KRIG I GAZA // ANALYSE – Med afslutningen på våbenhvilen mellem Israel og Hamas fredag morgen går krigen atter sin blodige gang. Der er dog ikke tegn på, at den breder sig regionalt, og andre faktorer peger på, at det hele kan komme til en hurtig afslutning.
Indrømmet. Det er sat lidt på spidsen med en krigsafslutning ved juletid. Især i lyset af våbenhvilen i slutningen af november, der gav en uges pause i kamphandlingerne. Der er dog et begrundet håb og vis logik i en – relativt – hurtig afslutning på krigen. Det håb bunder i flere forhold.
Hvornår er Hamas knust?
Våbenhvilen fra fredag den 24. november til og med om morgenen fredag den 1. december har sat IDF (Israel Defense Forces, den israelske hær) en uge tilbage i Gaza i forhold til de operationelle mål, der blev udstukket af det israelske krigskabinet og militærets øverste ledelse.
Det store spørgsmål er dog, hvor meget Hamas skal være knust, før Israel er tilfreds
Hamas fik et tiltrængt pusterum, der gav bevægelsen mulighed for at reorganisere sig og finde fornyet kampkraft, flytte gidsler og opbygge depoter på ny, ligesom IDF’s momentum og – set fra et militært synspunkt – succesrige kampagne i det nordlige Gaza siden invasionens begyndelse den 27. oktober, blev bremset. I hvert fald for en stund.
Israel vil ikke stoppe sine militære operationer i Gaza, før Hamas rent militært og organisatorisk er knust. Det bliver gentaget igen og igen af Israels politiske og militære top. Israelske kilder taler om ca. 5.000 dræbte Hamas-soldater ud af en styrke, der vurderes til at være fem gange så stor. Israel har mistet under 100 soldater i Gaza indtil videre.
Det antages, at Hamas’ ledelse stadig er i live og befinder sig i Khan Younis eller Rafah mod syd, heriblandt Hamas-lederne Yahia Sinwar og Mohammed Deif, der spillede nøgleroller i planlægningen af angrebet den 7. oktober. Kun lederen af Qassam-brigaderne, Abu Anas al-Ghandour, er blevet dræbt. Israel mangler med andre ord stadig en del arbejde i Gaza, som ikke bliver mindre kompliceret af, at Hamas’ tunnelsystem efter alt at dømme er mere forgrenet og omfattende, end IDF oprindeligt havde troet.
Det store spørgsmål er dog, hvor meget Hamas skal være knust, før Israel er tilfreds. Som både Jordans udenrigsminister, Ayman al-Safadi, og premierministeren fra det palæstinensiske selvstyre, Mohammed Shtayyeh, har udtalt, er Hamas også en ideologi og en idé, som du ikke kan knuse med militær magt.
Amerikanerne begik den fatale fejl i Irak i 2003 at rive Saddam Husseins Baath-parti og alle statslige institutioner op med rode for at “af-Saddam-ficere” Irak, men endte med at kaste tusindvis af frustrerede og marginaliserede sunnier i armene på Al Qaeda i Irak og det senere Islamisk Stat.
Amerikanerne overså fuldstændig, at mange irakere var en del af styret, men ikke nødvendigvis abonnerede på Saddam Husseins ideologi. Kunne Israel stille sig tilfreds med at knuse den militære og politiske ledelse af Hamas og leve med at bevare andre dele af organisationen? Det vil sikre palæstinenserne en – omend yderst begrænset – form for embedsapparat og struktur i deres hverdag, der kan sikre indbyggerne i det hårdt trængte område adgang til basale fødevarer, elektricitet, udbetaling af lønninger mv. Flere eksperter har været ude at argumentere for, at det kunne være i Israels interesse at begrænse dybden af IDF’s udradering af Hamas.
Det internationale pres på Israel stiger dag for dag, hvilket forværrer Israels anseelse og opbakning, men det svækker også den jødiske stat rent politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssigt i en mere national og regional kontekst
Det vil gøre det nemmere for Israel at få afsluttet krigen hurtigere, men det kræver naturligvis en politisk enighed i en ekstremt splittet israelsk samlingsregering om, hvor sådanne grænser skal gå.
Forhandlingerne om frigivelse af gidsler, humanitære korridorer i Gaza, håndteringen af uro på Vestbredden og meget andet, har vist, at der er langt fra de mere midtsøgende politikere som Yair Lapid (partileder fra partiet Yesh Atid, “Der er en fremtid”), Benny Gantz (partileder fra partiet HaMahane HaMamlachti, “National Enhed”) og ud til Itamar Ben-Gvir (partileder fra partiet Otzma Yehudit, “Jødisk Styrke”) på den absolut yderste højrefløj.
Det er især denne højrefløj, der ikke vil være tilfreds, før alle, der på den ene eller anden måde er affilieret med Hamas, er døde eller flygtet. Ben-Gvir har truet med at forlade samlingsregeringen, hvis der ikke sættes hårdt ind over for Hamas. I så fald vil krigen vare meget længe.
Det internationale pres på Israel stiger dag for dag, hvilket forværrer Israels anseelse og opbakning, men det svækker også den jødiske stat rent politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssigt i en mere national og regional kontekst. Det er man bevidst om i Israels militære og politiske kredse. Det kan tale for, at krigen slutter ved juletid – eller deromkring.
Amerikansk pres
Biden var vicepræsident under Obama, der var – og måske stadig er – Netanyahus, svorne fjende. Og det siger ellers ikke så lidt, hvis man kigger på Netanyahus politiske karriere og liv. Biden blev ved flere lejligheder ydmyget af Netanyahu i Obamas år, en af gangene skulle tilsyneladende have fremkaldt det, som Obamas rådgivere kaldte ex-præsidentens største raserianfald, ifølge den israelske journalist Ben Caspits biografi om Netanyahu fra 2017, The Netanyahu Years. Det er ikke de bedste forudsætninger for et frugtbart samarbejde.
Trumps “America First”-politik vil få endnu mere vind i sejlene, når amerikanske skattekroner ikke kun går til at finansiere Ukraines krig mod Rusland, men også Israels krig mod Hamas
Men USA er stadig landet, der om nogen kan presse Israel. Det har krigen mellem Israel og Hamas allerede vist. Det var USA, der spillede en rolle i forhold til hvornår landoffensiven skulle starte, USA kan presse Israel ved at tilbageholde afgørende ammunition til IDF, ligesom det var – og er – USA og andre lande, der presser på for humanitære korridorer og israelsk mådehold i bombardementerne af Gaza.
Men nok så vigtigt skal Biden genvælges næste år i november 2024 og ønsker ikke at hænge for længe fast i endnu en krig i Mellemøsten. Det vil svække hans position over for Trumps meget isolationistiske agenda, som også deles af andre kandidater i det republikanske felt. Trumps “America First”-politik vil få endnu mere vind i sejlene, når amerikanske skattekroner ikke kun går til at finansiere Ukraines krig mod Rusland, men også Israels krig mod Hamas.
Samtidig er venstrefløjen, især de unge, hos Demokraterne blevet mere højlydte og kritiske over for Bidens – i deres øjne – alt for pro-israelske kurs i krigen i Gaza. Amerikanske undersøgelser og meningsmålinger viser sågar, at flere unge amerikanere hellere vil stemme på Trump end på Biden. En regulær katastrofemåling for Biden. Den 81-årige præsident har brug for at få mobiliseret sin egen venstrefløj til valget i november 2024. Bliver de hjemme i protest imod Biden – eller ligefrem stemmer på Trump – kan det blive katastrofalt for Bidens chancer for genvalg.
Derfor vil Bidens pres på Israel stige proportionalt i intensitet og omfang med krigens længde for at lægge massivt pres på Israel for at få krigen i Gaza afsluttet. Jo før i 2024 krigen slutter, jo bedre. Bidens egen politiske overlevelse er med andre ord til dels bundet op på en hurtig afslutning af krigen i Gaza. Det kan risikere blot at svække Biden yderligere indenrigspolitisk, hvis krigen i Gaza fortsætter langt ind i 2024. Det kan tale for, at krigen slutter til juletid – eller deromkring.
Iran under pres
Mange havde frygtet – nogle gør uden tvivl stadig – at krigen mellem Hamas og Israel kan udvikle sig til en regional krig, der involverer både Hizbollah i Libanon, Houthierne i Yemen og shiitiske militser i Irak og Syrien. At Irans proxy-grupper med raketangreb og anden krigsførelse vil fremprovokere et israelsk eller amerikansk modsvar, der skulle betales tilbage med renters rente. En sådan eskalering vil hurtigt kunne løbe løbsk, uden at Iran – eller de andre aktører i regionen – ville kunne inddæmme og håndtere de katastrofale følger. Sådan er det dog ikke gået endnu. Langtfra.
Der er dog næsten dagligt uro på grænsen mellem Israel og Libanon. Af indenrigspolitiske årsager havde – og har – Hizbollah ikke råd til ikke at vise palæstinensere i Libanon og arabere generelt i regionen handling og solidaritet med Hamas efter terrorangrebet den 7. oktober. Hizbollah er en helt anden størrelse rent militært end Hamas, og uroen på grænsen var en af årsagerne til, at der gik tre uger fra terrorangrebet 7. oktober, til Israel invaderede Gaza den 27. oktober i fuld skala.
Israel har dog ingen militær, politisk eller sikkerhedsmæssig interesse i at hoppe direkte fra en heksekedel i Gaza til en tilsvarende i Beiruts gader
Men det er også blevet ved en lavintens, håndterbar uro. Tusindvis af israelere i grænseområdet er dog blevet forflyttet af sikkerhedsmæssige årsager som følge af raketterne fra Hizbollah. Det er en sikkerhedssituation, der er uacceptabel for Israel. Det betyder dog ikke, at hverken Israel eller Hizbollah ønsker, at tingene udvikler sig.
Israel har sit hovedfokus på Hamas. Når krigen mod Hamas er slut, vil forholdene langs grænsen til Libanon kunne adresseres af Israel på en måde, der ikke tvinger Israel direkte fra en krig mod Hamas og ind i en krig mod Hizbollah, omend Benny Gantz har udtalt, at hvad der sker i Gaza, kan ske i Beirut – en klar trussel til Hizbollah og Iran.
Israel har dog ingen militær, politisk eller sikkerhedsmæssig interesse i at hoppe direkte fra en heksekedel i Gaza til en tilsvarende i Beiruts gader. Tilmed har Israel dårlige erfaringer med at føre krig i Libanon, hvilket både krigen i 1982 og 2006 viste med al tydelighed.
Det virker dog heller ikke til, at Hizbollah ønsker en uhensigtsmæssig eskalering og en reel krig mod Israel. Hassan Nasrallah, Hizbollahs leder, holdt en tale fredag den 3. november, der var imødeset med stor spænding, da nogle frygtede eller forventede, at Hizbollah i solidaritet med Hamas ville intensivere sin kampagne mod Israel. Men talen indeholdt meget lidt konkret og blev af iagttagere set som en svag tale.
Det iranske styre bag Hizbollah, der selv er presset af en håbløs økonomisk situation grundet sanktioner samt et oprør, der ikke er gået i dvale, men nærmere under radaren i en periode, er under pres. De har brug for indadtil og udadtil at vise, at de – som de eneste – bekæmper zionismen og dens håndlangere.
Omvendt må de iranske proxy-grupper, der udkæmper denne krig pr. stedfortræder, levere modstand på et niveau, der ikke får tingene til at eskalere og tvinger det pressede iranske styre til en langt mere direkte indblanding og aktivistisk linje, idet en sådan linje potentielt set ville kunne svække regimets greb om magten på hjemmefronten, hvor frustrationen som nævnt i forvejen ulmer over den økonomiske situation og regimets hårdhændede behandling af demonstranter i kølvandet på de massive protester efter Mahsa Aminis død i moralpolitiets varetægt i september 2022.
I forrige weekend var Hamas-lederen Ismail Haniyeh på besøg i Teheran i håbet om at opildne Iran til at presse sine proxy-grupper til en mere aktivistisk og aggressiv kurs over for Israel og USA. Uden held. Nasrallahs svage tale og Irans modvilje mod at eskalere situationen viser et Iran under pres. Selvom Irans proxy-grupper og Al Quds-styrken (det arabiske ord for Jerusalem) er centrale i præstestyrets DNA og selvforståelse, står intet dog over at bevare magten i Iran. Det ved den 84-årige – og muligvis kræftsyge – ayatollah Khamenei godt, og det ved præsident Raisi godt.
Iran står ikke stærkere nu, hvor 2023 går på hæld. Tværtimod. Iran er presset
Tilbage i 2020 havde Iran også et – for mange – svagt modsvar på USA’s attentat på den tidligere Al Quds-leder, Qassem Soleimani, den 3. januar 2020. Han var en levende legende og havde nærmest mytisk og guddommelig status i Iran og andre shiitiske samfund i Mellemøsten.
Irans modsvar var en raketregn mod en amerikansk base i Irak den 8. januar. Godt nok det største ballistiske raketangreb mod USA nogensinde, men ingen amerikanere omkom, omend over 100 blev såret. Iran havde på forhånd varslet den shiitisk-dominerede, irakiske regering om raketangrebet, hvilket af nogle tolkes som Irans indirekte forsøg på at give USA en tidlig indikation for at undgå en situation, hvor mange amerikanske soldater blev dræbt, og USA svarede igen på en måde, der tvang Iran til et endnu voldsommere modsvar, hvorved situationen havde eskaleret ud af kontrol.
Iran står ikke stærkere nu, hvor 2023 går på hæld. Tværtimod. Iran er presset. Derfor er Iran også opmærksom på, at dets militser, som også til en vis grad agerer selvstændigt og ikke nødvendigvis konsulterer Iran, hver gang de køber kuglepenne ind rundt om i Mellemøsten yder modstand mod USA og Israel på et niveau, der ikke får tingene til at løbe løbsk.
Dermed ville krigen mellem Israel og Hamas kunne forblive en – relativt – lokal krig, der ikke for alvor på et eksistentielt niveau truer Israel militært på andre fronter. Det vil alt andet lige muliggøre en hurtigere afslutning på de militære operationer i Gaza. Måske er det ikke slut ved juletid eller nytår – men det kunne tænkes at være slut deromkring.
Læs også udlandsredaktør Hans Henrik Fafners analyse om våbenhvilen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
