BOGANBEFALING – Claire Messuds roman, The Woman Upstairs fra 2013, er næppe kendt i Danmark, men det er en blændende velskrevet fortælling om hvor meget vrede, skuffelse og ensomhed, et menneske kan rumme. Samtidig er det en underbar smuk kærlighedshistorie om passion og bedrag. Den vil man gerne læse som afslutning på sin sommerferie.
Kender læseren fornemmelsen af, at livet har snydt på vægtskålen?
At alle ens ungdoms drømme er forblevet forestillinger, som aldrig materialiserede sig.
Selv om man nok fik en uddannelse, blev man aldrig statsminister, stjernekok, højesteretsdommer, skuespiller eller filosof. Man skrev heller aldrig en bestseller eller et filmmanuskript.
Og selv om mindre kunne gøre det, nager det en, at man ikke rigtig har sat sig nogen spor af nogen betydning. Den berømte hylde i livet er endt med en placering som gemt væk i nederste skuffe.
Hun er godt på vej til at blive usynlig for omverdenen, som den veltilpassede, smilende og aldrig besværlige ”kvinde på øverste etage” – fanget i sit hverdagslivs rutiner med den tilhørende middelklasse-logik
Nogle får heller ikke børn eller en livsledsager eller fast partner, selv om det ellers altid var planen.
Vreden gudinde, besyng kvinden ovenpå
En sådan eksistens er den midaldrende Nora Eldridge.
Hun er hovedpersonen i Claire Messuds fremragende roman, ‘The Woman Upstairs’, der blev enstemmigt hyldet i samtlige amerikanske anmeldelser, da den udkom for fem år siden.
Nora – der ikke for ingenting deler fornavn med Ibsens berømte utilfredsstillede kvinde – er både veluddannet og særdeles reflekteret.
Hun betragter konstant sig selv udefra og er dygtig til at ironisere over sit liv. Hun har også et par venner, hun er en afholdt lærer for elever i fjerde klasse i byen Cambridge i staten Massachusetts.
Men samtidig er hun godt på vej til at blive usynlig for omverdenen, som den veltilpassede, smilende og aldrig besværlige ”kvinde på øverste etage” – fanget i sit hverdagslivs rutiner med den tilhørende middelklasse-logik. Der skal mad på bordet, den aldrende far skal passes, nu han er blevet alene, efter at Nora har brugt år af at liv på at passe sin døende mor.
En furie uden sidestykke
Imidlertid lægger romanen ud et andet sted. Det ensformige liv og skuffelsen over, at drømmen – i Noras tilfælde om at blive kunstner – ikke er blevet realiseret møder vi retrospektivt.
Det er småt med rasende kvinder i moderne litteratur, der ikke enten er sindssyge, forstyrrede eller depressive – Elizabeth Day, the Observer
Romanens første sider af byder på noget ganske andet: en sjældent set eksplosion af vrede.
Som Elisabeth Day fra The Observer, rigtigt bemærkede, da hun anmeldte bogen i sin tid, er det småt med rasende kvinder i moderne litteratur, der ikke enten er ”sindssyge, forstyrrede eller depressive.”
Såvel i virkeligheden som i litteraturen synes kvinder at være mere optagede af at være afholdte eller elskede ved at gøre andre mennesker glade eller tilfredse.
”Måske overlader vi den komplekse vrede til mandlige skribenter som Richard Ford eller Philip Roth,” måske har ”de færreste forlæggere lyst til at binde an med en usympatisk furie” eller ”måske er der ikke nok rasende rollemodeller i virkelighedens verden”, funderer Day.
Nora er imidlertid så rasende, at det slår enhver beskrivelse. Som jeg-personen skriver: “Hvor vred er jeg? Det ønsker du slet ikke at vide. Ingen ønsker at vide noget om det.”
Smilende desperation
Men Nora er ikke bare sindssyg rasende. Hun er også desillusioneret. Vi møder hende i en alder af 42, hvor hun ser tilbage på sit liv som grundskolelærer.
Hun blev lærer, forklarer hun læserne, selvom hun altid havde drømt om at blive en stor kunstner. Men kombinationen af fejhed, tvivl om eget talent og en række uheldige omstændigheder, først og fremmest forventningen om at hun tog sig af sin syge og langsomt døende mor, har gjort, at hun ikke har formået at leve op til sine ungdommelige ambitioner.
Bag den lukkede dør siger vi aldrig en lyd. Vi lever vores liv i en stille desperation … der er ikke en sjæl, som registrerer, hvor rasende vi er
I stedet har hun – Som Ibsens Nora – gjort det, der er blevet forventet af hende, og ”hvad også har forventet af sig selv.” Og nu er hun endt som den usynlige ”Woman Upstairs.”
Som Messud skriver, er disse kvinder ”ikke galningene med rotter på loftet – disse får i virkeligheden ofte lov til at lege på den ene eller den anden måde. Nej, vi er den rolige kvinde på tredje sal. Os, hvis skrald altid bliver afleveret pænt i lukkede poser til tiden, os, der smiler venligt og som altid har en munter bemærkning klar til den, vi møder. Bag den lukkede dør siger vi aldrig en lyd. Vi lever vores liv i en stille desperation … der er ikke en sjæl, som registrerer, hvor rasende vi er.”
Nora er en overbevisende og inciterende jeg-fortæller. Men som læser får man ikke svaret på spørgsmålet om, hvorfor hun er blevet så vred, før til allersidst.
Først føres vi igennem Noras liv i smuk og fejlfri flydende prosa, der i øvrigt excellerer i litterære henvisninger til klassikere, fra Ibsen over Virginia Woolf til i øvrigt, eksotisk, Alice i Eventyrland.
Sirenesang der ændrer alt
Handlingen er som følger:
Noras ensformige eksistens forandrer sig efter sommerferien, den dag den glamourøse Shahid familie kommer ind i hendes liv. Først møder hun den bedårende, intelligente og smukke 7-årige dreng, Reza, der bliver elev i hendes nye klasse.
Senere møder hun Rezas far, Skandar, en libanesisk akademiker, som har ført familien fra Paris til Boston grundet et års studieophold på Harvard, og så hustruen Sirena (igen siger navnet en del), der er kunstner af italiensk afstamning. Sirena leder efter en anden kunstner, som hun kan dele et atelier med.
Noras langsomme fortryllelse og forelskelse i både enkeltpersonerne og familien som sådan – er eminent beskrevet i bogen. Da Noras veninde forsøger at sætte ord på fascinationen: ”OK, så du ville ønske, at Reza var dit barn, du vil gerne kneppe Skandar og du ville ønske du var Sirena?” afviser Nora indigneret.
Som læser ønsker man desperat at stoppe kærlighedshistorien, mens den går godt. Ubehaget sniger sig nemlig ind på siderne ganske langsomt
Det er noget andet, føler hun. Det er den måde de tre – hver på deres vis – får hende til at føle sig i live for første gang nogensinde i sit voksenliv.
Nora indvilger i at dele lejen af et atelier med Sirena. Hun føler, at hun endelig kan følge sit sande kald, og de to kvinder udvikler et nært venskab.
Langsomt vikles Nora længere og længere ind i denne kosmopolitiske familie, der – fornemmer læseren – ikke har nogen anelse om, hvor meget de betyder for hende.
Hun ender som babysitter – ubetalt – og går lange ture med Skandar, hvor han fortæller om Libanon og Mellemøstens genvordigheder samtidig med at de to kvinder arbejder hårdt på at færdiggøre to (sigende) installationer. Noras i minature: et (dukke)hjem, mens Rezas langt mere grandiose installation har titlen ”Wonderland.”
Sjældent smukt portræt
Som læser ønsker man desperat at stoppe kærlighedshistorien, mens den går godt. Ubehaget sniger sig nemlig ind på siderne ganske langsomt. Nora er på en måde opmærksom herpå, men magter ikke at bryde den relation, der har fået hende til at se på sig selv på en ny måde.
Overtegnede skal ikke ødelægge danske læseres fornøjelse ved denne helt fantastiske bog. Så man må selv indkøbe romanen for at finde ud af, hvad der sker til sidst.
Læs den
Bedraget er lammende, og vi forstår, hvorfor Nora er edderspændt vulkansk forbitret.
The Woman Upstairs er en emotionel kompleks, men letlæst roman, der tilbyder læseren både realitet og fremtrædelse, identitet og selverkendelse. Den er samtidig et sjældent smukt portræt af en kvinde, der lever i et grænseland, og som er klar til at sætte verden i brand, da hun får tilbudt sin formentlig sidste chance for at blive lykkelig.
Læs den.
Claire Messud: The Woman Upstairs, Knopf, 253 sider, udkommet 1. maj 2013, USD 25.95, kan købes f.eks. på amazon.com
Omtalen er en lettere redigeret version af en anmeldelse, jeg tidligere har begået af bogen, som jeg for nylig har læst igen. Af gode grunde – fordi den er fremragende.
Normalt opfordrer Annegrethe Rasmussen dig til at støtte hende via Mobile Pay – men pt. samler POV penge ind via Kickstarter, så frem til 19. august 2018, beder hun alle læsere støtte indsamlingen, der skal gøre POV til et bedre og større medie – der betaler dem, som arbejder her. Du kan støtte på dette link:
https://www.kickstarter.com/projects/1146193980/pov-har-brug-for-et-lille-pust-i-ryggen
Foto: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
