Der har aldrig været mere brug for 1. maj, end der er i dag

af i Danmark/Historie/Politik & Samfund

1. MAJ-TALE // SAMFUND – Hvordan kan vi finde sammen igen? Hvad vil vi – med os selv, hinanden og denne lille og så store blå planet, spørger digter og forfatter Claus Ankersen i sin tale i anledningen af arbejdernes internationale kampdag. Verden brænder, og vi drikker kaffe, klapper hinanden på de politisk korrekte skuldre, eller vander den indre svinehund og passer hver især vores.

Der har aldrig været mere brug for 1. maj, end der er i dag. Nutidens arbejdstagere er pressede, stressede, usikre, konstant på, til rådighed og til tjeneste, og stort set fanget i et økonomisk stavnsbånd som gør enhver forestilling om frihed illusorisk. Forude lurer kunstig intelligens, teknologisering af en lang række erhverv, klimakatastrofer og alt det andet, vi akkurat aner stikke frem under rovkapitalismens store forgyldte tæppe af udpinte ressourcer, malket arbejderblod og menneskehåb. Og alligevel, på trods af verdens tilstand, er solidaritetens og fællesskabets store forårsfest, dårligt nok en skygge af sit tidligere jeg.

Det startede ellers meget godt, da 2. internationale vedtog indførelse af en kampdag til forbedring af arbejdernes arbejdsvilkår i 1889. Året efter, 1. maj 1890, blev den første internationale kampdag afholdt i Fælledparken, mest fordi det var forbudt at demonstrere i gaderne. Og her har den været afholdt lige siden, mens der samtidig afholdes politiske taler og arrangementer over hele landet.

Idéen om sammenhold var åbenlyst god, og den otte timers arbejdsdag, man kæmpede for at opnå, blev en realitet i 1919. Knap tyve år efter indførtes lønnet ferie, og i starten af 1970’erne fik lønmodtagerne så den fem dages arbejdsuge, vi kender i dag.

Glem valget. Det gør alligevel ingen synderlig forskel om det bliver Mette eller Lars. Tag i stedet din medborger i hånden, sig ordentligt goddag og snak om, hvad der skal til

I firserne var 1. maj stadig kæmpestort. Solidariteten blandt lønmodtagerne virkede ligeså solid som lavkonjunkturen, folk fyldte gaderne i hundredetusindvis, når der skulle demonstreres – også på andre dage end første maj. Men så vendte bøtten. Neoliberale strømninger fra England og USA ramte det solidariske lønmodtager-fællesskab i skikkelse af unge kassetænkende og kyniske Venstre-yuppier, som erklærede solidaritet og fællesskab krig, og hvis mål var at flytte Danmark til højre på den politiske skala.

Uanset om man er foghist eller ej, er det uomtvisteligt at projektet lykkedes til fulde. Venstre vandt værdikampen. Man havde held til at spille alle ud mod alle, demontere idéer om at løfte i flok for den næstes bedste, og lige så stille og roligt – skive for skive, skridt efter skridt – at overbevise befolkningen om nødvendigheden af at være egocentriske røvhuller for at overleve i en ubarmhjertig, konkurrencebetonet verden, hvor kun markedet, vinderen, og den utæmmelige vækst står på sejrsskamlen.

Gradvist erstattedes solidaritet med mistro og egennytte, så vi i dag tror det er naturligt med egenbetaling hos lægen, anser det for sundt at offentlige ejede instanser fungerer på markedsvilkår og skal generere profit i stedet for at køre i nulvækst og servicere den befolkning som faktisk – endnu – ejer den offentlige infrastruktur.

Listen er alenlang, og både samfundsvidenskabsfolk og historikere vil uden tvivl kunne generere et fyldestgørende overblik over de mange asociale museskridt som på en menneskealder har ført os ned i det begsorte hul af mellemmenneskelig elendighed, vi på mange måder i dag befinder os i. Rigtig mange lever med de umenneskelige efterdønninger af velfærdssamfundets skibbrud, mens elitesegmentet begejstret køber tasker og sko til hele og halve årslønninger, og betragter en hamburger til halvanden-hundrede som utrolig billig.

Helt ærligt, venner. Det går ad helvede til. Verden brænder, og vi drikker kaffe, klapper hinanden på de politisk korrekte skuldre, eller vander den indre svinehund og passer hver især vores

En af de absolutte hovedårsager til, at det overhovedet har kunnet lade sig gøre at forvandle Danmark fra en social-solidarisk velfærdsstat til et empatiløst konkurrencesamfund af superindividualiserede enegængere, er frygt og fjendebilleder skabt til formålet af neoliberale idealister, hvis religiøst stædige insisteren på det frie markeds saliggørende kræfter og nødvendigheden af ulighed og udbytning er godt på vej til at ødelægge både planters, dyrs og menneskers fælles habitat her på kloden.

Ret godt eller ondt klaret må man sige. Til gengæld har det ikke været gratis, for i takt med Danmarks forvandling fra velfærdsstat til voldfærdsstat har befolkningen mistet tilliden både til de folkevalgte og til samfundets bærende institutioner.

Konsekvensen af at politisere centraladministration og embedsmandsværk og beskytte sig bag en bufferzone af velbetalte propagandister er naturligvis stigende mistillid, og – selvom der ikke er nogen politikere, som vil sige det i dagens uden tvivl selvrosende og valgflæskede skåltaler – så anser rigtig mange borgere samfundskontrakten mellem stat og indbygger for så misligholdt af den ene part, at den ikke længere gælder. Desværre er der ikke udsigt til, at det rigtig gør indtryk på den politiske kultur, at befolkningen ikke tror dem over en dørtærskel, hvilket i sig selv burde få en halv million danskere til at strømme til fælledparken i dag.

Helt ærligt, venner. Det går ad helvede til. Verden brænder, og vi drikker kaffe, klapper hinanden på de politisk korrekte skuldre, eller vander den indre svinehund og passer hver især vores. Det duer ikke længere. Superindividualismen og Foghs stunt bragte os lige præcis ingenting andet end splittelse og menneskelig tragedie – og naturligvis styrtende rigdom for de ganske ’fogh’, som spillede de rigtige heste og havde netværk og resurser til at udnytte strømninger, lettelser, huller, smutveje og bobler på vejen fra lykkeland til løkkeland.

Prøv at lade være med at lytte til den indre stemme, som gentager alle de paroler og formaninger, vi er så stopfodret med. Alt kan lade sig gøre med vilje, vision, fantasi og fællesskab

Ligesom ladens fluer, lader vi os forblinde af den ene insektlampe efter den anden, mens påvirkningsindustrien i det skjulte spiller på vores instinkters DNA-strenge og samtidig, med stort held og teknisk snilde, bilder os ind, at enhver handling bør anskues som et isoleret frit valg taget i en sådan grad af frigjort snusfornuft, at ethvert ansvar udelukkende hviler på enkeltmenneskets skuldre. Således afmonterer man medfølelse og forståelse for andre.

Vi lever i et net af løgne, som aldrig har været mere finmasket end i dag. Og selvom vi føler os fremmede for hinanden, har vi aldrig haft mere brug for at stå sammen end nu.

Glem valget. Det gør alligevel ingen synderlig forskel om det bliver Mette eller Lars. Tag i stedet din medborger i hånden, sig ordentligt goddag og snak om, hvad der skal til – på lang sigt. Også andet end neo-feudalisme og insekt-spiseri. Hvordan kan vi finde sammen igen? Hvad skal der til? Og hvad vil vi – med os selv, hinanden og denne lille og så store blå planet. Prøv at lade være med at lytte til den indre stemme, som gentager alle de paroler og formaninger, vi er så stopfodret med. Alt kan lade sig gøre med vilje, vision, fantasi og fællesskab.

God kampdag.


Hvis du har lyst til at støtte Claus’ arbejde her på POV, kan du donere som du nu synes på mobile pay: 71844591


Foto: 1. maj demonstration i Stockholm 1917, Wikimedia Commons. 

Hvis du har lyst til at støtte mit arbejde, kan du donere som du nu synes på mobile pay: 71844591 og være med til at gøre hestebønner, hummus og kålhoveder til skrift.

Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 12 sprog. Han har udgivet ti bøger. Digtsamlingen Grab Your Heart And Follow Me udkom i Indien i foråret 2018 og forfatterens nyeste, Pendæmonium, udkom i september. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, Dato og Murmur.

Seneste artikler om Danmark