DAGENS POV // LIGESTILLING – Vores forståelse af maskulinitet må ikke reduceres til stereotyper om, at mænd grundlæggende er ufølsomme og seksuelt aggressive, skriver Jesper Grunwald. Det handler om, at mænd skal bryde ud af offerrollen og komme ind i ligestillingskampen.
Verden har beriget mig med døtre.
Mange – hvis man i modernitetens tjeneste medtæller de ”bonusdøtre”, der er fulgt med faste, længerevarende forhold. Min første samboende kæreste gennem 5 år havde fire. En anden, en enkelt. Selv fik jeg to døtre i mit første ægteskab, og tilgiftede mig til én i mit andet og nuværende.
8 døtre, som alle i dag er voksne kvinder.
0 sønner!
Det er en kliché af den gamle verden, at en far med døtre ligger på lur med sin virtuelle AK47 for at holde bejlerne væk. Vrøvl! Et forældreliv med disse horder af piger og kvinder, ofte søstersolidariske, i deres teenageralder, indimellem synkront menstruerende med et anstrøg af PMS – og al faderlig kærlighed til trods – må jeg melde klart ud: Gud ske tak og lov for de nye mænd i familien!
Offerrollen klæder ikke den almindelige forståelse af det maskuline køn. Og jeg undgår helst mænd og svigersønner, som ikke kan kende forskel på begavet flirt og akut behovstilfredsstillelse
Jeg har selvfølgelig ikke valgt mine døtres mænd. Men i selvfede, ensomme øjeblikke går jeg rundt i en kærlighedsrus og drømmer om, at jeg i det mindste har været med til at påvirke deres opfattelse af, hvad der er en ”rigtig” mand. Forhåbentlig har jeg nuanceret nogle af de stereotyper, der blokerer ligestillingen: At maskulinitet og følsomhed er hinandens modsætninger. At mænd ikke har samme mulighed for at tage sig af deres børn, fordi ”samfundet” kræver, at de hele tiden tænker på familiens økonomiske overlevelse. At kvinder må finde affinde sig med aggressivitet og seksuel fornedrelse, fordi den maskuline seksualitet nu engang er offensiv i sit reptile udgangspunkt! Vi bestiger hundyret, og så er det bare om at komme videre!
Jeg sætter min lid til, at de nye generationer af mænd ikke overlader ligestillingskampen til kvinderne, men derimod indser, at kønsligestillingen også er en sag for manden og vores køns formelle og kulturelle rettigheder.
Ud af offerrollen
Det, der har skuffet mig mest i kønsdebatten blandt nutidens mænd på sociale medier og i diverse indlæg og debatter, er den udprægede indtagelse af offerrollen. Ikke mindst en jævnlig forskrækkelse over #MeToo-bevægelsen og dens nye betingelser for den erotiske omgang mellem mænd og kvinder. Godt hjulpet af den almindelige højredrejning og udprægede seksualisering af reklame- og medieverden, fremstår endda selvbevidste debattører som – ofre. Ingen nævnt ingen glemt.
Manden frygter kastrationen. Et klap i røven til blondinen foran bardisken er jo ingen reel krænkelse. Det er jo bare for sjov, når vi er blevet berusede. Og er det ikke bare hævngerrighed, der får kvinder til i dag at fremstå med anklager om overgreb årtier tilbage? Har de ikke selv et ansvar for, at de måtte knalde sig til den gode filmrolle eller det bedste sangparti? Hvordan skal mænd dog kunne være mænd i en ny virkelighed, hvor der hele tiden holdes øje med vores opførsel, og hvor vores offensive, erotiske kulturtradition betragtes som et potentielt overgreb?
En paradeforestilling i klynkestil
Denne selverklærede offerrolle er en kønspolitisk virus i sig selv. Den reducerer mandens seksualitet til behovet for en hurtig udløsning – og det er mig en gåde, at mit køn skal fremstilles så reptilt – også af os selv.
Offerrollen klæder ikke den almindelige forståelse af det maskuline køn. Og jeg undgår helst mænd og svigersønner, som ikke kan kende forskel på begavet flirt og akut behovstilfredsstillelse.
Der er i den grad brug for mænd, der gør ligestillingskampen til også en mandekamp
Måske hviler der her et særligt ansvar på kvinderne som opdragere. Både ud fra den kendsgerning, at ca. halvdelen af alle ægteskaber opløses og at det endnu oftest er kvinden, der er hoved-opdrager i de fleste familier. Men også fordi kønssammensætningen i daginstitutionerne og grundskoler er så skæv – at børn også her oplever mænd og vores univers – på afstand.
Kvinderne har en hovedrolle i dannelsen af de mænd, som de selv ønsker, at deres børn eller børnebørn skal være partnere med.
Ind i kampen
Jeg drømmer om, at også den nye generation af mænd og fædre forstår og bruger nogle af de gode erfaringer fra 60’erne og 70’erne – ja, fra hele den fredelige revolution, som opbygningen af velfærdssamfundet i 1900-tallet er: At forandring skabes gennem en kamp mellem fortidens konventioner og fremtidens dynamikker. At de, der ejer magten og ressourcerne ikke af sig selv tilbyder at give det hele væk.
Det viste land-almuens kamp mod borgerskab og godsejervælde.
Det viste arbejderbevægelsen.
Det viste rødstrømpebevægelsen og de feministiske bevægelser, der i sin tid gik forud og gav kvinderne valgret – og dem, der i vore dage står bag #MeToo.
Vi skal have et mandkøn, som både tager sig af børnene under tosomheden – og som indtager en fuldstændigt ligestillet forældrerolle, når ægteskabet kollapser.
Jeg sætter min lid til, at de nye generationer af mænd ikke overlader ligestillingskampen til kvinderne, men derimod indser, at kønsligestillingen også er en sag for manden og vores køns formelle og kulturelle rettigheder
I mit job som taxichauffør – denne rullende, empiriske skriftestol – har jeg efterhånden erfaret mig til min egen ”hitliste” over jobs, som reelt i omfang og tidsforbrug strangulerer et normalt familieliv. På de tre første pladser er: Advokater, revisorer og konsulenter i IT og/eller management. Jeg afhenter dem jævnligt fra arbejde ved midnat – velvidende, at de skal møde på arbejde næste morgen kl. 9. Og langt de fleste karrierejægere af denne type er – mænd! Nogle er sociale kamikazepiloter – andre er gift og har børn!
På det politiske niveau har vi behov for, at den nye generation af erhvervsaktive mænd kæmper for retten til barsels- og forældreorlov. Om fornødent – øremærkede rettigheder til mænd, der imødegår konventionen om, at det er kvinderne, der er bedst til at tage sig af de små børn, og at vi skal være forsigtige med at stille krav, som risikerer at øge skattetrykket.
Der er i den grad brug for mænd, der gør ligestillingskampen til også en mandekamp.
Som den af mine svigersønner, hvor ansættelsen i det første job efter universitetsstudiet faldt sammen med min datters nylige graviditet. En moderne virksomhed. Masser af big data-kraft – og masser af mænd på jobbet. Men barselsorlov i et halvt år. Den havde de ikke set komme. De var helt henne ved målet – ansættelsespapiret, da svigersønnen måtte meddele, at orlovsrettigheden med hans første barn var lige så vigtig som lønnens størrelse!
Så blev de enige.
Arbejdskampen er ikke aflyst, og ligestillingskampen er også for mænd!
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og