KONCERT // ANMELDELSE – Cat Powers fortolkning af Dylans berømte 1966-koncert var god i momenter, men generelt for pæn og desværre udfordret af hovedpersonens problemer med det ene øre.
”Judas” råbte en meget utilfreds publikummer den 17. maj 1966, da Bob Dylan under en koncert i Manchester tog den elektriske guitar i brug og dermed sprængte manges idé om ham som akustisk protestsanger iført mundharmonika.
Torsdag aften kunne et vittigt hoved ikke nære sig og råbte ”Jesus” på det samme sted i Cat Powers koncert. Selvfølgelig skulle én eller anden råbe et eller andet – gab! På den måde kom det ret tåbelige tilråb før koncertens sidste nummer til at finde sin helt egen plads i Cat Powers 1:1-genopførelse af Dylans koncert.
Desværre gjorde det ikke noget godt. Tilråbet fik sangerinden ud i en længere rablende monolog, der endte med at få saboteret det sidste nummer, ”Like A Rolling Stone”. Og indtil da havde koncerten, trods gode momenter, aldrig rigtig fået flyvehøjde, blandt andet på grund af hovedpersonens problemer med det ene øre.
Til sidst i den akustiske første del fik vi ”Mr. Tambourine Man”, et nummer der hurtigt kan blive en kliché, i en fremragende version
Dengang i 1966 var folk mildest talt ikke begejstrede for Dylans elektrificering. Det var fire år efter hans debutalbum, og Dylan havde (Gudskelov med tanke på det oeuvre, han siden skulle frembringe) brug for at sætte sig selv fri. Efterfølgende udkom der en piratplade med titlen ”The 1966 Royal Albert Hall Concert”, hvilket var en misforståelse al den stund, at den optagede koncert rent faktisk blev afholdt godt 300 kilometer nordligere i Manchesters Free Trade Hall (den i Royal Albert Hall fandt først sted fire dage senere).
I november sidste år udkom Cat Powers seneste album, et livealbum, med titlen Cat Power Sings Dylan: The 1966 Royal Albert Hall Concert, hvilket blev optaget, ja, ikke i Manchester, men i Royal Albert Hall i London, hvilket med sit eget glimt i øjet lagde et kapitel til den meget dylanske vandring ud og ind af fiktion og virkelighed. I DR Koncerthuset opførte hun koncerten fra ende til anden i den imponerende sal med den flotte lyd, det gyldne træ og de varme rød-orange farver.
Flere forhindringer
Hun gik på scenen i tårnhøje stiletter og mørkt jakkesæt med løst slips ned langs kavalergangen. Lagde lidt uroligt for med sine karakteristiske vævende hænder foran sig og dansetrin på stedet, som ledte hun efter rytmen eller sangens sjæl.
I tredje nummer, ”Visions of Johanna”, ramte hun noget, og til sidst i den akustiske første del fik vi ”Mr. Tambourine Man”, et nummer der hurtigt kan blive en kliché, i en fremragende version. Men lige så stærk og indfølende hendes stemme også denne gang var, og lige så summende hendes kraft lå underspillet og truende afdæmpet under fortolkningerne, så var første sæt præget af en lidt tam pænhed, der hverken klæder Dylan eller Cat Power selv.
Bandet kom på, og andet sæt blev skudt energisk i gang med en tiltrængt rockende version af det af Dylan meget lidt spillede ”Tell Me, Momma”. Elektrificeringen gav energi. Under en swingende ”I Don’t Believe You” trak Cat Power mikrofonen af stativet og kom længere ud på scenen, men fik desværre udfordringer med lyden i det ene øre.
Problemerne med øret var voldsomt ærgerligt for hende og gjorde selvsagt alting ufortjent sværere
Det fik hende til at slæbe sit stativ med tekster rundt forskellige steder på scenen for at finde et sted med god lyd. Hun endte med at stå med ryggen til publikum, hvilket selvsagt tog kraften ud af forestillingen. Numre som ”Leopard-Skin Pill-Box Hat”, ”One Too Many Mornings” og ”Ballad of a Thin Man” viste et tight og sammenspillet band, men var hæmmet af øreproblemerne.
Hvor Cat Power på albummet i hovedtræk holder sig ret loyalt til de oprindelige arrangementer (hvad Dylan selv pr. definition aldrig gør live), så fik hun dog heldigvis vist, at hun kan lægge improviseret til og trække fra. Hendes egne små twists stod helt tydelige og udpegede noget nyt ved den givne sang. Hun kom fx lidt sent ind dér, trak ord ud dér eller snappede en sætning over midt i. På den måde annekterede hun sangene på en fin måde uden at vride dem af led.
Uforløst var den lidt over halvanden time lange koncert dog. Til sidst smed hun endelig de høje hæle, hvilket måske kunne have givet bedre fodfæste og hårdere tramp i gulvet, hvis det var sket tidligere.
Protesterne i Manchesters Free Trade Hall fik i sin tid Dylan til at vende sig om mod sit band og råbe ’Play it fucking loud!’ – og bandet (The Hawks, der senere skulle blive til The Band) satte elektriciteten alvorligt fri. Det er tydeligt i genhør, at de kun blev ansporet til at spille højere og voldsommere af modstanden.
På dét bagtæppe var Cat Powers versioner torsdag aften i DR Koncerthuset – trods et velspillende band – ordentlige og til vel den pæne side. Problemerne med øret var voldsomt ærgerligt for hende og gjorde selvsagt alting ufortjent sværere.
Det spillede Cat Power
Akkompagneret af guitar og mundharmonika
- She Belongs to Me
- 4th Time Around
- Visions of Johanna
- It´s All Over now, Baby Blue
- Desolation Row
- Mr. Tambourine Man
Akkompagneret af fuldt band
- Tell Me, Momma
- I Don’t Believe You (She Acts Like We Never Have Met)
- Baby, Let Me Follow You Down (Eric Von Schmidt-cover)
- Just Like Tom Thumb’s Blues
- Leopard-Skin Pill-Box Hat
- One Too Many Mornings
- Ballad of a Thin Man
- Like A Rolling Stone
Læs også denne boganmeldelse af Bo Heimann: Kondenseret perle fra Auster om livet efter den store kærlighed
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
