COVID19 I PORTUGAL // ESSAY – Portugal befinder sig i orkanens øje med høje smittetal og lockdown. Her er der komplet stilhed. Men midt i stilheden rejser der sig en vilje til at hjælpe. Når nogen tager teten og viser vej, bliver det nemmere, skriver Yasmin Abdel-Hak. “Opfordringen lød oprindeligt på at stille soveplads til rådighed, i form af campingvogne ude foran hospitalerne, således at personalet kunne få mulighed for at hvile ud i ro og fred. Men derfra udviklede konceptet sig til også at sørge for friske forsyninger til frontpersonalet i døgndrift. En lille chokolade, et stykke frisk frugt, en pakke kiks, en sodavand, hvad som helst, som er individuelt pakket, og som kan puttes i en lille pose forfriskninger til den enkelte medarbejder.”
Dage i januar
LISSABON – Her er så stille, så uhyggeligt stille. Stilheden rammer som en isnende kold vind, der går gennem marv og ben. Her er udgangsforbud. Man må kun gå ud for at handle og få lidt frisk luft, men kun i sit eget nabolag. Man må heller ikke bevæge sig for langt væk. Juledagene gjorde Portugal til verdens hårdest ramte corona-nation. Et land, der bestemt ikke har et sygehusvæsen, der kan matche denne katastrofale situation.
Jeg ved ikke, om mit kvarter er specielt rebelsk anlagt, men politiet er her hele tiden og allevegne. Jeg har aldrig tidligere set politi her. Nu er de her hver dag, og stopper biler for at tjekke, hvor man skal hen. Man må ikke forlade kommunen, medmindre man arbejder indenfor visse sektorer, herunder først og fremmest sundhedsvæsenet. Stranden er blevet spærret af, parker er lukket, man må ikke tage ophold på bænke. Næsten alt er lukket med undtagelse af supermarkeder, apoteker og andre nødvendige butikker.
Måske ligger der en eller andet uudtalt pagt om, at vi fandeme har denne her maske på, uanset om der er to meters afstand eller ej. Fordi det her handler om noget andet og større end os selv og vores to meter. Måske er det blevet en slags symbol for et armbind, som udtryk for den kollektive sorgtilstand, man som nation befinder sig i
Den fuldstændig lammende og larmende stilhed kan slå luften ud af én.
Livet her foregår under normale omstændigheder først og fremmest i det offentlige rum, alle dagens mange kopper kaffer og måltider indtages på byens cafeer og restauranter. Alle de lokale restauranter er normalt stuvende fulde, og på gaderne er der altid en kakofoni af menneskestemmer.
Som alle mediterrane folk generelt er også portugisere et folk med snakketøjet i orden. Det skal bruges og helst bruges meget. Man bruger det offentlige rum, man taler med hinanden, man taler med Gud og hvermand, man taler på gaden, på fortovet, mens hundene kigger hinanden an, i kaffebaren, i supermarkedet, hos skomageren, hos skrædderen, hos vinhandleren, grønthandleren, på benzintanken.
Alle vegne bliver der talt, grinet, sludret og diskuteret. Eller det gjorde der. Nu er her stille. Stilheden bliver kun brudt af Uber Eat-drengene på deres knallerter, der kører rundt og leverer take away-mad.
Kollektiv sorg som nation
Jeg går tur med min firbenede politimester Rex. Gaderne er øde. En mand kommer gående nede fra den anden ende af gaden, han er mindst 10 meter væk. Vi sikrer os hver især, at vores masker sidder rigtigt. Der er krav om maske i det offentlige rum, hvis man ikke kan overholde kravet om to meters afstand. De fleste går med masken hele tiden, selv på strækninger, hvor 2 meters kravet overhovedet ikke er noget problem.
Det handler om et land, der er skudt fuldstændig i sænk med uoverskuelige konsekvenser… Så ja, vi har i mere end én forstand den maske på, ikke bare i smertelig bevidsthed om, at vi alle er ramt og berørt af det her. Men i lige så høj grad, at vi sammen skal igennem det her som nation
Måske ligger der en eller andet uudtalt pagt om, at vi fandeme har denne her maske på, uanset om der er to meters afstand eller ej. Fordi det her handler om noget andet og større end os selv og vores to meter. Måske er det blevet en slags symbol for et armbind, som udtryk for den kollektive sorgtilstand man som nation befinder sig i.
Det handler om at vise en slags – måske – respekt for de mennesker, der er ramt af sygdommen, ikke bare den fysiske sygdom. Men ligeså meget alle de konsekvenser sygdommen fører med sig. For de er på mange måder lige så frygtindgydende og skræmmende.
For sandheden er, at mange familier er kastet ud i socialt armod, blandt andet med stigende vold i hjemmet til følge. Børn, der var afhængige af adgang til internettet via deres skole er nu sendt hjem til ingenting. Boliger, der ikke er isolerede, og har store fugtskader er ikke bare usunde for helbredet, de påvirker også børns indlæringsevne. Det er svært at sidde i kulde med fugten drivende ned ad væggene og skulle indtage lærdom.
Det handler om et land, der er skudt fuldstændigt i sænk med uoverskuelige konsekvenser, ikke bare økonomisk, men på alle andre målbare parametre i øvrigt. Så ja, vi har i mere end én forstand den maske på, ikke bare i smerteligt bevidsthed om, at vi alle er ramt og berørt af det her. Men i ligeså høj grad at vi sammen skal igennem det her som nation.
Orkanens øje
Det her er orkanens øje, hvor vi befinder os lige nu. Der er som bekendt netop stilhed inde i orkanens øje. Og midt i stilheden rejser der sig en vilje til at ville hjælpe. Til at hjælpe, hvor man kan. Det virker uoverskueligt det hele. Men når nogle tager teten og viser vej, bliver det støttet af dem, der kan.
En velgørenhedsorganisation Cama Sólidaria – den solidariske seng – er oprettet for at vise støtte til frontpersonalet indenfor sundhedsvæsenet. Læger, sygeplejersker, ambulanceførere, rengøringspersonalet.
derfra udviklede konceptet sig til også at sørge for friske forsyninger til frontpersonalet i døgndrift. En lille chokolade, et stykke frisk frugt, en pakke kiks, en sodavand, hvad som helst, som er individuelt pakket, og som kan puttes i en lille pose
Alle, der i disse dage kæmper en Davids kamp mod Goliat på landets hospitaler, fortjener vores opbakning og støtte. Opfordringen lød oprindeligt på at stille soveplads til rådighed, i form af campingvogne ude foran hospitalerne, således at personalet kunne få mulighed for at hvile ud i ro og fred.
Men derfra udviklede konceptet sig til også at sørge for friske forsyninger til frontpersonalet i døgndrift. En lille chokolade, et stykke frisk frugt, en pakke kiks, en sodavand, hvad som helst, som er individuelt pakket, og som kan puttes i en lille pose forfriskninger til den enkelte medarbejder.
Responsen er overvældende, det vælter ind med hjælp. For de skal naturligvis have hjælp. I en erkendelse af, at hospitalerne selv ikke har råd til at sørge for denne omsorg for dets hårdtarbejdende helte.
De lokale nødhjælpsorganisationer får ligeledes hjælp, al den hjælp de kan trække, for det offentlige, sociale sikkerhedsnet er oftest mere af symbolsk karakter uden reelt indhold. Det tunge arbejde bliver løftet af de frivillige og lokale nødhjælpsorganisationer.
Seneste projekt er indsamling af gammelt IT-udstyr, der kan opdateres og uddeles til familier med skolebørn, således at de også vil kunne modtage online undervisning hjemmefra. Ude foran den lokale kirke står folk i kø for at komme ind og hente madvarer. Madvarerne er opstillet, således at folk selv kan vælge, i stedet for blot at få en pose med varer udleveret. Det er ud fra bevidstheden om at bevare en vis værdighed, selv i denne håbløse situation; at man selv kan vælge hvilken slags pasta eller ris, man ønsker at få med hjem.
Februar
Orkanen har lagt sig, og alle tallene – smittetallene og hospitalsbelægning går i den rigtige retning, måske kommer håbet snart tilbage. I dag er stranden blevet åbnet igen. Det er stort. Måske kan vi efter påske ses igen, måske på en cafe, måske kan vi bare stå og sludre på gaden igen.
Måske kan skolerne blive åbnet igen, og børn få lov at være sammen igen. Måske kan vi snart få vinket farvel til den lammende stilhed og få livet og larmen tilbage.
LÆS FLERE AF YASMIN ABDEL-HAKS ARTIKLER HER
LÆS MERE OM COVID19 I PORTUGAL HER
Topfoto: Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
