DØDEN OG LIVET // ESSAY – “Allehelgensdag mindes vi vore døde slægtninge. Det gør jeg også og med særlig grund. Det er præcis 50 år siden, at min elskede søster døde. Ovenstående billede er det sidste foto, jeg har af hende. En overordentlig smuk lille pige. Og tilsyneladende rask. Hun døde året efter. Der findes ikke noget værre, end når et lille barn dør.”
For 50 år siden, præcis på Allehelgensdag i året 1969 døde min søster, Helle. Der findes ikke noget værre, end når et lille barn dør. I Helles tilfælde skete det ikke med ét. Hun fik kræft i lillehjernen og visnede langsomt bort.
50 år er meget lang tid. Nærmest en menneskealder. Men for mig står hendes dødsfald stadig lysende klart, som var det i går.
Da vi kørte hjem vendte min far om og sagde blot: “Helle er død!” Uden at forklare hvorfor eller fortrække en mime. Blot ‘Helle er død’. Han bed vist smerten i sig
Min mor er heller aldrig kommet sig over det, for det er nok hende, det gik mest udover. I årevis plagede den samme drøm hende hver nat. Hun befandt sig på et skib, der var ved at gå ned. Min mor søgte fortvivlet rundt for at finde sin lille pige. Men hun kunne ikke finde hende.
Mine egne erindringer fra den dag for 50 år siden er forholdsvis klare. Jeg var til FDF-spejder med min storebror. Bagefter gik vi til pølsemanden, og fik en ‘kradser’. Mens vi stod der, hentede min far og mor os i deres bil.
Da vi kørte hjem vendte min far om og sagde blot: “Helle er død!” Uden at forklare hvorfor eller fortrække en mime. Blot ‘Helle er død’. Han bed vist smerten i sig.
I månederne op til hendes dødsfald fornemmede jeg godt, at hun var alvorligt syg. Jeg husker, at jeg hver dag blev placeret i en ventesal på Glostrup Amtssygehus, hvor hun var indlagt. Jeg mindes de brune mørknede træstole, de hvide gardiner og radiatorerne. Jeg husker den særlige lugt af hospital men også af æbler og appelsiner i kiosken i indgangshallen.
Det føltes som en evighed at vente, dag efter dag. Det er lang tid for et lille barn, som kun er 6 år, og ikke ved præcis, hvad der foregår. Jeg vidste blot, at Helle var syg.
Hun havde egentlig været syg før. I januar 1967 var det første gang, at hun fik konstateret kræft. Hun blev opereret, og den operation var så succesfuld, at hun nogle måneder efter blev erklæret helt rask, og kunne begynde i 1. klasse.
På et tidspunkt så min søster, den lille pige, min mor i øjnene, og spurgte: “Skal jeg dø, mor?”
Jeg husker, at vi i familien fejrede det, da hun kom hjem. Og jeg husker, at jeg ofte stod i vindueskarmen og så på, når hun gik til skole.
Fotoet ovenover artiklen her er fra sommeren 1968, da vi var på vores første udlandsrejse til Norge. I den følgende påske blev hun syg, men ikke af noget, som føltes alvorligt. En slem influenza eller noget i den retning.
I vores sommerhus fik hun imidlertid et stort generaliseret epileptisk anfald. I ambulancen udviklede det sig til status epilepticus, og hun blev straks bragt til Glostrup hospital en gang til. Der konstaterede lægerne, at det var for risikabelt at operere hende igen.
Hun blev mere og mere syg og siden indlagt på Gentofte Amtssygehus, hvor min mor tilbragte megen af sin tid sammen med hende.
Det må have været absolut rædselsvækkende for min mor. Hun har siden fortalt mig, hvad der skete. På et tidspunkt så min søster, den lille pige, min mor i øjnene, og spurgte: “Skal jeg dø, mor?”
På et andet tidspunkt mistede hun midlertidigt synet, famlede fortvivlende med armene ud i luften, og sagde “mor, jeg kan ikke se. Jeg kan ikke se”. Til sidst døde hun af en blodstyrtning i min mors arme.
Min mor tog nattevagter for at kunne tilbringe mere tid med mig. Hver dag stod jeg tidligt om morgenen ved busstoppestedet for at se, om hun kom hjem med bussen. Hvis hun ikke gjorde, ville jeg være helt alene i verden. Jeg var da kun 9 år
Hvordan reagerer et lille barn som mig, når der ikke bliver talt mere om en elsket søsters død? Jeg må være blevet ramt af en depression, for i ugevis sad jeg i skolen og stirrede tomt ud i luften. Dengang fandtes der ikke krisehjælp.
Et år efter Helles død blev mine forældre separeret og lidt senere skilt. Min far stak halen mellem benene og fandt en kollega. Og så var min mor helt alene med mig. Hun blev sygehjælper – af alle steder på Gentofte Amtssygehus. Noget skulle hun jo leve af.
Hun tog nattevagter for at kunne tilbringe mere tid med mig. Hver dag stod jeg tidligt om morgenen ved busstoppestedet for at se, om hun kom hjem med bussen. Hvis hun ikke gjorde, ville jeg være helt alene i verden, tænkte jeg. Jeg var da kun 9 år.
Hun mødte en anden mand, og de skulle i biografen. Men de kom ikke hjem til aftalt tid. Så jeg gik alene den lange vej, 5 km til Kgs. Lyngby for at lede efter min mor. Men jeg kunne ikke finde hende, og vandrede fortvivlet rundt. Til sidst gik jeg den lange vej hjem. 5 km er langt for et lille barn.
Der var det efterhånden, at det gik op for mig, at jeg vitterlig var alene, og at den eneste, jeg kunne stole på, var mig selv.
Det blev så mit drive i livet Jeg søgte tryghed. Det lå så dybt i mig, at det blev et dominerende element i min habitus.
Når alt kom til alt, kunne jeg kun stole på mig selv … jeg knoklede mig selv halvt ihjel, og før eller siden kommer en regning, der skal betales
Tryghed kan man kun få ved at blive perfektionist og klare sig så godt som muligt, følte jeg. Der er røget ikke så få forhold på den bekostning. Meget, meget dumt, men når alt kom til alt, blev jeg ved med at ræsonnere, kunne jeg kun stole på mig selv.
Intet kunne blive godt nok, så jeg tog flere akademiske grader, herunder en doktorgrad i statskundskab.
Mit gennemsnit var tårnhøjt, vist nok det højeste nogensinde på Institut for Statskundskab. Jeg flyttede til London, og blev seniorforsker på det prestigefyldte Chatham House og gik til receptioner med bl.a. Bill Clinton og Kofi Annan. Vi drak vin sammen. Det var sjovt.
Jeg har i det hele taget gode oplevelser fra den tid, og hvis man kigger mit formelle CV igennem, kan det synes overvældende, men det kunne ikke blive godt nok, for jeg var ikke i sikkerhed endnu, følte jeg.
Jeg knoklede mig selv halvt ihjel, og før eller siden kommer en regning, der skal betales: Jeg fik en blodprop af alle steder i lillehjernen, samme sted, som min søster blev ramt af kræft.
Den kom jeg mig hurtigt over, men få år senere blev jeg endnu hårdere ramt: Jeg fik en dobbeltsidig hjerneblødning, en stor i højre side og en mindre i venstre side.
Lægerne kunne ikke stoppe blødningen, som trængte gennem ventriklerne og dybt ned i basalganglierne. Til sidst opgav lægerne mig, og som én tørt konstaterede: “Der er andre patienter, der er vigtigere!” Mig kunne de ikke gøre mere for.
Jeg overlevede. Jeg vågnede op flere dage senere med en rullestol ved min hospitalsseng. Jeg kunne ikke gå længere, og lægerne tvivlede på, om jeg nogensinde ville kunne komme til det igen. Læse og skrive kunne jeg heller ikke
Men så stoppede blødningerne spontant, og jeg overlevede. Jeg vågnede op flere dage senere med en rullestol ved min hospitalsseng. Jeg kunne ikke gå længere, og lægerne tvivlede på, om jeg nogensinde ville kunne komme til det igen. Læse og skrive kunne jeg heller ikke.
Men jeg kom mig. Skridt for skridt, og efter et par måneder, var jeg allerede nået så langt, at jeg kunne fungere relativt problemfrit. Jeg kunne gå, og nogenlunde læse og skrive igen.
Men så fik jeg også epilepsi, hvilket ikke er unormalt for personer, som har haft en stor hjerneblødning eller blodprop i hjernen. Anfaldet skete på Kurhus i Dianalund, hvor jeg var til genoptræning. Der var faktisk tale om to store anfald, som kom lige efter hinanden. De var ved at udvikle sig til status epilepticus. Det kan man dø af.
To læger blev hurtigt tilkaldt fra Epilepsihospitalet, der ligger lige ved Kurhus. Så forstod jeg bedre, hvorfor der stod en kæmpe iltflaske udenfor min dør. Mine tanker vendte da igen tilbage til min søster. For da hendes sygdom igen brød ud i 1969, fik hun et stort epileptisk anfald, som i ambulancen netop som nævnt udviklede sig til status epilepticus.
Min søsters og mine veje synes at krydse hinanden igen og igen. Det gør mig ikke overtroisk, men jeg ser det som min skæbne
Vores veje synes at krydse hinanden igen og igen. Det gør mig ikke overtroisk, men jeg ser det som min skæbne.
Jeg har altid sagt til mine studerende, at selv de stærkeste mennesker kan knækkes, hvis blot belastningen bliver stor nok. Det troede jeg ikke, at den kunne blive i mit tilfælde, for jeg havde stået så meget hårdt imod. Men på et tidspunkt kunne jeg godt have ønsket, at jeg døde, da jeg fik de store hjerneblødninger i 2016. For dem har jeg fået epilepsi af, og når jeg får et stort anfald, føles det som at dø igen, og igen og igen.
I takt med at halvtredsårsdagen for Helles død nærmede sig, føles det, som om alt kommer tilbage til mig. Jeg ser mit liv passere revy, men et billede står særligt klart på min nethinde. Det er min søsters lille hvide kiste, der står i kirken med blomster på. Alle græd, og det gør jeg stadig. Jeg er faktisk brudt sammen i gråd flere gange.
Pas godt på jer selv og jeres kære derude, og tænk på dem på allehelgensdag.
“Epitafium”, betyder gravskrift eller mindetavle.
Læs mere af Karsten Skjalm her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
