Erklærede kosmopolitter opfører sig for ofte som den person i Fjodor Dostojevskijs Brødrene Karamazov, der opdager, at jo mere han holder af menneskeheden i almindelighed, des mindre holder han af de enkelte mennesker. Verdensborgere skal passe på, at deres høje mål ikke bliver en undskyldning for at skulke fra deres forpligtelser over for deres landsmænd. Vi er nødt til at leve i den verden, vi har, med alle dens politiske modsætninger og ikke i den verden, vi ville ønske, vi havde. Den bedste måde at tjene globale interesser er at leve op til vores ansvar inden for de politiske institutioner, der betyder noget: nemlig dem der findes i nationalstaterne, skriver professor ved Harvard University, Dani Rodrik.
CAMBRIDGE – I oktober blev mange internationale kommentatorer forargede, da den britiske premierminister Theresa May nedgjorde ideen om et globalt medborgerskab i en tale. “Hvis man tror, at man er verdensborger”, sagde hun, “er man ikke borger noget sted”.
Hendes udtalelse blev mødt med hån og bekymring fra såvel de finansielle medier som blandt liberale (venstreorienterede) kommentatorer. “Den mest nyttige type borgerskab i dag,” belærte en analytiker hende i New York Times er et, der ikke bare er tro mod trivslen i et sogn i Berkshire men mod hele planeten”. Tidsskriftet The Economist kaldte udtalelserne for en “illiberal” drejning. En forsker beskyldte hende for at tage afstand fra oplysningstidens grundlæggende værdier og advarede mod “ekkoer fra 1933” i talen.
Lad mig tilstå: Jeg ved, hvordan en “verdensborger” ser ud: jeg ser et perfekt eksemplar, hver gang jeg går forbi et spejl.
Jeg voksede op i ét land, bor i et andet og har pas fra begge.
Jeg skriver om global økonomi, og mit arbejde fører mig til fjerne egne af kloden. Jeg tilbringer mere tid med at rejse i andre lande, end jeg gør i de lande, hvor jeg er statsborger. De fleste af mine kolleger er også født i udlandet. Jeg sluger internationale nyheder, mens min lokalavis forbliver uåbnet de fleste uger. Hvad sport angår, har jeg ingen anelse om, hvordan mit hjemmehold klarer sig, men jeg er til gengæld glødende tilhænger af et fodboldhold på den anden side af Atlanten.
Lad mig tilstå: Jeg ved, hvordan en “verdensborger” ser ud: jeg ser et perfekt eksemplar, hver gang jeg går forbi et spejl. Jeg sluger internationale nyheder, mens min lokalavis forbliver uåbnet de fleste uger. Hvad sport angår, har jeg ingen anelse om, hvordan mit hjemmehold klarer sig, men jeg er til gengæld glødende tilhænger af et fodboldhold på den anden side af Atlanten.
Alligevel rammer Mays udtalelse noget. Den indeholder en grundlæggende sandhed, og blot at ignorere den fortæller i virkeligheden historien om, hvordan vi – den finansielle, politiske og teknokratiske elite – har fjernet os fra vores landsmænd og mistet deres tillid.
Ægte medborgerskab og den globale elites svigt
Lad os først se på ordet “borger”. Oxford English Dictionary definerer termen således: “Et lovligt anerkendt individ i en stat eller republik”. Borgerskab forudsætter således en etableret statsdannelse – “en stat eller republik” – som man er en del af. Lande har en sådan samfundsopbygning; det har verden ikke.
Fortalere for verdensborgerskab indrømmer beredvilligt, at de ikke forbinder begrebet med dets bogstavelige definition. De tænker på det i overført betydning. De argumenterer for, at den teknologiske revolution af kommunikation og globaliseringen af økonomien har bragt borgere fra forskellige lande tættere sammen. Verden er blevet mindre, og vi må agere under hensyntagen til de globale implikationer. Og dertil kommer, at vi alle har flere overlappende identiteter. Verdensborgerskab udelukker ikke det nære nationale ansvar, hedder det.
Mays udtalelse rammer noget. Den indeholder en grundlæggende sandhed, og blot at ignorere den fortæller i virkeligheden historien om, hvordan vi – den finansielle, politiske og teknokratiske elite – har fjernet os fra vores landsmænd og mistet deres tillid.
Det lyder alt sammen vældig godt. Men hvad gør verdensborgere så i virkeligheden?
Ægte medborgerskab indebærer samspil og drøftelser med andre borgere i et politisk fællesskab. Det omfatter at holde beslutningstagere ansvarlige, at deltage i politiske processer og påvirke resultaterne. I den proces bliver mine ideer om de ønskede mål og midler konfronteret og afprøvet i et samspil med mine medborgere.
Verdensborgere har ikke tilsvarende rettigheder og ansvar. Ingen står til regnskab over for dem, og der er ingen, de skal retfærdiggøre sig selv over for. I bedste fald danner de fællesskaber med meningsfæller i andre lande. Deres ligesindede er ikke (stats)borgere overalt men selvudnævnte “verdensborgere” i andre lande.
Verdensborgere har selvfølgelig mulighed for at presse deres ideer gennem deres hjemlige politiske systemer. Men politiske repræsentanter er valgt til at fremme deres vælgeres interesser. Nationale regeringer skal tage sig af nationale interesser, og godt for det. Det udelukker ikke muligheden for, at vælgere kan handle i oplyst egeninteresse ved at inddrage de konsekvenser nationale handlinger har for andre.
Det globale og det lokale kan sagtens leve sammen
Men hvad sker der, når lokale borgeres velfærd kommer i konflikt med fremmedes trivsel – som det ofte sker? Er det ikke netop tilsidesættelse af deres landsmænds interesser i sådanne situationer, der giver den såkaldte kosmopolitiske elite dens dårlige ry?
Verdensborgere er bekymrede for, at det globale samfund skades, når de enkelte regeringer forfølger egne snævre interesser. Det er bestemt en berettiget bekymring, når det gælder klimaændringer og pandemier. Men på de fleste økonomiske områder – skatter, handelspolitik, finansiel stabilitet, finans- og pengepolitik – er det, der giver mening i et globalt perspektiv, det samme, som giver mening lokalt.
Økonomiske teorier fortæller os, at lande bør have åbne økonomiske grænser, solid og fornuftig regulering og fuld beskæftigelse, ikke fordi det er godt for andre lande, men fordi det gør den hjemlige økonomiske kage større.
Der begås selvfølgelig politiske fejl på alle disse områder – for eksempel protektionisme. Men det afspejler dårlig national regeringsførelse, ikke mangel på omverdensforståelse. Det er resultatet af enten de politiske eliters manglende evne til at overbevise de hjemlige vælgere om alternativet eller deres uvilje mod at foretage de ændringer, der kan sikre, at alle faktisk får udbytte.
Ægte medborgerskab indebærer samspil og drøftelser med andre borgere i et politisk fællesskab. Det omfatter at holde beslutningstagere ansvarlige, at deltage i politiske processer og påvirke resultaterne. I den proces bliver mine ideer om de ønskede mål og midler konfronteret og afprøvet i et samspil med mine medborgere. Verdensborgere har ikke tilsvarende rettigheder og ansvar. Ingen står til regnskab over for dem, og der er ingen, de skal retfærdiggøre sig selv over for.
At gemme sig bag kosmopolitisme i sådanne tilfælde – når der presses på for handelsaftaler for eksempel – er en dårlig erstatning for at vinde politiske kampe med udgangspunkt i disses egne fortjenester. Og det forringer værdien af kosmopolitisme, når vi virkelig har brug for den, som vi har i kampen mod den globale opvarmning eksempelvis.
Den fælles menneskelige skæbne
Få har forklaret spændingerne mellem vores forskellige identiteter – lokal, national, global – med så stor indsigt som filosoffen Kwame Anthony Appiah. I denne tid med “udfordringer for planeten og samspil mellem landene,” skrev han som svar på Mays udtalelse, “har der aldrig været større behov for en forståelse af vores fælles menneskelige skæbne”. Det er svært at være uenig.
Alligevel opfører selvudråbte kosmopolitter sig ofte som den person i Fjodor Dostojevskijs Brødrene Karamazov, der opdager, at jo mere han holder af menneskeheden i almindelighed, des mindre holder han af de enkelte mennesker. Verdensborgere skal passe på, at deres høje mål ikke bliver en undskyldning for at skulke fra deres forpligtelser over for deres landsmænd.
Vi er nødt til at leve i den verden, vi har, med alle dens politiske modsætninger og ikke i den verden, vi ville ønske, vi havde. Den bedste måde at tjene globale interesser er at leve op til vores ansvar inden for de politiske institutioner, der betyder noget: dem der findes.
Oversættelse: Lisa Rasmussen.
Topillustration: Lunapiceditor/POV International.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
