Én eneste gang har jeg forsøgt at besøge en japansk spillehal, men jeg nåede kun lige inden for døren før cigaretrøg, øredøvende larm og alt for mange blinkende skærme skubbede mig ud ad døren igen.
Havde jeg bidt tænderne sammen og begivet mig ind i infernoet havde jeg måske fundet et videospil: ’Cho Chabudai Gaeshi’ – et spil der handler om at vælte et bord i vrede.
At vælte spisebordet er et billede på den japanske mands frustration og vrede – og hans ret til at sige fra over for sin ulydige familie og forlange et nyt og bedre måltid, som konen ærbødigt laver
Man kan vælge at være en frustreret familiefar, der bliver både ignoreret af sine børn og skældt ud på af sin kone. Foran skærmen finder man et lille rundt bord, som man enten kan slå hårdt på (så mad og service hopper på middagsbordet på skærmen) eller man kan vælte bordet, så alting flyver omkring og man scorer point efter hvor meget (eller hvem) man smadrer.
Spillet bygger på et japansk begreb: at vælte Chabudai’en, som er et lille, rundt traditionelt spisebord. At vælte spisebordet er et billede på den japanske mands frustration og vrede – og hans ret til at sige fra over for sin ulydige familie og forlange et nyt og bedre måltid, som konen ærbødigt laver (efter hun har ryddet op, forstås).
I forbindelse med en forhandlingsworkshop jeg lavede i Tokyo mødte jeg en journalist, der i sin fritid er aktiv i et netværk af yngre kvinder: Chabudai-gaeshi Joshi; Piger, der vælter borde.
Gruppen blev startet af 5 kvinder med formålet at sætte gang i en bevægelse for at skabe et samfund hvor alle kan få lov til at være dem, de har lyst til at være. Medlemmerne kæmper for at forbedre mulighederne for den enkelte til at sige fra over for de traditioner og samfundsstrukturer, der hæmmer især kvinders liv og karrierer i Japan. At vælte det traditionelle middagsbord er et stærkt symbol på at gøre op med det man ikke kan acceptere, og det har skabt opmærksomhed om gruppens aktiviteter.
Som rådgiver bruger jeg meget tid på at tale om og undervise folk i at bruge forhandling som et redskab til at skabe forandring, og at det kræver at man er robust nok til at kunne håndtere det nej, som alle forhandlinger starter med. Det gælder både i Vesten og i Japan. Men man skal også selv kunne sige nej, sætte grænser og holde fast i det, der er vigtigt for en, samtidig med, at man må være fleksibel og arbejde på at finde en vej fremad på trods af uenigheden.
Den besked gav genlyd for min journalistforbindelse, der prompte arrangerede en hel dags forhandlingstræning med ’bordvælterne’ og deres efterhånden mange medlemmer, der alle længes efter reel forandring.
I Japan ulmer utilfredsheden med de begrænsede valgmuligheder og frustrationen er stor blandt især unge kvinder, der gerne vil gøre karriere på lige vilkår med deres mandlige kolleger og kombinere arbejdsliv med et rimeligt familieliv.
Samtidig er timingen gunstig, for der er meget at forhandle om for de japanske kvinder netop nu. En hastigt aldrende befolkning og dermed en seriøs mangel på arbejdskraft i den nære fremtid får premierminister Shinzo Abe til ganske ofte at tale om behovet for at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet. På et tidspunkt vil manglen på arbejdskraft nemlig skabe et akut behov for flere hænder, og enten må man åbne for indvandring udefra eller udnytte de ressourcer man har bedre, dvs. i højere grad aktivere de japanske kvinder.
Timingen er gunstig, for der er meget at forhandle om for de japanske kvinder netop nu. En hastigt aldrende befolkning og dermed en seriøs mangel på arbejdskraft i den nære fremtid får premierminister Shinzo Abe til ganske ofte at tale om behovet for at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet.
Fra officiel side arbejdes der med tiltag, der skal forbedre alt fra balancen mellem arbejde og fritid til flere daginstitutionspladser og støtte til kvindelige entreprenører. Men spørger man kvindelige politikere og aktive erhvervskvinder om det da ikke er positivt, så smiler de fleste skævt og siger jo, men mellem det øverste lag af politiske skåltaler og løfter og det brede lag af hverdagsvilkår for kvinder, der ligger en tyk bræmme af fasttømrede traditioner, et trægt og ultrakonservativt embedsmandsvælde med en tung overvægt af gamle mænd, der sidder solidt på samfundets magtfulde poster.
Tilbage til bordvælterne, der en regnvejrs-søndag i november havde fyldt et auditorium med et halvt hundrede interesserede kvinder, mange af dem medbringende deres børn, som de ikke kunne få passet andetsteds.
På trods af en noget langsommelig simultan-oversættelsesproces og en del ramasjang fra lege-området bagerst i lokalet, så var der ingen tvivl om, at beskeden om at forhandle sig til en mere fair balance og større ligestilling trængte igennem. Nok opfordrer Chabuda-gaeshi Joshi gruppen kvinder til at sige fra, til at vælte bordet og gøre op med det, der hæmmer dem, men det er vigtigt for disse kvinder, at beskeden er positiv og konstruktiv – og at deres budskaber giver især yngre kvinder lyst til at følge deres egen vej.
Mellem det øverste lag af politiske skåltaler og løfter og det brede lag af hverdagsvilkår for kvinder ligger en tyk bræmme af fasttømrede traditioner, et trægt og ultrakonservativt embedsmandsvælde med en tung overvægt af gamle mænd, der sidder solidt på samfundets magtfulde poster.
Forhandling er både et nænsomt og effektivt redskab til at hjælpe med at skabe forandring, for her gælder det ikke om at få ret, men om at finde en løsning. Forhandling er, at sige ’Nej, men…’ – at kunne sige fra og samtidig tage initiativ til at finde ud af, hvad man så gør i stedet. Jeg fornemmede en stor entusiasme fra deltagerne, når jeg opfordrede dem til at turde at sige ’Nej!’ men endnu vigtigere var snakken om, hvad man kan gøre for at arbejde med nejet så konstruktivt som muligt. At sige fra, men samtidig styre samtalen videre frem mod et alternativ, den gav genlyd i en kultur, hvor det at vise åben uenighed stadig ikke er populært, men hvor kvinderne ikke længere kan lade være.
At gøre rent bord, at vælte Chabudai’en og give plads til en friere og mere konstruktiv samtale om kvinders vilkår i det japanske samfund, det sker nok ikke i morgen. Men rundt omkring samles kvinder og deler deres frustrationer, griner ad sig selv og alt det, der ikke fungerer, og somme tider vælter de en pap-udgave af det berømte spisebord.
Det har været opløftende og inspirerende at lære dette hjørne af den japanske kvindebevægelse at kende, og et privilegium at have være inviteret indenfor.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Alle fotos: Kanoko Kamata
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
