GLOBALE UDSIGTER // KRONIK – I disse dage er det to år siden, russiske kampvogne krydsede den ukrainske grænse og indledte en europæisk angrebskrig, som for mange var utænkelig. Det er en passende anledning til at fremskrive et sæt dystre forudsigelser om international politik, skriver Ask Agger, der forudser en implosion af USA og et farvel til Europas ambitioner om at lege demokratiets forkæmper. Udenrigspolitisk vil det nye Europa sætte fokus på snævre egeninteresser, spår han.
En ven mindede mig forleden om et 7 år gammelt opslag, som jeg havde lagt ud på et socialt medie, hvor jeg havde delt et sæt pessimistiske udsigter for international politik.
Mine forudsigelser dengang var hentet fra mit gamle speciale i statskundskab, der handlede om udviklingen af det internationale system og suverænitetsbegrebet siden den kolde krigs afslutning.
De autoritære og reaktionære stater anskuer international politik som et truende nulsumsspil
Nu, mere end 10 år senere senere, må jeg konkludere, at fortidens pessimisme desværre var velbegrundet. Hvis man betragter den internationale scene i dag, er der enten aktuelle kriser eller voksende grund til bekymring.
To uforenlige verdensbilleder
Kort opsummeret har international politik udviklet sig til en paradoksal situation, hvor to uforenelige verdensbilleder brydes i et forsøg på umulig sameksistens.
På den ene side har vi de åbne samfund, der er sekulære, liberale, demokratiske og markedsdrevne – eller med sociologiske termer, funktionelt differentierede. De ser verden som integreret og gensidigt afhængig. På den anden side har vi de autoritære og reaktionære stater, der anskuer international politik som et truende nulsumsspil.
De åbne liberale samfund er ved at miste deres handlekraft og evne til at formulere og implementere politiske svar på tidens store udfordringer
Uforeneligheden i de to verdensbilleder er ikke holdningsmæssig, den er erkendelsesmæssig (ontologisk). De to typer stater taler forskellige sprog og ser verden fra forskellige perspektiver.
De åbne liberale samfund synes lammede
Lidt mere konkret udspiller der sig i dag tre parallelle udviklinger:
For det første er de åbne liberale samfund ved at miste deres handlekraft og evne til at formulere og implementere politiske svar på tidens store udfordringer.
Vi oplever skyggesiden ved det åbne (funktionelt differentierede) samfund, hvor det politiske system lammes af en syndflod af kompleksitet, hensyn og sektorinteresser – af Ulrich Beck beskrevet som risikosamfundet.
Indenrigspolitiske eksempler fra Danmark er skiftende regeringers næsten totale fravær af evne til at gennemføre længe påkrævede reformer fx af folkeskolen, landbruget eller organisering af forsvaret. Vi kan ikke engang finde ud af at montere kanoner på vores krigsskibe, som faktisk kan skyde.
De åbne samfunds handlingslammelse tærer på troværdighed, tillid og legitimitet, både indenrigs- og udenrigspolitisk
Udenrigspolitisk er Natos og EU’s handlingslammelse i mødet med Ruslands aggression et grelt eksempel – det tog fx Nato-landene 18 måneder efter invasionen af Ukraine at blive enige om nye fælles indkøb af ammunition.
Et andet eksempel er fraværet af en hurtig, samlet og proportionel reaktion på Israels voldsomme fremfærd i Gaza. De åbne samfunds handlingslammelse tærer på troværdighed, tillid og legitimitet, både indenrigs- og udenrigspolitisk.
Magtfulde stater bliver mere autoritære
For det andet bevæger en voksende række af magtfulde stater sig i en mere autoritær og illiberal retning – fra stormagterne Kina og Rusland til regionale spillere som Tyrkiet, Indien, Iran og senest Israel.
Magthaverne i disse stater forsøger ihærdigt at forsvare og udnytte deres styrkepositioner.
De føler sig truet, men de vejrer også nye ekspansive muligheder. De åbne samfunds handlingslammelse gør det i voksende grad til en gratis (eller billig) omgang at udleve hegemoniske ambitioner. Der er færre og færre negative konsekvenser ved at opføre sig som en bølle.
Stormagten USA er ved at bryde sammen
Den tredje udvikling er USA’s implosion som stormagt. Fra at være det 20. århundredes absolutte nøglespiller og vinder af to verdenskrige og den kolde krig er USA i dag kun en skygge af sig selv.
Indenrigspolitisk polarisering har paralyseret landets evne til at gennemføre nødvendige politiske reformer, og på væsentlige områder er USA i dag et tilbagestående udviklingsland, fx når det gælder sundhed, fattigdom og infrastruktur.
Læg dertil et forandret Republikansk Parti, der har udviklet sig til en ekstremistisk højreradikal bevægelse, som ikke anerkender demokratiske valg, og som aktivt forsøger at undergrave både forfatning og centrale samfundsinstitutioner.
USA har hverken appetitten, legitimiteten eller evnen til at fortsætte i rollen som det internationale systems storebror og politimand (og bølle) … det gælder, uanset om Trump eller Biden fortsætter
I dag har USA hverken appetitten, legitimiteten eller evnen til at fortsætte i rollen som det internationale systems storebror og politimand (og bølle). Denne afkobling vil blive accelereret, hvis Trump genvælges som præsident, men den vil også fortsætte (dog i et langsommere tempo), hvis Biden vinder i efteråret.
Hvad vil der ske de næste 10 år?
Krigen i Ukraine fortsætter som langstrakt udmattelseskrig, hvor Vestens lunkne støtte er utilstrækkelig til at gennemtvinge et afgørende militært gennembrud. Vi ender med en tragisk ikke-løsning, som får lov til at ulme og sporadisk blusse op i de kommende årtier. Rusland lykkes med at holde Ukraine ude af Nato og EU.
Prigozhins mytteri i sommeren 2023 udstillede Putins sårbarhed og skrøbeligheden i hans sikkerhedsapparat. Og en svag konges dage er talte. Putin får ikke lov til at fortsætte 10 år mere ved magten og bliver erstattet af en ny faderskikkelse i Kreml. Fraværet af en troværdig liberal opposition, samt krigens samlende nationalisme, letter overgangen til en ny, kleptomanisk alliance bag tronen.
Der er en mindre, men reel, risiko for, at Putin i et sidste desperat forsøg på at beholde magten forsøger sig med en direkte konfrontation med Nato/EU fx i form af et begrænset angreb med taktiske atomvåben
Der er en mindre, men stadigvæk reel, risiko for, at Putin i et sidste desperat forsøg på at beholde magten forsøger sig med en direkte konfrontation med Nato/EU fx i form af et begrænset angreb med taktiske atomvåben eller en væbnet intervention i fx Baltikum (en strategi kendt som “escalating to de-escalate”).
Jeg frygter desværre, at han vil kunne få held med sådan et high-stakes gamble, men det vil ikke holde ham ved magten i længden.
Militær teknologi i fremtiden
Sidst, men ikke mindst vil både lande og diverse grupper tage ved lære af både krigen i Ukraine og den aktuelle konflikt omkring Israel og Det Røde Hav.
Begge konflikter udstiller en hastig militærteknologisk udvikling, hvor traditionelt militært isenkram kommer til kort over for snedig anvendelse af droner og langtrækkende missiler.
Det traditionelle militære regnestykke falder sammen, når en hobbydrone til få tusinde kroner kan stoppe en kampvogn til flere millioner, eller når prisen for et antiluftskytsmissil er 10 gange højere end udgiften til den iranske Shahed-drone, som det skal skyde ned.
Den teknologiske udvikling vil ryste de klassiske militære magtforhold, og vi kommer til at opleve mange flere situationer, der minder om den aktuelle situation i Det Røde Hav, hvor en lokal milits (med støtte fra Iran) pludselig kan lege kispus med USA og forstyrre verdenshandlen.
Udviklingen efter 2034 – et indadvendt USA lægger ansvaret på Europa
På længere sigt tror jeg desværre, at vi vil se en fragmentering af USA som nation. Et politisk system kan ikke overleve at være dysfunktionelt og handlingslammet gennem flere årtier.
Jeg tror, at USA reelt (og måske også formelt) vil brække over i flere fraktioner, og at forbundsregeringens magt vil blive gevaldigt udfordret.
Der har allerede været forsøgt et voldeligt kup for tre år siden, og jeg tror, det er naivt at tro, at den kommende amerikanske skilsmisse kommer til at ske i fred og fordragelighed. Måske undgår vi direkte borgerkrig, men jeg frygter, at USA kommer til at bruge mindst et par årtier på intern strid og genetablering af en ny form for stabilitet.
På sigt kommer vi til at se et Europa, som er mindre naivt, mere realistisk og noget mere kynisk. Og der bliver ikke plads til alle
Og med et USA, som fokuserer på intern splid og vender verden ryggen, lægges der et ekstra pres på Europa. På sigt kommer vi til at se et Europa, som er mindre naivt, mere realistisk og noget mere kynisk. Og der bliver ikke plads til alle – det bliver et opdelt Europa, hvor en mindre kernegruppe af lande vil diktere betingelserne og sætte retningen. Og hvor rebelske lande som Ungarn, Slovakiet og Tyrkiet må tage et hårdt valg, om de vil være med i klubben eller ej.
Det bliver et mere lukket og militariseret Europa.
Uden USA’s sikkerhedsgarantier står Europa over for en betydelig oprustning, og de tiltagende strømme af klimaflygtninge fra syd vil blive mødt af en hårdhændet grænsekontrol. Udenrigspolitisk vil det nye Europa sætte fokus på snævre egeninteresser – fortidens ambitioner om at skulle redde hele verden eller lege demokratiets forkæmper under fjerne himmelstrøg vil blive et gammelt minde.
Vil det kinesiske styre holde på magten?
Mod øst kommer Kina til at dominere udviklingen på godt og ondt i resten af det 21. århundrede. I takt med at USA og Europa indskrænker deres udenrigspolitiske interessesfære, vil Kina stille og roligt indtage sin position som hegemon.
Taiwan vil blive opslugt, og alle nabolande kommer til at indrette sig efter et afhængighedsforhold til storebror.
Jeg tror, at de kinesiske myndigheder med brutal anvendelse af nye generationer af overvågningsteknologi vil være i stand til at fastholde magten
Et vigtigt spørgsmål er her, om Kina kan formå at løse sine interne kriser og holde sammen på riget.
Jeg tror, at der bliver rigeligt med interne problemer (boligbobler, bankkriser, miljøkatastrofer, aldrende befolkning etc.) men jeg tror også, at de kinesiske myndigheder med brutal anvendelse af nye generationer af overvågningsteknologi vil være i stand til at fastholde magten.
Klimaets og den demografiske udviklings århundrede
Sidst, men ikke mindst bliver historien om det 21. århundrede dikteret af den demografiske udvikling.
Klodens ungdom bor langt væk fra både Europa, USA, Rusland og Kina. Vi vil se en opdeling i en gammel verden med skrumpende befolkninger og overrepræsentation af pensionister og en række unge lande i særligt Afrika med stor befolkningsvækst.
Skæbnen for disse hundreder af millioner af unge mennesker bliver afgørende for vores fælles fremtidsudsigter. Historien har lært os, at store mængder af unge både kan være en velsignelse og en forbandelse for et samfund – talent og tilgængelig arbejdskraft kan blive en motor for vækst og velfærd, men marginaliserede unge uden håb for fremtiden er også en opskrift på armod, oprør og radikalisering.
På mange måder bliver verdenssamfundets manglende evne til i fællesskab at imødegå klimaforandringerne det ultimative symbol på menneskehedens dysfunktionelle og samspilsramte familie
Udfaldet tror jeg i høj grad kommer til at blive dikteret af de unge selv – den tid er for længst forbi, hvor Europa havde viljen og evnen til at forme den globale udvikling alene.
Og hvad med klimaforandringerne?
I vores splittede verden er der desværre intet håb for, at vi kan holde os under 1,5 grads temperaturstigning. Vi ser ind i et århundrede, hvor klimaforandringerne i accelererende grad forsætter med at forårsage fødevaremangel, naturkatastrofer, migration og kollaps af økosystemer.
Klimakatastrofen bliver det tragiske bagtæppe til fremtidens internationale krige og kriser – det vil ikke i sig selv forrykke de overordne magtbalancer, men det vil bidrage overalt til både indenrigs- og udenrigspolitisk destabilisering.
På mange måder bliver verdenssamfundets manglende evne til i fællesskab at imødegå klimaforandringerne det ultimative symbol på menneskehedens dysfunktionelle og samspilsramte familie.
Læs mere af Ask Agger her.
Og læs et essay om liberalismens krise her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
