden lyden af rullende kufferter fra de andre turister, men ikke støjen af kommers eller arbejde i de tomme, spøgelsesagtige gader.
Daphne Caruana Galizia er også ganske klar over, hvorfor tusinder af mennesker paradoksalt stemmer på de samme korrupte politikere ved valg efter valg, selvom de dagligt besøger hendes blog.
For til trods for vælgernes egne, økonomiske interesser, så er der også en anden side i dem, der taler for, at man må vide, hvad der sker. Også selv om man sælger sin sjæl.
En folkefjende
Doktor Stockmann i Henrik Ipsens politiske drama En folkefjende skriver sig direkte ind i dette skisma i demokratiet, når han til sidst i sit nederlag trodsigt erkender, at den, der står mest alene, er den stærkeste.
For da han har tabt alt i slaget om at få sandheden frem om det forurenede bad, som byen vil opføre, og folket alligevel har stemt hans undersøgelser ned og støttet de korrupte politikere, så er det trods alt sandheden og ikke demokratiet og talmajoriteten, der har den største moralske vægt.
Det er sandheden, der altid sejrer og vil sejre over demokratiet, som moralen fortæller Doktor Stockmann, og som han kan tage med sig i sit nederlag. Sådan var det for Doktor Stockmann, og sådan var det og er det for journalisten Daphne Caruana Galizia og de journalister, der fortsætter hendes arbejde.
Alligevel er der så et håb, igen et greb, der rækker ud efter demokratiets mystik, som beror på et håb om, at sandheden vil komme for en dag
Henrik Ibsens klassiker eksponerer en mystisk dimension ved demokratiet, som han imidlertid i afslutningen ikke berører nærmere, men blot lader falde ved at give Doktor Stockmann et håb om at gå levende ud af konflikten.
Men sådan gik det ikke godt 130 år senere i et andet europæisk land i den samme konflikt. Her blev heltinden dræbt ude i virkelighedens drama, og sandheden led midlertidigt nederlag.
Og alligevel er der så et håb, igen et greb, der rækker ud efter demokratiets mystik, som beror på et håb om, at sandheden vil komme for en dag. Her må vi kun stole på massernes visdom – eller frygte deres vanvid.
Indtil videre venter vi på den endelige afsløring af edderkoppen i spindet – en sandhed, som morderen George Degiorgio endnu holder for sig selv.
Begge brødrene Degiorgio blev den 14. oktober sidste år idømt 40 års fængsel ved en retssag, hvor de tilstod mordet på Daphne Caruana Galizia.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
