FOLKETINGSVALG ’22 // KOMMENTAR – I spørgsmålet om fremtidens folkepension byder Moderaterne ind med en løsning på et tidspunkt, hvor problemet faktisk ventes at være opløst. Altså må drivkraften være mere ideologisk end praktisk, skriver Pia Christmas-Møller i denne kommentar, hvor hun efterlyser konkrete svar fra Lars Løkke Rasmussen. Det gælder Moderaternes økonomiske fordelingspolitiske prioriteringer generelt og pensionsvisioner i særdeleshed. Spørgsmålene står i kø.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”Vi forholder os til noget fremfor nogen”. Sådan har det gang på gang lydt fra Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen. Gentagelserne har haft en besværgende funktion i den taktiske afvisning af al tale om bogstavkombinationer og mulige navne på statsministerposten.
Alligevel er Lars Løkke Rasmussen synligt fortørnet over, at der her i valgkampens sidste uge er kommet lys på hans partis tanker om fremtidens pension.
Moderaterne skriver på s. 32 i sit program, at partiet grundlæggende mener, at den enkeltes pension hverken bør afhænge af den demografiske udvikling eller af skiftende politiske prioriteringer, men af hvor meget den enkelte har lagt til side til alderdommen.
I en særligt fremhævet boks hedder det videre:
”Moderaterne mener:
- At pensionssystemet skal baseres på egen opsparing, så demografiske risici undgås
- At staten skal betale opsparingen for borgere, som er udenfor arbejdsmarkedet
- At en del af pensionsopsparingen skal øremærkes fremtidige behov for hjemmehjælp og ældrepleje.”
Der er hverken i partiprogrammet eller i det lange, uredigerede interview med Lars Løkke i TV News torsdag taget nogen fordelingsmæssige forbehold eller givet andre holdningsmæssige pejlemærker i forhold til en regulering af markante fordelingsmæssige skævheder.
Bortset fra hensynet til borgere, der ikke har opholdt sig et helt arbejdsliv i Danmark og altså kravet om fællesskabets indbetaling af bidrag for dem, der midlertidigt eller permanent er udelukket fra arbejdsmarkedet. Til dette formål oprettes Dansk Almennyttig Pensionskasse (DAP).
Vi er mange, der går op i ”noget”, og her står spørgsmålene i kø, når det gælder Moderaternes økonomiske fordelingspolitiske prioriteringer generelt og pensionsvisioner i særdeleshed
Løkke pointerer, at omlægningen skal ske af hensyn til ”den demografiske udfordring” og for at gøre vores pensionssystem ”robust”. Han understreger, at det først bliver aktuelt for hans endnu ufødte børne-og oldebørn.
En løsning på et ikke-problem
Lad os kigge lidt nærmere på det:
Den demografiske udfordring ventes at toppe omkring 2040 for derefter at klinge af. Eksperter vurderer, at der ikke er noget, som tyder på, at det demografiske pres vil genopstå i den sidste del af dette århundrede med de mønstre, man kender nu. Med det introduktionsforløb, Løkke skitserer, opnås ikke et tidsmæssigt match. Man byder ind med en løsning på et tidspunkt, hvor problemet ventes at være opløst.
Altså må drivkraften være mere ideologisk end praktisk. Moderaterne ser angiveligt en principiel urimelighed i, at en måske mindre erhvervsaktiv befolkningsgruppe skal betale til en måske større pensionistgruppe. Og så synes man også principielt, at der skal være et ejerskab til opsparingen, som politikere ikke skal kunne pille ved.
Man byder ind med en løsning på et tidspunkt, hvor problemet ventes at være opløs
For det første er alle – herunder ikke mindst pensionister – afhængige af konjunkturerne i samfundet. Til enhver tid. Tænk bare på, hvordan den aktuelle inflation og faldende aktiekurser mv. reducerer pensionsudbetalingernes værdi for i hvert fald de næste 15 års pensionister.
Pensionernes købekraft er altid tæt knyttet til den arbejdende befolknings produktion. Penge har jo kun en værdi, når man kan få noget for dem. For stor efterspørgsel og for lille udbud fører til prisstigninger og inflation. Som igen forringer pengenes værdi. Hvis ikke der er produktionsmæssig dækning, er en opsparing til forbrug ikke meget værd.
For det andet kan et flertal af politikere i et demokrati altid foretage reguleringer, der påvirker – herunder forringer- (forbrugs)værdien af en (pensions) opsparing. Størrelsesforholdet mellem den erhvervsaktive og den pensionerede gruppe vil - i et demokrati med den lige almindelige valgret for alle over 18 år uden øvre aldersgrænse som bærende princip – altid kunne have betydning for de økonomiske vilkår grupperne imellem.
De ”gamle” kan teoretisk stemme sig til ret så meget… Det ændrer Moderaternes forslag ikke på, ligesom det heller ikke ændrer på, at der er en del politisk/økonomiske skruer at skrue på i øvrigt. M.h.t. rækkevidden af borgernes ejerskab og råderet over opsparede midler, tænk da blot på de voldsomme slag om Den sociale Pensionsfond…
Den skattefinansierede folkepension vs. Moderaternes vision
Det gældende pensionssystem i Danmark bygger på den skattefinansierede folkepension som grundsten. Den er betinget af dansk bopæls-og statsborgeranciennitet. Den er fra politisk fastsat alder livsvarig og består af et grundbeløb og et indkomstafhængigt tillæg. Rammer og regulering er politisk fastlagt.
Selve den skattefinansierede beløbs- og rettighedsbaserede konstruktion indebærer, at folkepensionen har en relativ større værdi for de lavtlønnede over et arbejdsliv end for de højere indkomstgrupper.
Det er bl.a. af ATP blevet beregnet, at en egenfinansieret opsparing til en livsvarig pension på niveau med den nugældende folkepensions værdi vil forudsætte en stigning i den månedlige pensionsindbetaling på ca. 20-30% for mennesker i almindelige job. Og det oveni de tvungne bidrag til arbejdsmarkedspensionerne.
Den ideologiske ide om, at hver generation retfærdigvis selv skal have sparet op til at kunne finansiere egen pension, støder derudover ind i den uretfærdighed, der uundgåeligt vil blive påført ”overgangs-generationen”
Derudover kræver Moderaternes ”vision”, at den nye opsparing ikke kun skal gå til pensionsudbetalinger men også til brugerbetaling på hjemmehjælp og ældrepleje. Vægten af Moderaternes ideer til fordelingsprofil vil i den lavere ende af indkomstskalaen veje tungt og stille nogle i alvorlige valg mellem fornødenheder.
Når man samtidig ser ind i en fremtid med langt flere usikre lavtlønsjob uden almindelig overenskomstbeskyttelse med regler for støtte ved sygdom, barsel, ferie osv., vil Moderaternes tanker føre til mærkbart større fordelingspolitiske forskelle.
Den ideologiske ide om, at hver generation retfærdigvis selv skal have sparet op til at kunne finansiere egen pension, støder derudover ind i den uretfærdighed, der uundgåeligt vil blive påført ”overgangs-generationen”. Den vil uvilkårligt komme til at betale både til den forrige generation og til sig selv.
Spørgsmål til Løkke og Moderaterne
Enhver afbødning af de beskrevne stigninger i indkomstforskelle vil komplicere og bureaukratisere systemet. Det er aldeles rimeligt inden valgdagen at afæske Løkke og Moderaterne nogle svar:
- Vil I garantere en fordelingsmæssig profil på niveau med det nugældende pensionssystem, eller accepterer I, at jeres ideer fører til øgede økonomiske skel blandt fremtidens pensionister?
- Ønsker I, og hvordan vil I undgå, at en overgangsgeneration kommer til at betale både til sig selv og den forrige generation?
- Hvordan hænger jeres ufødte ”børne-oldebørns” tidsperspektiv for introduktion af jeres nye system sammen med den forventede tidshorisont for den demografiske udvikling med et toppunkt omkring 2040?
Why fix it?
Det danske pensionssystem med en skattefinansieret universel folkepension som fundament suppleret med tvungne arbejdsmarkedspensioner incl. ATP er sammen med god adgang til forskellige, individuelle, private opsparingsordninger ret velfungerende. S
ystemet er ofte blevet rost internationalt. Særligt opbygningen af arbejdsmarkedspensionerne fra 1987 kombineret med koblingen mellem pensionsalder og gennemsnitlig levealder har gjort det robust.
Selvom der altid kan være behov for justeringer, fungerer det samlede system altså ganske godt. Så: ”Why fix it if it aint broken?”
Vælgerne har krav på svar på de dybt relevante spørgsmål til Moderaternes pensionspolitik inden valgdagen. Men derudover er der efter valgkampen også behov for at få nogle svar fra medieverdenen.
Selvom der altid kan være behov for justeringer, fungerer det samlede system altså ganske godt. Så: ”Why fix it if it aint broken?
Moderaternes politiske chef, Jakob Engel-Schmidt, hævdede i P1 fredag morgen at have inviteret fire medier til et møde om netop partiets pensionstanker for seks måneder siden:
Hvorfor kom I ikke?
Og hvorfor har ingen andre journalister tidligere sat fokus på partiets vidtgående visionstanker med umiddelbart vilde fordelingspolitiske konsekvenser?
Og hvorfor perspektiverer man ikke med det nu nedskudte skatteforslag?
Det havde jo også en meget skæv profil, som partiet dog nu i valgkampen har renonceret på efter blotlæggelsen af både Cepos og andre analytikere.
Vi er mange, der går op i ”noget”, og her står spørgsmålene i kø, når det gælder Moderaternes økonomiske fordelingspolitiske prioriteringer generelt og pensionsvisioner i særdeleshed.
Læs mere om folketingsvalget her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her