Peter Wivel: Erindringskultur – uden viden om skyld, kan vi ikke kalibrere sigtet

af i Liv & Mennesker/Politik & Samfund

HOLOCAUST // REFLEKSION – “Kun ved at besinde sig på sin egen katastrofale historie kan man genvinde sin selvagtelse og måske endda bidrage til, at verden i almindelighed bliver et tryggere sted for de levende. En besindelse på fortiden er også en rehabilitering af dens ofre. De hentes frem af glemslen, får et navn og en lille gravsten i fortovet eller på omslaget af en bog. Et civilisationsbrud skal heles til en civilisation, der er parat til at kæmpe for sin overlevelse.” Peter Wivel skriver fra Tysklands hovedstad.

BERLIN – På en tur gennem byen i dag så jeg på Stargarderstrasse en gruppe unge, der havde samlet sig omkring to ’Stolpersteine’ i fortovet. En ældre mand, sikkert en lærer, forklarede dem, hvad der stod på stenene, og hvad de betyder i bybilledet og i landets bevidsthed.

To andre snublesten, jeg engang fandt på Kastanienallee, siger med få ord, to egennavne, et stednavn, to årstal og én dato, hvad nazistisk racisme indebar, og mere indirekte, hvor svært det stadig er for nogle tyskere at acceptere det. En ukendt person har med sin spade søgt at hakke den sten med Judis Seeligers navn ud.

Den lille pige blev højst 13 måneder gammel, inden hun blev myrdet i Auschwitz’ gaskammer.

Tysk erindringskultur i dag har intet at gøre med at sanke skyld på tyske borgeres skuldre. Den sidste SS-mand, Oskar Gröning, også kaldet ”bogholderen fra Auschwitz”, nåede lige præcis at blive dømt for medvirken til mindst 300.000 menneskers død, måske også Edith og Judis Seeligers, inden han selv døde i marts i år.

Det er et tilbagevendende tema på det radikale højre … at landet slæber rundt på en skyldkultur, at nidkære moralister driver heksejagt på forkuede tyskere med en ”Auschwitz-kølle”. Det har intet med virkeligheden at gøre

Ingen drømmer om at pålægge den tyske befolkning en kollektiv skyld på efterkrav. Få eller ingen af dem, der bare marginalt kunne tænkes at have pådraget sig en skyld som helt unge under Hitler, er stadig i live.

Der sidder et par forhærdede Holocaust-benægtere i fængsel, men det er alt. Dertil kommer, at Tyskland i dag har statsborgere fra mange andre lande. Ingen af dem kan forventes at ville eller skulle påtage sig et skyldkompleks. Men det er aldrig forbudt at tage ved lære af historien. Derfor må de gerne kende Tysklands historie og holde landets love, og det er en anden sag.

Stolpersteine er verdens største decentraliserede mindesmærke. Der findes i dag sten for cirka 70.000 ofre for Holocaust, de fleste jøder men også for romaer, homoseksuelle og andre forfulgte minoriteter.

Ikke desto mindre er det et tilbagevendende tema på det radikale højre, blandt de såkaldt nye konservative, beslægtede nynazister og i det nye parti Alternativ for Tyskland, at landet slæber rundt på en skyldkultur, at nidkære moralister driver heksejagt på forkuede tyskere med en ”Auschwitz-kølle”.

Det har intet med virkeligheden at gøre.

Så meget desto mindre som den tyske erindringskultur også er indskrevet i en europæisk tradition med en fælles årlig Holocaust-mindedag den 27. januar. For dem, der bruger dagen, herunder selvfølgelig Forbundsrepublikken, handler det om at understrege nødvendigheden af at forsvare menneskerettighederne.

Skyldsspørgsmål ser altid fremad

Kun ved at besinde sig på sin egen katastrofale historie kan man genvinde sin selvagtelse og måske endda bidrage til, at verden i almindelighed bliver et tryggere sted for de levende. En besindelse på fortiden er også en rehabilitering af dens ofre. De hentes frem af glemslen, får et navn og en lille gravsten i fortovet eller på omslaget af en bog. Et civilisationsbrud skal heles til en civilisation, der er parat til at kæmpe for sin overlevelse.

Skyldsspørgsmål ser altid fremad. Domfældelse handler egentlig om at give et konstruktivt svar på, hvordan vi fastholder retssamfundet og undgår en gentagelse. Uden viden om skyld, kan vi ikke kalibrere sigtet.

Tyskland har på dette område præsteret et historisk set helt usædvanligt selvopgør. Andre folk, der med fordel også kunne få gavn af selvransagelse, f.eks. det russiske, det japanske, det franske, det amerikanske, og ja, måske selv det danske, har ikke altid lagt samme iver for dagen. De vil helst høre den positive historie om nationens helte, ikke den negative om svigt og forræderi, selv om man kan lære meget af den.

Genoprejsning, soning og skyld ligger i sidste ende alene i den enkeltes personlighed, skriver Jaspers. Dermed var kursen lagt, og den har holdt lige siden

Allerede i april 1946 udgav en af Tysklands store filosoffer, Karl Jaspers, sine forelæsninger fra vintersemestret 1945-46, »Skyldsspørgsmålet« kaldte han sin indflydelsesrige bog. Jaspers og hans kone havde kun med nød og næppe overlevet Hitlers 12 rædselsår. Tanken om, at hans jødiske hustru skulle føle medskyld for Hitlers massemorderiske antisemitisme, gav ingen mening.

Jaspers afviser kategorisk kollektiv skyld. Kriminel skyld straffes ved domstolene, politisk skyld hæfter den tyske stat for.

Med moralsk skyld forholder det sig anderledes: »Genoprejsning, soning og skyld ligger i sidste ende alene i den enkeltes personlighed«, skriver Jaspers. Dermed var kursen lagt, og den har holdt lige siden.

Skyld er en juridisk kendsgerning, skam er en sindstilstand, skrev den amerikanske journalist og akademiker Milton Mayer i 1955 efter et forskningsophold i Marburg.

Tysk erindringskultur måtte nødvendigvis internationaliseres med Die Wende, altså med optagelsen af seks nye delstater og mere end 16 millioner nye tyskere, plus ca. 3 millioner Ruslandstyskere efter 1990 og flere hundredetusinder sovjetiske jøder.

Erindringskulturen kunne umuligt alene ses som et tysk særanliggende – hvad den i øvrigt heller aldrig havde været, tværtimod. Tyskland hærgede næsten hele Europa, og tysk erindringskultur er dermed fra starten europæisk.

Forestillingen om, at Auschwitz er en kølle, hvormed verdensforbedrere og besserwissere slår det raske tyske folk i hovedet, er stadig udbredt i nynazistiske kredse i Tyskland og i Alternativ for Tyskland, det historierevisionistiske parti, der kom i Forbundsdagen med næsten 13 procent af stemmerne ved valget i 2017, og som fik 11 procent af stemmerne ved valget til Europaparlamentet i søndags.

Hvis man i Danmark i dag taler om ’det tyske skyldkompleks’, bruger man, velsagtens uden at tænke over det, en nynazistisk terminologi.


Foto: Skribenten.

Peter Wivel er født i København i 1943. Han er journalist, forfatter og debattør og har læst klassisk filologi på Københavns Universitet, hvor han skrev og redigerede Studenterbladet fra 1969-76. I 1976 startede han som skrivende medarbejder på Dagbladet Informations udenrigsredaktion, hvor han var korrespondent i London fra 1979-80 og i Paris fra 1984-85. Fra 1987-90 var han avisens chefredaktør. I 1990 blev han udenrigsredaktør på Berlingske Tidende og medlem af chefredaktionen, hvor han sad til 1992. Fra 1992-98 var han chefredaktør på Weekendavisen. I 1998 vendte han tilbage til Berlingske Tidende som ansvarshavende chefredaktør frem til 2001. Fra 2001-2003 var han kulturjournalist ved avisen, og siden 2003 har han arbejdet for Politiken, først som udenrigskorrespondent i Berlin og nu som kommentator. Han har skrevet flere bøger, herunder "Tvesind. En bog om Benjamin Constant", "Rousseau. Fantasien til magten", Drabet på Petra Kelly – en historie om Murens fald." samt "Baader-Meinhof. 30 år med tysk terror." Peter Wivel bor i Berlin med sin hustru og to børn.

Seneste artikler om Liv & Mennesker