Er Lolland andet end kontanthjælp og dårligt udførte cirkelspark

af i Danmark/Kultur/Liv & Mennesker

NAKSKOV. På det vestligste af Lolland. Min hjemstavn. Selvom jeg har brugt de seneste fem år af mit liv i København og Aarhus, så er mine forældres lille, grå hus lige mellem gylletankene og sukkerfabrikken stadig, hvad mit indre øje ser, når jeg hører ordet ”hjem”.

Igennem flere år har jeg set stedet fra større og større afstand. Fra at være indigneret indbygger, da jeg havde min daglige gang i den efterhånden affolkede gågade, der spyede ild og rasede, hver gang medierne portrætterede området negativt, er jeg blevet en mere objektiv observatør af min barndomsby. Lolland er nu min feriedestination, ikke min verden.

Nu ser jeg desværre tydeligere, hvorfor stedet ofte bliver hevet frem, når diverse tv-stationer mangler et skrækeksempel af en landsdel. Og rent statistisk er det ikke helt forkert. I 2016 er Lolland den kommune, der har flest kontanthjælpsmodtagere pr. indbygger. Der er færre uddannede, og folk dør også som de første i Danmark, hvis de har et postnummer, der starter med 49.

På røven i Nakskov

Det ser sort ud. Sort som den frodige muld og de EU-støttede roer, der engang gjorde øen velhavende, stadig gror i. Sort som de tomme vinduer i de usælgelige huse, der de facto har gjort gode, kærlige mennesker stavnsbundne. Og det har medierne efterhånden indset. Lolland er blevet journalisternes foretrukne valg, når der skal sættes fokus på ”Udkantsdanmark”, og alle de sørgelige skæbner, der ikke har råd til en andelslejlighed på et af brokvartererne, hvor alle journalisterne mødes på Emmerys.

Med ”På røven i Nakskov”, hvor TV2 lancerede karakterer som Ib, den fallerede fisker, som boede i et faldefærdigt hus uden strøm og varme med sin søn, begyndte danskerne at få øjnene op for, hvordan situationen i Danmarks svar på Detroit er. Som modreaktion forsøgte rasende lollikker at vælte internettet med hashtagget #lollandfalsterlovestorm, som, udover at være uendelig langt, også virkede en smule forceret. Billeder af smukke strande og tilflytteres historier om søde naboer betyder jo ikke, at Ib’s Nakskov ikke længere eksisterer. Jeg forstår udmærket trangen til at portrættere Nakskov og Lolland i et smukkere lys – jeg føler den selv. Men det hjælper heller ikke noget at vende det blinde øje til problemerne.

Mediernes skarpe vinkling

For et par måneder siden overtog Statsradiofoniens ungdomskanal, DR3, stafetten med dokumentarserien ”Drengene på Kanten”, der viser en håndfuld unge, lollandske mænd, hvis største ambitioner lader til at være at score damer og at blive voksne. Her følger kamerahold og journalist gruppens færden i hvad der, hvis jeg skal være ærlig, mest af alt minder om et veludført satireprogram. Drengenes missioner lader ikke til at have den store succes, og man sidder ofte tilbage med en følelse af, at man griner mere af drengene end med dem. Som det hedder i programinfo for andet afsnit med den for serien typiske sprogbrug:

Drengene på kanten er dem der bliver forladt når de andre tager på uni. Dem der har lavet lidt for meget drama og alt for få lektier. Men det er slut nu. De skal til at blive voksne! Valdemar er dog rædselsslagen for at blive voksen lidt for hurtigt, da han stadig ikke ved om ekskæresten er gravid eller ej. Hvis hun er med rogn, er det slut med BMW og booze. De andre drenge kæmper sig igennem en fængselsdom og en engelsk eksamen.

Så her er min bøn til jer, danske mediechefer, journalister, tilrettelæggere og andet godtfolk: Kan vi ikke lave en aftale om, at hver gang I sender en times parcelhusværdidevaluerende tv om Nakskov, så smider I lige bare en fem minutters tid ind, som ikke får samtlige øens beboere til at fremstå fuldstændig fortabte.

Kunne vi ikke fremstille Lolland som andet end Ib og Valdemar, bare en enkelt gang?

Jeg advokerer ikke for, at sandheden skal skjules. Slet ikke. Men det gør alligevel min indre lokalpatriot ondt, hver gang medierne slæber kamera og mikrofon med til det område, meteorologerne plejer at referere til som ”Sydsjælland”, for derefter at broadcaste, hvad egnens mere eller mindre stolte sønner har at sige på nationalt tv,

Jeg ved godt, at man som journalist skal vinkle, og når man har muligheden for at introducere Inger Støjberg for landets nyeste realitystjerne, Valdemar, så gør man det selvfølgelig. Der er gode seertal at hente, og så er det jo i demokratiets interesse, at alle får en stemme i den offentlige debat, vil den licensfinansierede journalist nok indvende. At den stemme så muligvis kunne benyttes en smule mere konstruktivt, end den bliver i de seneste programmer om Nakskov og Lolland, kan der ikke herske tvivl om. Kunne vi ikke fremstille Lolland som andet end Ib og Valdemar, bare en enkelt gang?

Så her er min bøn til jer, danske mediechefer, journalister, tilrettelæggere og andet godtfolk:

Kan vi ikke lave en aftale om, at hver gang I sender en times parcelhusværdidevaluerende tv om Nakskov, så smider I lige bare en fem minutters tid ind, som ikke får samtlige øens beboere til at fremstå fuldstændig fortabte.

Bare så alle de lynhurtige medietyper, jeg selv er en del af, iført gummisko for et beløb der svarer til husleje i en treværelses på Lolland og med en kop kaffe, som en barista har døbt en “americano” i hånden, kan få et mere sandfærdigt billede af et område, som har det svært nok i forvejen. Tak.

Topfoto: Andreas Johansens barndomshjem. Eget foto.

Jeg er til dagligt studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor jeg er halvvejs uddannet journalist. Mine interesseområder er blandt andet hele debatten om Udkantsdanmark, da jeg er uopretteligt miljøskadet af en dejlig barndom blandt sukkerroer og kontanthjælpsmodtagere i Nakskov på Lolland.
I min fritid er jeg stifter og ejer af kommunikationsvirksomheden Musling Media, hvor jeg laver alskens pressearbejde lige fra pressemeddelelser til tekstforfatning.  Hvis du skulle have lyst til at putte ketchup på min pasta, så kan du sende mig penge på MobilePay på 53 38 70 49. Alle beløb er intet mindre end en gave. Tak.

Seneste artikler om Danmark