
LIVSKVALITET & HÅNDGRIBELIGHED // KLUMME – Gunnar Langemark er vild med både kaffe og genbrug. Han sværger til reparationsmodtagelige espressomaskiner med trykmålere i sin secondhand hjemmecafé og funderer over den digitale nutid og minderne om den analoge verden. Vi har glemt vedligeholdelsesarbejdet af maskinen, mener han.
Det er jo en f..king dampmaskine! Der er manometre, som viser damptryk og bryggetryk.
Der er håndtag, som lukker damp ud og kogende vand, og vand under tryk sendes igennem et filter med en lille portion fint kværnet kaffe, som jeg lige har lavet på den kværn, som jeg hentede for et par dage siden.
Jeg elsker min kaffe. Det er min sidste last, efter jeg har måttet erkende, at det nok forlænger mit kræftftramte liv, at jeg ikke fylder så meget gift igennem kroppens systemer.
Begge maskiner trækker tråde tilbage til industrialderen. De minder om en tid, hvor vi kunne gennemskue verden, hvis vi satte os for det og gav os tid til at følge sporene af vores handlinger, trin for trin.
Det er en dampmaskine, som laver kaffe. Den laver espresso. Den skinner af rustfrit stål. Foran sidder “bryghovedet”, som er et 5 kg tungt, massivt stykke forkromet messing, som skal varmes op, så brygtemperaturen er god, når det kogende vand under 9 bars tryk presses igennem den lille “puck” kaffe, så vi kan få rigtig gul crema på toppen af koppen.
Jeg elsker min kaffe. Det er min sidste last, efter jeg har måttet erkende, at det nok forlænger mit kræftramte liv, at jeg ikke fylder så meget gift igennem kroppens systemer. Jeg har været kaffenørd i flere omgange. Jeg er en nørd i det hele taget, jeg roder med tingene, skiller dem ad, samler dem igen … hvis jeg kan – og lærer, hvordan de hænger sammen.
Jeg har købt maskinerne for relativt få penge. Jeg har selvfølgelig alligevel slet ikke råd. Men min hustru, Lise-Lotte, tilgiver mig og finansierer lidt mere af ungernes behov. Så går det nok.
Sygdommen ruinerede mig næsten, men jeg klager ikke. Man kan købe brugt og få mere for pengene. Og så har jeg i øvrigt altid brugt marskandiserne. Undtagen måske i et årti eller to, hvor der var fart på job og børn og standardlivet i forstæderne.
Brug og genbrug
Da jeg var barn, “arvede” man tøj, og man spiste restemad – i hvert fald hvor jeg voksede op i halvfjerdserne. Som ung i firserne købte jeg genbrugstøj, købte mine ting hos marskandisere og var i det hele taget udstyret af overskuddet fra dem, der var rigere end mig. Sådan er det igen.
Forbrugerne skal ikke have en chance for at fikse den selv. Principperne er de samme, men det er noget plasticlort
Vores møbler er købt i en Røde-Kors-butik. Da vi havde små børn, købte vi i Ikea, og så smed vi lortet ud, når ungerne havde ødelagt det. Ingen nervøsitet. Nu har vi andres kasserede lort – og er glade for det. Ingen nervøsitet.
Jeg er blevet moderne igen. Der er ingen grund til at “stoppe madspild” hos os. Meget lidt går til spilde. Jeg laver maden fra bunden.
Selv min forrige espressomaskine var købt som genbrug. Men den gamle “Sage Barista Express” var blevet træt, og jeg var blevet træt af at reparere den og alligevel kun kunne lokke en nogenlunde god espresso ud af den, hvis bønnerne var ristet i går og kværnet i den absolut fineste indstilling.
Og så hører den til “vor tid”. Den er sat sammen af en tynd, valset stålplade på et “skelet” af formstøbt plastic. Alt er sat sammen med selvskærende skruer, og hver gang du åbner maskinen, bliver den mere og mere umulig at samle igen. Den er indviklet og kun beregnet på at samle.
Jeg vil klart appellere til forældregenerationen: Fortsæt endelig med ikke at lære jeres unge mennesker, hvordan mekanik fungerer
Forbrugerne skal ikke have en chance for at fikse den selv. Principperne er de samme, men det er noget plasticlort, som i den grad har indbygget forældelse.
Den type maskine er typisk for den hurtige tid med “brug og smid væk”, som jeg godt husker fra årtierne omkring årtusindskiftet.
Men jeg har egentlig aldrig brudt mig om det. Det ligger i min rygrad, at man bruger ting op. Lise-Lotte griner ad mig, fordi jeg har et par støvler, som jeg har haft i fyrre år. Jeg købte dem, da jeg var færdig som værnepligtig. Jeg har andre støvler.
Men jeg har også disse militærstøvler med ekstra bred tå. Hvorfor smide dem væk, når jeg kan bruge dem og er glad for dem?

Nørderi og gennemskuelighed
Men nu har jeg min fine italienske dampmaskine at skrue på og lave espresso på. Det kan ikke være bedre.
Kroppen vil ikke længere ligge og skrue under en bil, så jeg nøjes med at skille “dampmaskinen” ad og fikse den. Et eller andet praktisk skal jeg kunne have imellem hænderne.
Først, da jeg havde købt maskinerne, tænkte jeg – det er sgu også fandens, at unge mennesker ikke aner, hvad de skal stille op med en mekanisk ting som en espressomaskine eller en kaffekværn. Men så besindede jeg mig. Det er jo en fordel for mig selv. Nu har jeg noget at fikse.
Så jeg vil klart appellere til forældregenerationen: Fortsæt endelig med ikke at lære jeres unge mennesker, hvordan mekanik fungerer.
Begge de maskiner, jeg har købt, virker, men de trænger til en grusomt grundig omgang rens og justering.
Jeg har fundet ud af, hvordan de fleste ventiler og funktioner skal justeres. Det er sjovt
Det er somme tider, som om de unge mennesker i 20-30-års alderen ikke har nogen som helst anelse om, hvordan noget fungerer. De har det med en mekanisk ting som med deres mobiltelefon: Hvis den holder op med at fungere, så går de til repair shop, eller de smider lortet ud og køber noget nyt.
Jeg forstår det egentlig godt. Den digitale verden er vanskeligere at forstå.
Jeg husker min dansklærer i folkeskolen i midten af halvfjerdserne. Vi havde fået digitale ure med røde tal og lommeregnere, som kunne regne alle fire regnearter. Han sagde noget, som jeg aldrig har glemt:
“Når verden bliver fyldt med den slags ting, så kan vi ikke længere forstå den. Så mister vi forbindelsen til virkeligheden. Når det ikke er andet end nuller og ettaller, og når vi ikke kan åbne maskinen og regne ud, hvordan den fungerer, så bliver menneskene anderledes”.
Han mente at kunne forstå, hvordan et mekanisk ur fungerede, men ikke hvordan et digitalt ur fungerede. Jeg var ikke gammel nok til at forstå implikationerne, men jeg lever med dem lige nu.
Bestanddele
Familien har altid gjort lidt grin med, at jeg altid skilte alting ad – og ikke kunne samle det igen. Men jeg er ved at komme efter det.
Jeg har i weekenden haft espressomaskinen åben. Den har klare spor efter vandskade. En overtryksventil har åbnet sig, og en utæt slange har sendt vand ud i bunden af maskinen, hvor det har tæret på kontakter og lavet anden ravage.
Ikke noget, som jeg ikke kan fikse. Der var også noget trykjustering, som jeg lige skulle have fundet ud af. Det gik med lidt YouTube-søgning. Nu kører den på det rigtige tryk, og jeg har fundet ud af, hvordan de fleste ventiler og funktioner skal justeres. Det er sjovt.
De tidligere ejere har tydeligvis haft maskinen til en standard service, hvor diverse pakninger er blevet skiftet, men reparatøren har ikke gjort noget ved det andet.
De har formodentlig også troet, at når de brugte “kafferens” i maskinen, så var alt godt. Men den var virkelig kalket til. Det er ikke noget, som man ikke kan fikse, hvis man tør åbne maskinen, skille den ad, bruge lidt knofedt og citronsyre og samle den igen.
Det kan godt være, at du kan tørre det ydre af din maskine af, og den ser fin og ny ud. Men der er også et vedligeholdelsesarbejde inde i maskinen
Men det er en god idé at søge indsigt og viden. Det er trods alt en kedel med damptryk, og der er også elektriske ledninger og vand. Heldigvis har jeg kun fået ét stød indtil videre – og Lise-Lotte fandt ikke ud af det, selvom hun sagde, at jeg ikke måtte knalde sikringerne, fordi hun skulle arbejde.
Jeg var også ude og hente en kaffekværn. Det er en Compak K6, som er en professionel cafékværn med fremragende kvaliteter. Altså lige bortset fra, at man ikke helt kan slippe for at gøre den ren indvendig. Det tror da faen, at den havde svært ved at nå ned til espresso-finhed, når der sidder et 1-2 mm gunk-lag af kaffefnuller og olier, som har arbejdet sig fast alle steder, hvor det har kunnet komme til.
Jeg vil da også tro, det har belastet motor og lejer lidt, men det er en krabat, som klør på uden at sukke, så den har da lavet nogenlunde kaffe. Nu har jeg renset den, og nu laver den bedre end udmærket kaffe, og den nyder det tydeligvis.
Jeg så for nogen tid siden en video fra Australien, hvor en fårefarmer havde fundet et får, som havde gemt sig ude i bushen og ikke var blevet klippet i årevis. Den kunne ikke se ud ad øjnene, og den kunne næsten ikke bære de mange, mange kilo uld, som selvfølgelig også var fyldt med lort.
Hvor blev den glad, da den slap af med pelsen.

Analog og digital
Det kan godt være, at du kan tørre det ydre af din maskine af, og den ser fin og ny ud. Men der er også et vedligeholdelsesarbejde inde i maskinen.
Det har vi glemt.
Formodentlig fordi vi lever i en så digitaliseret tid, at vi ikke tænker over, at i den mekaniske tid skulle lejer smøres, bevægelige dele renses, hulrum rengøres, og ting justeres.
Men sig det ikke til nogen.
Så kan jeg fortsat få råd til livskvalitet, så længe andre ikke passer deres ting overhovedet.
Så skal vi sammen lytte til italiensk cafémusik og suge stemningen ind, så godt vi kan
Og jeg har fået to maskiner, som er designet dengang, verden stadig var analog og gennemskuelig. Og hvis jeg virkelig nørder, så kan jeg endda “modde” dem, som det hedder i vore dage, og skifte dele ud og udbygge, måske sætte noget digitalt på? Temperaturstyring, vægt på kværnen? Nå, det må blive senere…
Det næste bliver hjemmeristede bønner. Jeg har allerede bestilt en brugt miniovn med rotisseri, og der er vist en PID-temperaturstyring på vej fra én af Facebookvennerne. Jeg er tændt på min genfundne “nye hobby”.
Nu vil jeg nyde en lidt bedre kaffe. Igen. Kværnet på en lettet kaffekværn og brygget på en espressomaskine, som jeg har lovet lidt tender love and care i nærmeste fremtid. Jeg håber, hun vil glæde sig og brygge videre uden at gå i strejke – indtil jeg har fået bestilt et par dele og justeret færdig på hende.
Så skal vi sammen lytte til italiensk cafémusik og suge stemningen ind, så godt vi kan, og så godt det nu kan blive.
Fortsat dejligt efterår derude på den anden side af interfacet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her