En guidet gåtur i en favela i Rio sker ikke uden overvejelser

af i Essays/Rejse

ESSAY // REJSEBREV – På et bjerg i den vestlige del af Rio de Janeiro klumper 200.000 mennesker sig sammen på under én kvadratkilometer. Det er Rocinha – en af de største favelaer i Sydamerika – som kun ligger nogle få kilometer fra strandene Copacabana og Ipanema, Sukkertoppen samt Kristusfiguren på Corcovado-bjerget, skriver Thomas Christiansen. Han tog på en guidet tur, dog ikke uden overvejelser.

SAO PAULO – På en rejse for nylig til Rio de Janeiro tog jeg på en guidet tur til Rocinha. Men før, havde jeg været nødt til at stille mig selv et par spørgsmål: Er det farligt? Svarer en favela-tur til at sidestille beboerne med dyr i en zoologisk have, hvor man som nysgerrig turist ser på ”eksotiske arter”?

Mit svar på det første spørgsmål var pragmatisk. Det er sandsynligvis ikke ufarligt, men guidens forretning ville næppe overleve, hvis han jævnligt ”mistede” kunder. Jeg stolede derfor på, at han ville få både mig og ham selv ud igen i ét stykke og i live.

Til gengæld var det andet spørgsmål mere kompliceret at svare på. På den ene side kan man sige: ”ja, at tage på guidet tur for at se på fattige folk reducerer dem til objekter”. Men på den anden side kan man også sige: ”nej, at få et nuanceret indtryk af en favela gør, at beboerne ikke kun ses gennem mediernes stereotyper som ofre eller kriminelle”. Desuden er favelaer et udbredt fænomen i Brasilien. At ignorere dem vil svare til at ignorere en vigtig del af landets realiteter og hverdagen for millioner af brasilianere.

Resultatet blev, at jeg besluttede mig for at tage på en guidet gåtur i Rocinha, og guiden forsikrede også, at det var et sikkert sted – i det mindste de områder, som vi ville besøge. Til gengæld – sagde han – er der favelaer i den nordlige del af Rio de Janeiro, som var for risikable til, at han selv ville tage derhen.

Tiggere og hjemløse foretrækker ofte at holde til i de mere centrale dele af byen, hvor der er flere penge mellem folk og flere turister, og dermed større chance for at folk giver en skilling

Men hvad er en favela egentlig? I Brasilien er en favela officielt defineret som et byområde, hvor folk har bygget deres huse uden tilladelse, på jord de ikke har ejendomsret eller brugsret over. Med den definition er det op mod en tredjedel af Rio de Janeiros befolkning, som bor i favelaer.

Den illegale status betyder, at det sker, at en favela bliver ryddet for at give plads til nye bykvarterer. Det skete for eksempel op til De Olympiske Lege i Rio de Janeiro i 2016. Men mange favelaer er de facto anerkendt af myndighederne. Det ser man for eksempel i Rocinha, hvor det kommunale vandværk gratis leverer rindende vand, hvor der er 9 offentlige skoler, et offentligt hospital, og en offentlig sundhedsklinik.

Der er også elektricitetsforsyning i Rocinha, men det befinder sig mere i en gråzone. Nogle installationer er lovlige, men der foregår også illegal tapning af strøm, som ind imellem fører til brande på grund af overbelastning af elektricitetsnettet.

Rocinha spreder sig ud fra en stejl snoet hovedgade, som går fra velhaverkvarteret São Conrado tæt ved kysten til toppen af en bakke. Den store niveauforskel betyder, at hovedgaden er godt fyldt med offentlig transport: Kommunalt autoriserede minibusser, som drives af lokale kooperativer, almindelige bybusser, og ”mototaxis”, det vil sige motorcykeltaxier, som tager en passager og/eller bagage med på bagsædet.

Vores lille guidede gruppe tog en minibus til toppen, hvor vi fandt en tagterrasse med en lille butik og en lokal kunstners udendørs atelier. Herfra var der fri udsigt over Rocinhas røde murstenshuse, det velhavende nabokvarter São Conrado med dets hvide højhuse og blændende strande, og motorvejen der afgrænser de to områder.

Udsigt over beskidt vasketøj

Fra toppen har man også udsigt til området “Ropa Sucia” – “Beskidt Vasketøj” – opkaldt efter, at det var her, at beboerne i Rocinha før i tiden vaskede deres tøj. Ropa Sucia er en favela i favelaen, som ifølge guiden er meget mere rå end resten af Rocinha, og et risikabelt sted at besøge. For den uindviede var der ikke nogen synlig forskel mellem Rocinha og Ropa Sucia, og det var svært at se hvor det ene kvarter sluttede og det andet begyndte.

Fra toppen gik vi ned mod bunden af Rocinha til fods. Vi skiftede frem og tilbage mellem den tæt trafikerede hovedgade og smalle stejle gyder, hvor man – uden at strække armene helt ud – nemt kan røre husene på begge sider af ”vejen”.

De fleste huse ser interimistiske ud og fremstillet af de forhåndenværende materialer. Men – forklarer guiden – mange af dem, som bygger deres huse i favelaerne, arbejder i byggeindustrien og har derfor god erfaring med, hvad der er holdbart og hvad der ikke er holdbart. Forbindelsen til byggeindustrien er også grunden til, at en del favelaer er grundlagt samtidig med og i nærheden af større legale byggeprojekter, fordi byggearbejderne så havde kort til arbejde.

I gyderne solgte butikker deres varer ud af husenes vinduer, fordi lokalerne var så små, at der dårligt var plads til ejeren inden for. En gruppe små piger legede ”skole” udenfor et hus, og murerne var af og til dekoreret med vægmalerier.

På hovedgaden var trafikken tæt af biler, motorcykler, minibusser, busser og fodgængere. Der var butikker som solgte mad, byggematerialer og tøj, og der var tatovør- og frisørsaloner, advokatkontorer og ejendomsmæglere.

For foden af bakken kom vi på en plads til et stort udendørs marked, hvor små boder solgte alt fra fodboldtrøjer, til husholdningsartikler, legetøj, sko og tøj.

Ingen ejendomsret – alligevel ejendomsmæglere

Da husene er bygget uden tilladelse, og beboerne ikke har ejendomsret over jorden, var det en overraskelse af se ejendomsmæglere. Men – forklarede guiden – når man har bygget et hus, har man de facto ejendomsret over det, og kan dermed sælge det.

Nogle bruger så en ejendomsmægler til at hjælpe med dette, men det er ikke alle, der gør sig den ulejlighed. I mange tilfælde annoncerer sælger blot ved at hænge en seddel op på en lygtepæl i bydelen, og så ordner man transaktionen direkte mellem parterne.

På hovedgaden var der med jævne mellemrum også bjerge af husholdnings- og byggeaffald. Det skyldes, at der ikke kan samles affald i de smalle stejle gyder. Beboerne lægger det i stedet i store bunker på hovedgaden, hvor det kommunale renovationsfirma henter det hver aften.

Som på enhver anden hovedgade i verden, så folk ud til at have travlt med, hvad de nu havde travlt med. Ingen tog nogen videre notits af vores lille gruppe, og mens politiet var til stede hist og her – men ikke umiddelbart mere end man ser i andre byer i Brasilien – var der hverken hjemløse eller tiggere i syne. Guiden forklarede, at tiggere og hjemløse ofte foretrækker at holde til i de mere centrale dele af byen, hvor der er flere penge mellem folk og flere turister, og dermed større chance for at folk giver en skilling.

Så mit første krads i overfladen afslørede et tætpakket, travlt og fattigt – men ikke usselt – kvarter med flere nuancer, end man normalt hører om. Og mit indtryk bliver understøttet af data.

Folk bor tæt og ureguleret i favelaerne, som Rocinhas 200.000 indbyggere klemt sammen på under 1 kvadratkilometer viser. Men en undersøgelse fra Brasiliens største by, São Paulo, hvor jeg bor, fra 2010, viste, at en gennemsnitshusholdning i favelaerne bestod af 3,6 personer fordelt på 4,1 rum.

Og i forhold til basal infrastruktur viste samme undersøgelse, at tæt på 100 pct. af alle boligerne havde eget toilet, var tilsluttet den offentlige vandforsyning og elektricitetsnettet, og tilmeldt den offentlige affaldsindsamlig.

Endelig var to tredjedele af boligerne tilsluttet det offentlige kloaksystem. Denne infrastruktur er resultatet af en række del-statslige og føderale programmer, som er løbet af stablen fra 1990’erne og frem i erkendelse af, at de mere end 10 millioner, der bor i favelaer i Brasilien, ikke nemt kan få et legalt sted at bo.

Uden for rampelyset og langt mindre synligt end favelaerne finder man de såkaldte cortiços, det vil sige ”bikuber”

Og selvom folk i favelaerne ikke er velhavende, viser den seneste folketælling fra 2010, at mange beboere har kunnet investere i almindelige forbrugsgoder. For favelaerne i São Paulo gjaldt det, at næsten 100 pct. af boligerne havde tv og køleskab, og over 90 pct. havde en fastnet- eller mobiltelefon.

Beboere i klemme

Så billedet er mere nuanceret end normale beskrivelser af livsfarlige slumområder, kontrolleret af narkotikabander. Men selvfølgelig er billedet heller ikke lyserødt. Narkotikabanderne er aktive i Rio de Janeiro, og har i de senere år fået konkurrence fra såkaldte ”militser” bestående af tidligere og nuværende politi- og militærfolk, som forsøger at komme ind på markedet for beskyttelse, sortbørs, korruption og narkotika. I den kamp kommer de almindelige beboere i klemme.

Både bander, militser og politiet kan være ekstremt voldelige. En nylig opgørelse fra Det Brasilianske Forum for Offentlig Sikkerhed viser, at drabsraten i Rio de Janeiro-staten i 2018 var 39 drab pr. 100.000 indbyggere, hvor det tilsvarende tal for Danmark er cirka 1 drab pr. 100.000 indbyggere.

Knapt en fjerdedel af disse mord – i alt 1534 personer – blev foretaget af politiet, og det er især unge afro-brasilianere uden uddannelse, som er i skudlinjen. Så selvom vi ikke så meget politi i gaderne, kan situationen hurtigt udvikle sig.

Mens livet i favelaerne derfor er mere nuanceret end som så, så udgør de som sagt ikke hele billedet af fattige kvarterer i Brasilien.

Uden for rampelyset og langt mindre synligt end favelaerne finder man de såkaldte cortiços, det vil sige ”bikuber”. Cortiços er hele huse eller lejligheder, der er lejet ud som mindre boliger, ofte blot som enkeltværelser. Hver bolig er så hjem for en eller – som regel – flere personer, og normalt deles alle om fælles køkken, bad og toilet.

Og her er alle kvadratmeter udnyttet til fulde. En undersøgelse fra det centrale São Paulo fra 2012 fandt, at den gennemsnitlige husholdning i en cortiço bestod af lidt over 3 personer, som deltes om godt 12 kvadratmeter. Hele 71 pct. af boligerne i undersøgelsen bestod af kun 1 værelse, og 21 pct. af boligerne havde ingen vinduer.

Undersøgelsen viste også, at børn, der vokser op i cortiços, generelt klarer sig dårligt i skolerne, og jo dårligere forholdene er i hjemmet, jo dårligere går det. Risikoen for at dumpe til årets afsluttende eksamen, der giver adgang til at starte på næste klassetrin, steg parallelt med følgende faktorer: Hvis der var færre senge end personer i boligen, hvis boligen kun bestod af ét rum, hvis boligen ikke havde vinduer, og hvis yderdøren til ejendommen altid stod åben. Det sidste er ofte et tegn på, at der bliver solgt narkotika fra et af værelserne.

Samtidig bor beboerne ofte til leje under uregulerede forhold, er underlagt udlejers nåde og fromme, og risikerer at blive sat på gaden med kort varsel. For børnene, der bor i cortiços, betyder det, at de ofte skifter skoler, hvilket yderligere øger risikoen for frafald.

En stor del af beboerne er immigranter fra andre lande i Sydamerika, hvilket yderligere stiller dem dårligere. Det er ikke alle, der har en opholdstilladelse, og der er også en sprogbarriere mellem de spansktalende immigranter og de portugisisktalende brasilianere.

Det betyder, at cortiços-beboerne kæmper med en meget høj befolkningstæthed, mangel på privatliv, dårlig luft, overbebyrdede køkken- og badefaciliteter, og en stærk negativ social arv.

Cortiços-beboerne er dermed ofte dårligere stillet end favela-beboerne, der bor i eget hus med færre beboere pr. husstand. Til gengæld er storbyernes cortiços langt mindre synlige end favelaerne, både i gadebilledet og i medierne, måske fordi en favela som regel er nem at genkende, mens ingen kan se, hvor mange der bor bag en hoveddør i en ejendom, som fungere som cortiço.

At gå en tur her med en guide, så man ikke lander i Ropa Sucia eller et andet sted, hvor kuglerne flyver løst, er på trods af mine overvejelser i begyndelsen nok ikke mere objektgørende end at tage på Copacabana og se på folkelivet dér.


Alle fotos: Skribenten.

HD(O) i Strategisk Ledelse og Forretningsudvikling, Copenhagen Business School
PhD i Økonomisk historie, London School of Economics and Political Science
Cand. Comm. med historie, Roskilde Universitet.

Bopæl: Sao Paulo. Hjemmeside: www.thomaschristiansen.net

Seneste artikler om Essays

Epitafium

ESSAY – “Allehelgensdag mindes vi vore døde slægtninge. Det gør jeg også