MUSIK // ANMELDELSE – “Det er mystikken, det er skønheden i ordenes kraft, der interesserer Arvo Pärt, og det er også derfor, jeg som ikke-troende har let adgang til hans lydkunst”, skriver Jens Carl Sanderhoff i denne anmeldelse af albummet …Lente med Concerto Copenhagen og Estonian Philharmonic Chamber Choir. “Et overordentligt vellykket forsøg i et spændende laboratorium, hvor Pärt, der i år fyldte 90, bliver fortolket gennem et møde mellem gamle og nye musiktraditioner. Idéen er lige så oplagt, som udførelsen er fænomenal!”
Måske har du hørt om Arvo Pärt? Det ville ikke være helt underligt, hvis du har, for han er en af de allermest spillede nulevende komponister. Faktisk har han gennem de seneste små 20 år kæmpet om netop denne ærefulde titel med amerikanske John Williams, komponisten til bl.a. Star Wars, Close Encounters of the Third Kind – min favorit – Schindler’s List, Harry Potter og filmmusik til et utal andre meget elskede film med stor kommerciel succes.
Men måske har du aldrig fået hørt noget af Arvo Pärts musik – bevidst i det mindste, for hans kompositioner bruges nu også i mange film som underlægning – og hvis det alt sammen er tilfældet, så er der nu kommet et album, jeg varmt vil anbefale som udgangspunkt for en fordybelse.
Udvalget af musik er i smuk balance, men vigtigst af alt så indeholder albummet to ensembler og tre solister, der musicerer det bedste frem i værkerne.
Arvo Pärt
Hvis man skal pege på et kendt menneske fra Estland, kan man ikke komme udenom Arvo Pärt. Meget er skrevet om ham, og hvis du har lyst til at lære ham bedre at kende, kan jeg anbefale en tur rundt på Arvo Pärt Centres hjemmeside, hvor hele historien ridses op, alle værker præsenteres, og hvor der er et utal af links til artikler og interviews med og om Pärt.
De fleste, der lytter til klassisk musik, men altså også en del af dem, der ikke gør, kender i dag Pärts musik, for han har gennem de seneste 40 år opnået en kolossal udbredelse gennem sit rene, passionerede udtryk.
Med passionistisk mener jeg et effektfuldt, letforståeligt men ikke simpelt og kalkulerende udtryk, der læner sig ind mod en overbevisning, en tro eller et ønske om at blæse nyt liv i musikkens formelle karakter. Og en nysgerrighed overfor den tonale klang og de rytmiske figurer, der synes forudsigelig, men som i kraft af helheden opnår en særlig statisk kvalitet, som også jeg blandt mange andre har elsket, siden jeg hørte det første album med hans musik.
Gennembruddet
For mit vedkommende skete det tilbage i 1980’erne, hvor det tyske pladeselskab ECM gjorde det til en særlig mission at udbrede Pärts musik.
Det første album, der udkom, var en liveoptagelse af Tabula Rasa, som en af ECMs grundlæggere og kunstneriske tovholdere, Manfred Eicher, tilfældigt hørte i sin bilradio, og som bragte ham så meget ud af fatning, at han måtte køre ind til siden og lytte færdig.
Han vidste med det samme, at denne musik ville han formidle.
Mange af de albums med Pärts musik, som ECM har produceret over årene, står i dag som reference recordings, for der blev allerede fra det første lagt en enorm kærlighed og kvalitet ned i formidlingen og fortolkningen. Det var kræfter som Gidon Kremer, The Hilliard Ensemble, Dennis Russell Davies, Keith Jarrett, Tõnu Kaljuste og Staatsorchester Stuttgart, der blev engageret i at fortolke musikken.
The Rest is History, som englænderne siger. Det blev med det samme en stor succes. Mit første møde med Pärt var det andet album i serien, Arbos, og på det album findes Stabat Mater, et værk som nu er blevet genfortolket af Concerto Copenhagen, Estonian Philharmonic Chamber Choir og dirigenten Tõnu Kaljuste.
Det viser CoCo, kor og solister allerede på albummets første skæring, hvor jeg ikke alene er overbevist om gyldigheden af eksperimentet, nej, jeg er parat til at udnævne denne indspilning til den bedste, der findes lige nu
Det nye/det gamle
Jeg skal ikke dvæle mere ved det, ECM har gjort og realiseret, for i mellemtiden er der kommet en skov af indspilninger af Pärts musik, ja, der er omtrent et dusin versioner alene af fx Stabat Mater, og så kan man selvfølgelig spørge, om en ny er nødvendig.
Det er den, når den udføres sådan her! CoCo og Kaljustes idé om at benytte et orkester, der spiller med instrumenter, der er stemt efter normalen i barokken (og før), kræver jo så naturligt, at sangsolister og kor skal indøve musikken på ny, skal lære at synge et godt stykke under den moderne kammertone (440 Hz), for CoCo ligger her på denne indspilning med en kammertone på 415 Hz.
Det giver selvfølgelig udfordringer, men den slags kan vendes til fordele. Det viser CoCo, kor og solister allerede på albummets første skæring, hvor jeg ikke alene er overbevist om gyldigheden af eksperimentet, nej, jeg er parat til at udnævne denne indspilning til den bedste, der findes lige nu.
Det skyldes flere ting, men særligt den dybere klang, der passer så fint til Pärts musik, som en munk passer til et kloster.
CoCo er for vilde!
Det er jo ikke som sådan fordi, CoCo gør noget anderledes. De spiller som altid med en enorm nerve og gennem en dyb forståelse af de sorte prikker på nodepapiret. Nej, det der er anderledes er, at de spiller ny musik, som ikke er skrevet til ’gamle’ instrumenter, og at de gør det, så det lyder, som om de aldrig har lavet andet.
Og i virkeligheden vidner det blot om, at alle, der har fulgt orkestrets udvikling fra begyndelsen af 1990’erne og frem, altid har kunnet høre til deres koncerter og i deres efterhånden lange bagkatalog af eminente indspilninger af både kendte og ukendte værker fra den tidlige barok og frem til begyndelsen af romantikken. Det er simpelthen et af verdens bedste orkestre af sin slags, hvis nogen spørger mig.
Det nye er så, at de træder ind i et repertoire, der, som tidligere nævnt, er blevet indspillet af glimrende orkestre med ’moderne’ instrumenter.
I mange år gik det den anden vej. Tænk blot på Berliner Philharmonikernes indspilning af fx Vivaldis De 4 årstider med Anne-Sophie Mutter som solist. Den indspilning var i årtier manges favorit, selvom den lå milevidt fra udgangspunktet.
Men det, der så alligevel er anderledes, er, at dette eksperiment er på musikkens side, er tro mod indholdet af Pärts musikalske visioner og underbygger dem ved at være ualmindeligt velspillende, selv målt med deres egen standard.
Det er mystikken, det er skønheden i ordenes kraft, der interesserer ham, og det er også derfor, jeg som ikke troende har let adgang til Pärts lydkunst
Stabat Mater
Som sagt indledes albummet med Stabat Mater. Det er det senere arrangement for kor og strygeorkester fra 2008, der er valgt til albummet, men der skiftes frem og tilbage mellem den og den oprindelige version for tre sangere og strygetrio, hvor det har givet mere mening at holde fast i det solistiske. Også dette valg er meningsfuldt.
Her er det så i lige så høj grad kor og solister, der udfordres på deres tilgang, for det er et ensemble, der er vant til at synge musikken på en bestemt måde. De har skullet tilegne sig det hele på ny, men som jeg hører det, så har det slet ikke været svært. Det er nemlig så blændende udført, at man sidder med en følelse af, at de aldrig har gjort det anderledes.
Koret ligger smukt i det dybere leje, og de tre solister; wow! Sopranen er Maria Roos, som har noget af den stemmekvalitet, der får sådan én som mig til at tænke på stemmen, sunget af Elżbieta Towarnicka, fra Kieslowskis Veronikas to liv. Tenoren Toomas Tohert er lige så overbevisende i sit nærvær, men frem for alt må jeg fremhæve kontratenoren Danila Frantou, som simpelthen skaber klange af overjordisk skønhed, helt i tråd med Pärts måde at være religiøs komponist på.
Det er mystikken, det er skønheden i ordenes kraft, der interesserer ham, og det er også derfor, jeg som ikke-troende har let adgang til Pärts lydkunst. Jeg er på lignende vis optaget af ting, der kan binde tilværelsens enorme kaos sammen på måder, der gør virkeligheden større, mere fokuseret, og som kan dvæle ved det eksisterende i en undren, der rummer min næste.
Det er dét, jeg hører, når jeg lytter til Arvo Pärt.
De skynder sig virkelig langsomt, og jeg må gentage mig selv; CoCo spiller med en nerve, der skaber et intenst nærvær, en intimitet, som gør musikkens idéer levende
Musik for strygere
Efter Stabat Mater følger tre en-satsede værker for strygeorkester: Festina lente (1986/1990), Trisagion (1992/1994) og Silouan’s Song (1991), hvor især det første værk gør noget radikalt anderledes – udover selvfølgelig at ligge i den lavere instrumentstemning.
Festina lente er således omtrent dobbelt så lang, som verdenspremiereindspilningen var, og i hvert fald noget længere end et vægtet gennemsnit af alle eksisterende indspilninger. Det er igen et valg, der åbner for værkets iboende kvalitet, en værditilførsel snarere end det modsatte.
Lento er en tempobetegnelse, som betyder, at musikken skal spilles meget langsomt, og ’Festina lente’ er hentet fra latin, hvor det frit kan oversættes til ’skynd dig langsomt’, og det er blandt andet derfor, det giver mening, at dirigenten Kaljuste har sat farten ekstra ned; lavere kammertone, langsommere svingninger.
De skynder sig virkelig langsomt, og jeg må gentage mig selv; CoCo spiller med en nerve, der skaber et intenst nærvær, en intimitet, som gør musikkens idéer levende.
Trisagion hedder sådan, fordi Pärt som forlæg benyttede teksten: Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige. Himlen og jorden er fuld af din herlighed. Hosianna i det højeste!
Igen må jeg konstatere, at Pärt ud af sin inderlige tro skaber noget, der transcenderer sit udgangspunkt og inviterer fx mig indenfor, og tak for det.
…selve fortolkningen fremtræder for mig anderledes homogen end de andre indspilninger, jeg kender. Det er en kunst at samle det værk, og det synes jeg Kaljuste gør med denne indspilning
Sidste instrumentalstykke inden albummets afsluttende messe er Silouan’s Song, baseret på Sankt Silouans skrifter, en russisk munk fra begyndelsen af det 20. århundrede. Det er en lille, sagtmodig sats, en usikkerhed nærmest, en skælven mellem lyd og stilhed, og det passer godt som optakt til albummets sidste værk, Berliner Messe, som faktisk er en moderne version af den katolske kirkes liturgi.
Berliner Messe
Et af de værker, jeg har savnet en mere ideel indspilning af, er blandt få andre Berliner Messe.
Kaljuste gjorde selv en version i 1993 til ECM-serien, også med Estonian Philharmonic Chamber Choir, hvor orkesterdelen blev spillet af Tallinn Chamber Orchestra, og den er også god, ja, glimrende sågar, men det er noget ved især lyden, der ikke fanger mig.
Der er også andre fine indspilninger, og den, der hidtil har været min favorit, er en indspilning med Elora Festival Singers & Orchestra, udgivet på Naxos i 2004, men altid har der været noget, som gjorde mig en smule fremmed overfor musikken. Det er et værk, der af natur er mere omskifteligt, som har elementer af traditionelt minimalistisk tilsnit, og som i passager nærmest lyder som musik skrevet af en anden.
Men nu behøver jeg så ikke lede længere, for denne nye indspilning indfrier alt det, jeg savnede. Om den dybere klang spiller ind, kan jeg selvfølgelig ikke helt afvise, men selve fortolkningen fremtræder for mig anderledes homogen end de andre indspilninger, jeg kender. Det er en kunst at samle det værk, og det synes jeg Kaljuste gør med denne indspilning.
Bliv endelig ved
Jeg må afslutningsvist komme med en opfordring til alle folkene bag dette formidable album. Bliv ved!
Jeg kan komme i tanke om adskillige værker, som jeg er sikker på vil blive tilført noget af dette eksperiment med at lade nyt møde gammelt og gammelt møde nyt. Man kunne fx indspille In Spe, Pari Intervallo, Arbos, Cantus in Memory of Benjamin Britten, Tabula Rasa, Es sang vor langen Jahren og My Heart’s in the Highlands (med Danila Frantou – det drømmer jeg om…), for nu blot at nævne få værker, hvor jeg tror, der ville ske noget af det samme, som dette album vidner om.
Og med Tõnu Kaljuste som dirigent ville man også bevare den troværdighed og integritet, som netop ’…Lente’ oser af. Med hans dybe kendskab til Arvo Pärts musik, hans loyale og samvittighedsfulde fortolkning af Pärts værker, og hans evne til at få lydmirakler til at ske, er jeg sikker på, at resultatet vil være lige så rystende godt, som på dette formidable album.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og