STATSRET // ANALYSE – Ny dokumentation bekræfter, at dronningens kabinetssekretær Niels Eilschou Holm spillede en central rolle og forhindrede et grundlovsbrud – reelt et statskup – i kølvandet på Tamilsagen i januar 1993. Journalist Erik Matzen beskriver forløbet, og hvorfor Amalienborg har brug for uafhængig juridisk rådgivning.
Med kongehusets beslutning 2. januar 2024 om at nedlægge stillingen som kongens kabinetssekretær er det nu blevet gjort lettere for usaglige politiske kræfter uden om Folketingets flertal at gennemføre grundlovsbrud, handlinger i lodret strid med den danske statsret, reelt det, man vil kalde et statsbrud.
Kongehuset har ikke over for offentligheden og det danske folkestyre begrundet, hvorfor det i forbindelse med tronskiftet har valgt at se helt bort fra mange års erfaringer om, at kongen eller dronningen altid har haft stor gavn af en kabinetssekretær til at bistå majestæten, bl.a. med at drage omsorg for, at kongen eller dronningen ikke indblandes i partipolitisk strid og til at værne ham eller hende imod, at en personkreds usagligt får majestæten til at begå grundlovsbrud.
Kabinetssekretær Niels Eilschou Holm havde forudset magtkampen mellem partierne straks efter tamilrapportens aflevering til statsministeren
Kongehuset er i sin gode ret til at træffe beslutning om nedlæggelse af stillingen, som ikke behøver statsminister Mette Frederiksens (S) kontrasignatur for at være lovlig. Men det er afgørende vigtigt, om kongehuset over for statsministeren og offentligheden forklarer sin beslutning.
I den forbindelse bør og skal en række spørgsmål offentligt rejses til statsminister Mette Frederiksen (S):
Har Statsministeriet været indblandet i kongehusets beslutning, inden den blev taget? Er Mette Frederiksen enig i dens hensigtsmæssighed? Hvad siger de historiske erfaringer med, at majestæten har haft en kabinetssekretær til sin rådighed gennem mere end 100 år? Er det med nedlæggelse af stillingen som kabinetssekretær dermed nu gjort lettere at begå politisk statskup i Danmark?
De spørgsmål bør Mette Frederiksen svare på, da der er lang historisk erfaring for, at kongehuset og Statsministeriet gensidigt orienterer hinanden om alle statsretlige spørgsmål. Enten ved en selvstændig erklæring, eller ved at et medlem af Folketinget skriftligt stiller statsministeren disse højst relevante spørgsmål, som hun derpå svarer på over for Folketinget.
Det er intet mindre end det danske folkestyre, Grundloven og respekten for Folketinget, der her står på spil.
Ganske vist har hofmarskal Christian Schønau fået overdraget den tidligere kabinetssekretærs arbejdsopgaver, men han kan ikke varetage begge opgaver med den seriøsitet, der er nødvendig – følge detaljeret med i Folketingets og regeringens arbejde, samtidig med at han er øverste chef for kongehusets samlede administration.
Forfatningskrise afværget tæt på målstregen
Med udgangspunkt i konkrete hændelser fra 14. januar 1993 og frem til 25. januar 1993, hvor Poul Nyrup Rasmussen (S) tiltrådte som ny statsminister for en flertalsregering, vil det her blive beskrevet, hvor tæt vi dengang var på en egentlig forfatningskrise i Danmark – for nu 31 år siden.
Yderligere information herom findes på min hjemmeside, erikmatzen.dk, artikel 14 og 16.
Takket være vores kloge dronning Margrethe 2. og hendes dygtige og mentalt stærke kabinetssekretær Niels Eilschou Holm blev et grundlovsbrud og statskup i Danmark afværget i januar 1993 – tæt på målstregen.
Når man i dag læser dr.jur. Niels Eilschou Holms papirer fra dengang, der endnu ikke er offentligt tilgængelige, er det slående, i hvor høj grad han i god tid inden 14. januar 1993 havde forudset de politiske begivenheder, der udspillede sig den dag – og gjort sin stillingtagen hertil klar og taget sine forholdsregler imod det vordende anslag mod statsretten og Grundloven.
Personligt er jeg overbevist om, at han har orienteret Dronningen herom i dyb fortrolighed og fået majestætens støtte til at værne hende imod, at nogen kommer til at begå grundlovsbrud
Personligt er jeg overbevist om, at han har orienteret Dronningen herom i dyb fortrolighed og fået majestætens støtte til at værne hende imod, at nogen kommer til at begå grundlovsbrud.
I givet fald kunne det have været en yderst vanskelig balancegang for dronningen og kabinetssekretæren.
Som det senere vil fremgå, opgav den afgående statsminister Poul Schlüter (K) sin plan om at konstituere Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen (V) som statsminister, straks da Eilschou Holm meldte sig på banen i Statsministeriet den 14. januar 1993 mellem kl. 17:30 og kl. 17:45 – til Uffe Ellemanns højlydte protester.
For Eilschou Holm sagde direkte i telefonen til Statsministeriets departementschef Peter Wiese, at Schlüters plan om at konstituere Uffe Ellemann til ny statsminister ”ikke ville være forenelig med Grundlovens ordning”. Dette citat er taget direkte fra Eilschous eget skriftlige referat.
Schlüter fik pludselig ”kolde fødder”
Nu fik Schlüter ”kolde fødder” og bakkede straks ud af sin aftale med Ellemann og den konservative finansminister Henning Dyremose med ordene: ”Når kabinetssekretæren siger sådan, så kan modellen ikke bruges. Jeg vil ikke have vrøvl med kabinetssekretæren.”
Derpå gik Schlüter ind til det ventende pressemøde kl. 18:00 i Spejlsalen, og dér meddelte han, at han næste dag ville gå til dronningen og indgive sin demissionsbegæring til hende, hvorved hele hans VK-regering kun ville være et forretningsministerium. Samtidig meddelte han, at han som fungerende statsminister ikke havde hjemmel til at udskrive folketingsvalg.
Dette var noget ganske andet og endda lovmedholdeligt end det, som Schlüter forinden havde aftalt med først en lille gruppe af konservative topfolk og Venstres leder, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, og endda meddelt lederne for de tre midterpartier (Radikale, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti), der gennem mere end ti år havde stået bag statsminister Poul Schlüters borgerlige regeringer, på et møde i Statsministeriet kl. 16:15.
Når Eilschou Holm havde forudset, at dronningen kunne komme i en frygtelig situation med undersøgelsesrettens aflevering af dens yderst kritiske tamilrapport mod regeringens ulovlige administration af de tamilske familiesammenføringer, hang det sammen med mandatfordelingen mellem partierne i Folketinget ved valget i december 1990, hvor Socialdemokratiet og SF tilsammen vandt 86 mandater – fire mandater fra det absolutte flertal.
Da Socialdemokratiet på en ekstraordinær kongres 11. april 1992 skiftede partiets formand Svend Auken ud med Poul Nyrup Rasmussen, sagde de to radikale Jelved og Helveg til Schlüter, at De Radikale nu ville orientere sig mod Socialdemokratiet
Og at adskillige af Venstres 30 folketingsmedlemmer med Uffe Ellemann i spidsen forinden gennem de seneste to år ikke havde forsømt nogen lejlighed til at meddele offentligheden, at der ville blive udskrevet valg, hvis et flertal i Folketinget væltede VK-regeringen på Tamilsagen. Og at Venstre med Ellemann i spidsen helhjertet havde udtalt varm støtte til den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K), der senere ved Rigsretten med stemmerne 15-5 blev fundet skyldig i ulovlig tamil-administration.
På de indre linjer havde Schlüter tidligt i 1992 sagt til de to radikale, lederen Marianne Jelved og Niels Helveg Petersen, på dybt fortrolige møder på hans kontor i Statsministeriet, at han øjeblikkeligt ville trække sig som statsminister, hvis han blev alvorligt belastet af tamilrapporten.
Da Socialdemokratiet på en ekstraordinær kongres 11. april 1992 skiftede partiets formand Svend Auken ud med Poul Nyrup Rasmussen, sagde de to radikale Jelved og Helveg til Schlüter, at De Radikale nu ville orientere sig mod Socialdemokratiet. Det havde De Radikale meget nødvendige grunde til i 1992 med kun syv mandater i Folketinget efter valgnederlaget i 1990.
Eilschou havde afluret VK’s plan
Kabinetssekretær Niels Eilschou Holm havde forudset magtkampen mellem partierne straks efter tamilrapportens aflevering til statsministeren. Forudset den penible situation, dronningen kunne komme i. Og på forhånd taget beslutning om, at han ville gøre alt, hvad han kunne for at forhindre et grundlovsbrud, statskup og et alvorligt brud på den danske statsret.
Og hvis han alligevel ikke kunne forhindre det, gøre det helt klart for statsminister Poul Schlüter, hvilken ulovlig mission han nu var ude i.
Forud for dagen, 14. januar 1993, havde Eilschou udarbejdet et notat, som på fire sider gør rede for Grundlovens regler omkring udnævnelse og afskedigelse af ministre, spækket med citater og henvisninger til juridiske kapaciteters lærebøger inden for de seneste 40 år op til 1993. Her skal nævnes navne som Alf Ross, Max Sørensen, Peter Germer, Henrik Zahle, Poul Andersen, Jørgen Albæk Jensen og Ole Espersen.
Med henvisning til disse kapaciteters bedømmelse af Grundlovens paragraf 15 skriver Eilschou Holm, at ”det er almindeligt antaget, at bestemmelserne har den indirekte virkning, at der ikke kan udnævnes en regering, om hvilken det vides, at den straks vil blive mødt af et mistillidsvotum” (i Folketinget, red.).
Om historiske forløb ved tidligere skift på statsministerposten citerer Eilschou i notatet fra Tage Kaarsteds tykke bog De Danske Ministerier 1953-1972, og kommer ind på Jens Otto Krags (S) overraskende meddelelse i oktober 1972 om, at han ikke ønskede at fortsætte som statsminister, hvorefter Krag fik udenrigsminister K. B. Andersen (S) konstitueret som statsminister, indtil Anker Jørgensen (S) var klar til at overtage regeringen to dage senere.
Om dette skriver Eilschou Holm, at denne konstituering ”må umiddelbart forekomme vanskeligt forenelig med bestemmelsen i grundlovens paragraf 15, stk. 2, 2. punktum. Konstitueringen synes alene at have den virkning at give statsministeren mulighed for at unddrage sig den forpligtelse en siddende regering, herunder dens statsminister, har til at fungere, uanset en indgivet demissionsbegæring, indtil et nyt ministerium er udnævnt. Konstitueringen kan også være egnet til at tilsløre, at en regering, når statsministeren har begæret sin – og dermed regeringens – afsked, herefter fortsætter som forretningsministerium, jfr. Grundlovens paragraf 15, stk. 2, 3. pkt.; dette forhold kan netop i en regeringsskiftesituation få særlig betydning, fordi det antages, at et forretningsministerium i hvert fald kun i særlige tilfælde kan udskrive nyvalg”, (henvisning til Alf Ross’ og Peter Germers lærebøger).
Det var Krag-modellen, som i 1993 skulle begrunde og sikre fortsat borgerligt styre i Danmark
Eilschou Holm konkluderer, at der ikke synes at have været nogen reel tvivl om, at Krags statsministerskifte ikke påvirkede regeringens parlamentariske grundlag (SF’s tre ledere havde givet Krag tilsagn om støtte til en regering med Anker Jørgensen som statsminister, red.). Og derfor ville K.B. Andersens konstituering ”være uden praktisk betydning”. Desuden kan funktionspligten ”have fremstået som en ren formalitet”.
Eilschou Holms konklusion: ”Konstruktionen fra 1972 synes derfor ikke uden videre at kunne anvendes som et fortilfælde.” Efterfulgt af hans stempel og håndskrevne signatur og datoen ”14/1 – 93”.
Han havde forudset, at Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen ville benytte Krags model fra 1972 som fortilfælde, og at de ville henvise netop til ”Krag-modellen” som begrundelse for, hvorfor VK-regeringen kunne fortsætte efter Schlüters afgang med først Uffe Ellemann-Jensen som konstitueret statsminister efterfulgt kort efter af Henning Dyremose som ny statsminister.
”Krag-modellen” havde været offentligt diskuteret siden januar 1991, da dørene i undersøgelsesretten på Schlüters begæring efter pres fra Ninn-Hansen blev åbnet for offentligheden, og en politisk storm straks brød ud i Folketinget, da man erfarede, hvad vidner havde sagt i retten om Tamilsagen under de lukkede retsmøder i november og december 1990.
Det var Krag-modellen, som i 1993 skulle begrunde og sikre fortsat borgerligt styre i Danmark.
Statsministeriet sagde god for Krag-modellen
Eilschou Holm var ikke den eneste, der havde forberedt sig til ”tamildagen”, 14. januar 1993. Det havde man også gjort blandt embedsmændene i Statsministeriet – tænkt ikke bare juridisk, men også politisk.
Den ansvarlige for Statsministeriets forvaltning af den danske statsret, kommitteret Asger Lund-Sørensen, havde med departementschef Peter Wieses tilslutning lavet en model for, hvordan den borgerlige regering under en ny statsminister kunne fortsætte efter Schlüters afgang.
Lund-Sørensen havde skrevet et notat på tre sider med overskriften ”Notits til statsministeren”, efterfulgt af underrubrikken: ”Notat vedrørende forskellige statsretlige problemer i forbindelse med en eventuel tilbagetræden af statsminister Poul Schlüter.”
Under forudsætning af, at der ikke udskrives folketingsvalg så Lund-Sørensen i notatet to modeller for et skifte på statsministerposten.
Statsministeriets første model gik ud på, at Schlüter straks indgiver sin afskedsbegæring og dermed at hele regeringen bliver et forretningsministerium efter grundlovens paragraf 15. Citat: ”Men statsministeren er om end begrænset i sin kompetence – formentlig også uden adgang til at udskrive nyvalg – fortsat statsminister og den ansvarlige for de råd, statsministeren efter sædvane giver Dronningen i forbindelse med en Dronningerunde.” Altså den normale fremgangsmåde ved et regeringsskifte.
Den anden model gik ud på, at statsministeren meddeler Dronningen ”at han agter at træde tilbage, og at han i den anledning ønsker en anden minister konstitueret som statsminister indtil videre.”
Lund-Sørensen skriver, at denne fremgangsmåde blev anvendt af Krag i 1972 efter EF-folkeafstemningen: ”Formelt betyder det, at statsminister Schlüter kan holde sig tilbage og lade den konstituerede statsminister ”lede slaget”. Den endelige afskedigelse af statsministeren finder så sted, når en ny statsminister er på plads. I den situation indgiver statsminister Schlüter sin og regeringens formelle afskedigelse og samtidig sker der en udnævnelse af en ny statsminister (og en ny regering).”
Situationen i 1972 og 1993 var grundlovsmæssigt slet ikke identiske, men vidt forskellige. Krag havde et folketingsflertal bag sig, men det havde Schlüter ikke i 1993
Altså at denne anden model går ud på, at Danmark i en kort periode har to statsministre på én gang, den afgående og den konstituerede, hvilket Eilschou fandt grundlovsstridigt. Eilschou mente heller ikke, at det, som Krag gjorde i 1972 var grundlovsmæssigt forsvarligt.
Hertil kommer, at situationen i 1972 og 1993 grundlovsmæssigt slet ikke var identiske, men vidt forskellige. Krag havde et folketingsflertal bag sig, men det havde Schlüter ikke i 1993.
Tværtimod havde de radikale topfolk, Jelved og Helveg, utvetydigt sagt til Schlüter, at hvis han gik af, ville de radikale pege på Nyrup Rasmussen som ny statsminister. Det betyder, at det ville være ulovligt at udnævne Ellemann eller Dyremose, der var uden et folketingsflertal, som ny statsminister efter Schlüter, som også Eilschou pegede på i sit skriftlige referat af begivenhederne set fra Amalienborg den 14. januar 1993.
Asger Lund-Sørensen nævner også en tredje model for et statsministerskifte, nemlig at Schlüter indgiver sin afskedsbegæring og samtidig lader en anden person udnævne til statsminister. ”Dette forudsætter imidlertid en ”uændret politisk situation”. Er dette ikke tilfældet, må en sådan fremgangsmåde siges at stride direkte mod den praksis omkring regeringsdannelsen, der har udviklet sig og vil formentlig kunne være ansvarspådragende både for den afgående og tiltrædende statsminister.”
Med andre ord: Hvis Schlüter eller Ellemann og Dyremose i forbindelse med statsministerskiftet gjorde noget ulovligt, kunne de risikere ved Rigsretten at blive sat under tiltale til straf.
Lund-Sørensen har god politisk fornemmelse, fremgår det af hans notat. Han beskriver muligheden af at konstituere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, som efter grundloven i givet fald ”er ikke fungerende” statsminister, men gør samtidig opmærksom på, at Ellemann ”ikke er i besiddelse af den fulde statsminister-kompetence. Han kan således ikke udskrive nyvalg jfr. analogien fra Grundlovens paragraf 32 stk. 2, 2. punkt.”
Om den tredje mulighed slutter han: ”Det er imidlertid næppe sandsynligt at den politiske situation er uændret, og i så fald må den konstituerede statsminister anmode Dronningen om iværksættelsen af en Dronningerunde. Såfremt statsminister Poul Schlüter ikke måtte ønske at medvirke, vil den konstituerede statsminister formentlig kunne fungere som Dronningens rådgiver i denne situation.”
Senere torsdag aften (14. januar 1993) udvekslede Eilschou Holm og Lund-Sørensen deres nye notater om de danske regler for regerings- og ministerskifte med hinanden. Samtidig bad Udenrigsministeriets direktør Ulrik Federspiel Eilschou om at få faxet en kopi af Eilschous notat over til Udenrigsministeriet. I Federspiels erindringsbog ”Et diplomatisk liv” (side 227) skriver Ulrik Federspiel, at han siden nu og da har spekuleret på, hvad der ville være sket, hvis Schlüter i 1993 havde brugt Krag-modellen fra 1972 som fortilfælde: ”Det havde, for at sige det mildt, ikke været et kønt forløb for dansk parlamentarisme.”
Da de radikale på mødet i Statsministeriet den 14. januar 1993, kl. 16,15, erfarede, at Poul Schlüter virkeligt planlagde at gå af frivilligt og samtidig ønskede, at VK-regeringen skulle fortsætte, fik de travlt. Straks efter mødet besluttede den radikale gruppe at udsende en pressemeddelelse, som skete ca. kl. 17,30, om at partiet ønskede en dronningerunde.
Samtidig prøvede Ellemann og Dyremose at undgå en dronningerunde, da de forudså, at de radikale ville skifte side med den konsekvens, at Socialdemokratiets formand Nyrup Rasmussen ville få flertallet på 93 mandater, og dermed blive statsminister.
S, SF og R sender tre breve til Schlüter
Derfor aftalte det nye flertal, S, SF og R, at de tidligt den følgende dag hver skulle sende et brev til statsminister Poul Schlüter om, at de ønskede en dronningerunde, sådan at han ikke kom i tvivl om, at der i Folketinget var et flertal imod en anden løsning end en dronningerunde. Derved ville Schlüter løbe en alvorlig risiko for at få en rigsretssag på halsen, hvis han kørte videre med sin Krag-model, og Danmark ville komme ud i en dyb og giftig forfatningskrise.
Nu opgav Schlüter sin plan, straks da Eilschou Holm meddelte, at Schlüters hensigt slet ikke var i orden. I stedet lod Schlüter dronningerunden blive afviklet som den skulle den følgende dag, 15. januar 1993, hvorefter Poul Nyrup Rasmussen blev udnævnt til kongelig undersøger af mulighederne for at danne en ny regering under ham.
Men dermed var Schlüter, Ellemann og Dyremose slet ikke færdige med deres bestræbelser på at danne en ny borgerlig regering, skulle det vise sig.
Tirsdag 19. januar 1993 gik Henning Dyremose tidligt i DR’s Radioavisen, hvor han med henvisning til dr. jur. Preben Stuer Lauridsens kritiske avisindlæg imod tamilrapporten i Berlingske Tidende samme dag, krævede, at den kongelige undersøger Poul Nyrup straks stoppede sine regeringsforhandlinger. I stedet skulle Folketingets udvalg for forretningsorden indkaldes for at granske tamilrapporten for, om rapporten var blevet misbrugt til at fjerne VK-regeringen.
Da Uffe Ellemann næsten fire timer senere kom ud fra Venstres gruppe, stod et TV-hold klar, og Ellemann kunne til dem sige, at Venstre krævede Folketinget hasteindkaldt for i en forespørgsel til justitsminister Hans Engell at diskutere tamilrapporten.
Fordi VK-regeringen nu kun var et forretningsministerium, kunne den ikke selv indkalde Folketinget. Derfor skulle der nu 72 underskrifter fra medlemmer aF Folketinget til for at få hasteindkaldt tinget. Men Venstre, Konservative og Fremskridtspartiet mønstrede tilsammen kun 71 mandater, så der manglede én.
Derfor aftalte Schlüter, Ellemann og Dyremose, at man skulle prøve at overtale SF til at underskrive en begæring til Folketingets fungerende formand om at få Folketinget indkaldt. Men nu skulle det ikke længere være for at diskutere tamilrapporten, men for at få Folketinget til at vedtage en dagsorden, der opfordrede fungerende statsminister Poul Schlüter til at udskrive folketingsvalg.
Derfor ringede Venstres næstformand, Anders Fogh Rasmussen, til SF’s gruppeformand Steen Gade for at overtale SF til at underskrive begæringen.
Anders Fogh fangede Steen Gade midt i SF’s gruppemøde, og efter en kort diskussion hos SF, meddelte Steen Gade til Fogh i telefonen, at SF ikke ville medvirke til aktionen, da VK’s ønske i givet fald ville være et grundlovsbrud og ”useriøst”.
Bagefter forklarede Poul Schlüter formålet med aktionen. I et længere interview i dagbladet Information 13. februar 1993 sagde han til journalist Poul Albret: ”Meningen i K og V’s ledelser var naturligvis at få afprøvet, om SF stadig stod bag Nyrup. Og det skete under indflydelse af, at de radikale havde skiftet side – det kunne man ikke vide, at de ville den 14. januar.”
I interviewet uddybede Schlüter: ”at SF var begyndt at slå sig i tøjret og så småt var ved at se i øjnene, at det ville føre til en regering uden SF. Nogen i K og V overvejede derfor at indkalde Folketinget ved at indsamle de nødvendige 72 underskrifter for at se, om der var flertal for at udskrive valg. Men ideen forudsatte, at i hvert fald SF var med på tanken.”
Schlüter bekræftede over for Poul Albret, at VK spekulerede i at få nogle CD’ere til at springe over til den borgerlige side som medunderskrivere.
Schlüter: ”Men inden man nåede frem til det konservative gruppemøde tirsdag eftermiddag stod det lysende klart, at det ikke lod sig gøre. Holger K. Nielsen (SF’s formand, red.) meddelte tidligt på eftermiddagen over Ritzau, at SF ikke ville være med. Og derfor sagde både Dyremose og jeg inden vores gruppemøde fra over for Uffe Ellemann-Jensen, for på den baggrund ville det have været et meget kritisabelt forehavende. Man ville ikke en gang have fået en debat, men det ved jeg ikke, om Venstre-folkene er klar over, for første punkt på dagsordenen under den planlagte forespørgselsdebat ville have været, om forespørgslen overhovedet skulle behandles af Folketinget. Under det punkt skal der bare stemmes – uden at nogen får ordet – og det var blevet stemt ned, kan jeg fortælle. Derfor havde det været en meget tom demonstration, og vi må huske, at jeg som fungerende statsminister skal optræde aldeles korrekt i forhold til Dronningen – og der var jo udpeget en kongelig undersøger”.
Dertil må siges, at når Schlüter lægge så meget vægt på at optræde ”aldeles korrekt” over for Dronningen, hvorfor havde han så 14. januar 1993 om eftermiddagen sagt ja til at få Uffe Ellemann konstitueret som statsminister og dermed gøre brug af Krag-modellen fra 1972?
Schlüter: ”Noget i retning af et statskup”
I sin erindringsbog ”Sikken et liv” skriver Poul Schlüter på side 289 om Krag-modellen: ”Men dengang (1972, red.) var denne disposition helt klart dækket af et flertal i Folketinget. Sådan var det ikke nu, og jeg var ikke i tvivl om, at det derfor – hvis vi gjorde det – var noget i retning af et statskup. Det kunne man heller ikke som statsminister tillade sig at byde Dronningen.”
Forløbet omkring 14. januar 1993 fik i august samme år et efterspil. I bladet Euroman kritiserede Uffe Ellemann statsminister Schlüter for at ”kaste det hele fra sig, så KV-regeringen ikke længere havde snor i udviklingen”: ”Pressemødet var i modstrid med den aftale, vi havde om ikke at give os uden kamp. Hvis vi i stedet var blevet siddende et par dage og havde sagt: Det er en barsk rapport, men lad os diskutere tingene, så tror jeg ikke, at vi var blevet væltet.”
Det personangreb fik den radikale leder Marianne Jelved til at fare i flint. Til Ekstra Bladet sagde hun 28. august 1993: ”Ellemann vidste dengang ganske udmærket, at der ikke var parlamentarisk opbakning bag hverken Dyremose eller ham selv. Det havde jeg givet klart udtryk for. Så når han åbenbart har haft planer om at blive konstitueret som statsminister, så ligner det et statskup… Ja, det er det, han har pønset på.”
Det fik Uffe Ellemann til samme dag at udsende en pressemeddelelse, hvori han bekræftede, at han i forbindelse med Schlüters afgang skulle konstitueres som statsminister, mens Dyremose sammensatte en ny regering: ”Det har intet med ”statskup” at gøre, for hvis der i Folketinget var flertal mod en sådan regering, ville der straks blive udskrevet valg. Man laver ikke statskup i Danmark.”
Men hverken Ellemann eller Dyremose kunne lovligt i den situation udskrive folketingsvalg, fordi de ved at blive udnævnt til statsminister endnu ikke var ”i besiddelse af den fulde statsminister-kompetence”, som Asger Lund-Sørensen formulerede det i sit notat. Hvis den påtænkte VK-regering var blevet væltet med et mistillidsvotum i Folketinget kort efter, kunne Ellemann og Dyremose kun gøre én ting: Gå af igen.
Venstre har kun sig selv at bebrejde, hvorfor partiet i januar 1993 måtte forlade ministertaburetterne. Partiets topfolk havde ikke forberedt sig seriøst til tamildagen 14. januar 1993, og gad ikke sætte sig ind i statsrettens få og enkle regler for et regeringsskifte. Folketingets formand H.P. Clausen (K) havde gjort det og advarede adskillige gange sine partifæller imod deres fremfærd, ligesom han nægtede at underskrive anmodningen om at indkalde Folketinget ekstraordinært under Nyrups regeringsforhandlinger.
Magtkampen er altid i gang i Danmark, hvor partier kæmper om at kunne danne regering, og alle søger at øve størst mulig indflydelse på de beslutninger, der træffes, oftest i et samarbejde, hvor der tages hensyn til interesser og synspunkter, der søger at gøre sig gældende.
Jeg tror ikke, at Kongehuset i 2024 har truffet beslutning om at nedlægge stillingen som kabinetssekretær for at tilskynde nogen til at begå statskup og grundlovsbrud i Danmark. Ikke desto mindre er beslutningen forkert og uklog. Det er blevet gjort lettere med beslutningen om at nedlægge stillingen. Og gjort lettere for den siddende statsminister at ”lede slaget”, som Asger Lund-Sørensen udtrykte det, om regeringsmagten.
De historiske erfaringer med at have en kabinetssekretær, der i kriser positivt hjælper majestæten med at virke efter grundlov og statsret er mange.
Her skal kort nævnes nogle stykker, hvor kabinetssekretæren har spillet en vigtig rolle for at klare skærene: Påskekrisen 1920, Landbrugernes Sammenslutnings (LS) store demonstrationstog til Amalienborg i 1935, en forsamling, der beskrev sig selv som ”rigets bedste mænd” (Højgaard-kredsen), som forsøgte at afsætte landets lovlige regering i 1940 til fordel for dem selv. Hertil kommer efter 1945 en stribe af regeringsskift, der har været offentligt kritiseret.
Erfaringerne og læringen herfra er entydig: Det danske folkestyre kan ikke undvære Kongens kabinetssekretær.
Kilder:
Statsministeriet: ”Notat vedrørende forskellige statsretlige problemer i forbindelse med en eventuel tilbagetræden”, signatur ”ALS/cc”, Den 14. januar 1993.
Notat med kabinetssekretær Niels Eilschou Holms signatur og stempel, håndskrevet dato ”14/1 – 93”, om de juridiske regler for udnævnelse og afskedigelse af ministre.
Skriftligt referat af begivenhederne på Amalienborg og kontakten med Statsministeriet torsdag den 14. januar 1993, skrevet af kabinetssekretær Niels Eilschou Holm i jeg-form.
De tre nævnte dokumenter er ikke stemplet fortroligt, da de blev overdraget denne artikels forfatter.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og