Et frisk pust fra Bosporus

af i Danmark/Klumme/Liv & Mennesker

TAXAMANDENS KLUMME – I denne uge kører Jesper Grunwald en ældre mand fra Søborg til Nørrebro og det endelige opgør med en uretfærdighed. Undersvejs snakker de. Hvert sprog har sin egen melodi, og musikken fra mandens talerør er som et friskt pust sydfra.

Det er granitperkerens skæbne. 

Jeg lytter til accenter – sprogets melodi. Og jeg gætter på modersmålet bag. 

Begrundelsen er indlysende, for der er næppe gået en arbejdsuge i mit liv, uden at nogen har spurgt til min lettere bornholmske dialekt. Da jeg var helt ung, havde jeg to gode grunde til at være afmålt overfor mit eget, etniske tilhørsforhold. Det ene stikord var Glistrup. 

Den modne herre ved min side er allermest klog og rar

Og det andet var min dialekts manglende erotiske slagkraft, syntes jeg. 19 år, ny student i Aarhus – og hørte det nærmest hver weekend i nattelivet fra det køn, jeg tænder på: 

”Er du fra Bornholm? Neeiiiiiiii, hvor er det sødt.

For fanden, altså. Jeg vil være en mere voldsom adonis, ikke et kæledyr, et kid, en kanin. Jeg gad ikke være sød.

Den modne herre ved min side er allermest klog og rar. 

Og ja, jeg gætter rigtig efter få sekunder af musikken i hans i øvrigt korrekte danske sprog. Han er fra Tyrkiet, er dansk statsborger her, hvor han har boet i mere end et halvt århundrede. Skæbnen vil, at han stammer fra en af de skønneste storbyer, jeg har besøgt. Saem er fra Istanbul. Og på turen fra Søborg til Nørrebro tager vi en virtuel vandretur gennem den fantastiske by mellem Østen og Vesten. 

Hagia Sofia. Foto: Wikimedia Commons
Deesis-mosaikken fra det 13. århundrede i Hagia Sophia. Foto: Wikimedia Commons

Vi rejser tilbage til Konstantinopel – den østromerske hovedstad, hovedbyen i den kristne, ortodokse kultur, indtil osmannerne og muslimerne tog over i 1453.

Hagia Sophia, kæmpekirken og senere moskeen, der i tid er bygget lige så tæt på Jesu fødsel, som vi i dag er på den danske reformation. 

Sultanahmet, den gamle bydel, hvor jeg selv har udforsket cisternerne (den oprindelige vandforsyning), set den romerske hippodrome. 

Blandet mig i menneskehavet af sheiker med flere koner. Gamle, krogede mænd med hvidt skæg. Charmetrolle, der kigger langt efter tøserne. Sekulære, tyrkiske kvinder med stramme, korte kjoler. Tørklæder. 

Duften af hav fra Bosporus. De jævnlige kald til bøn fra minareterne. Jøder, kristne, muslimer.

Vi har det rart i hinanden selskab på denne vandretur gennem hans fødeby, mens realiteterne et øjeblik stopper vogn 24 i en af de smalle gader på det indre Nørrebro. To unge med hold og glans i det sorte hår tager lige en snak gennem sidevinduet, mens de flasher hver deres ”bimmer” og stopper trafikken. 

Hva’ så der? 

Skæbnen vil, at han stammer fra en af de skønneste storbyer, jeg har besøgt. Saem er fra Istanbul

Jeg har lært at leve med de 15 sekunder testosteron-røgsignalerne varer. Men min passager bliver irriteret. 

”Herregud, de er bare nogle drengerøve, forsvarer jeg dem overbærende og sætter taxameteret på stop.

”Jamen, det er sådan nogle møgunger, der gør det svært for os andre”, raser Saem 

Og så kører vi igen, mens han fortæller, at han er faldet til ro med både sit tyrkiske og sit danske jeg. Han har prøvet alt det der med at blive truet med røvfuld, fordi han er en skide fremmedarbejder. Men de kan tænke, som de vil: Han er dansk, fordi han har boet her i årtier, fordi han vil. Og han er tyrkisk, fordi det er der, han er født. Hvor svært kan det være?

”Jeg er oprindelig uddannet ingeniør og er specialist i byggeriet af elevatorer. Har rejst over hele verden og kom undervejs til København for bare at besøge en kammerat et par dage. Jeg skulle hverken bo her eller giftes. Fandeme, nej! Og to dage senere mødte jeg min danske kone i byen og har boet her siden. Når jeg altså ikke var på arbejdsrejser.” 

Jeg varmer ham op til det endelige opgør med kabelselskabets tyranner. Han vender kvikt tilbage til taxien og taler helt tæt til mig gennem det åbne vindue.

Nu skal han ud at slås med et kabelfirma, der hele tiden forsøger at tage røven på ham med diverse tv-pakker og fjollede bortforklaringer. I telefonen tager de ham ikke alvorligt på grund af den fremmede nuance i hans sprog. Så nu skal det være slut. 

Han er helt klar i mælet, og man mærker ikke, at manden er – og jeg får et chok – 89 år. En gammel mand og superskarp. Han har taget en taxi til det dumsmarte firma, der har en daglig, fysisk åbningstid på 55 minutter. 

Vi griner begge højt af den digitale arrogance. 

Så trykker vi hjerteligt hinandens hænder, og uden tøven smider han en 50’er i drikkepenge. 

”Nu lover du at skrue helt op for ingeniøren”, siger jeg gennem vinduet.

Jeg varmer ham op til det endelige opgør med kabelselskabets tyranner. Han vender kvikt tilbage til taxien og taler helt tæt til mig gennem det åbne vindue. Højt hviskende, men helt tydeligt:

”I de næste 55 minutter vil jeg være mere dansk, end jeg nogensinde har været. Det lover jeg dig!”


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Topfoto: Jesper Grunwald 

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Danmark