VALG I TYRKIET // ANALYSE – Med søndagens anden valgrunde fik præsident Erdogan den sejr, han har arbejdet indædt for at sikre sig siden sidste år. Med sine 52,1 % af stemmerne mod Kilicdaroglus 47,9 % vandt Erdogan hverken stort eller overbevisende. Det kan vel allerhøjst betegnes som en beskeden sejr.
Om noget indikerer tallene, at den tyrkiske befolkning er splittet i forhold til sit ønske om, hvilken kurs landet skal lægge de næste mange år.
Kritikere vil påpege, at selvom der ikke var tale om decideret valgfusk, havde Erdogan dog på forhånd skævvredet tilpas mange regler og love for valgbarhed til, at han havde formået at stække sine modkandidaters spillerum.
I de intense afsluttende dage op til valget lovede Erdogan i frisk stil en lønstigning på 45 % til offentligt ansatte. Det er naturligvis sød musik for en befolkning, der under den massive inflation, landet lider under på nuværende tidspunkt, kæmper for at overleve. Om det i sidste ende var sådanne løfter, der afgjorde valget, er formentlig tvivlsomt.
Svaret ligger nok snarere i den retorik og selviscenesættelse, Erdogan har formået at bygge op om sig selv gennem årene. Som den stærke leder, der har udfordret EU og Nato, har indsat styrker i Syrien, Irak og Libyen, udviklet landets første eldrevne bil, har udvundet energiressourcer i Sortehavet, fået positioneret sig som en nøglespiller i Kaukasus-regionen og hjulpet Aserbajdsjan med at få territorier tilbage fra Armenien.
Han har også udviklet sin militærindustri og fået solgt våbenførende droner, og har fungeret som mægler mellem Rusland og Vesten i Ukraine-krigen. Det er alt sammen forhold, der støtter op om et narrativ om den stærke leder, der styrker den nationale identitet.
Man fornemmer en vis metaltræthed og formentlig et lille ærgrelsens suk i gangene i Bruxelles over, at det til stadighed er den obsternasige fætter, man skal samarbejde med
Så skidt pyt med den kuldsejlede økonomi. Erdogans støtter påpeger, at den dårlige økonomi jo er et globalt fænomen og således ikke har noget at gøre med præsidentens insisteren på en urealistisk lav rente. Samme præsident har fyret tre direktører for den tyrkiske centralbank for at være uenige med ham. Landets inflation er skyhøj på over 42 %. Det er alt sammen forhold, som tilsyneladende ikke ændrer hans støtters opfattelse af ham.
Tilsvarende står det temmelig skidt til med den udbredte korruption. Dette kom i særdeleshed til udtryk under det seneste jordskælv. I dagene efter jordskælvet blev det tydeligt, at de midler, der angiveligt skulle have været opsparet til jordskælvsofre, var blevet brugt til andre projekter – og havnet i de forkerte lommer ikke mindst.
Demokratiets tilstand i Tyrkiet
At menneskerettigheder efterhånden er gået hen og blevet noget af en truet art i det tyrkiske samfund, vidner seneste rapport fra EIU om landets demokrati-temperatur om.
I den seneste måling kommer Tyrkiet nu ind på en 103. plads ud af 167 lande. Det er selvsagt ikke imponerende. Slet ikke i betragtning af, at landet tidligere har haft en position langt højere oppe på listen. Tyrkiet er således gået fra at have haft 5,76 point til nuværende 3,5 point på skalaen. Til sammenligning har lande som Danmark og Norge over 9,28 point.
Måske han i juli måned vil foretrække F-16-fly frem for 130 kurdere
Rapporten betegner det tyrkiske demokratis tilstand som værende et ”hybrid-regime” med en kombination af både demokratiske og autoritære træk. Samme rapport konkluderer, at landets demokratiske værdier langsomt er eroderet gennem de seneste par år, herunder at de politiske valg ikke længere er helt frie, at medierne er underlagt censur, at det juridiske system er svagt funderet, og at landet lider under udbredt korruption.
Endelig konkluderede rapporten, at landets formindskede demokrati ikke mindst skyldes præsidentens stigende autoritære tendenser hen imod et autoritært styre.
Erdogan og den store verden
Endnu en runde med Erdogan vil selvsagt ikke gøre tingene nemmere, hverken i forhold til EU eller Nato, herunder spørgsmålet om Sveriges optagelse i sidstnævnte. Man fornemmer en vis metaltræthed og formentligt et lille ærgrelsens suk i gangene i Bruxelles over, at det til stadighed er den obsternasige fætter, man skal samarbejde med. De vestlige allierede har opfordret Erdogan til at godkende svensk medlemskab af Nato før det kommende topmøde den 11. juli i Vilnius.
Spørgsmålet om godkendelse af Sveriges optagelse er blevet linket sammen med Tyrkiets behov for F-16-fly. Hidtil har Erdogan insisteret på udlevering af 130 kurdere fra Sverige for at ville kunne godkende svensk medlemskab.
En præsident Erdogan, der er sig særdeles bevidst om sin position i forhold til Vesten, herunder USA, Nato og EU, og som samtidig arbejder på at knytte stærkere bånd til Kina og Centralasien
Om han fortsat insisterer på at fastholde dette ønske, eller om det blot var en del af hans valgkampagne som den stærke landsfader, der formåede at udfordre Nato, vil tiden vise. Måske han i juli måned vil foretrække F-16-fly frem for 130 kurdere.
Også den amerikanske præsident, Joe Biden, måtte bide i det sure æble og ønske Erdogan tillykke. Bidens Twitter-lykønskning lød som noget af en halvtam diplomatisk øvelse, al den stund Biden, før det endelige valgresultat, meldte ud, at han helst så Erdogan skiftet ud med Kilicdaroglu.
Erdogan og Mellemøsten
Det ser imidlertid ud til, at den egentlige udfordring for Erdogan på den udenrigspolitiske front ligger i Mellemøsten. Regionen undergår i disse år store forandringer med nye magtkonstellationer og samarbejdspolitikker, der på mange måder udfordrer Tyrkiets position i mange af regionens lande. Tyrkiet har tropper i Syrien, Irak og Libyen. Samtidig har Erdogan fået skabt sig noget af et ry som en bulldozer uden den store diplomatiske pli, der på mange punkter har gjort ham ud til bens i forhold til mange af regionens ledere.
Et af Erdogans store emner under valgkampagnen var spørgsmålet om hjemsendelse af syriske flygtninge fra Tyrkiet, som huser 3,6 millioner syrere. Et hjemsendelsesprogram af en sådan størrelsesorden kræver en form for egentligt samarbejde med den syriske regering.
Under valgkampagnen fastholdt Erdogan, at han ikke ville tvangshjemsende syrere, at hjemrejse skal foregå på frivilligt grundlag. Den stadigt tiltagende anti-flygtninge-retorik, landet har oplevet de senere år, kunne han dog ikke sidde overhørig i valgkampagnen, hvor han i slutløbet slog følge med ultranationalisten Sinan Ogan, der længe har plæderet for hjemsendelse af alle syrere.
Interessant er det, at Tyrkiet og Qatar ifølge Erdogan selv skal have indgået et samarbejde om et hjemsendelsesprojekt, der vil skulle kunne sende 1 million syrere hjem over et par år. Et andet projekt blev lanceret i 2021 med henblik på bedring af syriske flygtninges levevilkår i Tyrkiet. Der synes ikke at foreligge egentlig dokumentation for det nyligt erklærede hjemsendelsesprojekt med Qatar.
Forsøg på normaliseringsaftale med Syrien
Tyrkiet og Syrien har for nylig aftalt at få den diplomatiske dialog startet med henblik på at få en normaliseringsaftale i stand.
Syrien har krævet, at Tyrkiet trækker sine tropper tilbage fra syrisk territorium, før egentlige forhandlinger om en normaliseringsaftale kan komme på tale. En sådan tyrkisk tilbagetrækning kommer næppe til at ske uden større forhandlinger fra tyrkisk hold.
Med den arabiske verdens nylige åbning over for Syrien vil det kunne medføre en interessant position, der bestemt ikke vil være til Tyrkiets fordel. Den Arabiske Liga bød i denne måned Syrien velkommen tilbage og annoncerede samtidig en fordømmelse af både iransk og tyrkisk tilstedeværelse i arabiske lande. Med Den Arabiske Liga i ryggen vil Syrien stå i en langt stærkere forhandlingsposition over for Tyrkiet.
Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater har tilsyneladende opfordret den syriske regering til at inkorporere den kurdisk-ledede koalition SDF (Syrian Democratic Forces) i den syriske regeringshær. Alt sammen med amerikansk godkendelse.
Fred derhjemme, fred i verden. Déri ligger formentlig Erdogans største udfordring
Lige netop SDF har altid været ligtornen for Tyrkiet i forhold til både Syrien og USA. For Tyrkiet betragter SDF som en terrororganisation. USA derimod har i mange år støttet organisationen. At få SDF ind i den syriske regeringshær vil give kurderne en position i Syrien, som i tyrkisk optik kun kan betragtes som en åbenlys provokation. Og blot give mere næring til det evige kurdiske problem for Erdogan.
En normaliseringsaftale med Syrien vil – på de rette betingelser – være til fordel for både Tyrkiet og Syrien. For sidstnævnte, fordi landet har brug for at komme ud af den politiske isolation. For førstnævnte, fordi den vil kunne bruges på det indenrigspolitiske plan til at dæmpe den tiltagende anti-syriske stemning i landet.
Rusland, Kina og Tyrkiet
Erdogans forhold til Ruslands Vladimir Putin vil højst sandsynligt forblive uændret, med andre ord problematisk, dysfunktionelt og samtidig i et delvist økonomisk, polititisk afhængighedsforhold.
Det er naturligvis ikke gået upåagtet hen for Erdogan, at Putin gav ham økonomisk henstand med betaling for gasleverancer fra Rusland under valgkampagnen. Rusland har samtidig forlænget aftalen om hvede fra Ukraine, som Tyrkiet har faciliteret. Sidst, men ikke mindst er der den russiskbyggede atomreaktor i det sydlige Tyrkiet. Det er alt sammen forhold, der gør, at Erdogan må antages at holde fast i sin russiske forbindelse med Putin.
Erdogan synes at have blikket rettet mod Kina. Hans tidligere kritik af Kinas behandling af det muslimske mindretal, Uyghurerne, synes at være forstummet. Erdogan har samtidig luftet tanken om at få Tyrkiet ind i Shanghai Cooperation Organization, der ledes af Kina og Rusland.
Han vil formentlig tillige arbejde på at konsolidere tyrkisk tilstedeværelse i Kaukasus-regionen for derved at kunne knytte stærkere bånd til de stater i Centralasien, der tidligere var en del af Det Osmanniske Rige.
Det er med andre ord en præsident Erdogan, der er sig særdeles bevidst om sin position i forhold til Vesten, herunder USA, Nato og EU, og som samtidig arbejder på at knytte stærkere bånd til Kina og Centralasien. Om han vil kunne navigere i dette politiske farvand, vil tiden vise. Hans hidtidige stil vidner dog om en mand, der gang på gang havner i diverse diplomatiske kriser.
Indenrigspolitiske udfordringer?
Med sit genvalg står Erdogan stadig over for en svimlende inflation, stigende gæld og underskud på betalingsbalancen. Han står tillige med et gigantisk genopbygningsarbejde af de hårdest ramte provinser efter jordskælvet den 6. februar. Et jordskælv, der kostede 50.000 mennesker livet.
Kilde: Wikimedia Commons
Måske er hans største udfordring at få samlet befolkningen, hvor i hvert fald knap halvdelen ikke ønskede ham genvalgt. Kendere af præsidenten påpeger, at Erdogan forsøger at positionere sig selv som den store landsfader på linje med grundlæggeren af den moderne tyrkiske stat, Kemal Atatürk.
I så fald burde Erdogan nok, ligesom sin modkandidat, Kemal Kilicdaroglu, vælge at bruge netop Atatürks gamle valgsprog: Fred derhjemme, fred i verden. Dér ligger formentlig Erdogans største udfordring.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
