”Saint Christopher, find mit liv, vil du ikke nok? Se på mig, jeg kan ikke mere, det er blevet væk, livet. Find det, jeg be’r dig … Jeg er så alene, vil du ikke nok hjælpe mig? Hvor er meningen med det hele? Hvor er mit liv?
Saint Christopher… Saint Christopher… Saint Christopher…”
Siden jeg boede i Irland, hvor mine katolske venner gjorde mig opmærksom på deres helgen Saint Christopher, der blandt mange andre færdigheder kan finde ting, har han fundet alt muligt for mig.
Jeg er et frygteligt rodehoved så han har haft nok at gøre i årenes løb og han finder altid det, der er blevet væk, som for eksempel mit NemID, som jeg engang havde gemt i en sort nylonstrømpe, netop fordi det ikke måtte blive væk og en anden gang var det 500 kroner der åbenbart lå nederst i en vasketøjskurv.
Dengang for mange år siden, hvor det var meget sjældent at hele kurven blev tømt af den simple grund, at man ikke kunne slæbe alt det tøj, håndklæder og sengetøj ned på vaskeriet – jeg ved ikke hvorfor, men det føltes altid som om det lå 9 kilometer væk, mindst – men vasketøjskurven blev heller aldrig helt tømt, fordi man ikke havde nok penge til alle de maskiner, centrifuger og tørretumblere for ikke at tale om vaskepulver.
Det var dengang man tog det reneste på af det beskidte og ofte blev tøjet luftet og bagefter strøget med dampstrygejernet, pyhh, husker I lugten af dampet sved?
Hvor var mine 500 kroner? Saint Christopher blev spurgt til råds, og swuuisch så, bam-bam-bam fandt han de 500 kroner til mig.
Saint Christopher fandt også Jens Okkings telefonnummer
En anden gang var han også på hårdt arbejde, det var før alle havde en mobil og man stadig skrev telefonnumre ned i bøger med linjer beregnet til det og hvis man ikke skrev numrene ned, var det fordi man kunne dem udenad.
Jeg havde tilfældigt mødt skuespilleren Jens Okking, der var på ferie i Irland med sine to halvvoksne sønner og en veninde. Jeg havde fået Okkings telefonnummer på en lap papir og dét måtte bare ikke blive væk, så jeg klistrede det op på bagsiden af et stort og meget tungt spejl i guldramme, der hang inde i min lille stue i mit hus lidt udenfor Dublin.
Okking var taget tilbage til Danmark, da jeg ville ringe til ham, der var lige noget jeg måtte spørge ham om, men for pokker, hvor havde jeg lagt hans nummer? Jeg ledte højt og lavt i timevis; ud med skuffer, ned med bøger fra hylderne, kunne det ligge et sted ude i køkkenet under en gryde eller under bestikbakken?
Den aften tog jeg mit store tunge kors, som jeg har fået af en veninde i Barcelona, ned fra væggen og sad hele natten alene og rokkede frem og tilbage med korset i favnen. Man kan blive vanvittig af sorg og jeg tror, der var noget af det, den nat. Stille vanvid
Jeg ved jo godt selv, at jeg gemmer ting de mærkeligste steder og så glemmer hvor jeg har gemt dem, og så er det, at jeg kaldende og småsyngende på min helt egen melodi, forsøger at få fat i Saint Christopher og hans hjælp, og han finder a-l-t-i-d mine ting på nær en gang hvor min pung var stjålet og senere blev indleveret, tom selvfølgelig, på en politistation, men det er så også den eneste gang at hans helgen-styrke har ”svigtet” mig.
Og Okkings telefonnummer bag spejlet? Selvfølgelig fandt han det.
Stille vanvid
På torsdag den 16.marts, er det tre år siden at min ven, Christian, begik selvmord. Jeg har i mit liv været tæt på alt for mange små og lidt større børn, teenagere, unge, dem midt i livet, gamle og ældgamle der er døde. Mennesker jeg har elsket. De er døde voldsomt og pludseligt eller de er døde hurtig efter kort tids sygdom eller de har slidt sig igennem en grufuld og langsommelig vej til døden, men ingen af dem jeg kendte havde begået selvmord.
Indtil søndag eftermiddag den 16.marts 2014, hvor Christian brændte sig inde i sit hus. Den aften tog jeg mit store tunge kors, som jeg har fået af en veninde i Barcelona, ned fra væggen og sad hele natten alene og rokkede frem og tilbage med korset i favnen. Man kan blive vanvittig af sorg og jeg tror, der var noget af det, den nat. Stille vanvid. Det eneste man kunne høre var at jeg gik i stykker.
Hvem kan favne så stort et chok og en sådan ind til knoglerne stor og akut smerte og sorg?
Psykologer, psykiatere og præster.
Åbenbart er katastrofehjælp stavet med P.
De første to P’er var udelukkede, man skal være tæt pårørende for at få en psykolog og man skal have en behandlingskrævende diagnose for at få hjælp af en psykiater, jeg var ” bare” i sorg så det var præsterne jeg kunne få hjælp af og jeg ringede og jeg fik ”tid” hos to præster og I ved selv hvem I er, jeg håber at I skammer jer over jeres manglende nærvær, omsorg og næstekærlighed og på trods af, at jeg flere gange foreslog om vi da ikke bare kunne bede Fader Vor sammen, så næh, bedt blev der ikke. Føj!
Jeg vil helt ud på kanten af kirkebænken
Som jeg skrev her på POV i 1. del af de tanker jeg har om at tro og om at gå i kirke, som jeg har gjort på eget initiativ uden mine forældre eller andre voksne siden jeg var ti år, så meldte jeg mig ud af Folkekirken for cirka 8 år siden.
Jeg orkede ikke at høre flere ligegyldige slaske-prædikener, ja, jeg er hård nu, men det var sådan det var, udover det kedsommelige slaskeri manglede jeg også ”Dufff” knytnæver i hovedet og dolke i hjertet, I ved, virkelig noget at blive rystet og rystet op over – bare én eneste sætning – noget jeg kunne mærke, noget jeg kunne grine og tude over og sætte både spørgsmåls- og udråbstegn ved og tænke på i hele den uge der gik ind til jeg igen sad på kirkebænken.
Jeg forlanger, at sidde helt ude på kanten af bænken når der bliver prædiket … Jeg orkede ikke at høre flere ligegyldige slaske-prædikener
Jeg forlanger, at sidde helt ude på kanten af bænken når der bliver prædiket, ellers vil jeg ikke være med til at betale præstens løn og dér for 8 år siden da jeg meldte mig ud af Folkekirken var alle præster – når man ikke har bil er der langt fra kirke til kirke med bus på Bornholm og kirkebilen kører kun med de passagerer der har sognebånd eller har løst et – nå, men for 8 år siden havde jeg stort set ”aflyttet” alle de præster i nærheden af mig der var og ingen af dem havde bragt mig ud ”på kanten af kirkebænken”, så goodbye med jer.
Altersjusser
Jeg aner simpelthen ikke hvorfor jeg skrev en sms til min ven Ib for to uger siden.
”Hello Friend er du med på en altersjus på søndag?”
Ib svarede tilbage med det samme.
”Fedt, hvilken kirke? Domkirken?”
”Deal, den ta’r vi. Altersjusser, here we come!”
Store Torv. Første søndag i fasten. Aarhus. Marts 2017. Småregn. Glat fortov, sorte gummistøvler, travlt – klokkerne i Domkirkens tårn slår allerede. Dørene til kirken er tunge og afvisende – ikke flere gæster tak, vi er en lukket kreds, sådan føles det mens jeg bakser med at åbne ”porten” indtil mit engangsknald i Domkirken, det må det vel hedde – engangsknald når man lister sig ind uden at betale til ”foreningen” af den hemmelige klub.
Hvad fanden skal jeg her? Møde Ib, det er da dét jeg skal, intet andet. Gid, jeg dog havde foreslået ham at mødes på DOKK1 – det nye super bibliotek i Aarhus, men nu er jeg her og jeg går ind i Domkirkens dyb, først gennem et vindfang eller forrum med lettere døre at åbne for de der er handicappede permanent eller os der er midlertidigt handicappede, jeg har en ikke brækket, men ”blendet” hånd, dumt, dumt brud, men hvad hvis man sidder i kørestol eller er på krykker?!
Måske er der en døråbner både til ”Den hellige åbningsport” og vindfangsdørene, men ALT giver indtryk af sammenspisthed og ”vi er dem der er den i den her leg” men så kommer jeg ind i kirkerummet og… Der er ikke andet at sige og skrive end: Oh, my God!
Dér på min venstre side står der et kor – jeg får senere af vide at det er det finske kor, Kampin Laulu og de synger så overvældende godt at jeg flår mine solbriller af – ja, ja, en gang var jeg kendt, har I glemt det, hey, så er solbriller sgu da passende alle steder også i en domkirke, (ha ha), min grønternede kasket lader jeg dog bliver siddende mens jeg haster ned til digter Ib Laugesen, der sidder og spærre en plads midt i kirken to rækker fra prædikestolen.
Ib havde godt nok ikke behøvet at spærre en plads både med sin taske og mørkegrønne oilskinsjakke, der var mere end rigeligt plads til mange, mange flere i Domkirken, der har kirkebænke til omkring 1200 sjæle.
Velkommen hjem i Domkirken
Det finske kor fader ud, der bliver bedt indgangsbøn og så… Oh, my God siger og skriver jeg igen, så begynder koret, Aarhus Domkirkes Kantori under genial ledelse af Carsten Seyer-Hansen, (jeg overdriver ikke og til de skeptiske, jeg kender ikke Seyer-Hansen) nå, koret begynder at synge ”I Østen Stiger Solen Op”. Kors, siger jeg bare, kors, jeg troede, at jeg skulle falde død om. Mine tårerne flød henover Ibs oilskinsjakke og selv den stod ikke distancen – du bør klage over den elendige kvalitet på din dyre jakke, Ib, den var jo gennemblødt.
”I Østen Stiger Solen Op”, og ja dét gjorde den, solen stod op, og det var intet mindre end hellige musikalske øjeblikke fyldt med talent og kærlighed Ib og jeg oplevede til denne gudstjeneste.
”Velkommen-hjem-Velkommen-hjem-Velkommen-hjem!” Altså jeg siger jer, jeg var lykkelig for at være hjemme igen efter 8 år uden at have været i kirke. Dét her engagement, dét her kor, den her organist, domorganist Kristian Krogsøe, kirkerummet – Well, Praise The Lord!
”I Østen Stiger Solen Op”, og ja dét gjorde den, solen stod op, og det var intet mindre end hellige musikalske øjeblikke fyldt med talent og kærlighed Ib og jeg oplevede til denne gudstjeneste.
En halv stjerne til sognepræsten
Men så gik sognepræst, Tina Brixtofte Andersen på prædikestolen, og nu skriver jeg det igen: Oh, my God!
Hold nu kæft altså, og det var så det eneste jeg ønskede fra første sekund sognepræsten åbnede sin mund og til hun klappede i igen, vist nok med et amen – og der vil jeg lige sige, havde det været en mand, så havde jeg også skrevet: Klap i Stodder!
Hey, søster, nu får du offentlige dask og dét har du fortjent, du var gudsjammerlig kedelig, selvsmagende, salvelsesfuld og jamen, gab, gab, gab – godt nok et tamt engangsknald.
Jeg elsker hip hop, så nu foreslår jeg det kære præster: Hvis I ikke kan finde på noget at sige der rykker i jeres indspiste sognebørn – sådan virker det – og os vildfarne gæster, så lad da for helvede koret ”tale”! Waaaay!
Aarhus Domkirkes Kantori – koret – hip hopperne med tone og budskab skal da bestige den hellige prædikestol og bare knalde ud med deres uafviselige livsnerve – og mig – jamen hvis sådan en slasket prædiken som forrige søndag bliver udskiftet med hip hoppere, koret, så melder jeg mig ind igen. Det ville være en uafrystelig oplevelse, som enhver altergang også altid er det . Bum!
Jeg elsker hip hop, så nu foreslår jeg det kære præster: Hvis I ikke kan finde på noget at sige der rykker i jeres indspiste sognebørn – sådan virker det – og os vildfarne gæster, så lad da for helvede koret ”tale”!
Og kære sognepræst Tina Brixtofte Andersen, jeg har også prøvet at få offentlig kritik, du er endda offentligt ansat, det er jeg ikke, men jeg har stukket røven frem og den er blevet klappet, søster. Jeg har fået 1 stjerne i Politiken og den vil jeg gerne dele med dig nu. En halv stjerne er bedre end ingen, op på hesten og giv mig et engangsknald jeg ikke glemmer og som jeg har lyst til at se igen.
”Kære Saint Christopher vil du ikke nok finde mig en præst…?”
Alle fotos er relikvier fra Synnøve Søes hjem. Læs første del af Engangsknald i Aarhus Domkirke her.
POV lønner ikke sine skribenter, men hvis du synes om Synnøves arbejde kan du sende hende en donation på hendes Mobile Pay til støtte for hendes arbejde som skribent: Mobile Pay: 2868 9830
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her