DYLAN 80 ÅR // MUSIK – Der er en hel del mennesker, som ikke kan forstå, hvorfor Bob Dylan har fået nobelprisen. Highway 61 Revisited, som Jakob Brønnum har valgt som Bob Dylans 6. bedste album i serien om de ti bedste Dylanalbum, er særlig velegnet til at vise det.
Når man skal beskrive hvordan og hvorfor et menneske er én af verdens bedste forfattere, skal man bruge nogle kriterier for det, og de kriterier skal naturligvis vælges med største omhu og have en slags almengyldighed.
Kriterierne vil bl.a. være, at der er tale om en særlig tematisk sammenhæng inden for forfatterskabet, at der er tale om en særlig sproglig virtuositet og at der er tale om en særlig forankring i spor i litteraturen, der gør, at vi kan sige, at forfatterskabet er et led i traditionen. Alle tre ting finder vi med stor tydelighed i teksterne i det her album, selvom de findes overalt i Dylans, indholdsmæssigt set, enorme forfatterskab.
Albummet åbner med et andet litterært mesterværk, Like A Rolling Stone, som sjældent er blevet fortolket til bunds, men som handler om, hvad det mon er, der holder en fast i verden
Den sproglige virtuositet (og for den sags skyld også sammenhængen med traditionen) ser vi i albummets titelnummer, hvor Dylan genfortæller den berømte fortælling om Abraham og Isak, som i øvrigt også er udgangspunktet for Søren Kierkegaards Frygt og bæven:
Oh God said to Abraham, “Kill me a son”
Abe says, “Man, you must be puttin’ me on”
God say, “No.” Abe say, “What?”
God say, “You can do what you want Abe, but
The next time you see me comin’ you better run”
Well Abe says, “Where do you want this killin’ done?”
God says, “Out on Highway 61”
Derefter går Dylan over til at spejle denne modsætningsfyldte og dybt tragiske ur-fortælling i en række historiske begivenheder og personer, så den står som et mønster for, hvordan vi som mennesker kun modvilligt behandler hinanden, som vi godt ved, vi bør – indhyllet i den mest modsætningsfulde pligtopfyldelse, vi kan forestille os, nemlig at Abraham er rede til at gøre det, da Gud beordrer ham til at ofre sin søn. Andet vers rummer en social kritik, tredje vers handler om vores materialistiske livssyn fra amerikanske gangstere til den franske solkonge og fjerde vers om vores troløse kærlighed.
Mennesket, udspændt mellem liv og død
Den specifikke sammenhæng med traditionen, Bob Dylan mere end noget andet er fæstnet i, kan være svær at gribe om. Ligesom Platon, Seneca, Shakespeare, Tolstoj, Dostojevskij, Kierkegaard, Heidegger, Thomas Mann, Camus og mange andre, er han grundlæggende og konsekvent gennem hele sit forfatterskab drevet af spørgsmålet om, hvad vi skal stille op med det livsvilkår, at døden rækker ind over hele tilværelsen og bestemmer og begrænser vores livssyn.
Vi ser det, lige fra de tidlige forsøg på det eponyme debutalbum (1962) til de allerseneste ting, hvor et album som Tempest (2012) har en næsten ét kvarter lang vise om Titanics symbolske forlis. På det første album fra den utæmmet brægende Bob Dylan handler de fleste af sangene om døden, om Guds frelse, om menneskets fornedrelse i lyset af denne destruktion, og temaerne går igen overalt som understrømme under de mange glimt af amerikansk historie og kulturhistorie eller som kraftfelter i dusinvis af eksistentielle skæbnefortællinger og surrealistiske portrætter.
Det er et af mange eksempler i Dylans forfatterskab på, at hans tekster søger en forankring, der ikke er bestemt af det, der kun er midlertidigt og flygtigt
Temaet præger også album som Desire (1976), Infidels (1983), John Wesley Harding (1967), helt frem til det seneste Rough And Rowdy Ways (2020). Alle har fortællinger om mennesket udspændt mellem liv og død som det måske mest fremtrædende tema. Og de kommer frem hele tiden på Highway 61 Revisited. Vi har allerede nævnt titelnummeret, men også Tombstone Blues trækker på kampen med dødens virkelighed.
Den store klaverballade med den langtrukne basgang, der afslutter vinyludgivelsens A-side, Ballad Of a Thin Man, er en mageløst flot, Brecht-inspireret afsløring af, hvordan mennesket underlægger sig alle mulige begrænsende parametre fremfor at søge den reelle, eksistentielle virkelighed, og til sidst bliver en vanskabning, som er vokset fast til teknikken og de sociale koder.
En møllesten om halsen
Det materialistiske livssyn er i det hele taget en møllesten om halsen på de fleste af albummets mange figurer. I den surrealistiske kærlighedshistorie Queen Jane Approximately tilbyder fortælleren sig til en, der er led og ked af overfladiskheden:
Now when all the clowns that you have commissioned
Have died in battle or in vain
And you’re sick of all this repetition
Det er et af mange eksempler i Dylans forfatterskab på, at hans tekster søger en forankring, der ikke er bestemt af det, der kun er midlertidigt og flygtigt, men i noget tidløst, som derved opløser den ufrugtbare spænding mellem liv og død.
Som sådan er Dylan mystiker. Vi møder søgen efter det tidløse som forklædt kærlighedssang i She Belongs To Me (Bringing It All Back home) (1965), i Oh Sister (Desire) (1976), Precious Angel (Slow Train Coming) (1979), Sweetheart Like You (Infidels) (1983) og i andre former møder vi sammensmeltningen mellem øjeblikket og evigheden i Ring Them Bells (Oh Mercy) (1989), Trying To Get To Heaven (Time Out Of Mind) (1997), Mr. Tambourine Man (Bringing It All Back Home) (1965), særligt det sidste vers, og for den sags skyld Forever Young (Planet Waves) (1974).
Undergangsballaden Desolation Row
Den sproglige og samtidig indsigtsfulde virtuositet bærer også den monumentale undergangsballade, der afslutter albummet, Desolation Row. Hver enkelt af de 12 vers behandler et livsområde, hvor verden er på vej i den forkerte retning. Dylan er i almindelighed aldrig generelt samfundskritisk, men en moralist, der forbinder verdens vanskeligheder med det enkelte menneskes manglende vilje til at tage ansvar for sine egne handlinger:
Here comes the blind commissioner
They’ve got him in a trance
One hand is tied to the tight-rope walker
The other is in his pants
Albummet åbner med et andet litterært mesterværk, Like A Rolling Stone, som sjældent er blevet fortolket til bunds, men som handler om, hvad det mon er, der holder en fast i verden – ikke kun holder en på sporet, men giver en det fundament i tilværelsen, der gør at man har en frihed, man kan udfolde og bruge til noget virkeligt.
Det udkom som musikhistoriens daværende længste single på hele seks minutter. Springsteen er helt eksplicit med, at hans musikkarriere begyndte, da han hørte trommeslaget, der åbner sangen, ”som et projektil i mit hoved”, Neil Young har skrevet en sang om den, og den endda har fået en hel bog for sig selv.
De færreste ved, at Like A Rolling Stone begyndte som et pianonummer i valsetakt, altså ¾. Var det forblevet der, ville rockhistorien have set noget anderledes ud. Dylan har siden spillet det over 1000 gange ved koncerter, desværre i almindelighed kun med tre af de fire vers.
Læs de forrige artikler i serien her:
Dylans 10 bedste album: 10 – More Bob Dylan Greatest Hits (1971)
Dylan 10 bedste album – 9: Before The Flood (1974)
Dylans 10 bedste album – 8: Oh Mercy (1989)
Dylans 10 bedste album – 7: Blood On The Tracks (1975)
LÆS FLERE ARTIKLER AF JAKOB BRØNNUM HER
Bob Dylan
Highway 61 Revisited
Columbia 1966
Foto: Udsnit af omslaget
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
