Arven efter diktatoren

i Europa/Politik & Samfund af

HØJREOPGØR I SPANIEN – Den spanske Fører døde i sin seng, ikke i sin bunker. Han faldt ikke med støvlerne på, sådan som krigermyten ellers tilsiger. De Allierede lod ham venligt sidde tiden ud, og ingen i Spanien turde tage et retsopgør undervejs til demokratiet. Det bringer os til den aktuelle situation, skriver Sara Høyrup, der fortæller, hvorfor et skridt på vejen mod et opgør med diktaturets selvdikterede eftermæle nu er på vej – også selvom det spanske højre er imod. Socialdemokraterne er nemlig kommet til magten igen i år, og har besluttet at fjerne Francos knogler og ben fra den basilika, hvor fascismens beundrere samles for at hylde den faldne diktator.

BARCELONA – Francisco Franco tog hurtigt føringen over det militære oprør, der gjorde kål på Spaniens første demokratierfaring: den spanske republik 1931-36. Tiderne var fascistiske og kommunistiske, og verden over stredes disse kræfter.

De spanske republikanere havde væltet kong Alfonso XIII og diktatoren med fløjlshandskerne, Miguel Primo de Rivera. Riveras førstefødte søn José Antonio skabte på samme tid Falangen efter italiensk forbillede: fascisme i ren aftapning. De fem års spansk republik var en hvepserede af interne intriger og stridigheder, som Sovjetunionen bidrog til i egeninteresse om en kommunistisk magtovertagelse af universet.

Landets ærkekonservative kræfter så ikke med milde øjne på det spæde demokrati eller de hidsige bestræbelser på at indføre social retfærdighed og fravriste kirken dens magt. Vejen var brolagt med døde gejstlige og afbrændte kirker, og i det hele taget var det ikke orden, der prægede tiden.

Midtvejs gennem Anden Verdenskrig vendte krigslykken imidlertid, og Aksemagterne begyndte at blive trængt tilbage af De Allierede. Det fik mangen en opportunist til at skifte hest; heriblandt Spaniens Caudillo: Føreren blev til alfaderen

Traditionalisterne iværksatte en kontrarevolution i form af et militærkup, og Tysklands Tredje Rige trænede til Anden Verdenskrig med sin indsats på antidemokraternes side.

Den forklædte fascisme

Den nye magt var i udgangspunktet fascistisk, ligesom magten i Italien allerede havde været det længe (siden 1922) og i Tyskland var det af nyere dato (siden 1933). Midtvejs gennem Anden Verdenskrig vendte krigslykken imidlertid, og Aksemagterne begyndte at blive trængt tilbage af De Allierede. Det fik mangen en opportunist til at skifte hest; heriblandt Spaniens Caudillo: Føreren blev til alfaderen.

Det rakte til at overleve fascismens fald – Spanien kunne fortsætte som et nationalkatolsk diktatur, mens resten af Vesteuropa blev befriet, og landene i Østeuropa blev til sovjetiske vasalstater, hvilket betød en fortsat eksistens under autokratiske og ideologiserede styrer.

Efterkrigstiden var hård for de spanske republikanere: Mange flygtede og havnede i franske koncentrationslejre som den i Argelès-sur-mer. Flygtninge i hobetal har aldrig været særligt populære i modtagerlandene.

Tilbage i Spanien lærte resten af befolkningen at bøje nakken og sige tak til. Sådan er det jo med diktaturer. Nøden var stor og kirken stærk. Blandt diktaturets ugerninger er summariske henrettelser og børnetyverier foretaget af nonner i Guds og statens navn.

Med tiden blødte diktaturet noget op, teknokrater tog føringen, censuren blev erstattet af selvcensur, og i diktaturets sidste tid var der mest af alt gråt, fortæller butikschef Ángel Ramirez født i 1970.

Alfaderen sikrede social ro i kraft af sit magtapparat, og alt, folket kunne takke ham for såsom gode lejekontrakter og arbejdskontrakter, hvilket nutidens unge kan kigge i vejviseren efter.

Nogen Sandheds- og Forsoningskommission blev det ikke til dengang – som den Sydafrika siden anvendte i sit opgør med apartheidstyret. Spanien valgte fortrængningen

Franco gjorde kongesønnen Juan Carlos I klar som arvtager af navn, hvorved Franco selv blev til en slags konge, og militærpolitikeren Luis Carrero Blanco til arvtager af gavn. Men de baskiske lokalnationalister i ETA sprængte militærdiktaturets nye stærke mand i luften på vej til højmesse i 1973, og den nye konge valgte side for demokratiet i en tid, hvor det efterhånden ikke rigtigt var comme il faut med diktaturer midt i Europa.

Hedonisme og fortrængning

Siden fulgte la Transición og el destape: den gradvise overgang til demokrati ledsaget af en lysternes frisættelse, som førte til både frigjorte kvinder, laissez-faire turistdestinationer og en massiv heroinepidemi. ”Låget røg af”, betyder udtrykket destape.

Nogen Sandheds- og Forsoningskommission blev det ikke til dengang – som den Sydafrika siden anvendte i sit opgør med apartheidstyret. Spanien valgte fortrængningen.

Fra kulisserne faldt de lange skygger fra militæret, og en enkelt gang trådte denne traditionsbevarende kraft ind midt på scenen: Hæren besatte Valencia, og gendarmer indtog parlamentet med våben i hånd. Kupforsøget blev afværget, men nogen tryg tid var det ikke.

Kommunistpartiet blev lovligt igen, men kom slet ikke til at spille en rolle på niveau med den, kommunisterne havde spillet under modstanden mod Franco.

Befolkningen satsede på bløde midterløsninger: først under den kapable konservative politiker Adolfo Suarez, som således tog turen fra franquismen over i den nye tid. Og ved overgangens ende blev socialdemokratiske PSOE valgt ind og holdt på magten hele vejen fra 1982 til 1996, hvor partiets korruptionsskandaler og regeringens illegitime terrorbekæmpelse blev vælgerne for meget.

De faldnes Dal

Tilbage står en basilika til minde om den fascisme, som hyllet i katolske gevandter fik lov at inficere Spanien igennem fire årtier i form af et kolossalt, kristent kors, som knejser mod himlen. I De faldnes Dal står dette monstrøst monument over den nationalkatolske diktator, der har selskab af den fascistiske Falanges grundlægger.

Basilikaen til minde om den fascisme, som hyllet i katolske gevandter fik lov at inficere Spanien igennem fire årtier i form af et kolossalt, kristent kors, som knejser mod himlen. I De faldnes Dal står dette monstrøst monument over den nationalkatolske diktator, der har selskab af den fascistiske Falanges grundlægger. Foto: Wikipedia.

De to våbenbrødre suppleres med et dødt hof af 33.872 andre lig, for manges vedkommende fisket op af grave uden familiens viden og tilladelse. Det tog næsten to årtier at bygge basilikaen: fra 1940 til 1958.

Diktatoren fik så rigeligt tid til at hædre sig selv, fordi de, der kunne have sikret et regimeskifte, undlod at gøre det.

De altid symbolbevidste socialdemokrater er nemlig kommet til magten igen i år, og nu skal det være … Diktatorens knogler og ben skal fjernes fra det offentlige anlæg, og så må familien selv finde ud af, hvor de vil lade fascismerelikvierne skabe et nyt kultsted. Det bliver ikke længere for statens regning durk midt i landet

Stedet er bygget af tvangsarbejdere: både almindelige fanger og krigsfanger fra nedkæmpelsen af demokratiet, hvoraf mange døde eller kom til skade under arbejdet. Franco-nostalgikere valfarter til De faldnes Dal – ikke mindst i disse dage, hvor tiden er ved at være talt for diktaturets mindested.

De altid symbolbevidste socialdemokrater er nemlig kommet til magten igen i år, og nu skal det være: Et lovdekret skal omgå forventelige sagsanlæg fra diktatorens efterkommere, som intet angrer og intet opgør accepterer.

Diktatorens knogler og ben skal fjernes fra det offentlige anlæg, og så må familien selv finde ud af, hvor de vil lade fascismerelikvierne skabe et nyt kultsted. Det bliver ikke længere for statens regning durk midt i landet.

Forsinket forårsrengøring

”Hvad skal det dog til for at åbne gamle sår?” siger det pæne spanske højre i Ciudadanos og Partido Popular for nu ikke at sige det, som det er: at de synes, at forgængeren for PP ligger ganske udmærket, hvor han ligger. Enric Marin fra dagbladet El Periódico er en af dem, der ikke er imponeret af argumentet. 

For selvfølgelig skal det til, mener alle fra socialdemokraterne og ud mod venstre. ”Det er kun logisk, og det burde være sket for længst. Det er et spørgsmål om demokratisk værdighed,” siger funktionær Antonio Gutiérrez Cobos, der er embedsmand i den catalanske lokalstat La Generalitat til POV.

Aitor Esteban fra det konservative baskiske nationalistparti PNV mener, der skal gøres kort proces: ”Jævn stedet med jorden”

Forunderligt nok får Falangens grundlægger lov at blive liggende for korsets fod – foreløbigt. Det længe planlagte fælles mindested for begge borgerkrigens parter lader også vente på sig. Og det er der alt sammen en grund til, som ikke er ideologisk men lavpraktisk eller magtlogisk, om man vil:

Den spanske regeringschef Pedro Sánchez har taget alle kneb i brug for at sikre sig mod, at hans initiativ kan omgøres. Han har brugt sommeren til at finde frem til en juridisk holdbar måde, og den består i simpelthen at eksplicitere i en allerede eksisterende lov, at et angiveligt mindested over borgerkrigens døde (naturligvis) kun er for netop borgerkrigens døde. Ikke for borgerkrigens anstifter.

Aitor Esteban fra det konservative baskiske nationalistparti PNV mener, der skal gøres kort proces: ”Jævn stedet med jorden.”

Fascismens tentakler

Op igennem hele demokratiets tid har det yderste højre holdt lav profil, når fratænkes enkelte rabiate smågrupper og enkeltpersoner.

”Gravskændingen” af Francos aktuelle holdeplads får landets ultras til at gøre anskrig; men det er Catalonien-konflikten, der for alvor har lokket dem frem.

En ultra – Foto: Sara Høyrup.

En af diktatorens kæpheste var den spanske enhed. Han kunne ikke udstå lokalnationalismerne i Baskerlandet og Catalonien, skønt der i begge regioner var rigeligt med kollaboratører blandt borgerskabet, kønt der i begge regioner var rigeligt med kollaboratører blandt borgerskabet.

Alt det her med regionale særkender og egne sprog var ikke noget for el generalísimo, som ikke desto mindre havde ikke så få tilhængere i Catalonien, uagtet at lokalnationalisterne forsøger at påstå andet. Alt det her med regionale særkender og egne sprog var ikke noget for Føreren, som dog lod alt folket danse de lokale sardanas for sig, når han blev hyldet i Catalonien.

Se f.eks. her:

Det betyder omvendt, at lokalnationalisterne med urette har kunnet opmale enhver modstander af deres fascistoide projekter og metoder som fascister, franquister, fachas … Termer, som betyder sådan cirkus det samme, og som bruges med løs hånd om enhver meningsmodstander i disse splittede regioner, hvor lokalnationalister har fået lov at lukke munden på alle andre i årtier.

Nu er der så sket det tragiske, at den catalanske ballade har vækket de faktiske fascister til dåd. De fører kampagne i den unionistiske lejr og forsøger at trække den i deres retning, hvorved den lejr radikaliseres og miskrediteres uden i tide at indse, at der er tale om en fjendtlig overtagelse.

Spaniens nordøstlige region er blevet en krudttønde, der bare venter på en gnist for at sprænge i luften. Enhver idiot kan foretage et angreb, der er slemt nok til at kalde på hævn, som for sin del vil blive betragtet som et angreb og kræve ny hævn

Den separatistiske befolkningshalvdel er for længst blevet radikaliseret af sine uansvarlige ledere og vil blæse retsstaten en hatfuld og fortrænge enhver modstander fra territoriet.

Spaniens nordøstlige region er blevet en krudttønde, der bare venter på en gnist for at sprænge i luften. Enhver idiot kan foretage et angreb, der er slemt nok til at kalde på hævn, som for sin del vil blive betragtet som et angreb og kræve ny hævn. Det er, hvad den besindige del af pressen frygter og opkørte SoMe-krigere håber på.

Voldelig konflikt er også, hvad fremtrædende separatister gerne ser, kan man forstå på udtalelser fra højeste sted. Regionschef Quim Torra opfordrer til at ”angribe staten”, uden at nogen for alvor overraskes, og eksemplerne på sådanne udsagn er legio:

Eksempelvis ærgrer juristen Antoni Abat sig i et interview med separatistpublikationen VilaWeb 11.01.18 over, at separatisterne ikke fik sig mindst ti og gerne hundrede døde martyrer, da de i efteråret 2017 udfordrede retsstaten. Abat er ansat på Københavns Universitets juridiske faktultet som forsker og underviser og har presset af reaktionerne renset ud i sine allerede publicerede udsagn og klaget over at de er blevet misforstået – se oversættelse af den oprindelige tekst her.

De indignerede

Separatismen har afløst den sociale indignation som forløser af den frustration, som den hårde økonomiske krise fra 2008 førte med sig. Bannerførerne for den populistiske venstrefløj er trængt i retræte: Podemos landet over og Comunes i Barcelona.

I Cataloniens hovedby får den inkompetente borgmester Ada Colau med en baggrund i husaktivistbevægelsen nu ansvaret for alt, hvad der er galt i byen.

Det gælder lige fra en ureguleret overturisme, som i kombination med dårlig lovgivning presser folk fra hus og hjem, over afrikanske gadehandlere uden lovligt ophold, som det xenofobiske højre sammen med handelsstanden driver kampagne imod, til det stupide knæfald for separatismen, som har gjort det umuligt for Colaus gruppering at regere byen.

Der er plads til forbedring af det unge demokrati. Et skridt på vejen er det opgør med diktaturets selvdikterede eftermæle

Bevægelsen af los indignados havde ellers noget for sig i al deres politikerlede og mistro til det etablerede og ”eliten”, som er på én gang berettiget og naiv, hyklerisk og farlig.

Det sidste, fordi den gør det så let at få almindelige mennesker til at tro på alverdens konspirationsteorier og behovet for at opgive almindelige mainstreampolitik.

Demokratiets mangler

I alt fald har Spanien vitterlig lektier, der mangler at blive lavet:

De magtfulde partier er korrupte: det spanske og det catalanske højre i PP og Convergència helt ind i deres inderste, socialdemokratiske PSOE i deres lokale magtbastioner i Andalusien.

Lige lovligt mange love indføres som dekreter, der omgår behovet for et parlamentarisk flertal – heriblandt det lovdekret, der gør opgravningen af Føreren mulig.

De offentlige medier er politiske styrede. I det centralspanske tv protesterer de ansatte, mens det i Catalonien foregår fuldstændigt uhildet, som var den autokratiske bananrepublik allerede over os.

Uddannelsessystemet fra vuggestue til universitet bruges som lokalnationalistiske patriotfabrikker i Catalonien, uden at centralstaten siger stop. Kritisk tænkning og pluralitet er ikke på undervisningsprogrammet.

Ikon fra separatisterne seneste kampagne.

Ledende embedsmænd udskiftes sammen med politikerne og efter politisk behov. Således blev både politidirektøren for regionspolitiet og øverste uddannelseschef udskiftet i Catalonien op til efterårets løsrivelsesforsøg i 2017.

Den forrige spanske regering anført af Mariano Rajoy forsømte at bekæmpe den lokalnationalistiske misere med argumenter, forhandlinger og rettidig omhu.

I stedet overlod han håndteringen af problemet til retsvæsnet, hvorved det politiske problem slap politikerne af hænde. Rajoys besynderlige strudsetaktik kastes der lys over af Le Monde’s mangeårige korrespondent Sandrine Morel, som i sin fremragende bog om løsrivelsesprocessen, El huracán catalán fra 2018, fortæller om alt det, de politiske ledere har sagt til hende uden for citat i løbet af eskalationen fra 2012 til 2017.

Forsiden af Morels bog. Foto: Sara Høyrup.

Et længe ventet opgør

Det er alt sammen fejl og mangler, som trækker fra den demokratiske kvalitet og det sunde samfundsliv.

Spanien er et demokrati på fuld omgangshøjde med resten af Europa – det indrømmer selv de catalanske separatistledere uden for citat og helt i strid med, hvad de siger offentligt, fortæller Morel.

Men der er plads til forbedring i det unge demokrati.

Et skridt på vejen er det opgør med diktaturets selvdikterede eftermæle.

Det opgør kommer nu, hvad enten det spanske højre vil det eller ej.

Topfoto: Valle de los Caídos (Valley of the Fallen), located in the municipality of San Lorenzo de El Escorial, Spain, is both a memorial and basilica conceived by Franco, who is buried within the mountain (Wikipedia).

Sara Høyrup er Spanienskorrespondent: www.sarahoyrup.com · foredrag & studieture

Sara Høyrup er freelance Spanienskorrespondent med base i Barcelona. Hun er uddannet i spanske forhold og har boet i byen on/off siden 1996. Hun holder også foredrag i Danmark, arbejder som tolk og oversætter samt arrangerer studieture til Spanien.
http://SaraHoyrup.com
POV lønner ikke sine skribenter - endnu. Så hvis du nyder Saras artikler fra Spanien, så giv gerne bidrag til hendes virke: reg. 8401, konto 8401534673
http://magasineteuropa.dk/sara-hoeyrup/

Seneste artikler om Europa