POLITIK // ANALYSE – Vil en ny SV-regering blive en mølpose igen, som det var tilfældet for 44 år siden, da gensidig mistillid sprængte regeringen efter kun 13 måneder? På papiret synes der enighed om de store reformer, men der kommer også en hverdag, hvor uforudsete kriser eller symbolforslag kan bringe de ideologiske forskelle i alvorlig konflikt og gøre en ny midterregering handlingslammet.
Venstre ved du, hvor du har.
Sådan har Venstres slogan lydt gennem årtier, men efter partiets landsmøde i weekenden risikerer Jakob Ellemann-Jensen at få mere end svært ved at overbevise vælgerne om troværdigheden af det slogan.
Venstre skal fremover stå i egen ret.” Vi skal ikke længere være summen af det, som de blå partier kan blive enige om”, som Ellemann formulerede det i Herning Kongrescenter, da han åbent for enhver tilbød at indlede substansforhandlinger med Mette Frederiksen om en ny regering.
Unægteligt nye boller på suppen efter en valgkamp og en oppositionsperiode på tre år, hvor statsministeren for Venstre nærmest har været inkarnationen af al politisk ondskab såsom erklæret løgner, magtfuldkommen og arrogant.
Det eneste værre for Venstre er åbenbart udsigten til fire år mere som laveste fællesnævner i en dysfunktionel blå familie, hvor man, som onde tunger formulerer det: “Nu kan få hele tre partier, der tilbyder “racisme” med henholdsvis skattelettelser i bunden, i midten eller i toppen. Alt sammen krydret med forskellige bøjninger af forholdet til dansk medlemskab af EU og de internationale konventioner.”
Venstre har ellers historisk været det parti, der lukkede højrefløjen ind i hjertet af dansk politik.
Da den konservative statsminister Poul Schlüter gik af efter tamilrapporten i 1993, afviste han at udskrive et folketingsvalg. Poul Schlüter ønskede ikke et udlændingevalg, der uundgåeligt ville have givet det daværende Fremskridtspartiet stærk rygvind. Så hellere servere magten på et sølvfad til Poul Nyrup Rasmussen.
Venstre har konsolideret højrefløjen
Samme fine fornemmelser havde Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, imidlertid ikke, da han og partisekretær, Claus Hjort Frederiksen, lagde den nye strategi efter valgnederlaget i 1998.
Nu lød den på skattestop og hård udlændingepolitik. Det relativt nye Dansk Folkeparti var stuerent og skulle holdes tæt til kroppen, hvilket det da også blev under hele Foghs og Løkkes regeringstid frem til 2011 og igen fra 2015-2019.
Uanstændige udtalelser om udlændinge blev tolereret – eller i hvert fald ikke undsagt. Så hellere tage en åben konflikt med sin regeringspartner, Konservative. DF skulle stå som et ansvarligt parti, der kunne samarbejde, men først og fremmest skulle det sikre Venstres formand i statsministerkontoret.
Det skal nok give næring til stor mediedebat og munterhed i den tilbageværende blå opposition, hvor Lars Løkke, som en bitter og forsmået mand, næppe har tænkt sig at gøre det let for den nye regering
Mens Konservative under især Bendt Bendtsen havde et kronisk dårligt forhold til Pia Kjærsgaard, bidrog Venstre med politiske ordførere som Jens Rohde og Kristian Jensen samt også Claus Hjort til at konsolidere DF, der som en direkte følge heraf kun blev større og større – kulminerende i 2015 med at blive det største borgerlige parti med 21,1 pct. og 37 mandater.
Lars Løkke Rasmussen så som den første, at højrefløjen var blevet et åg om skulderen, da han i ellevte time af valgkampen i 2019 rakte ud efter en bred midterregering, hvilket ironisk nok var det, som senere samme år gjorde, at Venstres eget forretningsudvalg stødte ham af tronen og banede vejen for Jakob Ellemann-Jensen.
Venstre skal betale en høj pris
Det kan næsten se ud, som om at Ellemann nu faldbyder sig til Mette Frederiksen. Han kommer med krav til en SV-regering, suppleret med muligvis SF, men reelt har han ikke meget at handle med, og med døren midlertidigt lukket til blå blok risikerer han meget vel at komme til at betale en meget høj entrébillet til en ny regering.
Venstres store problem er, at det gennem de seneste tre år med formandsskifte, rigsretssag og en kløvning til både højre og venstre med Inger Støjbergs og Lars Løkke Rasmussens to nye partier, har været politisk handlingslammet.
Jakob Ellemann har ikke formået at udvikle nye mærkesager og derfor bliver det svært at se, at partiet nu pludselig kommer til at stå med markante krav om at indgå i et regeringssamarbejde med Mette Frederiksen.
Anders Fogh Rasmussen lød næsten, som om han var sendt i byen, da han for første gang i 13 år blandede sig i dansk indenrigspolitik ved at anbefale et samarbejde med Socialdemokratiet.
Væk var kravet om en minkredegørelse, hvilket Mette Frederiksen heller ikke under nogen omstændigheder ville imødekomme, men derimod skal Venstre så kræve at få finansministerposten og dermed kontrollen over Rigets pengekasse.
Det bliver svært for Mette Frederiksen, der må forventes at ville sætte sig tungt på både Finans- og Beskæftigelsesministeriet, så hun ikke risikerer, at nogen skulle finde på at lukke kassen i og pille ved Arne-pensionen, dagpengeydelserne m.v.
Fortsat bal i den borgerlige
Venstre har mere brug for Socialdemokratiet end omvendt, og det vil prisen også komme til at afspejle, men når det er sagt, har Mette Frederiksen også en klar interesse i at splitte den blå blok og gøre den ukampdygtig de næste mange, mange år.
Lars Løkke Rasmussen og hans uerfarne folketingsgruppe vil blive efterladt på perronen sammen med et sprudlende LA og en højrefløj, som Løkke ikke vil røre med en ildtang, og som kommer til at ligge i indbyrdes slagsmål om at have den skrappeste udlændingepolitik.
Men fortsat bal i den borgerlige gør på ingen måde Jakob Ellemanns nye strategi risikofri. Som det første kommer han til at indlede en lang retræte, hvor han skal forklare og forsvare alle de “grimme” ting, han har sagt om Mette Frederiksen gennem de seneste tre år.
Hvorfor han nu pludselig er vendt på en tallerken og har tillid til hende. Det skal nok give næring til stor mediedebat og munterhed i den tilbageværende blå opposition, hvor Lars Løkke, som en bitter og forsmået mand, næppe har tænkt sig at gøre det let for den nye regering.
På papiret kommer det til gengæld nok til at gå relativt let med at finde fælles fodslag om en politisk retning.
Arbejdsmarkedsreformer med besparelser på jobcentrene og lettere rekruttering af udenlandsk arbejdskraft kommer næppe til at adskille parterne, ligesom det burde være muligt at nå hinanden på klimaområdet, forsvaret, skatte- og sundhedsområdet. Mon ikke også parterne vil kunne enes om at give borgerne lidt mere frit valg hist og pist. Ellers ser det svært ud for Venstre at begrunde sin regeringsdeltagelse.
Skattestoppet er dødt og borte
Venstre kommer definitivt til at lægge sit skattestop i graven. Det nytter alligevel ikke at holde krampagtigt fast i et redskab, der ville blokere for nødvendige løsninger på forsvars-, sundheds- og klimapolitikken.
Venstres største risiko er imidlertid holdbarheden af en ny midterregering, der som nævnt måske også får deltagelse af SF.
Problemet er ikke de store reformer. De kan forholdsvis let forhandles på plads. Problemet er hverdagen. Det at blive enige om de små og ofte meget symbolske forslag.
Ingen ved, hvad morgendagen bringer. Men rammes Danmark på ny af en corona-, en flygtninge-, finans- eller en helt fjerde og uforudset krise, vil kimen hurtigt blive lagt til alvorlige interne skærmydsler i den nye regering, hvor ideologiske grundholdninger om borgernes individuelle rettigheder kommer til at støde ind i ønsket om offentlige løsninger og indgreb.
SV-regeringen gik i 1979 op i limningen på grund af gensidig mistillid efter kun 13 måneder. Risikoen for en gentagelse er bestemt til stede, selv om der udarbejdes et fælles regeringsgrundlag, der på papiret signalerer fred og harmoni.
Sker det samme for en ny SV-regering, vil Jakob Ellemann-Jensen hurtigt blive fortid i sit parti, og drømmen om en bred midterregering vil blive lagt i mølposen igen, som sjovt nok var SV-regeringens øgenavn for nu 44 år siden.
Læs mere om politik i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
