KONCERT // ANMELDELSE – CPH Phil elsker dets æresdirigent, 83-årige Christoph Eschenbach, og følger maestroens orkesterdirektion, hvor den rene musik bliver formet som i et minimalistisk rum. En sand klassikeraften i Tivolis Koncertsal.
Når en 83-årig mesterdirigent, som Copenhagen Phil har gjort til deres æresdirigent, træder op på podiet, kan man i dennes sene kunstnerliv måske nok forvente en vis adstadighed.
Intet er dog mere forkert, når der er tale om Christoph Eschenbach. Han føler sig tydeligvis oprigtig hjemme i klassikerne, og det i en sådan grad, at man sidder tilbage med følelsen af, at han kun bliver yngre for hvert gennemført taktslag.
Det var i høj grad tilfældet i det velafbalancerede program, vi fik serveret med først Beethovens Leonore-ouverture nr. 3 (1806), der blev efterfulgt af Mozarts A-dur Klarinetkoncert (1791). Efter pausen førtes vi retur til Beethoven og hans 5. Symfoni (1808).
Den rene musik bliver her formet som i et minimalistisk rum umiddelbart foran hans torso og hjulpet på vej af de livfulde hænder
Hvad der især falder en i øjnene, er den minimale direktion, hvormed den tidligere verdenspianist Christoph Eschenbach i sine sene år nu griber om dirigentstokken. Som pianist var hans spil altid behersket af et minimalt bevægelsesmønster, hvor alt foregik lige over og på tangenterne. Det samme gælder for hans orkesterdirektion. Her er der ikke plads til unødvendige dirigentattituder. Kun den rene musik bliver her formet som i et minimalistisk rum umiddelbart foran hans torso og hjulpet på vej af de livfulde hænder, der er parret med et opmuntrende, men autoritativt blik ud mod hans musikere.
Orkestret elsker ham, det er tydeligt, og følger ham i de mindste vink. Det hørtes lige fra den allerførste akkord i Beethovens Leonore-ouverture, der som orkesterværk betragtet egentlig mere har form af et tonedigt med dets tidstypiske brudflader af bestandig afvekslende musikalske udsagn.
Det er her, som om Beethoven aldrig når udover den billedramme, han selv har anlagt om ouverturen, men til gengæld bliver orkesterspillet virtuost udført, når det er Christoph Eschenbach, der lægger retningen og styrer det musikalske maleris begivenheder.
Fuldkomment instrumentalt mesterskab
I Mozarts følgende sublime leg med klarinettens muligheder i hans A-dur koncert blev rammerne unægtelig friere anlagt, selvom man undertiden også følte, der blev holdt lidt for stramt i tøjlerne, såvel af Christoph Eschenbach som af orkestrets 30-årige soloklarinettist, August Finkas. Finkas’ greb om instrumentet er rent ud mesterligt, og Eschenbach værdsatte tydeligt hans musikerskab med sit fintfølende orkesterakkompagnement.
I denne klarinetkoncerts naturlige leg med noderne og instrumentets muligheder sidder man ofte tilbage med den følelse, at værket ligefuldt blev konciperet af Mozart til dette instrument, som at instrumentet i sin tid blev udviklet til netop denne koncert.
Finkas bevægede sig som en flyvefisk i leg, der lige sikkert svævede sig i det lukkede tyste undervandsrum som i det klare overfladevand og det frie solbeskinnede luftrum
Balancen mellem komposition og det instrumentale musikerskab er fuldkommen, og Finkas beherskede den totalt. Solisten havde tilmed overskud til bestandig at indflette små lynhurtige og finurlige ornamenteringer i finalesatsens tilbagevendende hovedtema.
Men hvad der måske er mest imponerede ved Finkas’ beherskelse af sit instrument, er hans sikre tonedannelse og undgåelse af alle denne koncerts faldgruber, hvor et blot lidt for voldsomt blæsetryk ofte får klarinettens toner til at knække over i mere skingre tonelejer.
I denne begavede musikers hænder bevægede han sig som en flyvefisk i leg, der lige sikkert svævede sig i det lukkede tyste undervandsrum som i det klare overfladevand og det frie solbeskinnede luftrum.
Publikum var med ham hele vejen i alle elementerne, og solisten kvitterede glad med et overskudsmættet blues-arrangement af Gershwins Rhapsody in Blue, der nu blev ledsaget af fire orkesterkolleger, mens Eschenbach synlig opmærksomt fulgte med fra en af de ledige stole i orkestret.
Skæbnemotiver og fjern krigstummel
Efter turen i de mozartske sfærer vendte vi tilbage til den noget tungere Beethoven med hans fra Napoleon-krigenes tid revolutionerende 5. Symfoni, kaldet Skæbnesymfonien.
I den fik Christoph Eschenbach trukket alle de fine kvaliteter ud af Copenhagen Phil, som orkestret har udviklet i de seneste sæsoner, og som udmønter sig i form af sikre klanglige balancer og fintfølende instrumentale soloindsatser.
Beethovens napoleonske tonemaleri er vel bedst kendt for dens velkendte skæbnemotiv, der dog egentlig bedst udskiller sig i finalens tyste og gentagne sotto voce e staccato-indsatser, hvor det som en spøgelsesagtig reminiscens synes at skildre fjerne marcherende militærkolonner.
Hele denne lange firsatsede symfoniske krigsfortælling munder ud i triumferende sejrsfanfarer, og undervejs blev alt ildfuldt ført til dørs af Christoph Eschenbachs ungdommeligt friske tag på værket. Orkestret honorerede da symfoniens både mere handlingsmættede og tyste passager, såvel som dens krigstummel og fuldtonende afslutningsforløb.
Summa summarum: En fornem afslutning af en sand klassikeraften på Tivoli.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
