Ramblaens glemte ofre

i Europa/Featured/Politik & Samfund af

REPORTAGE – De står som forstenede ved afspærringen til VIP-indgangen: en mørk, midaldrende tørklædedame, hendes lille pige og en ung mand. Det er Erquiya, Fatima og Husein fra Marokko. Moren var blandt de tilskadekomne i terrorattentatet på Ramblaen sidste år, pigen sprang i sikkerhed, og faren er siden gået bort. Fatima på 12 repræsenterer som et bravt lille tolkebarn familien, mens hendes storebror febrilsk forsøger ad elektronisk vej at over komme hindringen for at komme ind til mindedagen: Familien er blevet inviteret, men har vist ikke modtaget det helt rigtige dokument, der påviser, at de rent faktisk er ofre og ikke afskum med ondt i sinde.

Den offentligt tilgængelige del af mindedagen afholdes på Plaça Catalunya lige oven for Ramblaen. Kongen er ventet sammen med statsministeren, og myndighederne har haft megen hovedpine med at sikre, at denne dag ikke handler om statsrepræsentanten Filip VI, men mindes de døde, støtter de efterladte og hylder beredskabet.

Fællesfølelsen er på nul og kampen om mediernes opmærksomhed og sympati intens

Dagen skal være værdig og mild og fælles. Man ønsker at undgå, at landesorgen kapres af samme politiske interesser, som i et helt år har flået regionen fra hinanden: den national-chauvinistiske separatisme fremelsket af lokalstatens institutioner og dens stadig mere radikaliserede modstykke: unionismen.

Patent på sorgen

Det lykkes på en måde og på det begrænsede område, der udgøres af pladsens midte, hvor den store duekoloni hersker til hverdag og fodres af hver en ny generation af småbørn fra nær og fjern. Den officielle begivenhed forløber i nogenlunde ro og orden uden de frygtede pibekoncerter og fysiske sammenstød, for kongen er en kontroversiel figur: I ham samles nu alt det separatistiske had til centralstaten, efter at den upopulære Mariano Rajoy (PP) er blevet væltet som statsminister, og den forhandlingsvillige Pedro Sánchez (PSOE) har taget hans plads.

Ingen radikalisme uden syndebuk.

Den ekspansive lokalnationalisme vil inddrage omliggende regioner. Kongen er den nye syndebuk.

Der er til separatisternes fortrydelse ikke adgang for politiske bannere, men officielle flag kommer igennem, og unionisterne markerer sig med det spanske. Ikke desto mindre får separatisterne vredet mindehøjtideligheden i deres favør, da de lokale myndigheder er deres eller vennernes og aldrig er blege for være partiske. Unionister tramper vredt væk fra pladsen med damp ud af ørerne.

Mange borgere i byen møder slet ikke frem til det, der kunne og skulle være en fælles sørgedag, for de ved udmærket godt, at det får det ikke lov at blive. Iblandt dem er embedsmanden Antonio Gutierrez på 59 og andalusersønnen Ángel Ramirez på 48. Og det er da også kropumuligt at gennemføre interviews uden tilråb fra PR-bekymrede meningsfæller og spydigheder fra meningsmodstandere.

Fællesfølelsen er på nul og kampen om mediernes opmærksomhed og sympati intens.

Parkeret i et hjørne

Op mod ydersiden af afspærringen i den nedre del af pladsen står tre sorte muslimer fra Marokko: en mor med sin lille pige og sin store dreng. De to børn mistede deres far efter attentatet sidste år, og kvinden mistede sin mand. Familien betragter hans død som en konsekvens af attentatet, men officielt er de alene anerkendt som ofre i og med, at moren blev hårdt såret, den lille pige så det hele ske, og en nevø balancerede længe mellem liv og død, før han kom ud på den gode side. Faren døde af komplikationer under sygdom forværret af oplevelserne under terrorangrebet.

En smuk, afrikansk kvinde med tørklæde og tvillinger i barnevognen går forbi og hilser venligt på moren, trosfælle til trosfælle. Ellers står familien mutters alene og forladte. Ingen taler med dem overhovedet, før en enkelt tysk journalist fra det massive presseopbud foretager en hurtig voxpop, vist nok mest for at få en udtalelse fra en tildækket muslim.

De står der, fordi de ikke kan komme ind. Den unge mand stirrer ned i sin telefon og forsøger febrilsk at udrede misforståelsen, men arrangement er kort af sikkerhedsgrunde og ovre, før det lykkes. Husein fortæller mig, at familien ligesom de andre ofre har modtaget en invitation til arrangementet, men at de ikke har modtaget den helt rigtige røde lap papir med akkreditering, der har vist sig at være påkrævet.

Fællesskabets varme skinner ikke længe, selv om Ramblaen byder på en mindre reprise af gadealtrene med lys og blomster, hjerter og legetøj, som lå overalt for et år siden

Det er Fatima på 12, der fortæller mig, at hendes mor blev såret i attentatet, og at hun har mistet sin far.

Erquiya vil gerne have et kram, og det har jeg læst mig til, at ofrene savner: at nogen giver dem et kram. Noget så basalt som menneskelig kontakt, venlighed og støtte. Hun hulker og holder godt fast og står ellers bare og står, resigneret og uden krav. Hendes datter forklarer mig undskyldende, at hendes mor ikke kan sprogene her i Catalonien, fordi hun først er kommet hertil som granvoksen.

Fatima er også selv født i Marokko, ”men jeg har boet næsten hele mit liv her”, siger hun med et stort smil på perfekt spansk. Hun kan med garanti også tale catalansk, for det eneste undervisningssprog her er catalansk; men der kommer jeg selv til kort.

Fatima tror, jeg er russer, og det griner vi lidt ad sammen. Jeg fortæller hende, at russerne faktisk nogle gange taler russisk til mig på gaden: rusiya!

Familien El Ouabi fra Marokko blev ramt af terroren, men bliver hele tiden glemt.

Husein giver op; det er en umulig mission at få adgang til mindehøjtideligheden, som skulle dreje sig om netop folk som dem, og sammen lusker den lille familie væk med bøjede hoveder.

Men ikke før de generøst har tilbudt mig den ene af deres to store flasker vand, som en venlig ung mand har hentet til dem.

Husein fortæller mig, at han har måttet sige sit job op for at hjælpe sin mor, efter at hun er blevet alene, og jeg kan levende tænke mig, hvor isoleret hun må være, når hun ikke kan nogen af de to sprog i området.

Husein fortæller, at det er ene forhindringer at få den hjælp, der tilkommer familien som ofre for terrorangrebet, der fandt sted for nøjagtig et år siden i Barcelonas centrum.

Han siger, at familien konstant skal dokumentere alting, fordi socialrådgiverne forlægger det hele gang på gang.

Det samme rapporterer de store aviser hernede: Ofrene føler sig svigtede, de har stort set ikke hørt fra myndighederne, og nogen synderlig hjælp får de ikke. Det samme siger ofrene fra Hipercor, det uforståelige baskisk-nationalistiske angreb på et indkøbscenter i Barcelona i 1987, og ofrene fra Madrids hovedbanegård Atocha i 2004.

Fællesskabets varme skinner ikke længe, selv om Ramblaen byder på en mindre reprise af gadealtrene med lys og blomster, hjerter og legetøj, som lå overalt for et år siden.

Brikker i et spil

Men alle kan bruge et godt offer.

Det er en kendt sag i Spanien, at de mange ofre for den baskiske terrororganisation ETA var og er en brik i et politisk spil, hvor især det konservative Partido Popular har taget dem under vingerne i ren egeninteresse.

I dokumentarfilmen El fin de ETA (Slutningen på ETA) ser man den senere statsminister Rajoy gå forrest i demonstrationer imod at ”forhandle med terrorister” – og det var ellers disse socialdemokratiske forhandlinger med terrorapologeterne i partiet Batasuna, der har bragt landet fred for et halvt århundrede med baskisk-identitarisk terror.

Da terroren ramte Madrid for 14 år siden, var det PP alt om at gøre at skjule, at den var islamistisk hævn for det spanske engagement i Irakkrigen, så PP-regeringen forsøgte i strid med sandheden og uden skygge af indicier at bilde befolkningen ind, at det var endnu et ETA-angreb. Det slap regeringen meget dårligt fra – så skidt, at de mistede regeringsmagten.

På spansk har man et udtryk, der med billedet barriendo hacia casa beskriver, at man fejer ind mod sig selv og får alting til at dreje sig om ens egne anliggender

Jeg husker stadig, hvordan aviskioskerne på Ramblaen var fulde af forsider, der i 11. time havde nået at få med i søndagsudgaven, at den siddende regerings udlægning var løgn og latin. Samme dag var der valg til det spanske parlament; og godt nok var spanierne føjelige dengang, men denne skamløse løgn tog de ikke pænt.

Siden kom den økonomiske krise anno 2008, og populismerne brød løs med al deres politikerlede.

Man fejer da ind mod sig selv

Nu er det den catalanske løsrivelsesbevægelse med lokalstaten i ryggen, som er parat til at foretage alle de vrid på fakta, der skal til, for at konvertere tragedien til vand på deres mølle.

På spansk har man et udtryk, der med billedet barriendo hacia casa beskriver, at man fejer ind mod sig selv og får alting til at dreje sig om ens egne anliggender.

Mindedagen 2018 viser sig at være et fælt eksempel på kynisk udnyttelse af terroren til at give egen agenda vind i ryggen.

Den spanske terrorekspert Fernando Reinares kritiserede fænomenet på en offentlig høring i EU-parlamentet den 22. marts i år med henvisning til den baskiske erfaring. Han beskrev instrumentalisering af terroren som det stik modsatte af terrorbekæmpelse.

”Fred, retfærdighed, frihed”

Da politihelikopteren ved 10-tiden begynder at larme over min terrasse, som den så ofte gjorde det hele efteråret sidste år, er det tid til at komme over til begivenhedernes centrum. Nede på gaden står bypolitiet i deres nye, vintervarme uniformer og har spærret motortrafikken af.

Turister ruller af sted med deres kufferter i retning ad Ramblaen, hvor jeg også skal hen.

Hvad er det for en frihed, de taler om? Det er den, de ønsker for de varetægtsfængslede separatistledere, der er anklaget i henhold til en række paragraffer, der omhandler forsøg på statskup

Ikke så snart er jeg drejet til venstre op ad Ramblaen og ind i den rute, som kamikazebilisten foretog i zigzag i modsat retning klokken 16.50 for et år siden, før jeg møder den første, forventelige flok separatister. De står selvgode plastret til i overdrevent store klistermærker, som de også hjertens gerne deler ud af til turister og trosfæller.

PAU, JUSTICIA, LLIBERTAT står der på catalansk, for de prædiker kun for de hellige, der allerede kan sproget, og for de helt fremmede, som man kan binde hvad som helst på ærmet.

”Fred, retfærdighed, frihed” på den bleggule baggrund, som alle med kendskab til regionen ved symboliserer separatisme. Det gule er altså den kontekst, som udsagnet skal læses i her i symbolland.

”I får da godt nok blandet alting sammen, hvad?” siger jeg surt og går videre, da de gør ansats til at prakke mig et klistermærke på.

”Fred, retfærdighed, frihed”: Separatisterne synes, at dagen skal handle om deres egne martyrer.

For hvad er det for en frihed, de taler om? Det er den, de ønsker for de varetægtsfængslede separatistledere, der er anklaget i henhold til en række paragraffer, der omhandler forsøg på statskup.

Hvad er det for en retfærdighed? Ditto. Det handler om løsrivelsesprocessen og har intet som helst med sørgedagen at gøre. Kunne man forestille sig, at lokalnationalisterne bare en dag om året kunne tillade agendaen at handle om andet end deres punkter? Nej, det kan man ikke. Ingen får fred, før de får deres vilje.

Så tager jeg pressekortet frem og den undersøgende hat på.

Tryk og modtryk

Den næste flok, jeg møder, står oppe ved Font de Canaletes allerøverst på den del af Ramblaen, som turisterne kender til; sammesteds hvor ”Barças” fans plejer at fejre fodboldsejrene. Flokken er indkaldt på de sociale medier for at ”forsvare vores konge” – enten fordi de er monarkister, eller fordi kongen repræsenterer forfatningen og dermed demokratiet, som Jesús på 63 fredsommeligt forklarer mig. Han indgår i den lille demonstrations korps af ordensansvarlige.

En aldrende legionær fra det yderste højre dukker demonstrativt op i sit foreningstøj.

En lille bomstærk mand på 62 vil hjertens gerne udtale sig. Manuel Murillo junior, fordums Spaniensmester i 100-kilometerløb og søn af Manuel Murillo senior, borgmester i den catalanske provinsby Rubí under Franco. Eksatleten har et behageligt væsen og springer ud som Franco-tilhænger til min udelte forbløffelse.

Jeg har aldrig nogensinde mødt en åbenlys Franco-tilhænger før i al min tid i Barcelona. Jeg har siddet ved siden af en enkelt fascist, tror jeg nok, ved busstoppestedet uden for et fængsel efter besøgsdag: Her sad en ung mand og læste i en bog med Falangens symbol på: et neg af spyd.

Men egentlig burde jeg ikke blive så overrasket, for tryk avler jo som bekendt modtryk, og efter at separatismen for alvor har sat ind, er bænkebiderne væltet ud fra de sten, de ellers har gemt sig under i hele demokratiets tid.

Pilar Riesco, der sammen med sin portugisiske mand João er medgrundlægger af foreningen Europeans in Catalonia, som oplyser lokale EU-borgere om vores lovsikrede ret til at stemme på kommunalt og europæisk niveau, skriver til mig:

”Det er bare, fordi de føler sig truet. Hvis løsrivelsestruslen forsvinder, så falder de også til ro.”

Måske. Eller måske vildkatten er ude af sækken og ikke er sådan lige til at proppe ned igen?

”Franco havde styr på landet”

I alt fald stemmer den lille hærdebrede franquist foran mig på VOX, som er et spansk-nationalistisk ultra-højreparti, der endnu ikke er kommet over spærregrænsen, men som gør sig stadig mere gældende. Partiet deltager som privat part i sagen mod separatistlederne, og eksempelvis den effektive og meget morsomme blog Dolça Catalunya, som på et festfyrværkeri af mash-up-spansk og catalansk byder lokalnationalismen trods, hælder stadig mere til VOX som den store forløser.

Falangistsønnen kalder den konservative Rajoy for en kujon, der ikke har turdet sætte hælene ordentligt i over for separatisterne for at holde landet samlet. Manuel hævder først, at Franco skam slet ikke var diktator og for øvrigt ikke startede borgerkrigen 1936-39, derpå at vi faktisk har brug for et diktatur, og til sidst at Francos diktatur i det mindste var mildt. Og gudhjælpemig om ikke Francos ubegribelige særaversion, frimurerne, indgår i den sært sammenhængende og foruroligende diskurs, jeg bliver præsenteret for.

Den aldrende atlet sammenligner de militante af separatisterne med Folkefronten i 1936 og opfatter altså konflikten som en kamp mellem kommunister og fascister. Det eneste lyspunkt i den forstemmende samtale er, at Murillo trods alt ikke ønsker at tage analogien så langt som til at ønske sig en ny borgerkrig i julegave. Han ved godt, at ”det bare skaber lidelse, og at det bliver en kamp, hvor brudlinjen går ned igennem de enkelte familier”.

”Tag at informer dig bedre!” råber damerne vredt op i hovedet på mig. Okay, siger jeg, hvor finder jeg sandheden henne? ”I den internationale presse!”

”Staten står bag angrebet”

Næste levende billede er blonderede Francesca på 54 fra provinsbyen Vendrell, som stolt proklamerer sit fulde navn, men efternavnene forsvinder i larmen. Øverst nær venstre skulder bærer hun this year’s fashion, den gule sløjfe, som alle ved betyder ”Befri fangerne” og alt det der. Nederst hvor ribbenene mødes, har hun det overdimensionerede klistermærke, som hendes ligesindede længere nede ad Ramblaen delte ud af.

Jeg spørger Francesca, om det er den rigtige dag at forfægte den gule sag, og hun forklarer med høj røst noget meget kompliceret om, at der menes Frihed med stort begyndelsesbogstav, hvilket er svært at se, når alle bogstaverne på sloganet er store. Det er altså en abstrakt frihed, siger hun, der omfatter frihed for dødsofrene og deres pårørende. ”De er jo ufri!” siger hun og fremstår mere blond end nogensinde.

Francesca mener at vide, at lokalpolitiets politiske chef, den fængslede separatistleder Joaquim Forn, som også trænger til mere Frihed, var regionens ”justitsminister”; men en sådan føres slet ikke, eftersom retsstatens institutioner trods alt stadig er spanske, al decentralisering og fatamorganarepublik til trods. Forn var regionens indenrigsminister.

Jeg går videre over til tre damer midt i halvtredserne, også de iført de gule superklistermærker. De brokker sig over de spanske flag, som er mødt op, og hævder at daværende politidirektør Josep Lluís Trapero ene mand gjorde kål på terroristerne, ”og nu sidder han fængslet! Utak er verdens løn!”

Selv pæne damer forfægter den konspirationsteori, at den spanske stat står bag attentatet.

Jeg spørger damerne, om de har set gårsdagens nyhed i El Periódico, der afslører, at regionalpolitiet Els Mossos faktisk kom for skade at udløse terrorangrebet, da de ringede terrorgruppens medlemmer op og informerede om den kolossale gaseksplosion i deres hovedkvarter, hvorfor terroristerne ufortøvet iværksatte en plan B.

Den anerkendte regionalavis afslører også, at det catalanske politi nægtede at samarbejde med de landsdækkende politikorps i de mange, lange timer mellem gasulykken, angrebet på Ramblaen og angrebet samme nat i badebyen Cambrills. Els Mossos var mere optaget af at demonstrere, at Catalonien var klar til at fungere som statsstruktur, end af at optrevle terrorgruppen, hvis sidste medlemmer regionspolitiet enten dræbte eller pågreb ud på natten.

”Tag at informer dig bedre!” råber damerne vredt op i hovedet på mig. Okay, siger jeg, hvor finder jeg sandheden henne? ”I den internationale presse!”

”I fængsel for at opklare terror”

Da den korte mindehøjtidelighed midt på den store plads er ovre, får jeg øje på en separatistisk familieudflugt. Victoria på 78 og Judit på 52 står sammen med Xavi på 15 og et par teenagere mere og holder sorte plakater i vejret med teksten:

”Det har sin pris at optrevle en terrorcelle: fængsel og undertrykkelse.”

Det er catalanistisk kode for, at førnævnte Forn sidder fængslet bare fordi, og man må da heller aldrig noget, og catalansk politi løste helt alene terrorproblemet.

Lidt vel sent, kan man sige, efter at bagmand og nogle af de unge mænd var kommet for skade at sprænge sig selv i luften i en martyrdød uden omkringstående, og en anden af de radikaliserede yndlinge havde pløjet ned igennem mængden på Ramblaen.

Og det er led i en misinformationskampagne, der fuldstændigt uden belæg forsøger at få alverden til at tro på, at den spanske stat står bag terrorangrebet.

Separatisterne indtager fælles mindealter med konspirationsteori og propaganda.

100 meter fra familieudflugten står den militante ungdom. En af dem holder et rødt skilt op, der på engelsk afkræver den spanske stat ”svar”.

Jeg går over og spørger den unge mand, hvad det er, de ønsker svar på. Han ruller ukontrolleret med øjnene, mumler uforståeligt og er ved at vælte. På denne sorgens dag er han mødt stangbacardi op for at forfægte sin sag i gode venners lag, og der er da også straks en kammerat, der kan tage over og forklare mig, at terroranslaget ”garanteret” var orkestreret af staten for at hindre den catalanske løsrivelse.

Alberto er 27 og lirer konspirationsteorien af sig som en papegøje. I samme øjeblik går den catalanske PP-politiker Xavier Albiol forbi et stykke væk, et hoved højere end alle andre og derfor let at få øje på. Regionsparlamentarikeren går spidsrod gennem mængden, der bruser over af en nærmest masturbatorisk ophidselse. Endelig en ordentligt fjende! Og så kan man endda røre ved ham!

¡Fuera!”, ud med ham! lyder det (sjovt nok på spansk, som om de ikke stoler på, at han ville forstå det catalanske Fora!) fra gammel såvel som ung. Her på disse kanter søges alt for tiden løst gennem udgrænsning.

Det mørkner omkring os

Jeg har fået nok for i dag og går hjem imod mit eget kvarter. Ved gadealteret øverst på Ramblaen står en enkelt mand på godt og vel 50 og sørger, mens alle andre tager billeder eller forsøger at komme op at toppes med hinanden. Det er Sergio, han har ikke mistet nogen pårørende, og han var over alle bjerge, da Ramblaen blev massakreret; men han er dybt berørt og ved at græde.

”Den er jo helt galt fat, når vi ikke engang kan sørge sammen.”

Ude foran restauranten Bun Bo sidder de unge tjenere og holder pause. Dem fik jeg en kram og kaffe af sidste år, da jeg dagen efter angrebet brød sammen i gråd over at være den eneste i byen, hvis familie var flintrende ligeglade med, om vi havde klaret den. Jeg kender dem som søde unge mænd, men særligt trænede i kildekritik er de ikke.

Jeg opdager hurtigt, at de er villige til at tro på enhver konspirationsteori, for de har ikke lært bedre. De stoler ikke på staten og tror ikke på mainstream-pressen; og de har kun hån til overs for de sørgende.

Rystet og nedslået går jeg videre til naborestauranten Silenus, hvor jeg sad og læste avis, da turisterne løb skrigende forbi klokken lidt i fem for et år siden.

“Også muslimer er ofre for terror.” Der er helt stille ud på aftenen midt på Ramblaen.

Pludselig bliver der mørkt omkring os: Skyerne har fortættet sig til et tykt lag, der ligger dystert og faretruende over det hele. Dagen lukkes brat ned: ”Natten er faldet på!” udbryder forbipasserende forvirrede klokken to om eftermiddagen. ”Apocalypse now!” siger den fredsommelige tjener for sjov. Syv minutter senere åbner himlens porte sig. Torden og lynild overtager scenen.

Turister søger tilflugt på frokostrestauranterne, ligesom de gjorde sidste år, men nu blot fra regnen. De kaster lejecyklerne fra sig udenfor i bunker, og med oprømte stemmer snakker de løs på deres egne sprog om alt og ingenting.

De er i ly; og stemningen er en ganske anden end den forknytte frygt og desperate telefonsamtaler med verden udenfor, der fyldte restauranter og butikker og markedsstande til ud på aftenen i områderne nær Ramblaen den 17. august 2017.

Dengang var der blandt de strandede turister og indbyggere en oplevelse af at være sammen om den samme skrækindjagende oplevelse; ikke splittet i radikaliserede grupper i strid med hinanden og bandsat optagne af at få tredjemands terror til at tjene deres egen agenda.

Faktatjek: Det anerkendte dagblad El Periódico udgav 12.08.18 et stort interview med Erqiya og hendes børn. De hedder El Ouabi til efternavn og er berbere ligesom attentatmændene.

Det fremgår af interviewet i El Periodico, at familien også på attentatdagen blev udelukket: De prøvede ligesom så mange andre at søge tilflugt bag handelslivets lukkede skodder, men fik ikke lov at komme ind.

POV lønner ikke sine skribenter – endnu. Så hvis du nyder Saras artikler fra Spanien, så giv gerne bidrag til hendes virke: reg. 8401, konto 8401534673

Fotos: Sara Høyrup.

Sara Høyrup er freelance Spanienskorrespondent med base i Barcelona. Hun er uddannet i spanske forhold og har boet i byen on/off siden 1996. Hun holder også foredrag i Danmark, arbejder som tolk og oversætter samt arrangerer studieture til Spanien.
http://SaraHoyrup.com
POV lønner ikke sine skribenter - endnu. Så hvis du nyder Saras artikler fra Spanien, så giv gerne bidrag til hendes virke: reg. 8401, konto 8401534673
http://magasineteuropa.dk/sara-hoeyrup/

Seneste artikler om Europa