ESSAY – For 108 år siden sank ’skibet der ikke kunne synke’ på sin jomfrurejse. Det var en påmindelse om, at vi trods vores blinde tro på fremskridtet og teknologien endnu var underlagt naturen, og Hollywood kunne da heller ikke have skrevet en bedre lignelse om konsekvensen af menneskeligt hovmod.
Da Titanic en kold og måneløs nat i april 1912 forsvandt med 1500 mennesker i Atlanterhavets dyb, blev verden vidne til en af de bedste fortællinger, der aldrig er blevet skrevet.
For historien om det skibet, der ikke kunne synke, det største i verden, som ramte et isbjerg og forliste på sin jomfrurejse, er som taget ud af et Hollywood-manuskript: En beretning, som ikke blot advarede imod en blind tro på teknologien, men samtidig mindede os om, at hovmod altid står for fald. Samt svanesangen for en gammel verdensorden, der i disse år sang på sidste vers.
Da det stævnede ud, var skibet det største bevægelige objekt, mennesket nogensinde havde konstrueret: 52.300 tons stål og kul og damp, 269 meter langt og 28 meter bredt. Dag og nat skovlede fyrbøderne i skibets mave kul ind i den enorme dampmaskine, som med 46.000 hestekræfter var i stand til at give det en tophastighed på 24 knob (44 km/t).
Det lyder alt sammen måske ikke af meget sammenlignet med nutidens supertankere og atomdrevne hangarskibe, men da Titanic blev søsat, lå sejlskibenes æra endnu indenfor levende mennesker hukommelse. Med dets enorme størrelse, exceptionelle luksus, og splinternye teknologi stod skibet som et symbol på de enorme fremskridt, mennesket havde opnået de forudgående årtier.
Videnskaben havde gjort os i stand til at kurere hidtil dødelige sygdomme. Vi havde erobret himlen. Var begyndt at erstatte heste med biler. Og vi kunne via morsekode kommunikere trådløst over store afstande. Vi kunne altså ikke blot flyve som fuglene, men også skabe bygninger og skibe så enorme, at Guds skaberværk syntes at blegne ved siden af.
Handlen og industriproduktionen medførte samtidig ufattelig velstand, som dog kun kom ganske få mennesker i samfundet til gode. I store dele af den vestlige verden levede store dele af befolkningen stadig i armod og uden politiske rettigheder.
Som mennesker havde fremskridtet og teknologien dog givet os modet til at tro på, at naturen nu var underlagt os og ikke omvendt. Vi turde bygge et skib og påstå, at det ikke var i stand til at synke. Men som en græsk tragedie skulle det vise sig, at vores selvtillid blot var et udtryk for hybris.
Isbjerg ret forude
For naturen besejrede os; et urgammelt bjerg af frossent vand var et par måneder forinden brækket af den grønlandske iskappe og drevet sydpå gennem Atlanten, alt imens Titanic sejlede vestpå fra Europa mod New York. Kort før midnat den 14. april krydsede deres ruter med matematisk præcision hinanden 600 km syd for Newfoundland. Natten var ikke kun måneløs, men også bemærkelsesværdigt vindstille, og fraværet af både genskær og skumsprøjt gjorde det sværere for de to mænd i udkigstønden at spotte isbjerge. Da Frederick Fleet opdagede den store skygge ret forude, var det for sent.
Nu gik det stærkt. Han ringede med klokken og kaldte kommandobroen op: ”Isbjerg ret forude!”. De slog bak og forsøgte at dreje udenom, men selve skibet arbejdede nu pludselig imod dem: det var for stort, roret var for lille, og det sejlede for hurtigt. Et halvt minut efter at være dukket frem af mørket, skrabede isbjerget langs styrbords side, hvorefter havet begyndte at strømme ind til fyrbøderne i maskinrummene.
Skibet der ikke kunne synke, var dødsdømt. To timer og fyrre minutter senere forsvandt det under havoverfladen
Skibet var delt op i en række sektioner, som hver kunne lukkes af med vandtætte skotter. Det var designet til at kunne holde sig flydende med fire af dem oversvømmet. Uheldigvis havde isbjerget slået hul på fem. Vægten af vandet, der strømmede ind, begyndte snart at trække boven under havoverfladen, og da de vandtætte vægge ikke rakte højt nok op i skroget, varede det ikke længe, før vandet blot løb henover.
Titanic, skibet der ikke kunne synke, var dødsdømt. To timer og fyrre minutter senere forsvandt det under havoverfladen. Vi havde været hovmodige nok til at udfordre det guddommelige, og ligesom titanerne fra oldtidens mytologi blev vi nu straffet for det og kastet ned i underverdenen.
Det arketypiske skibsforlis
Titanic var et mikrokosmos af verden, som den så ud i 1912: samfundets rigeste delte skibet med nogle af dets fattigste og mest desperate. Adelige og industrimagnater sammen med fattige emigranter, der havde sagt farvel til deres gamle liv for at starte forfra i den Nye Verden.
Dampskibene var på det tidspunkt det eneste transportmiddel over Atlanten, og som alt andet var Titanic skarpt klasseopdelt: de rige på 1. klasse, middelklassen på 2. klasse og proletariatet på 3. klasse. En opdeling, som var med til at bestemme, hvem der overlevede, og hvem der døde.
Da de gik ombord på Titanic i Southampton, Cherbourg eller Queenstown blev alle dog mødt af noget, som overgik deres forstand. For samfundets elite tilbød skibet en luksus på et højere niveau end andre skibe. En standard, der kunne måle sig med dyre hoteller i New York, Paris eller London.
For de mange irske, italienske og østeuropæiske emigranter på 3. klasse var det ofte første gang, de oplevede rindende vand og toiletter med træk og slip. I stedet for de overfyldte sovesale, som de fleste af den tids dampere over Atlanten stillede til rådighed, sov de fire personer sammen i kahytter, der til forveksling ligner dem, som Oslobåden har nu om dage.
Og hvor du på andre passagerskibe selv skulle sørge for at have mad med, når du rejse på 3. klasse, blev den her serveret som en del af billetten. Det var en kost, der for manges vedkommende var bedre end noget, de nogensinde før havde fået.
Alt var nyt, rent og overvældende, og flere af de fattige har sandsynligvis lagt hovedet på puden om aftenen en 14. april og tænkt, at rejsen gerne måtte vare for evigt.
Menneskeligt hovmod, der står for fald, er altid grundlaget for en god fortælling, og alene derfor ville et manuskript om Titanics forlis have skrevet sig selv. Men det er anden del af akten, dødskampen, der får historien til at gå fra det bemærkelsesværdige til det udødelige.
James Camerons Titanic
Det har da heller ikke været nødvendigt at opfinde den dybe tallerken i de film, som gennem årene har forsøgt at formidle historien om forliset. For det at læse den autentiske beretning om, hvad der skete den nat, er som at læse den perfekte knaldroman. Det er eksemplet på et af de tidspunkter, hvor virkeligheden langt overgår det, som Hollywood ville være i stand til at finde på.
James Camerons udgave fra 1997 er et godt eksempel. Forud lå flere års grundig research, der sammen med instruktørens skarpe blik for detaljer i den grad kommer til udtryk. Du skal ikke kende meget til den virkelige historie for hele tiden at genkende personer eller situationer, som enten får en betydning for hovedpersonerne, eller blot fungerer som et levende bagtapet for handlingen. Her behøvede Cameron ikke være kreativ; han læste blot førstehåndskildringerne.
Det tjener ham til ære, at han også forstår at fange kontrasten mellem mennesket og naturen. Prøv at erindre scenen, hvor den første af de hvide lysraketter affyres fra kommandobroen, og et kort øjeblik får alle til at rette blikket opad og glemme begivenhederne omkring dem. Vi ser lyset spejles i børnenes måbende ansigter, og i de spejlblanke vand omkring Titanic, der allerede ligger skævt i vandet.
Herefter klipper kameraet langt, langt væk – som beskuede du situationen fra en flyvemaskine. Det bliver tydeligt for os, at verdens største skib ikke er andet end en lille lysplet i et enormt, kulsort hav. Alene, ubetydelig og dødsdømt. Ligesom Jorden er den ikke andet end et støvfnug i universet, men hvor vi som art endnu er herre over klodens fremtid, er dens skæbne forseglet.
Her midt i den sorte uendelighed udspilles derfor en dødsdans, der i filmen, som i virkelighedens verden, akkompagneres af et strygeorkester. De spiller sange som ’Autumn’ og ’Nærmere, min Gud, til dig, imens skibet langsomt glider under vandoverfladen. Familier rives fra hinanden, imens romantiske dyder om ’kvinder og børn i bådene først’ lyder som et ekko over dækket.
I begyndelsen nægter mange dog slet og ret at gå i bådene, men holder krampagtigt fast i troen på, at Titanic selvfølgelig ikke vil synke. Som følge heraf bliver de første redningsbåde, med plads til 65-70 mennesker, søsat med alt for få ombord – i et enkelt tilfælde med kun 12. Datidens forældede krav til antallet af redningsbåde gør, at over halvdelen af de 2200 passagerer og besætningsmedlemmer var dødsdømt uanset hvad.
Da redningsbådene er væk, går det gradvist op for de 1500 mennesker, der endnu befinder sig ombord, at mødet med det mørke, iskolde hav nu er uundgåeligt. Snart kan der ikke længere holdes låg på frygten og panikken; dødsangsten. For de heldige i redningsbådene, der på sikker afstand betragter agterenden af Titanic rejse sig langsomt over havet, vil synet brænde sig ind i deres hukommelse og hjemsøge deres nattesøvn resten af livet.
Forældede love og gamle dyder
Enhver god fortælling indeholder interessante karakterer, og Titanic er ingen undtagelse: der er helte og skurke, og så er der dem, som accepterer deres skæbne, og til det sidste opretholder facaden ud fra forestillingen om, hvad der er passende for en person af deres stand.
John Jacob Astor, en af datidens rigeste forretningsmænd, er på vej hjem til New York fra sin bryllupsrejse med den kun 18-årige Madeleine. Da han hjælper hende ombord på redningsbåd nr. 4, spørger han høfligt, om han må gøre hende følgeskab, idet hun er gravid. Andenstyrmand Charles Lightoller afslår dog: kvinder og børn først. Han tager afsked med Madeleine og tænder en cigaret. Hun ser aldrig sin mand igen.
Ægteparret Straus er begge blevet tilbudt plads på en redningsbåd. Den 67-årige Isidor nægter dog at tage imod den, så længe der endnu er kvinder og børn tilbage. Hans beslutning gør udslaget for hustruen, Ida:
”Jeg vil ikke lade mig adskille fra min ægtemand. Som vi har levet, således skal vi dø, sammen”, siger hun ifølge de tilstedeværende, hvorefter de hjælper stuepigen ombord på båden og forsvinder.
Foran uret over pejsen i 1. klasses rygesalon står en irer ved navn Thomas Andrews. Han er chefkonstruktør på Harland & Wolff-skibsværftet i Belfast, hvor Titanic blev bygget, og han er med på jomfrurejsen for at evaluere sit værk og notere eventuelle fejl. Han kender skibet bedre end nogen anden, og efter sammenstødet med isbjerget har han gennemgået skibet og givet kaptajn Smith sin faglige vurdering: om et par timer vil alt dette ligge på bunden af Atlanterhavet.
Siden har han brugt tiden på at opfordre folk til at iføre sig redningsvest og finde en redningsbåd. Nu står han og stirrer tomt frem for sig, imens det skib, han har designet, forsvinder under fødderne på ham. Sammen med personer som Harold Bride, Jack Thayer, oberst Archibald Gracie og ’the unsinkable’ Molly Brown er de alle karakterer, der er som taget ud af et skuespil.
Det skarpt opdelte klassesamfund var dog fulgt med ud på Atlanten, og som mandlig passager på 2. og 3. klasse lå dine overlevelseschancer på mellem 8 og 16 procent. Siden har vedholdende rygter påstået, at de fattige ligefrem blev låst inde bag gitre i bunden af skibet. De er aldrig blevet bekræftet, men det store antal omkomne blandt de lavere klasser bekræftede kun mænd og kvinder verden over, at folk som dem ikke var at regne for noget i elitens øjne. Selve systemet var altså uretfærdigt og, for dem, dødeligt.
Det skarpt opdelte klassesamfund var fulgt med ud på Atlanten, og som mandlig passager på 2. og 3. klasse lå dine overlevelseschancer på mellem 8 og 16 procent
Der var dog også en bestemt person, som mere end nogen anden blev syndebuk for katastrofen: J. Bruce Ismay, administrerende direktør for rederiet White Star Line, der ligesom Andrews var med på jomfrurejsen. Men hvor førstnævnte har fået et heltemodigt eftermæle, står Ismay tilbage som skurken.
Som ejer var det hans skyld, at der ikke var redningsbåde nok. Rygterne sagde desuden, at han havde presset kaptajn Smith til at ignorere varslerne om isbjerge og sætte farten op, så de kunne være fremme tidsnok til at ramme avisforsiderne tirsdag morgen. Sidstnævnte er aldrig bekræftet. Og selvom der ikke var redningsbåde nok, medbragte Titanic faktisk flere, end den daværende lovgivning påkrævede.
Men da Ismay ikke engang havde haft rygrad nok til at gå ned med skibet sammen med de andre gentlemen, var det let for samtiden at lægge hele skylden på hans skuldre. Under forliset havde han godt nok brugt tiden på at hjælpe kvinder og børn i bådene, og var kun selv gået ombord i sidste øjeblik, da der ikke var flere.
Men sammenlignet med folk som Benjamin Guggenheim, der sammen med sin personlige tjener iførte sig sit fineste tøj og bemærkede, at de havde tænkt sig at gå ned med skibet som gentlemen, havde Ismays eftermæle aldrig en chance.
En majestætisk dødskamp
Der er et næsten romantisk skær over beretningerne om disse mænd, der skænker sig en cognac og stoisk accepterer døden efter at have hjulpet kvinder og børn i bådene. Også skibets dødskamp har noget næsten majestætisk over sig. I stedet for blot at rulle om på siden og hastigt forvinde under bølgerne, sænker boven sig i løbet af 2,5 time langsomt under havoverfladen, imens agterenden med roret og tre enorme skruer hæver sig i en stadigt stejlere vinkel.
Det er, som vidste skibet, hvad der ville tage sig bedst ud, når eftertiden på malerier og film skulle forsøge at gengive øjeblikket. Det skader heller ikke, at skibets generatorer vedbliver at køre indtil få minutter før afslutningen, og det meste af forliset derfor er badet i rampelys.
Der er et næsten romantisk skær over beretningerne om disse mænd, der skænker sig en cognac og stoisk accepterer døden efter at have hjulpet kvinder og børn i bådene. Også skibets dødskamp har noget næsten majestætisk over sig
I agterenden samles de ombordværende i forsøget på at undgå det kolde vand så længe som muligt. Ved en improviseret prædikestol, der bliver stadig mere skrå, afholder den katolske præst Thomas Byles sjælemesse for alle dem, der snart skal møde deres skaber.
I 1997-filmen passerer Jack og Rose ham på deres vej mod rælingen helt til agter, som de kommer til at dele med en hvidklædt mand med en lommelærke. Der er skibets chefbager, Charles Joughin, der i virkelighedens verden var den eneste overlevende af dem, der sad på skibets agterende indtil mødet med vandet.
Skibets lys begynder først at flakke og går herefter ud. For de mange i redningsbådene er skibet nu en sort silhuet på nattehimlen. Kort efter bliver den stejle vinkel for meget for skroget, og med et brag knækker Titanic over på midten, hvorefter den forreste halvdel forvinder i dybet. Inden de giver slip på hinanden, trækker den agterenden op i en nærmest lodret position, hvor den hviler et ganske kort øjeblik. Som en enorm elevator forsvinder nu også den under havoverfladen.
Det er væk. Målløse sidder de overlevende passagerer i redningsbådene og betragter mørket, hvor verdens største skib befandt sig indtil for få minutter siden. Brølene fra forliset afløses gradvis af skrigene fra de hundredvis af mennesker, der kæmper for livet i det iskolde vand.
”Det var lyden af enhver form for menneskelig frygt, fortvivlelse, smerte og raseri sammenblandet i ét”, fortalte englænderen Lawrence Beesley siden.
Som minutterne går, dør råbene om hjælp langsomt ud. Efter 20 minutter er der helt stille. Først nu vender en enkelt båd tilbage til massen af frosne lig, der driver rundt i vandet. De redder fire op, hvoraf en senere dør. De godt 700 overlevende i bådene er nu efterladt helt alene på det enorme Atlanterhav. Omkring solopgang bliver de reddet af skibet Carpathia, som de sidste par timer har ræset mod åstedet gennem det isfyldte farvand. For de 1500 personer, der endte i vandet, kom det dog for sent.
Mange af ligene vil i de følgende uger og måneder blive spredt ud over Atlanterhavet. Nogle bliver bjerget af forbipasserende skibe, lagt på køl og begravet på land. Det gjaldt især de velhavende. En af disse er John Jacob Astor, hvis lig blev fundet drivende rundt i området en uge efter forliset. Andre bliver syet ind i lærredssække og genbegravet til havs – for ilde tilredte og opløste til at kunne identificeres.
En ny verden gryer
Titanics forlis var med til at slå de første skår i den ukuelige optimisme og tro på fremtiden, som havde præget 1900-tallets første år. Det var en verden af i går, som snart skulle forsvinde; et forvarsel på den katastrofe i form af den Første Verdenskrig, der kun to år senere ramte menneskeheden.
For hvis Titanics forlis viste mennesket, at vi med alle vores fremskridt endnu var underlagt naturen, så viste krigen, at netop fremskridtet ligeledes kunne vende sig imod os. Den teknologi, som vi havde hyldet og lovprist, brugte vi nu på kampfly, artilleri, maskingeværer og giftgas, der gjorde os i stand til at slå hinanden, som vi aldrig før havde troet muligt. Et industrielt slagteri.
Med 108 års klart tilbageblik er det let at se forliset som et varsel for, hvilket århundrede menneskeheden havde i vente: Et med verdenskrige, med vederstyggelige ideologier, og med masseødelæggelsesvåben der potentielt kan føre til undergangen for os alle
I 1918 – fire år efter krigsudbruddet og seks år efter Titanics forlis – var verden en komplet anden. Borte var 10 millioner unge mænd. Borte var de store imperier og dets gamle familier, som i århundreder havde regeret Europa. Også troen på den glorværdige krig som et politisk redskab blev vasket bort i de mudrede og uhumske skyttegrave.
Vigtigst af alt så var den tro på fremtiden, som allerede led et knæk med Titanic, blevet brudt. Og med 108 års klart tilbageblik er det let at se forliset som et varsel for, hvilket århundrede menneskeheden havde i vente: Et med verdenskrige, med vederstyggelige ideologier og med masseødelæggelsesvåben, der potentielt kan føre til undergangen for os alle.
Den teknologiske udvikling, der havde skabt dem, blev hverken stoppet af isbjerge eller verdenskrige, men fortsatte ufortrødent. Den sendte os til Månen og bandt os sammen på kryds og tværs af verden. Vi genfandt troen på fremskridtet, som dog ikke må blive til hovmod. Klimakrisen og coronapandemi viser os nemlig, at naturen har det med at slå igen, når vi bliver lidt for selvsikre.
Topillustration: “Untergang der Titanic”, as conceived by Willy Stöwer, 1912. Wikimedia.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
