SPANIEN // BAGGRUND – Spanien har iværksat en reguleringsproces, som giver opholdstilladelse til over en million nye borgere, der hidtil har opholdt sig ulovligt i landet. Med initiativet forsøger den spanske regering at imødekomme en række sociale, økonomiske og demografiske udfordringer. Initiativet har givet anledning til løftede øjenbryn i en tid, hvor de fleste europæiske partnere forsøger at begrænse indvandringen.
Pamplona – I april åbnede den spanske regering op for en reguleringsproces, som tilsigter at give opholdstilladelse til de udenlandske borgere, som hidtil havde opholdt sig ulovligt i Spanien. Regeringen vurderede på forhånd, at initiativet ville berøre omkring en halv million mennesker, men da fristen for at søge udløb den 30. juni, havde ministeriet for sociale anliggender og migration imidlertid modtaget knap 1,2 millioner ansøgninger.
Kravene for godkendelse er relativt simple. Ansøgerne skal påvise at have boet i mindst fem måneder i Spanien inden årets begyndelse og endvidere fremvise en blank straffeattest fra deres hjemland.
Opholdstilladelserne udstedes for et år, men åbner reelt set døren for at etablere et lovligt ophold i Spanien. På længere sigt kan de også danne grundlag for en ansøgning om spansk statsborgerskab. Efter de almindelige regler kan de fleste udlændinge søge om statsborgerskab efter ti års lovligt ophold, mens statsborgere fra de fleste latinamerikanske lande kan søge allerede efter to år.
En større del af højrefløjen sår tvivl om de økonomiske fordele og hævder, at immigranterne udgør en økonomisk omkostning. Selv om de bidrager til budgetterne over skatten, så er der ofte tale om lavindkomstgrupper med store sociale udgifter
Der er tale om en ekstraordinær proces, hvor de normale krav er tilsidesat. Selv om de mange tilflyttere lever i periferien af det etablerede samfund, er det reelt et problem, fordi de berører så mange mennesker.
Med en opholdstilladelse i hånden kan tilflytterne bo og arbejde på lovlig vis i Spanien, og de får endvidere fuld adgang til sociale og sundhedsydelser. I takt med, at de nye borgere finder beskæftigelse, vil de også blive skattepligtige og således bidrage til de offentlige budgetter.
Selv om tiltaget betegnes som ekstraordinært, er det ikke første gang, at Spanien har eksekveret en ekspresgodkendelse af udenlandske borgere.
Felipe González’ socialdemokratiske regering legaliserede 174.000 personer over en tiårig periode i 1980’erne og 1990’erne. Hans efterfølger, den borgerlige José María Aznar, tildelte godt en halv million (503.000) fast ophold i løbet af 2001 og 2002, og hans efterfølger, José Luis Rodríguez Zapatero, var den seneste til at gennemføre en reguleringsproces i 2005, som dengang gav fast ophold til 576.000 borgere.
Overordnet handler det om at normalisere situationen for de borgere, som reelt set har slået rødder i Spanien, og som agter at blive boende. Det er mennesker – og i nogle tilfælde familier – som af forskellige årsager ikke har haft mulighed for at lovliggøre deres ophold.
Langt de fleste er immigreret med håb om at bedre levestandard, og kun ganske få er reelle flygtninge. Myndighederne kunne derfor alternativt vælge at sende størstedelen retur. Når man ikke har gjort det, er det fordi regeringen mener, at indlemmelse både på kort og lang sigt vil være en gevinst for det spanske samfund.
Det spanske paradoks
Spanien står i dag over for en paradoksal situation, hvor man til trods for en af de højeste arbejdsløshedsniveauer i Europa reelt set mangler arbejdskraft i en lang række sektorer. Der er i særdeleshed efterspørgsel på ufaglært og lavtlønnet arbejdskraft, som ofte er sæsonbestemt i turisme og landbrug.
Meget markarbejde er stadig overvejende manuelt og daglejere – ofte fra nordafrikanske lande – lever under kummerlige kår med en dårlig løn og uden adgang til sociale ydelser.
Regeringen luftede for nogle år siden ideen om at udstede tre måneders arbejdsvisum til nordafrikanske gæstearbejdere netop med henblik på at regulere situationen.
Den aldrende befolkning og begrænsede pasningsmuligheder har også banet vejen for en stor uformel sektor, hvor mange ældre beror på privat hjælp til huslige gøremål – indkøb, rengøring, madlavning.
Det har givet mange spansktalende immigranter fra Latinamerika en indtjeningsmulighed.
Normaliseringen for de illegale indvandrere vil gøre dem til skatteydere, og regeringen hævder, at en regulering vil være en ubetinget økonomisk gevinst. Spanien har ikke nogen tvungen pensionsopsparing, og pensionerne bliver betalt af bidrag fra de erhvervsaktive borgeres indkomstskat.
Over 60 % af de nyregistrerede erhvervsaktive i 2026 er immigranter og en udvidelse af arbejdsstyrken betyder flere penge til pensioner. Med udvidelsen af den aktuelle arbejdsstyrke er der således 2,5 lønmodtager per pensionist, hvilket er det højeste niveau i to årtier.
Eksperter påpeger dog en række underliggende strukturelle faktorer, der betyder, at den massive import af arbejdskraft ikke nødvendigvis på sigt er tilstrækkelig til at opretholde den aktuelle situation.
En eksplosiv cocktail
De demografiske udfordringer stikker dybere, og de langsigtede konsekvenser vejer om muligt endnu tungere. Spanien står over for en klar tendens, hvor de ældre bliver stadig flere i en befolkning, som ellers skrumper ind.
Ifølge demografiske studier, som ikke tager højde for, indvandringen vil befolkningsgruppen mellem 70 og 79 med 7,7 % være landets største i 2050.
Det tilsvarende tal for Danmark er beregnet til 5,2%. Og befolkningen bliver ældre. Spanien har en af de højeste gennemsnitslevealdre i verden, og et barn født i 2026 kan forvente at blive 84 år gammelt.
Dertil får spanierne historisk få børn. Hver kvinde føder i gennemsnit 1,1 barn. Tendensen over de seneste årtier er tydelig, og vækker bekymring. For 50 år siden fødte hver spansk kvinde i gennemsnit 2,77 børn.
Ifølge officielle beregninger bør hver kvinde føde 2,1 for at opretholde et konstant befolkningsniveau. Det vil sige, at hvis man ser bort fra immigrationen, så står Spanien over for en negativ befolkningsvækst.
Det dalende fødselstal skyldes et sammenfald af økonomiske, sociale og religiøse omstændigheder. Det spanske indkomstniveau står ikke mål med leveomkostningerne, og i særdeleshed boligpriserne på både ejerboliger og lejemål.
Huspriserne i Madrid er mere end fordoblet i løbet af de sidste 10 år, og lønningerne er ikke fulgt med. Interesseorganisationen Det spanske Ungdomsråd offentliggjorde i maj et studie, som konkluderede, at den gennemsnitlige pris på en lejebolig er 1.176 euro om måneden, mens den gennemsnitlige disponible løn anslås til at være 1.191 euro om måneden.
Det betyder, at mange vælger at blive boende hjemme for at spare huslejen og samtidig spare op til et senere boligkøb. Gennemsnitsalderen for fraflytning runder de 30 år.
Som en direkte konsekvens stifter spanierne familie stadig senere, og et socialt og religiøst kodeks betyder, at man ikke stifter familie inden de økonomiske og familiære formaliteter er på plads.
Med de tvivlsomme udsigter er et stadig større antal højtuddannede er søgt til udlandet i jagten på bedre betalte jobs, og har dermed bidraget til en yderligere indsnævring af den erhvervsaktive befolkning.
Det giver altsammen næring til en sprængfarlig situation, hvor der er sat ild til begge ender af lunten: Et samfund, som bliver stadig ældre, skal holdes i gang af en skrumpende erhvervsaktiv befolkning. Regeringen betragter immigrationen som en kærkommen mulighed for at rette op på den demografiske skævvridning, som landet står over for.
Europas smeltedigel
Ved årsskiftet talte den samlede befolkning i Spanien ifølge de officielle tal 49,5 millioner, og med udstedelsen af opholdstilladelserne forventer man at runde 50 millioner inden årets udgang.
Ifølge de officielle statistikker er hver femte borger født uden for Spaniens grænser, og i løbet af de sidste tyve år har 2,9 millioner udenlandske borgere fået tildelt spansk statsborgerskab.
Til trods for de overvældende statistikker er immigration stadig et relativt nyt fænomen i Spanien. Ved årtusindskiftet talte den udenlandske befolkning ca. to millioner, og antallet af indvandrere er således femdoblet i løbet af de sidste 25 år.
Taget i betragtning af at Spanien indtil for 50 år siden var et hermetisk lukket diktatur uden den store tiltrækningskraft på immigranter, er det opsigtsvækkende at landet på relativt kort tid har udviklet sig til et multikulturelt samfund.
Det er i særdeleshed tilrejsende nordafrikanere og latinamerikanere, som har valgt at slå sig ned i Spanien. Marokko udgør med knap 1,2 millioner det største mindretal. Latinamerikanere har en sproglig fordel, og har derfor relativt nemt ved at integrere sig.
Spanien huser næsten en million colombianere, 700.000 venezuelanere og omkring en halv million peruanere, ecuadorianere og argentinere. Socialt og økonomisk spænder de latinamerikanske tilflyttere bredt.
Med den ekspanderende immigration opstår der enklaver i de større byer, og integrationen bliver i stigende grad en social udfordring for myndighederne, sådan som man også oplever andre steder i Europa.
Kritiske røster
Selv om regeringen som udgangspunkt havde bred parlamentarisk opbakning, er reguleringsprocessen siden blevet mødt med kritik. Det er i særdeleshed den yderste højrefløj, der har udtrykt sin bekymring.
Argumenterne er velkendte. De retter primært skytset mod den arabiske immigration og hævder, at med den øgede indvandring følger vold og kriminalitet. Den manglende integration er et problem, som de frygter vil underminere det spanske samfund og dets værdier.
En større del af højrefløjen sår tvivl om de økonomiske fordele og hævder, at immigranterne udgør en økonomisk omkostning. Selv om de bidrager til budgetterne over skatten, så er der ofte tale om lavindkomstgrupper med store sociale udgifter.
Løftede øjenbryn i Bruxelles
Der er også løftede øjenbryn i Bruxelles. Kommissæren for Indre Anliggender og Migration, Magnus Brunner, sår tvivl om lovligheden, og har meldt ud, at det spanske initiativ på ingen måde må kunne skade de øvrige unionsmedlemmer.
Bekymringen hænger blandt andet sammen med, at Spanien i modsætning til EU ikke skelner mellem sikre og ikke-sikre lande. Den spanske højesteret har efterfølgende iværksat en undersøgelse, som sammen med EU-Domstolen skal klarlægge, hvorvidt reguleringen er i strid med europæisk lovgivning.
Reguleringen af de illegale immigranter er en politisk beslutning, som stikker dybere end tilpasningen af personer, som opholder sig ulovligt i Spanien. Det handler om at fastholde en positiv befolkningsvækst, som kan garantere samfundets fortsatte produktivitet og levestandard. En befolkning, som bliver ældre og en arbejdsstyrke, der skrumper, er to demografiske tendenser, som tilsammen udgør en gordisk knude som den nuværende og kommende regeringer bør løse.
En million nye spaniere er måske et skridt på vejen, men langt fra tilstrækkeligt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og