Rejsebrev fra kviksandet: Indianerne der ville heales

Foto af SpeedyGonzales/Edward S.Curtis fra Wikipedia

Cecilie Marie Meyer 09.09.2016

Ligesom befolkningen langs dens bredder er floden gået helt i stå og træder i stedet vande i et metertykt lag af kviksand, som er dødsensfarligt. I den amerikanske delstat North Dakota har racisme, chikane og social armod skabt et samfund præget af træghed og stilstand. Cecilie Marie Meyer skriver rejsebrev fra the Peace Garden State

– Jeg tager mine to piger med mig ud at gå hver dag. Hen over prærien, mod et punkt i horisonten. Vi går bare. Der er ikke så meget andet at lave her, men jeg bliver nødt til at gøre det, ellers kommer mine børn i problemer. Begynder at punktere dåser med hårspray og drikke indholdet, eller det, der er værre, siger manden.

Han er trådt ind i det skolerum, hvor alle vi frivillige sover, når vi ikke er spredt rundt om i Fort Yates for at løbe groteske ærinder. Såsom at rengøre rosenbede og pudse vinduerne på det hus, hvor Clyde, vores lejrleder, bor og slænger sig, alt imens vi resten af tiden flakker lidt formålsløse rundt, på det her meget mærkelige sted.

Vi er kommet fra hele verden for at lave socialt arbejde i et par uger i løbet af vores sommerferie. Nu er der kun min danske veninde og mig tilbage i klasseværelset til at nikke og samtykke, da faren, med begge sine piger hængende i hver ende af hans lange arme, betror sig til os.

Jeg tager mine to piger med mig ud og gå hver dag. Hen over prærien, mod et punkt i horisonten. Vi går bare. Der er ikke så meget andet at lave her, men jeg bliver nødt til at gøre det, ellers kommer mine børn i problemer. Begynder at punktere dåser med hårspray og drikke indholdet, eller det, der er værre.

Vi giver ham helt ret: Her er godt nok ikke meget at lave, faktisk har vi aldrig befundet os et sted med så megen stilstand. Mandens ansigt begynder at tale igen. Det virker sært diffust og har lange, mudrede træk a la Missouri River, der bugter sig blot et stenkast herfra. Ligesom befolkningen langs dens bredder, er floden gået helt i stå og træder i stedet vande i et metertykt lag af kviksand, som er dødsensfarligt at begive sig ud i.

– Der skal I vist ikke smutte ud og bade, siger Clyde med et grin, da vi tog floden i besigtigelse første gang. Han havde det mest perfekte hentehår, jeg nogensinde har set, en regulær hundelort af gråt hår, som han hver morgen måtte bruge adskillige minutter på at kæmme, væde med pomade, sno og dreje rundt på sin skaldede isse i cirkulære bevægelser.

”Lots of things to do?”

Faren med de to piger fortæller: – Når det er vinter, tager vi bare en skovl med, og graver os vej igennem sneen, på vej et sted hen. Hvis vi ingenting gør, bliver vi vanvittige. Hvordan er der hjemme hos jer i Europa? Er der meget at lave?

Det skulle hurtigt udvikle sig til et standardspørgsmål: ”Lots of things to do?”, blev vi konstant adspurgt af de lokale, som hørte, at vi var fra Europa. Indtil da var det aldrig faldet mig ind, at mennesket i grunden er skabt til at udvikle sig, at udfylde en rolle, og at vi, når alt bliver taget fra os, inklusiv vores handlekraft, kultur og retning, lige så stille går i stykker.

Og her var vi så, i år 2004, i den lille by Fort Yates i North Dakota, hvis knap 200 indbyggere boede i, hvad der nærmere lignede en campingplads end en virkelig by. De eneste bygninger med murede fundamenter var skolen, posthuset, domhuset og det lokale White Buffalo-supermarked. Resten af husene bestod af mobile homes og indeholdt de selv samme Sioux-indianere, hvis forfædre for over hundrede år siden var blevet forflyttet hertil af amerikanske soldater, berøvet deres oprindelige kultur og tvunget til at påtage sig den hvide mands livsstil midt i et hav af græs.

Om aftenen blev gaderne hærget af hver sin bande. De bar deres særlige farve hårbånd om panden, så man kunne se, hvilken gruppe, klanmedlemmerne tilhørte. ”Gå derfor aldrig med pandebånd”, blev vi tilrådet. Mødte vi en rivaliserende bande, der misforstod og troede, at vi kom fra en af de andre fraktioner, kunne det koste os livet. Og hver aften skulle vi dreje en jernkæde om skoleportens håndtag fra indersiden, så ingen kunne komme ind og gøre os fortræd i løbet af natten.

Det var i den kulisse, at vi indkvarterede os på Fort Yates Standing Rock Community School, den eneste skole i miles omkreds, og samtidigt den lokale instans, som stod for mange af børnenes livsgrundlag. Bogstavelig talt.

Det var sommerferie, og idet størstedelen af eleverne kun fik mad på skolen, havde man besluttet at åbne stedet i den periode, vi frivillige var i byen, så vi kunne stå for uddelingen af frugt på dåse, pommes frites, Sloppy Joes og syntetiske hamburgers. Det var ganske små børn, der kom trippende ind i kantinen: Nogle af dem ikke ældre end tre år med ble på. Mange var nøgne og havde på eget initiativ rejst sig fra gulvet hjemme i forældrenes mobile homes, mens mor og far lå bedøvede af stoffer for at stavre hen på skolen med en bakke mellem hænderne.

I et landskab af campingvogne og myter

Og ja, det var så slemt. Og oplevelserne skulle blive værre endnu. Knap 95 procent af indbyggerne i Fort Yates var indianere, resten hvide, og de sad på det lille mini-samfunds øverste poster. Byen var og er stadig hovedkvarter for The Standing Rock Sioux Tribe, og skønt stedet med sine spredte trailerparks (områder, hvor der kan lejes stationere campingvogne) og jordede veje endnu ligner noget, der blev bygget i går, indeholder området også vægtige myter.

Det var for eksempel her, at den legendariske høvding Sitting Bull blev slået ihjel i 1890. Den amerikanske hær frygtede, at Lakota-indianeren (lederen af hele sioux-folket) ville deltage i de storslåede Ghost Dance-ritualer, som på det tidspunkt blev praktiseret af tusindvis af indianere landet over. Ritualet skulle fremmane indianernes forfædre og få dem til at kæmpe side om side med de levende mod amerikanerne. Nu, 114 år efter drabet, der om noget symboliserede indianernes ulige kamp mod overmagten, var splittelsen mellem Native Americans (de indfødte) og de hvide endnu afgrundsdyb i Fort Yates.

Det skulle hurtigt udvikle sig til et standardspørgsmål: ”Lots of things to do?”, blev vi konstant adspurgt af de lokale, som hørte, at vi var fra Europa. Indtil da var det aldrig faldet mig ind, at mennesket i grunden er skabt til at udvikle sig, at udfylde en rolle, og at vi, når alt bliver taget fra os, inklusiv vores handlekraft, kultur og retning, lige så stille går i stykker.

Hvad lavede vi frivillige så her? Jeg og min veninde var taget afsted som udsendte fra Mellemfolkeligt Samvirke for at deltage i en sommerlejr for byens forsømte børn. Men i stedet blev vi af Clyde, ham lejrlederen, sat til at rense skolens skabe for skrald og gøre hovedrent i hans eget hus og have.

Når vi pegede på børnene, der forsigtigt tittede ind på skolen, fik vi at vide, at vi hverken måtte tale til dem eller røre ved dem. Ja, præcis, som om de havde pest. ”Don’t touch them”, var den groteske ordre fra Clyde, som vi selvfølgelig ikke overholdt. I stedet spillede vi basketball med børnene og bagte brød af det hvideste mel, jeg nogensinde har set i skolens enorme kantine-køkken. Og det må være mit smukkeste minde derfra: Billedet af små piger, der for første gang i deres liv rørte ved en rigtig gærdej. Stak fingrene ned i den nyhævede masse og lo ad hjertens lyst, når lange dejtråde fulgte med deres hænder op i luften, for så at gå midt over og ende rå i børnenes nysgerrige munde.

”I’m a Sinner”

Men selvom vi fandt på meningsfyldte ting at tage os til på dette trøstesløse sted, var den opgivende atmosfære, der uundgåeligt ligger over en by, hvor størstedelen af indbyggerne er alkoholikere, misbrugere og selv misbrugte, massiv. Så ubehageligt var det, at vi faktisk overvejede, om vi skulle rejse igen. Men vejen, som vi havde tilbagelagt i Clydes minibus fra lufthavnen i Bismarck og op til Fort Yates, sluttede her. Kun med bil kunne vi komme herfra igen.

Det gav en følelse af økuller at stirre udover det bølgende græs og de flade bakker. Men så kom frelsen i skikkelse af Virgil Tokasin, en mild, indfødt mand med baseballkasket, der havde drevet lejren året før os, og nu åbnede sit hjerte. I hans bil drog vi på ture ud i landskabet og besøgte steder, som endnu er hellige for indianerne: The Black Hills, The Badlands, samt det sted i en lille lund, hvor Sitting Bull mødte sit endeligt. Her lå i forvejen en kristen sommerlejr. En af deltagerne var en ung, bleg fyr, der under en samtale ved et af stedets bænkesæt lagde sin nøglering fra sig. ”I’m a Sinner”, stod der på en charm midt mellem det raslende metal.

Ellers havde vi god tid til at tale med de lokale. De spurgte ind til, hvad vi skulle efter lejren. Jeg fortalte, at jeg tog et smut til Boulder i Colorado. ”Lot’s of things to do”, lød den drømmende kommentar fra en enorm indianer, som jeg i dag ikke længere husker navnet på. Så blev han alvorlig: ”Take me with you”.

Kvindehjemmet på prærien

Det næste sted, jeg skulle hen, kunne jeg af gode grunde ikke tage ham med til. Det var nemlig til en institution ude på prærien for kriminelle kvinder, der her enten afsonede deres straffe, afventede isolationsfængsling inde i Bismarck, eller af andre grunde ikke kunne være i lokalsamfundet. Kort sagt var de så farlige for sig selv og andre, at de var blevet placeret på prærien, milevidt fra North Dakotas i forvejen spredte byer.

Det var ganske små børn, der kom trippende ind i kantinen: Nogle af dem ikke ældre end tre år med ble på. Mange var nøgne og havde på eget initiativ rejst sig fra gulvet hjemme i forældrenes mobile homes, mens mor og far lå bedøvede af stoffer for at stavre hen på skolen med en bakke mellem hænderne.

Her boede de i små værelser, lavede mad til hinanden eller blev kørt ind til basketballbanen i Fort Yates for at få lidt motion. De var de mest tavse kvinder, jeg nogensinde har mødt. Men fordi jeg og min veninde stod udenfor det kaos, som hele deres liv må have været, betroede de sig i forbavsende grad til os. Smøgede ærmer op og tog bluser af for at vise de tatoveringer, som de stak ind i hinanden med sløve nåle, når kedsomheden kom for tæt på. Og de lange skæremærker på armene lavet med de selv samme knive, med hvilke flere af dem havde truet deres egne familier.

I pigernes iver efter at fortælle og bekende blev de fysiske, og hev os rundt i huset for at vise deres få egendele frem. Bagefter gik vi op i køkkenet og lavede dansk mad: frikadeller med flødekartofler. Men midt i al vores rumsteren med kødfars, krydderier og borddækning stoppede en af teenage-pigerne pludselig med at forme frikadeller. Slap skeerne, så det klirrede i skålen, greb i stedet et rent håndklæde, tørrede sig omhyggeligt af, og forsvandt. Et par minutter efter så vi hende gå ud af hoveddøren og ind i en ventende bil. ”Hun skal i isolation”, fik vi at vide, mens køretøjet forsvandt udover prærien. Og selvom vi havde forladt Fort Yates og al byens stilstand for en kort tid, indfandt den samme, forknytte stemning sig nu i køkkenet. Som om der løb Missouri River-kviksand ind imellem vores ben og sugede os ned.

Kære indianske sjæle i Standing Rock-reservatet, kære venner fra Fort Yates: Jeg så og lærte hos jer, hvor stor en anstrengelse, det må være at rejse sig fra århundreders kviksand af racisme og uretfærdigheder. Nu har I igen en fælles sag – en olierørledning.

Kan du lide Cecilies skriverier, er du velkommen til at donere et frivilligt beløb til hende direkte via MobilePay på 4098 9707.

Cecilie Marie Meyer

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte. Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter. Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet. Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige. Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige? Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede. Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside: http://ceciliemariemeyer.dk