DØDEN // KRONIK – Jeg er 67 år gammel og har været præst i mere end 35 år. I løbet af årene har jeg holdt over 800 begravelser. Da jeg gik rundt på kirkegården i dag, tænkte jeg på, hvad de mange begravelser egentlig har lært mig om livet, skriver præst Flemming Kloster Poulsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er allehelgensdag, og i den anledning har jeg været på kirkegården. Jeg har hilst på nogle af dem, jeg kendte. Jeg har også stået ved det sted, hvor jeg gerne selv vil begraves. Allehelgensdag falder altid på den første søndag i november og er den tid på året, hvor vi mindes de døde og samtidig hører kristendommens ord om, at døden ikke har det sidste ord.
Jeg er 67 år gammel og har været præst i mere end 35 år. I løbet af årene har jeg holdt over 800 begravelser. Udover selve begravelserne oplevede jeg det priviligerede at gå et lille stykke vej sammen med de pårørende og samtidig få et indblik i 800 livshistorier.
Mens jeg gik rundt på kirkegården, tænkte jeg på, hvad de 800 begravelser egentlig lærte mig om livet. Blev jeg klogere? Og i så fald hvordan? Ja, hvad er det, døden lærer os om livet?
For at besvare det spørgsmål vil jeg fortælle tre historier.
Det ukontrollerbare
Den første: Som ung præst begravede jeg en pige på 12 år. Hun hed Rikke, og jeg kendte hende, fordi vi havde gået på det samme voksen-barn-hold i den lokale gymnastikforening. Hun var lyshåret, og jeg kunne lide hende. Hun gik i 6. klasse, og efter sommerferien skulle hun begynde at gå til præst.
Men en dag i juni ringede hendes mor, hun græd i telefonen men fik sagt, at Rikke var død. Midt under en håndboldkamp var hendes hjerte simpelthen holdt op med at slå. Det var uforklarligt. Hun blev obduceret og lægerne fandt intet, der kunne give en årsag. Jeg holdt begravelsen, kirken var fuld, og jeg gennemførte det hele, men al kraft var som suget ud af mig, og bagefter var jeg dødtræt i mange dage. Rikkes død var et drama, der ramte mig som en knock out, og det var første gang, jeg for alvor mærkede helt ind i knoglerne, at vi ikke har kontrol over døden. At døden hører til ‘det ukontrollerbare.’
Sociologen Hartmut Rosa skriver: “Forestillingen og ønsket om og begæret efter at kunne kontrollere verden er den kulturelle motivation i alle de livsformer, vi kalder moderne. Men liv, berøring og virkelig erfaring opstår i mødet med det, der ikke kan kontrolleres.”
Jeg var fuld af sorg over at sige farvel til ham, vi havde haft et varmt og ukompliceret forhold, men i det øjeblik var jeg helt rolig ved at være vidne til hans død, det var, som det skulle være
Mere end noget andet er døden ‘ukontrollerbar’. Jeg har ikke magt eller kontrol over min egen død. Den kan komme, hvornår det skal være. Som Rikkes død. I aften, næste uge, om tyve år. De mange begravelser har konstant mindet mig om det fælles vilkår, nemlig at vi ikke har kontrol over vores død, at vi er begrænsede, og en dag ender vi alle på kirkegården. At kende sig selv, ja, at blive voksen, er at have set netop det i øjnene og acceptere, at det er der, det hele ender.
Der er mennesker, der ikke vil lade sig berøre af mødet med døden. Men det er umodent og overfladisk. Virkelig erfaring opstår kun i mødet med det, der ikke kan kontrolleres, som Hartmut Rosa siger. Og det jeg lærte af de mange begravelser var, at døden gør livet nærværende. Døden skaber taknemmelighed for dagen i dag, den fortæller os, at det er vigtigt at leve og glæde sig nu.
Jeg har formet det som nogle få huskesætninger: Tro ikke, at tiden er ubegrænset. Gør noget af det, du længe har drømt om. Søg indre frihed i stedet for at leve efter andres forestillinger og domme. Sørg for at bringe gamle uvenskaber i orden. Vær glad for din alder, din familie og venner.
Kæmpestore hænder
Den anden historie: Min far døde, da han var 85 år gammel, og jeg begravede ham. Han havde været landmand hele sit liv. Han var meget svag den sidste tid, og et par dage inden han døde, tog jeg hans hånd og sagde, at han havde været en god far, og så bad vi fadervor sammen. Jeg var fuld af sorg over at sige farvel til ham, vi havde haft et varmt og ukompliceret forhold, men i det øjeblik var jeg helt rolig ved at være vidne til hans død, det var, som det skulle være.
Det var nok særligt ved min fars begravelse, at nogle af kristendommens billeder gled ind i min bevidsthed. Døden er som ‘et blund’ siger Grundtvig. Og maleren Arne Haugen Sørensen har malet alterbilledet Opstandelsen i Ringkøbing Kirke, hvor man ser to kæmpestore hænder, der løfter et lille spinkelt menneske op af en mørk grav. Det er billeder af ro og kærlighed. Sådan kan jeg tænke om min far. Og min egen død. Som et blund eller som at blive løftet af kærlighedens store hænder.
Det giver en mærkelig frihed, hvor det netop gælder nu, inden svækkelse og ulyst, som med den fængslede Mitja i Dostojevskijs Brødrene Karamazov. At “elske livet også med dets modgang og lidelse, at elske mennesket også i dets syndighed, at gribe dagen i stedet for at bede om andre dage.” Vidunderlige ord, som man kan bruge et helt liv på.
Gode ord, store fortællinger
Den tredje historie: Jeg skulle begrave en yngre kvinde, der havde begået selvmord. Faderen, en forretningsmand i millionærklassen, var lammet af fortvivlelse, og to dage før begravelsen skrev han en e-mail til mig, hvor der bl.a. stod: “Min bankkonto er fuld af penge, men jeg er helt tom indvendig. Du er virkelig nødt til at finde gode ord frem.” Det var rigtigt. Gode ord har vi brug for hver gang, vi står over for den definitive død.
Derfor er begravelsesritualet godt. Ellers bliver vi tomme indvendig, uanset hvad vi har i banken. Ritualet er ret kort, vi synger nogle salmer, hører fortællingen om den tomme grav, beder fadervor, modtager velsignelsen. Det er poesi og gode ord, der kan lindre sindet og skabe et større rum for tankerne.
den bedste måde at bruge livet på er at hjælpe og inspirere andre
Men det, som var tydeligt ved den ene begravelse efter den anden, kaster lys på det, som også gælder undervejs i livet. Vi har brug for gode ord og store fortællinger, sådan som vi bl.a. finder dem i litteraturen. Ellers bliver verden tom. Den norske forfatter Jan Kjærstad skriver: “De historier du har hørt, er lige så vigtige, som de gener du har fået.” Det er jeg enig i.
Generne er vigtige, ja, men ord og historier er også med til at danne sindet, skabe pejlemærker, øge opmærksomheden på selve det at være i live som menneske. De minder os om, at den bedste måde at bruge livet på er at hjælpe og inspirere andre. Giv en historie, en kop kaffe eller en hjælpende hånd til et menneske, der har brug for det. Det bliver verden et bedre sted af.
Memento vitae
Allehelgensdag og en vandring på kirkegården. Find din grav, jeg kan anbefale det. Ting kommer i perspektiv. Det skærper sansen for dagen i dag, for mennesker, arbejde og kærlighed. Sådan stod jeg der forleden med erindringer om 12-årige Rikke, min far, og millionærdatteren og mange, mange andre. Paradoksalt nok vokser glæden ved at være menneske. På samme tid en stærk og meget konkret påmindelse om, at du skal dø: memento mori. Men først og sidst en ligeså stærk påmindelse og understregning af livet selv med alt, hvad det nu rummer: memento vivere.
Klik dig videre til mere opinionsstof på POV International lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
