EU50 // REPORTAGE – Kultursociologen Mads Christoffersen har opsøgt De Gule Veste, som for fire år siden satte Frankrig og Europa på den anden ende. De lever endnu.
NÎMES – Det var den 17. november fire år siden, at De Gule Veste satte Frankrig på den anden ende med et spontant, folkeligt oprør, som sendte folk i hundredtusindvis på gaderne. De besatte i tusindvis af rundkørsler, ophævede betalingen på motorvejene og gav rum til fri meningsudveksling for de sociale samfundslag, som ellers aldrig kom til orde, og som det politiske establishment lod hånt om.
Det var en forhøjelse af afgifterne på benzin og diesel, som var gnisten, der fik bålet af ophobet raseri og frustration til at flamme op. Macron-regeringen kom i starten med indrømmelser, men slog derefter hårdt ned på oprøret med et omfang af myndighedsundertrykkelse og politivold, som ikke var været set før.
De hænger gule balloner op, placerer skilte med slagord i vejkanten og holder møde i en græsrabat, hvor bilerne suser forbi. Ikke helt få bilister dytter i sympati, når de ser de gule symboler
Siden covid-19-pandemien i marts 2020 lukkede Frankrig ned i lange perioder, har der været næsten total medietavshed omkring de Gule Veste. Det har fået mange til at konkludere, at De Gule Veste var død som social bevægelse. Efter at jeg i 2020 udgav bogen De Gule Veste har Ordet, har jeg i efteråret 2022 igen besøgt Frankrig for at undersøge, om dødserklæringen var forhastet.
Jeg har blandt andet interviewet to markante personer fra provinsbyen Nîmes, hvor der har været aktive Gule Veste lige siden starten for fire år siden: Marielle Ponzo og Roland Veuillet. Jeg møder dem en lørdag i oktober ved en rundkørsel i Nîmes, hvor de hænger gule balloner op, placerer skilte med slagord i vejkanten og holder møde i en græsrabat, hvor bilerne suser forbi. Ikke helt få bilister dytter i sympati, når de ser de gule symboler.
Jeg sætter mig ved campingbordet og drikker den tilbudte kop kaffe, mens jeg fortæller om mit lille projekt: at undersøge, om rygterne om De Gule Vestes død er overdrevet. Jeg aftaler at lave et par interviews på et senere tidspunkt med en kvinde i 50’erne og en mand på 70: Marielle og Roland.
Marielle Ponzo – en overlever i undertrykkelsen
Marielle indleder med at fortælle, hvordan hun blev engageret i De Gule Veste: ”I dagene før kom min datter på 20 og fortalte, at der var noget i gære den 17. november 2018. Jeg var ret tvivlende, men gik med til demonstrationen. Og faktisk var der så mange mennesker på gaden, at trafikken stoppede helt ved rundkørslerne.
Lidt senere viste det sig, at folk ikke gik hjem, men blev og diskuterede deres situation, og hvad man kunne gøre ved den. Så var det, det gik op for mig, at der skete noget helt usædvanligt. Først var jeg mest observatør, og det slog mig, at de, der deltog i diskussionerne, var helt almindelige franskmænd, som aldrig før havde været aktive i noget som helst.
Det slog mig også, at dette skete uden om fagforeningerne og de politiske partier. Det var grandiost – der var enorme demonstrationer i Nîmes og i Montpellier. I starten havde vi et fint forhold til politiet; de kom og drak kaffe med os og fortalte, at de var i samme situation som os.”
Den krigsagtige nedkæmpelse af demonstrationerne, den stadige identitetskontrol og bøderegnen – alt er forholdsregler, som handler om at intimidere os
Marielle fortæller videre, at situationen ændrede sig ind i december måned 2018. Da bevægelsen ikke døde hen af sig selv, skruede regeringen op for undertrykkelsen, og politiets ageren blev stadig voldsommere:
”Jeg fik indtrykket af, at jeg deltog i en krig ved demonstrationerne. Der var tåregas over det hele, og de fyrede deres LBD-granater[i] mod alt og alle, og der svævede hele tiden en helikopter over os. Politiet var bevæbnet til tænderne – det var virkelig forfærdeligt. Man kunne ingenting se, og vi kunne dårligt trække vejret.”
Marielle mener, at man kan se et helt klart mønster i myndighedernes handlinger. Der var ustandselige kontroller af deltagernes identitet, og det var klart, at de blev omhyggeligt registreret.
”Jeg tror, jeg er blevet kontrolleret mindst 10 gange, selvom jeg aldrig har kastet en brosten. Den krigsagtige nedkæmpelse af demonstrationerne, den stadige identitetskontrol og bøderegnen – alt er forholdsregler, som handler om at intimidere os.”
Den franske regering vedtog i april 2019 en såkaldt anti-hærværkslov, som kriminaliserede deltagelse i demonstrationer. Dvs. at folk kunne idømmes bøder, uden at de havde deltaget i volden. Dette opfattede De Gule Veste som et alvorligt indgreb i deres ret til at demonstrere.
Marielle siger om bøderne: ”Jeg har modtaget 7 bøder på i alt 1.700 euro (= 12.759 kr.) – heraf en på 780 euro. Vi satte os til modværge og protesterede over bøderne. I første omgang blev klagerne afvist, og vi blev pålagt et yderligere gebyr og fik besked om, at vi risikerede en straf på 1 års fængsel, hvis vi ikke betalte. Så klagede vi igen for at vise, at vi ikke var bange, og så til allersidst har de frafaldet alle bøderne. Vores klageprocedure varede meget længe, så i mellemtiden begyndte skattevæsnet at trække pengene fra vores bankkonti. Min bøde på 780 euro voksede til 1600 euro, men nu får jeg pengene tilbage, ikke på én gang, men i små portioner. Jeg fik det sidste brev i fredags. Det viser, at det hele var én stor skræmmekampagne.”
I anledning af fireårsdagen for bevægelsens start har De Gule Veste i Nîmes lavet en stor banderole, hvor der står AMNESTI med store bogstaver. De Gule Veste refererer til den tidligere borgerlige minister og formand for EU-Parlamentet Simone Veil, som var positivt indstillet over for oprøret i 1968. Hun mente ikke, at retsvæsenet skal blande sig i sociale konflikter. I modsætning til dette synspunkt ser De Gule Veste i dag retsvæsnet som underlagt regeringens vilje.
”I dag ser vi, at politiet laver det beskidte arbejde, men vi ser også, at retsvæsnet danser efter Macrons pibe. Det skulle være uafhængigt af regeringen, men det er ikke tilfældet. Når vi forlanger amnesti for De Gule Veste, så betyder det, at vi forlanger, at alle straffe skal bortfalde. Hvis man er idømt bøde eller fængsel, så optræder det jo i ens straffeattest, og så kan man ikke få ansættelse i det offentlige. Det gør det også vanskeligt at få arbejde i det hele taget. Vi forlanger, at straffene skal slettes, også selvom folk har betalt en helt urimelig bøde for at demonstrere.”
Roland Veuillet – den utrættelige aktivist
Roland Veuillet gjorde sig allerede bemærket i 2016, hvor han deltog i aktionerne imod regeringens arbejdslov, som forringede vilkårene for arbejderne og fagforeningerne. Han holdt en tale i den sydfranske by Lunel, hvor Macron, som dengang var økonomiminister i præsident Hollandes regering, var på besøg.
Han får arrangeret en kort diskussion med Macron for rullende tv-kameraer, som slutter med, at Macron arrogant bemærker, at ”hvis du vil have et jakkesæt som mit, så skal du arbejde”. Det morede ham, for han havde arbejdet i 48 år. Episoden huskes den dag i dag som et sigende eksempel på Macrons arrogance.
I dag siger Roland Veuillet om sit engagement i De Gule Veste: ”Jeg var en kendt faglig aktivist, og det generede myndighederne at se, at jeg tilsluttede mig De Gule Veste, som var en spontan bevægelse uden formel ledelse. De har sikkert tænkt, at det var farligt, hvis sådan en som mig var med, så derfor handlede det om at statuere et eksempel. Og det er rigtigt, at den slags undertrykkelse virkelig skræmmer mange mennesker.”
I dag betragter Roland Veuillet levevilkårene for de dårligst stillede som markant værre, end da De Gule Vestes bevægelse startede. Han noterer, at der er prisstigninger på op til 30 % for nødvendige fødevarer, som skaber kæmpestore problemer for store dele af befolkningen
Roland Veuillet bemærker, at den franske lovgivning omkring terrorisme har også bidraget til at indskrænke frihedsrettighederne. Han mener, at der er et helt arsenal af love i Frankrig, som muliggør det at kriminalisere sociale protestbevægelser. Hvis man for eksempel demonstrerer uden tilladelse, så kommer man for en dommer og får en bøde- eller fængselsstraf.
”I Frankrig er der 20.000 personer, der er dømt for at demonstrere, og omkring 100.000 er idømt bøder. 1.000 har som jeg fået en fængselsdom; jeg fik 1 år – heraf halvdelen ubetinget. For at demonstrere alvoren blev jeg sendt direkte bag tremmer, og under påskud af covid-19-smittefaren måtte der ikke være tilhørere i retten, som håndterede min dom som en ren ekspeditionssag. Normalt får man en strafnedsættelse på en fjerdedel, men det fik jeg ikke. Der blev oprettet en støttegruppe, som forlangte, at jeg skulle løslades. To gange om ugen tog de ud til fængslet, hvor de larmede og demonstrerede.”
I dag betragter Roland Veuillet levevilkårene for de dårligst stillede som markant værre, end da De Gule Vestes bevægelse startede. Han noterer, at der er prisstigninger på op til 30 % for nødvendige fødevarer, som skaber kæmpestore problemer for store dele af befolkningen. De har simpelthen ikke råd til at spise sundt længere.
Med hensyn til fremtidsudsigterne for De Gule Veste og andre sociale bevægelser siger Veuillet:
”Man kan ikke sige, at denne elendighed automatisk vil udløse nye oprør, for hvis der skal rejse sig en ny protestbevægelse, så skal den bygge på, at folk føler, at de er i en styrkeposition, og at de kan vinde. Men den voldsomme undertrykkelse gør, at folk er bange og i tvivl om, at det nytter.
Men jeg er sikker på, at bevægelsen starter igen, men at den antager en anden form. Vi aner ikke, om det bliver i gule veste eller i blå huer eller noget helt andet. Bliver det på rundkørslerne eller helt andre steder? Vi aner det ikke, men jeg er optimistisk – jeg mener, at situationen er eksplosiv, og der kan ske noget når som helst.”
Mads Christoffersen er kultursociolog, skribent og konsulent. Han er forfatter til bogen De Gule Veste har Ordet (Mondogrande, 2020).
[i] LBD (=lanceur de balle de défense, dvs. våben til affyring af kugler i forsvarsøjemed) – tidligere kendt som flash balls. Det er et ”ikke-dødbringende” våben, som er konstrueret således, at projektilet splittes ved kontakten med personen, så risikoen for indtrængen i kroppen formindskes. Det er udstyret med en præcis sigteanordning og har en rækkevidde på 50 meter. Kraften svarer til at en genstand med en vægt på 8,4 kg falder 1,02 meter. Europarådet anmodede i februar 2019 den franske regering om at stoppe med at anvende LBD. Omkring 30 personer har mistet synet som følge af anvendelsen af dette våben.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
