Engangsknald i Aarhus Domkirke - 1. del • POV International

Synnøve Søe 12.03.2017

Tro er ikke at vide – det er at tro på lortet, det hele, selv de vildeste historier.

”Hit med et ribben, Adam, så laver jeg lige en kone til dig!” Glem Tinder eller Scor.dk, drenge, sav et ribben af, så finder Gud den smukkeste kæreste til jer. Hosianna i det højeste!

Min tro begyndte for alvor da jeg gik rundt med rottehaler og boede ved siden af en lille landsbykirke i Lerbjerg ved Hadsten i Østjylland. Jeg var ti år. Kirkeklokkerne ringede vanvittigt højt og jeg blev nærmest en smule bange, morgen og aften alle ugens dage.

De ringede, enten havde jeg hørt det fra nogen eller også selv fundet ud af det, klokkerne ringede morgen og aften, for ellers gik solen alt for sent i seng, og hvis de ikke ringede som et hidsigt vækkeur, hvad de gjorde, så kom solen slet ikke ud af sengen den næste dag.

Jeg begyndte som 10-årig med at gå i kirke hver eneste søndag alene uden voksne og jeg var også ofte alene som kirkegænger, spørg præsten Johannes Stubberup. Han var en sød præst og jeg mødte ham mange år senere på en højskole, hvor Stubberup med stor forundring fortalte mig om hans lille kirkegænger, der så trofast kom og foldede hænderne og rejste sig op på de forkerte tidspunkter – det sidste fik jeg dog siden lært.

Kirkegængerne var begyndt at knalde mere og dét ikke for at få børn, de havde fået biler og parcelhuse og havde råd til at købe lammestege og oksestege så kæmpestore og blodige at man skulle tro de var sendt direkte fra en af Valhals vilde fester.

Allerede dengang i 1972 var præsternes formidling af Guds ord ikke længere så nødvendige moralsk, i samfundet eller i hverdagene, som de havde været. Kirkegængerne var begyndt at knalde mere og dét ikke for at få børn, de havde fået biler og parcelhuse og havde råd til at købe lammestege og oksestege så kæmpestore og blodige at man skulle tro de var sendt direkte fra en af Valhals vilde fester, selvom deroppe spiser de vist stadig kun flæsk. Store var de i hvert fald, de kristne oksestege, meget større end fremmødet i min kirke.

Damehjulet

Jeg så aldrig nogensinde ”Damehjulet” til gudstjenesterne, men jeg så ham på den lille vej der førte gennem Lerbjerg, byen der var så lille, at der ikke en gang var et gadekær.

”Damehjulet” kom, ja, hjulende, på sine lange ben med fødderne i små sorte laksko og en gerne gul, lilla eller meget grøn kortærmet bluse med stor slasket krave, altid de kraver. Hans rumpe stak så langt bagud, at selv om han var kommet helt ned til det lave og meget skarpe sving hvor jeg boede, så nåede rumpen helt op til Signes købmandsforretning der lå meget længere oppe af vejen og langt, langt forbi kirken. ”Damehjulet” havde højt – som i højt – brunt tilbageredt brylcremehår. Han havde så stramme sorte gabardinebukser på, at når jeg tænker på de bukser i dag så slår jeg bare korsets tegn og tænker: Halleluja!

Som 10-årig forstod jeg ikke de større drenges øgenavn til denne mand, der kom hjulende med sin rumpe bagud og armene højt løftet ved albuerne – vi andre gik, som om vi havde en usynlig møggreb i hænderne, altid parate til at skovle dampende kokasser væk; som om det var bedre, finere eller mere værd?

Nå, ”Damehjulet” havde skuldrene skudt tilbage så brystet lå foran ham helt nede i næste vejsving og med sine løse håndled gled ”Damehjulet” gennem min lille by. Hvor var han modig, hvor må det have været svært at blive fniset af, hvisket om og altid ”luret” på. Fordømt og udstødt uden at have gjort andet end at være sig selv. Jeg kan godt forstå at han ikke gik i kirke, men alligevel – Gud velsigne dig kære sjæl. Tak for dig.

Selvfølgelig skal alle venskaber velsignes

Den lille fromme pige med rottehalerne blev voksen og gik i kirke hver eneste søndag, eller som hun – jeg – sagde og levede efter: ”Det er ikke søndag, hvis jeg ikke har været i kirke”.

Og det blev søndag i Vor Frue Kirke i Aarhus, hvor jeg blev konfirmeret og præsten Ole Zwergius gav mig et særligt ekstra konfirmationshæfte jeg kunne udfylde, hvis jeg havde lyst og I kan da lige stole på at det blev udfyldt. Det var stort som den eneste at få det, men sandheden var jo at de andre konfirmander var toplettede over at de ikke fik sådan et hæfte.

Og det blev søndag i Marmorkirken i København K hvor – åh nej, nu græder jeg bare jeg skal skrive hans navn, jeg elskede Johannes Jørgensen, elskede ham, vores præst i Marmorkirken. Han var for mig en modig åbenbaring og en fantastisk prædikant, der VILLE nå ud og jeg troede på ham. Ikke stolede – det gjorde jeg også – jeg troede på det han sagde når han talte om Gud. Jeg kunne mærke det og selvom han pludselig kunne blive bøs og afvisende – som vi jo alle kan – så knurrede jeg bare lidt vredt ad ham og så strålede hans skæve små øjne i det meget runde ansigt og der kom en lille hoppende latter fra hans mave.

Got you, Johannes!

Marmorkirkens Johannes var en præst der lyttede til sine sognebørn, men ikke længe, ikke sådan nå, nå, det må vi se på, nej, han fór op og gjorde noget.

Særlig én dag hvor jeg var på privat besøg hos ham i hans lejlighed glemmer jeg aldrig. Jeg fortalte ham om flere af mine venner der havde Aids og hvordan sygdommen med forfærdende fart fældede den ene unge sjæl efter den anden – også kvinder, en af dem kom i hendes sidste tid på jorden og hørte Johannes prædikener.

Johannes lyttede på mig og så mine tårer – og der var mange – og jeg fortalte ham at en af mine bøssevenner gerne ville giftes med mig, min ven var ikke kristen, men han ville så gerne have Guds velsignelse over vores venskab.

”Synnøve,” sagde Johannes. ”Vi laver en gudstjeneste for alle venner uanset hvor de er fra eller hvordan de er venner eller hvad grunden er til at de blev det eller hvor længe de har været venner. Det er jo genialt hvad din ven be’r om. Selvfølgelig skal alle venskaber velsignes!”

Forestil jer selv, hvor mange mennesker, der kom den søndag uden at Johannes var eller ønskede at være en Kirkeklovn, ja, det kalder jeg mange af vore dages latterlige præster, der tror mere på sig selv end på Gud.

Forestil jer selv, hvor mange mennesker, der kom den søndag uden at Johannes var eller ønskede at være en Kirkeklovn, ja, det kalder jeg mange af vore dages latterlige præster, der tror mere på sig selv end på Gud.

Johannes var bare vores Johannes, der hadede rejer – han var vegetar – og elskede os og Gud så det kunne mærkes. Han velsignede vores venskaber og kære præster, tag faklen efter ham op, please velsign vores venskaber. Venner er også elskende.

Love You Forever, Johannes. R.I.P.

Fra mit bryllup i Gilleleje til Sømandskirken i New York

Og det blev søndag i Gilleleje kirke, hvor de to søde præster Elisabeth og Jørgen Balle – jeg husker Hr. Balle som en ekstremt flot fyr, der var fuld af sjov, ofte når gik han forbi mig og en noget ældre veninde – vi sad altid på allerbagerste kirkebænk – sagde han grinende: Nå, der sidder murerarbejdsmændene!

Min veninde og jeg sang højt og happy-happy med på alle salmer og vi havde dybe stemmer. Dybe som i murarbejdsmænd. Elisabeth Balle viede min daværende mand og mig en eller anden sen december eftermiddag, årstallet har jeg glemt. Vi var ni til bryllupsfesten efter vielsen. Brudeparret og præsterne udgjorde de fire af gæsterne.

Og det blev søndag i Sømandskirken i New York, med den kærlige og omsorgsfulde præst, Henrik Fossing og hans kære familie, Bodil og deres tre børn.

Jeg var ikke særlig interesseret i at være sammen med danskere, men jeg kunne ikke undvære at høre Evangeliet blive læst på dansk, og at det så var Fossing, der læste i den lillebitte kirke, hvor der måske var plads til 20 på stolene, sådan husker jeg det, og BUM! Så var alteret klappet sammen og stolene stillet rundt om et langt bord i flere fag, der nåede helt ind i det lille tilstødende lokale, hvor der var danske aviser og et skab fyldt med Piratos, lakridspiber og andre lækkerier vi savnede fra Danmark – og det lange bord blev f.eks. dækket med en evig lang gul eller lilla dug, så alle tyve kirkegæster kunne fejre påske, pinse, jul og masser af søndage med karrysild, flæskesteg og Bodils hjemmebagte kager.

Har det her noget med Gud at gøre? Med præster? Med tro? Ja!

Og bortset fra kager og karrysild så har jeg haft en af mine stærkeste oplevelser med Evangeliet hos Henrik Fossing i Sømandskirken i New York (Brooklyn ligger den i) og mærkeligt, fuldstændig tilfældigt er det søndagens tekst i alle danske folkekirker i dag søndag den 12. marts. – jeg er ikke overtroisk, men hvad er oddsene?

Denne tekst fra Matthæus, kapitel 15, vers 21-28 om den kanaanæiske kvinde, der fuldstændig for mig dengang i New York, bliver afvist på det groveste i sin nød af Jesus da hun beder om hjælp, den tekst bliver læst i kirkerne i dag. Jeg – der er ikke andet ord for det end tudbrølede – så det lille kirkerum rystede, så chokeret var jeg. Jesus? Han afslår i teksten at hjælpe kvinden og han taler så grimt.

Bortset fra kager og karrysild så har jeg haft en af mine stærkeste oplevelser med Evangeliet hos Henrik Fossing i Sømandskirken i New York.

Bodil kom ned og holdt mig i hånden – i New York sad jeg også, som i Gilleleje, på bagerste række, og da Henrik Fossing var færdig med sin prædiken gik vi ned i kælderen hvor der stod bordtennisborde til de unge kirkegængere – studerende og au pair piger og drenge – og der sad han så indlevende og trøstende og fortalte sit sognebarn, hvorfor teksten måtte og skulle stå som den gjorde. Han undskyldte sig efter noget tid.

”Desværre må jeg skynde mig nu, jeg skal til Washington og holde prædiken der om et par timer, men vi skal tale meget mere om den Kanaanæiske kvinde.” Og dét gjorde vi, men jeg forstår stadig ikke teksten og den smerter stadig lige meget, men det har intet med Fossing at gøre. Han afviste mig ikke. Han favnede.

Fra den danske kirke i Paris til Svaneke

Og det blev søndag i Den Danske Kirke i Paris med Steffen Ravn Jørgensen, han er nu domprovst i Helsingør – og i Paris blev det også nytårsaften og efter en pragtfuld prædiken Steffen holdt, gik vi alle til midnatsgudstjeneste i den romersk katolske La Madeleine – Madeleinekirken.

Happening!

Og det blev søndag i Svaneke på Bornholm i 1998 og jeg hørte Hans Nissen, der var præst i den rødkalkede kirke, der ligger så højt og kigger ud over havet, prædike. Jeg var højgravid. Manden til barnet var alene og jeg var alene, altså, you get the picture, vi var ikke sammen.

Inden fødslen havde jeg spurgt Hans Nissen om han ville komme ud på Rønne Hospital og velsigne mit barn og takke Gud for fødslen. Det afslog Nissen.

”Det er en katolsk tradition, det vil jeg overhovedet ikke, det må du undskylde, men nej, nej…”

På en eller anden måde – på Bornholm er mund-til-mund hurtigere end internettet! – så ringede Nissen ud på hospitalet lige da jeg havde født.

”Jeg kommer, nu skal der velsignes!” gnækkede han, Nissen har verdens sjoveste og mildeste stemme. Og velsignet blev der. Og sunget salmer og bedt dét Fader Vor som jeg altid siden jeg havde rottehaler har bedt. Dét Fader Vor der har rullet igennem mig i livets allersmukkeste og allerværste situationer. Tak og Hjælp. Og Fader Vor. Nu blev den bøn bedt over min lille nye og for tidligt fødte dreng i kuvøsen. Min Mormor var der, Nissen var der, jeg var der og … Romeo, min elskede dreng var der.

1 november 1998, tre måneder senere, døbte Hans Nissen Romeo i Svaneke Kirke med bemærkningen: ”Kald ham nu Jens, kan du ikke høre hvor godt det lyder, Synnøve? Jens? Her kommer Jens med fanen…!”

Du er skøn, Hans!

I mellemtiden blev det søndag flere steder på Bornholm, med et par Kirkeklovne og mange sorte præster, ingen nævnt, for mange glemt, men af og til tog jeg til Sjælland og nu kommer jeg til hende…

Jeg havde brug for Kathrine Lilleør

Og det blev søndag i Slagslunde og Ganløse. Mine Damer og Herrer: Kathrine Lilleør.

Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad I mener om det hun mener og skriver om politisk, jeg har ikke forstand på det og jeg mener intet andet end at hun sådan, I ved, efter jeg blev mor og blev både større og mindre af den livsoplevelse, så havde jeg brug for noget andet, jeg havde brug for Kathrine.

Jeg hader de nutidige KIRKEKLOVNE med alt deres elendig selvoptagede pladder hvor de håber på at være et mix af Marilyn og Elvis og på den måde hale publikum til deres cirkus og ind på kirkebænkene. Jeg tåler det ikke og det gør min tro heller ikke. Jeg føler mig befamlet.

Kathrine er ikke kun en fabelagtig teolog, hun er så fuldstændig rasende, glødende, forlangende, taknemmelig og ydmyg i sin tro og først og fremmest var hun – det er mange år siden jeg har hørt hende – men jeg er sikker på at det er hun stadig i Sankt. Pauls Kirke i Nyboder i København K de søndage hun prædiker der – hun – Kathrine – strålede af lykke selv når hun var ulykkelig (og det var hun, læs hendes bøger) – taknemmelig og lykkelig over at høre til. Høre til Gud. Være en af Hans, ikke fordi hun er præst, men fordi hun er Kathrine, og den personlige prædiken – den råben op, jeg kan love jer for at hun er skarp og skrap og højtråbende, men også lysende kærlig, den indlevelse, den troværdige glæde den ”smittede” mig med tro og det var og ér jeg hende dybt taknemmelig for.

Jeg hader de nutidige KIRKEKLOVNE med alt deres elendige selvoptagede pladder hvor de håber på at være et mix af Marilyn og Elvis og på den måde hale publikum til deres cirkus og ind på kirkebænkene. Jeg tåler det ikke og det gør min tro heller ikke. Jeg føler mig befamlet. Den gang med Kathrine, hun satte sin sylespidse stilethæl ned på ét eneste punkt som hun gentog igen og igen i de fyldte kirker i Slagslunde og Ganløse. Prædikenerne var kun båret af en ting: ”Gud elsker dig. Tro på det. ud elsker dig!”

Og dét er det budskab mine præster er kommet med, de præster der ikke kun har været en del af mine søndage men en stor del af mit hjerte og liv indtil jeg til sidst mødte min tros Waterloo.

Det blev søndag og så blev det mandag og jeg sagde farvel til og meldte mig ud af Folkekirken. Det er omkring otte år siden nu, at jeg meldte mig ud af ”foreningen”. Jeg har ikke været i kirke siden, men så sidste søndag, d. 5. marts, 1. søndag i Fasten gik jeg til højmesse i Aarhus Domkirke…

Læs 2. del hvis du har lyst.

POV lønner ikke sine skribenter. Hvis du læser Synnøves tekster og holder af dem, så støt hendes arbejde ved at give en donation direkte til hende på Mobile Pay 2868 9830

Fotos: Synnøves egne billeder af relikvier i hendes hjem.