TRO // KRONIK – ”Lad os være kritiske over for, hvilken kristendom vi støtter. Og lad os sige tydeligt fra over for de udgaver af kristendommen, der drømmer om Gudsriger på jorden bygget på undertrykkelse, uligeværd og krig,” skriver journalist Susanne Sayers. Dele af den kristne højrefløj i blandt andet USA har udviklet sig til demokratiets fjende og vil indføre Gudsriget på jorden, om nødvendigt ved at fremkalde dommedag. Den har magtfulde tilhængere helt ind i den amerikanske regering.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”Deus vult”, Gud vil det. Efter sigende de kristne korsfareres kampråb, da de under det første korstog i 1096 massakrerede muslimer. Siden gentaget under flere korstog, men Jerusalem blev aldrig kristent, Guds vilje eller ej.
Nu lyder korsfarerråbet igen. Endda i en sådan grad, at amerikanske soldater, der skal bombe Iran, bliver fortalt, at de er Guds håndlangere, at Trump er Guds udvalgte, at bombningen af Iran vil bringe Gudsriget nærmere. Deus vult.
Den kristne højrefløj har mange facetter, og en relativt kort artikel kan ikke yde dem alle retfærdighed. Mange er præget af en dyb og ægte tro og udfører vigtige sociale opgaver uden at drømme om at omstyrte samfundet.
Den er i højere grad baseret på en ”dem og os”-tænkning med licens til at dræbe og undertrykke fjender end Det Nye Testamentes bud om næstekærlighed og at vende den anden kind til
Men er man et demokratisk indstillet menneske, der går ind for ligeværd, individuelle frihedsrettigheder og en sekulær stat, bør udviklingen i visse dele af den evangelikale kristendom vække bekymring. I sådan en grad, at det måske er på tide, at andre kristne siger tydeligt fra. Ganske som vi forlanger, at muslimer siger fra over for salafisme og andre fundamentalistiske udgaver af religionen, der afviser demokratiet.
Faktisk har islamisk salafisme og de nyere, hårde udgaver af evangelikal kristendom flere fællestræk: Skrifterne – hvad enten det er Bibelen eller Koranen – skal forstås bogstaveligt. Demokrati og humanisme er vantro, for det er tænkninger, der sætter mennesket i stedet for Gud i centrum. Samfundet og dets institutioner bør alene være i Guds tjeneste og styres af religiøs tænkning. Kvinden er underordnet manden og kun værdifuld som hustru og mor.
De højreradikale evangelikale bevægelser er ikke et entydigt begreb og ikke en samlet kirke, men en række netværk, blandt andre New Apostolic Reformation (NAR), som er en løs sammenslutning af stærkt højreorienterede menigheder med fokus på mirakler, profeter og personlig tro.
Blandt de mest indflydelsesrige evangelikale bevægelser i USA er Communion of Reformed Evangelical Churches, som tilfører sin udgave af kristendommen en betydelig omgang nationalisme. Mange drømmer om at vende tilbage til en fiktiv europæisk storhedstid, hvor hvide, kristne krigere levede, erobrede og reformerede verden. Altså korstogenes tid i den tidlige middelalder.
Det er den ideologi, den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, bekender sig til. Han har korsfarer-symbolet, det femdobbelte Jerusalem-kors, tatoveret på den brystkasse, han gør sig store anstrengelser for at blæse op. Han har deus vult skrevet på sin højre arm. Og han taler mere som en svovlprædikant med fraser om regn af ild fra himlen end som en ansvarlig minister. Og foretrækker i øvrigt betegnelsen krigsminister. Forsvar er for tabere, krig er for rigtige mænd.
Mirakler, lovsang og hellig krig
En stor del af de evangelikale strømninger er ikke optaget af hvid nationalisme, men deler foragten for demokrati, kvinder, homoseksuelle, anderledestænkende og humanisme. Det er den hurtigst voksende kristne retning globalt, ikke mindst i Afrika, Asien og Sydamerika, hvor den flere steder har udkonkurreret traditionelle kristne trosretninger som protestantisme, som vi kender den fra folkekirken i Danmark, og katolicisme.
I årtier voksede de nye evangelikale bevægelser upåagtet, selv om amerikansk-støttede missionærer udbredte dem i Afrika og havde en hovedrolle, da Uganda ville indføre dødsstraf for homoseksualitet.
Nu tiltrækker de flere og flere, og som salafismen tiltrækker de især mange, som føler sig hjælpeløse og forvirrede, ofte med rette, over verdens udvikling og deres egen magtesløshed. Det er en form for kristendom, som ikke kræver nogen videre forståelse for skrifterne og teologien, og den er i højere grad baseret på en “dem og os”-tænkning med licens til at dræbe og undertrykke fjender end Det Nye Testamentes bud om næstekærlighed og at vende den anden kind til.
Trump selv er næppe dybt religiøs, men han bliver set af de evangelikale som Guds uperfekte udvalgte, der vil gøre Gudsriget muligt. Og han bruger aktivt deres forestillinger
Dens tilhængere drømmer om at erobre ”De Syv Bjergtoppe”, de verdslige institutioner, som tilsammen udgør samfundets rygrad: regering, erhvervsliv, familie, religion, uddannelse, medier og kulturlivet. De skal være underlagt religiøse instanser. Vi taler om en slags kristen sharia, religiøs lov, i et teokrati.
Det burde få alle røde flag til at blafre. Når denne form for evangelikalisme alligevel går under radaren, skyldes det blandt andet, at den i modsætning til salafisme og traditionelt konservative kristne bevægelser som Indre Mission og calvinisme ikke er asketisk. Tværtimod. Der er dans og lovsang, mirakler og håb, tungetale og helbredelse. Et møde i kirken kan virke ekstatisk opløftende.
Det er en kristendom, som ikke har tænkt sig at give ”kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”, men som ser det som et og samme mål: Kejseren og Gud skal smelte sammen, og Gudsriget på jorden kommer, når de syv bjerge er erobret.
Hurra for Armageddon
Hvilket bringer mig til Hegseth og hans trosfæller. De sidste dage, the end times, har altid været et tema i kristendommen, og formentlig mente allerede Jesu første disciple, at dommedag var lige om hjørnet.
Nu er der så gået 2.000 år, og flere af de evangelikale synes, at det går for langsomt. Og ser det som deres opgave at bringe verdens ende lidt nærmere, så det nye Gudsrige på jorden kan opstå. Det er uvist, om Hegseth er en af dem, men tilsyneladende sender han amerikanske soldater mod Iran i en hellig krig, helt bogstaveligt.
Den uafhængige amerikanske organisation Military Religious Freedom Foundation, MRFF, har fået over 200 klager fra militært personale fra hele USA om, at nogle af deres officerer bruger religion som begrundelse for krigen mod Iran. En af klagerne kom fra soldater, hvis foresatte briefede dem om, at bomberne mod Iran var en del af Guds plan, og at præsident Trump er Guds udvalgte, ”som kan antænde bavnerne i Iran og fremkalde Armageddon, så Jesus kan vende tilbage til Jorden”.
Øje for øje
Trump selv er næppe dybt religiøs, men han bliver set af de evangelikale som Guds uperfekte udvalgte, der vil gøre Gudsriget muligt. Og han bruger aktivt deres forestillinger, blandt andet at det var Guds vilje og mening, at han skulle overleve forsøget på at snigmyrde ham.
Islam bør rydde op i sit hus. Salafismen og bag den wahhabismen er en vederstyggelighed, ganske som den udgave af shia-islam, som Irans præstestyre bruger som jernkontrol med befolkningen. Men vi har også en opgave … kristendom er ikke i sig selv garanti for demokratisk sindelag
Det er en kristendom, som er uendeligt langt fra den glade grundtvigianisme, og som er optændt af hævntørst og princippet øje for øje og tand for tand. Den katolske kirkes ledelse er direkte progressiv i sammenligning – faktisk for tiden en af de få globale institutioner som tør insistere på medmenneskelighed, ligeværd og solidaritet. Den katolske kirke har ændret karakter, hvad der viser, at pres faktisk har en virkning, selv om der stadig er stærkt konservative fraktioner.
Islam bør rydde op i sit hus. Salafismen og bag den wahhabismen er en vederstyggelighed, ganske som den udgave af shia-islam, som Irans præstestyre bruger som jernkontrol med befolkningen. Saudi-Arabien, som lige nu er en allieret mod Iran, er samtidig gennem finansieringen af salafistiske prædikanter og moskéer en fjende af integration og demokrati.
Men vi har også en opgave. Kristne organisationer bør rydde op i deres hus og sige tydeligt fra. Til en begyndelse kan vi erkende, at vi har et problem med nogle kristne retninger, og at kristendom ikke i sig selv er garanti for demokratisk sindelag.
Denne her skitserede form for evangelikalisme er efter min bedste overbevisning ikke særlig stærk i Danmark, men den har, som salafisme, særdeles velpolstrede sponsorer, der arbejder for at udbrede den. Og den har en evne til at udnytte den mistro til institutioner, som covid-pandemien forstærkede, og samtidig tappe ind i manosfærens drømme om patriarkatets renæssance. Danmark er næppe immunt.
Diktatur og kristendom
Sammenblanding af religion og lov er ikke Europa fremmed, heller ikke Danmark. Med Reformationen i 1536 overtog den danske krone kirkens rolle som befolkningens moralske vogter, og Christian den Femtes Lov fra 1683 var baseret på Mosebøgerne. Det medførte blandt andet strenge straffe for utroskab og blasfemi. Reformationen var ikke fra begyndelsen en invitation til oplysning og demokrati, tværtimod. Heksebrændingerne i Danmark foregik også primært efter Reformationen.
Kristendom og diktatur er gået hånd i hånd gennem Europas krigshærgede historie. Under Nazityskland blev ”Kinder, Küche, Kirche” – børn, køkken, kirke – brugt som ideologisk våben til at holde kvinder ude af uddannelse og offentligt liv.
Når autoritær højrefløj og kristendom smelter sammen, er resultatet undertrykkelse af store befolkningsgrupper. Det er et mønster, som gentager sig gennem historien
I Franco-Spaniens og Salazar-Portugals diktaturstater blev kristendommen brugt til at legitimere kvinders undertrykkelse og begrænse dem til hjemmet. Mange kvinder fik aldrig en uddannelse. Det var ikke trods kristendommen, men gennem kristendommen, at autoritære regimer cementerede deres magt.
Når autoritær højrefløj og kristendom smelter sammen, er resultatet undertrykkelse af store befolkningsgrupper. Det er et mønster, som gentager sig gennem historien.
Hvilken kristendom beskytter vi?
Danmark har forpligtet sig til at beskytte kristne minoriteter i andre dele af verden. Det er smukt og vigtigt. Religionsfrihed er en fundamental menneskerettighed, og vi skal tage den alvorligt, også uden for vores egne grænser. Kristne i Mellemøsten, Afrika og Asien udsættes for forfølgelse, diskrimination og vold, og det er vores pligt at stå ved deres side.
Men religionsfrihed betyder ikke ukritisk støtte til alle religionsudtryk. Det betyder ikke, at vi skal hjælpe med at udbrede ideologier, der fundamentalt undergraver de værdier, som religionsfriheden selv hviler på: demokrati, ligeværd, individuelle rettigheder.
Vi kan værne om religiøs pluralisme og samtidig sige klart fra over for autoritære, udemokratiske religionsfortolkninger, uanset trosretning. Lad os beskytte kristne minoriteter. Men lad os være kritiske over for, hvilken kristendom vi støtter. Og lad os sige tydeligt fra over for de udgaver af kristendommen, der drømmer om Gudsriger på jorden bygget på undertrykkelse, uligeværd og krig.
Det er på tide at stå ved, at nogle fortolkninger af den religion, som udtrykkeligt er nævnt som Danmarks i Grundloven, ikke er acceptable.
Læs mere af Susanne Sayers i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og