UNDERKLASSEN // ESSAY – Sidste jul fejrede jeg med min onkel Peter. Peter drikker, ryger og har sorte tænder. Han er en af de danskere, der er i risikogruppen for at blive livsstilssyg. De veluddannede, der dagligt pruster af sted i løbesko, kan ikke forstå, at han ikke tager sig sammen. Men de kender ikke Peter.
Artiklen blev udgivet første gang i oktober 2018.
Min fars bror Peter er fyrre år og førtidspensionist. Han bor på Lolland, og jeg har næsten ikke set ham de sidste ti år.
Jeg havde aldrig mødt hans seksårige datter, inden jeg skulle fejre jul med hende sidste år. Jeg forventede et omsorgssvigtet og fejlernæret barn med mindst én diagnose.
For ærlig talt ligner min onkel ikke den bedste far, når man sådan ser ham på afstand. Han har sorte tænder og tatoveringer op ad halsen. Han ryger to pakker smøger dagligt og drikker for mange guldøl. Før i tiden tog han hårde stoffer. Nu holder han sig til lidt tjald i ny og næ.
Tykke mennesker er noget, man ser i TV og kun en sjælden gang på gaden
Det føles altid som et kulturchok, når jeg møder ham. Jeg er født på Frederiksberg ind i den kreative og veluddannede middelklasse og bevæger mig sjældent længere end en cykeltur væk fra Dronning Louises Bro. Jeg er opvokset med rødvin i stedet for guldøl på bordet.
De fleste, jeg kender, er stoppet med at ryge, og de tilbageblivende syndere ryger kun under åben himmel og aldrig foran børn. De spiser Änglamark tomater på rugbrød fra Meyer og tænker over, om de skal løbe på indersiden eller ydersiden af foden, før de trækker i deres tights til den daglige tur om søerne. Tykke mennesker er noget, man ser i TV og kun en sjælden gang på gaden.
Skulle man i stedet lægge vejen forbi Lolland, hvor Peter bor, vil man finde en anden verden. Her er mange lavtuddannede eller ufaglærte. De lever i gennemsnit ti år kortere end de højuddannede. På Lolland er over halvdelen overvægtige, og Peters datter har 80 procent større risiko for at blive overvægtig end mine andre kusiner, der er opvokset i den øvre middelklasse.
Der er tre gange så mange rygere i Peters omgangskreds som i mine forældres. Og Peter har over dobbelt så stor sandsynlighed for at dø af en livsstilssygdom som en universitetsuddannet mand på samme alder.
Tag dig sammen
De veluddannede har ikke ondt af Peter.
Mere end hver femte dansker mener, at Peter selv skal betale, hvis han bliver syg af sin rygning og usunde kost, viser en undersøgelse. Blandt de højtuddannede er det hver tredje, der mener, at det er hans eget problem.
Men de højuddannede glemmer, at der er en social slagside, når det kommer til sundhed. Det mener professor i statskundskab på Aarhus Universitet, Lars Thorup Larsen, der har forsket i sundhed og klasse.
Middelklassen tror, at livsstil er et individuelt valg. Vi bor i en social boble. Det betyder, at hvis du kun omgiver dig med folk inden for søerne i København, aner du ikke, hvordan folk lever udenfor
”Selvom den øvre middelklasse ved nok så meget om løbesko og superfood, aner de ikke, hvorfor folk bliver fede og dør af livsstilssygdomme,” siger han og fortsætter: ”Den offentlige debat om sundhed er ikke oplyst. I avisen finder man altid en eller anden blogger, der skriver, at det bare handler om disciplin og at indtage færre kalorier.
Fagfolk har vidst i tredive år, at det simpelthen ikke passer. Middelklassen tror, at livsstil er et individuelt valg. Vi bor i en social boble. Det betyder, at hvis du kun omgiver dig med folk inden for søerne i København, aner du ikke, hvordan folk lever udenfor.”
Skam skaber ikke sundhed
Lars Thorup Larsen fortæller, at social stigmatisering bliver brugt som en strategi til at få folk til at leve sundere. ”På nogle arbejdspladser konkurrerer man om, hvem der kan få sine overvægtige medarbejdere til at tabe sig mest. Så stiller man medarbejderne op på en række, så de kan blive vejet. Og det er nok ikke sjovt at være den, der står og vejer nogle kilo for meget,” siger han.
Men den skam, vi skaber blandt dem, der er synligt usunde, fører ikke til vægttab og rygestop. Det ved Malene Bek Larsen, der i dag er pædagog, overvægtig og eksryger, alt om. Hun kommer fra et hjem, hvor hendes far var faglært og hendes mor ufaglært. Hun blev mobbet i sin skoletid – blandt andet med sin vægt.
Fire drenge holdt hende fast på jorden, så hun ikke kunne røre sig, mens de fyldte hendes mund med småsten. Bagefter gik hun hjem og børstede sine tænder fri fra grus uden at fortælle nogen om det. For hun skammede sig
En af de værste episoder, hun husker, var i femte klasse.
Her holdt fire drenge hende fast på jorden, så hun ikke kunne røre sig, mens de fyldte hendes mund med småsten. Bagefter gik hun hjem og børstede sine tænder fri fra grus uden at fortælle nogen om det. For hun skammede sig.
Forældrene vidste godt, at Malene blev mobbet, men fordi de boede i en lille kommune, kunne de ikke skifte hende over til en anden skole. I stedet blev der hygget og trøstet med slik og kage derhjemme.
Det kan måske virke uforståeligt, at Malenes forældre hyggede med kage og slik i stedet for at ændre livsstil. Det prøvede de skam også. De tog til diætist for at lære at leve sundere, men Malene kunne ikke overskue at forholde sig til sin spiseforstyrrelse i en så tidlig alder.
For overspisning er en spiseforstyrrelse. Det forklarer Helle Grønbæk mig. Hun er psykolog på Holbæk Sygehus, hvor hun arbejder med overvægtige børn og unge:
”Det er en spiseforstyrrelse, der især rammer børn, der ikke trives. Det kan være børn, hvor forældrene er i gang med en grim skilsmisse, børn, der ikke får nok søvn eller morgenmad derhjemme,” fortæller hun. Og det kan også være børn, der ligesom Malene, bliver udsat for massiv mobning.
En ond cirkel
Hvad så, når børnene bliver voksne? Når fedtet først har sat sig, ryger det ikke lige af. Kroppen er designet til at holde på det. Sådan er vores hormonsystem indrettet, forklarer Helle Grønbæk mig.
Malene har omlagt sin kost og prøver at motionere mere, men det er svært, fortæller hun. Hver gang hun taber ti kilo, kommer de fluks tilbage. Og det er ikke sjovt at tage i fitness eller svømmehallen, hvor man er let påklædt, og alle kan se ens krop. Det samme gjaldt i folkeskolen, hvor idrætstimerne var en pinsel:
”Jeg kunne ikke løbe lige så stærkt som de andre. Og det lagde både de andre og jeg jo mærke til. Idrætstimerne var helt sikkert det værste ved at være overvægtig som barn,” siger hun.
Skam er en grim følelse, og det er ikke en følelse, der motiverer
Det kan Helle Grønbæk nikke genkendende til. De børn, der kommer hos hende, hader idrætstimerne, og mange pjækker, fordi de ikke har lyst til at gå i bad med de andre. ”Det er en ond cirkel. For rører man sig ikke, bliver det endnu sværere at tabe sig. Skam er en grim følelse, og det er ikke en følelse, der motiverer,” slår hun fast.
I underklassen vrænger de ad sundhed
Træder vi et par trin ned af den sociale stige til Peter på Lolland, som er en af de landsdele, hvor flest lider af livsstilssygdomme, er sundhedsbølgen blevet noget, man vrænger ad. For man kan ikke overskue kravene til det perfekte liv, der hersker blandt de højtuddannede.
Jeg er taget med bussen til Aalborg for at fange Lisbeth Zornig, inden hun skal holde foredrag i byen. Lisbeth Zornig er opvokset på Lolland i underklassen. I dag er hun cand.polit. og hjælper socialt udsatte som leder af Huset Zornig. Uden for hotelfoyeren, hvor vi sidder, skinner solen. Ved havnen sidder folk og får sig en kold eftermiddagsøl. Også her i det nordjyske ser man folk i neonfarvede løbesko pruste af sted i varmen.
Hende moren, der står op klokken seks hver morgen og løber sine ti kilometer og drikker sin smoothie eller skummetmælks-caffe latte, inden hun tager hen på sit statskundskabsjob, hun kan jo slet ikke forstå, hvordan nogen kan lade stå til på den måde, så de bliver overvægtige eller får lungekræft og grimme tænder
”Hende moren, der står op klokken seks hver morgen og løber sine ti kilometer og drikker sin smoothie eller skummetmælks-caffe latte, inden hun tager hen på sit statskundskabsjob, hun kan jo slet ikke forstå, hvordan nogen kan lade stå til på den måde, så de bliver overvægtige eller får lungekræft og grimme tænder.”
”Men i min familie på Lolland bliver de provokeret af middelklassens ophøjede måde at tale om sundhed på. De siger i stedet: Jeg vil fandeme have lov til at spise mine pomfritter og mayonnaise og drikke mine guldøl.”
”De skal sgu ikke komme og bestemme, hvordan jeg skal leve mit liv,” siger hun og tilføjer: ”Men jeg er sikker på, at spørger man folk en stille aften, hvor facaderne er nede, så vil de fleste jo gerne ligne hende den tynde i TV med pæn hud og hvide tænder.
Og middelklassemoren ville måske i virkeligheden også ønske, at hun ikke behøvede at stå op klokken seks hver morgen. Men ingen ved, hvordan de skal komme ud af hjulet. Og derfor bevæger vi os fuldstændigt i hver sin retning.”
Onkel Peter og vi andre forstår ikke hinanden
Ulighed i sundhed er ikke et nyt fænomen. Selv under pesten i middelalderen, var der en langt større dødelighed blandt de fattige end blandt overklassen.
Men fordi uligheden i dag viser sig på badevægten, ser vi mere og mere forskellige ud. Derfor får vi sværere ved at forstå hinanden, mener Lisbeth Zornig:
”Vi kan ikke se de fremskridt, som det enkelte menneske gør, fordi barren til det perfekte liv er sat så højt. Jeg kender en kvinde, der er gravid, som røg hash i starten. Nu har hun fået hjælp til at stoppe, men hun ryger stadigvæk smøger, og det er selvfølgeligt usundt for barnet.”
Tænker man på folkesundheden, ville det måske være sundt for min veninde og hr. og fru Maraton ved søerne at fejre en jul med Peter
”Men helt ærligt. Hun har gjort en kæmpe stor ting. Hun er stoppet med at ryge hash. Så ryg dog den smøg! Så kan lægen måske hjælpe hende med at skære ned, frem for straks at komme med en løftet pegefinger eller sige, at hun også lige skal tabe sig ti kilo.”
”Det er jo fuldstændigt uoverskueligt for en, der har et misbrug, eller som er opvokset med misbrug og alkohol i hjemmet. Det er jo svært nok for almindelige mennesker at kvitte smøgerne og tabe ti kilo,” siger hun.
At drømme om et andet liv
Psykologen Helle Grønbæk fortæller, at de børn og forældre, hun møder på Holbæk Sygehus, ikke har samme ejerskabsfornemmelse over deres krop og liv, som man har i den øvre middelklasse:
”Mange har svært ved at forestille sig, at livet kunne være anderledes, og at de selv kan gøre noget for at påvirke det. De har ikke lært at drømme om et andet liv.” Men måske mangler vi også denne evne til at forestille os et andet liv i den øvre middelklasse, når vi zapper forbi De unge mødre eller ser en dame med barnevogn og smøg – eller på Peters sorte tænder.
Da jeg trådte ind i min fars lejlighed juleaften, hang røgen sammen med andedunsten i lysekronen over parketgulvet. Peter sad i stuen med min kusine på skødet. Hun sad og tegnede og var hverken synligt omsorgssvigtet eller overvægtig.
Men i min familie på Lolland bliver de provokeret af middelklassens ophøjede måde at tale om sundhed på. De siger i stedet: Jeg vil fandeme have lov til at spise mine pomfritter og mayonnaise og drikke mine guldøl
Peter fortalte stolt, at hun skal rykke en klasse op, fordi hun keder sig i skolen. Jeg tog et billede af dem. I Peters mundvige hænger en cigaret og oser. Senere viste jeg billedet til min universitetsveninde. Hun rynkede på næsen. For hvem ryger sit barn lige op i hovedet? Det gør min onkel Peter. Men det kunne have været værre. Han gør sit bedste.
Og tænker man på folkesundheden, ville det måske være sundt for min veninde og hr. og fru Maraton ved søerne at fejre en jul med Peter.
Læs mere af Rebecca Aatoft her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
