
IDENTITET // TORSDAGSKLUMMEN – Jeg bor i et land uden kønsdebat, krænkelseskultur og identitetspolitik. Her er individets rettigheder ikke hævet over familie, kirke og stat. Det kan man lære meget af, såsom at holde kæft og bare tænke sit, skriver journalist René Fredensborg fra Filippinerne. Spørgsmålet er, om vi peger for meget fingre i Danmark?
På Filippinerne er det som så mange andre steder i Østen uhøfligt at pege på andre. Derfor er det utænkeligt at møde en fuckfinger i den ellers stærkt kaotiske trafik, den såkaldte roadrage findes ganske enkelt ikke.
Ting tager den tid, de tager, således også med ventetiden på de offentlige kontorer eller den snorlige kø til bussen, der snildt kan slange sig 100 meter ned ad gaden. Disciplinen er enorm, når det handler om at give plads. De mikroaggressioner, man oplever i Vesten er upassende her.
Til gengæld kan du blive skudt på åben gade, hvis du ryger en joint. Eller sagt på en anden måde: Man må ikke pege på andre med fingeren, men man må gerne pege med en pistol.
Tolerance er ikke kun en ret, det er en pligt, der starter med dig selv. Og her har Filippinerne måske fat i noget
Filippinerne er kontrasternes paradis. I storbyer som Manila og Cebu er der vagter med pumpguns og solbriller uden for hver eneste lille bank og større butik. Gadebørn sover på et stykke pap i skyggen af en nypoleret firehjulstrækker. En flok ladyboys går til morgenmesse i den katolske kirke. Mænd på række åbner gladelig døren for en kvindelig borgmester, fra bilen til city hall.
Her er smil, fest og ligestilling og her er krig, korruption og enorm fattigdom. Præsident Duterte har stadig stor folkelig opbakning til at buldre videre med sin berygtede War On Drugs, der har kostet titusindvis af liv. Her er ikke nødvendigvis rettergang, mest hurtige likvideringer.
Til gengæld er der pt. våbenhvile med landets både muslimske og maoistiske oprørsgrupper. Hernede er det den slags nyheder, der fylder i medierne. Krig og vold og ikke mindst opgøret med den både udbredte og indbyggede korruption, som alle politikere bryster sig af at ville gøre noget ved, mens de internt beskylder hinanden for at være til fals og købe sine stemmer.
Som tilflytter er det ikke til at finde hoved eller hale i, om man dybest set bor i en røvfarlig bananrepublik, eller blot er landet i et stærkt eksotisk ørige, hvor der renoveres på skyggesiden.
Der er jo altid en slange eller to i paradis. Eller en kokosnød i nærmeste palmetræ, som siges at være årsag til langt flere dødsfald end de lokale hajer.
Live and let die
Som de ofte udbryder her, hvor jeg bor: ”Say labot. Whatever!” Det er, hvad det er. Live and let die.
Det står måske ikke engang til at ændre, så hvorfor bekymre sig? Hvorfor forsøge at ændre på status quo? Måske er tingenes uforandrede tilstand helt ok? Det er klart ikke den oplysningsfilosofi, jeg er opdraget med. I Vesten har vi det hele, i hvert fald langt mere end her, og alligevel har De Gule Veste forlænget den franske revolution endnu engang, med brosten og gadekamp.
Danmark og Vesten fremstår for mig åndeligt fattigt, ikke bare fordi kirken stort set har udspillet sin rolle, men fordi vi ikke længere ser op, men ned, vi kigger ned i vores iPhone
Det hænder, at jeg sidder her under palmetræet og tænker, at det vel kun er et spørgsmål om tid før de krænkede får deres egne militante fraktioner, hvor de fx kan klippe rastafari-håret af en ellers vældig tolerant svensk kulturminister og med vold og magt eliminere hendes påståede kulturelle appropriation.
Jeg hoppede i hvert fald på den, da jeg så russiske feminister hælde vand i skridtet på mænd, der sad med alt for spredte ben i metroen. Det var fake news, iscenesat, men som mand er jeg helt med på, at det er blevet direkte farligt både at manspreade og mansplaine.
Derfor faldt jeg i. Og derfor føler jeg mig underligt nok meget tryg her i det fascinerende farlige Filippinerne. For jeg er langt fra den hjemlige trædemølle, hvor diskussioner om ligestilling, krænkelseskultur og identitetspolitik kører i ring.
Her er individets rettigheder ikke hævet over familie, kirke og stat, det lyder gammeldags, jeg ved det, men det er som om det fungerer bedre, for så behøver vi kun drøfte det væsentlige, nemlig samfundets rigtige problemer. Krig og korruption, eksempelvis. Vi har det så godt i Vesten at vi opfinder alle vores problemer selv. Det er, hvad de siger hernede.
Kirkerne er åbne for alle
Når jeg hver søndag sidder i den stærkt forankrede katolske kirke, så ser jeg en indforstået tolerance, der rækker ud over de religiøse dogmer. I søndags sagde præsten, at prævention fører til skilsmisse. Det kunne man se på de vestlige lande, hvor kondomer og abortpiller ikke har hjulpet på de enorme skilsmisseprocenter.
Det er en både bagvendt og bagstræberisk argumentation, men nuvel, jeg er selv gift med en filippinsk katolik og det var måske ikke sket, hvis hun ikke var blevet gravid i et land, hvor abort er strengt forbudt.
Hernede er skilsmisse heller ikke en mulighed, man kan blive separeret, that’s it. Det lever folk med uden at påberåbe sig moderne, individuelle rettigheder, ligesom bøsser, lesbiske og transseksuelle også knæler i kirken, upåagtet at de officielt ikke er accepterede. Det er det, jeg kan lide.
Der er plads til alle. Vi finder ud af det, på trods, fordi kirken er så samlende et fællesskab for os alle, at den er stuvende fuld time efter time. Og trods en masse sludder og vrøvl fra alteret, så får jeg altid gåsehud af salmerne og samhørigheden. Der er et særligt ritual, hvor man krammer hele familien og ønsker dem det bedste. Peace be with you, for everyone.

Danmark og Vesten fremstår for mig åndeligt fattigt, ikke bare fordi kirken stort set har udspillet sin rolle, men fordi vi ikke længere ser op, men ned, vi kigger ned i vores iPhone og taler om alt det, vi individuelt har ret til at blive tildelt eller eventuelt krænket over. Tolerance er ikke kun en ret, det er en pligt, der starter med dig selv. Og her har filippinerne måske fat i noget.
Den katolske kirke burde være mere tolerant, men derfor kan vi godt omfavne dens tro og ritualer alligevel.
På samme måde burde der måske være gayfriendly hotels, ligesom i Europa, men hvorfor egentlig? Jeg har aldrig været i et land, hvor fx ladyboys er så bredt accepteret. De er overalt, selv vores læge er ladyboy. Og da vi blev gift var et team af ladyboys verdens bedste værter og wedding-planners og ingen løftede et øjenbryn. Tolerance kommer indefra. Den behøver ikke være lovformeligt nedskrevet.
Ottende bedste land at være kvinde i
Således også med ligestillingen. Her er ingen kvoter, men kvinder har været præsidenter, borgmestre, læger og advokater i dekader. I forrige uge faldt jeg over en undersøgelse, der slog fast at Filippinerne var det ottende bedste land at være kvinde i.
Med Island, Norge og Sverige i toppen. Danmark var så som sædvanligt uden for top ti, hvilket til dels begrunder vores heftige ligestillingsdebat, men hvad der var mere interessant: Et par danske feminister kunne på min Facebook-væg ikke tage opgørelsen alvorligt.
Nå, men pointen? At man behøver ikke stå på hovedet for at lave det hele om, når man øjner en lille uretfærdighed. Det kommer måske helt af sig selv, også selv om man sætter sig ned og holder kæft et øjeblik
For i et land, hvor kvinder traditionelt håndvasker underbukser og laver aftensmad og går hjemme med babyerne, kan de vel umuligt være ligestillede?
Jo, for det er et valg, en indstilling, der handler om at visse ting fungerer bedst, hvis vi gør det, som vi altid har gjort. Der er som udgangspunkt lige løn og lige ret her. Der er sikkert eksempler på det modsatte, men det fungerer, det viser statistikkerne.
Nå, men pointen? At man behøver ikke stå på hovedet for at lave det hele om, når man øjner en lille uretfærdighed. Det kommer måske helt af sig selv, også selv om man sætter sig ned og holder kæft et øjeblik. Det er det, jeg har lært af ikke at overholde det flyveforbud, som klimafrelserne allerhelst indførte. For man lærer jo allermest om sig selv og sin egen kultur, når man besøger andre og deres kultur. Såsom ikke at pege fingre, hele tiden.
Topfoto: Santa Maria-kirken i Bulacan, Filippinerne. Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.