MEDIEDEBAT – At der findes superkøbenhavnere, der slet ikke kender noget til resten af Danmark, er en myte, der bunder i et kompleks på størrelse med kommunalreformen, skriver Lone Theils. Forslaget om udflytning af Radio24Syv til Jylland skyldes et kompleks hos visse populistiske politikere og en fordom om, at ingen jyder kender til andet end verden omkring dem. Men det er jo løgn, skriver Lone og fortæller om sin egen opvækst og livsrejse væk fra – men altid med base i – det vestjyske.
I sidste weekend var jeg på tur rundt om Ringkøbing Fjord sammen med min veninde, der lige for tiden bor i San Francisco. Vi var forbi Skjern, hvor mine forældre voksede op. Vi var i Ringkøbing, hvor hendes mor bor, på besøg i vikingehavnen i Bork, og vi nåede at købe fiskefrikadeller i Hvide Sande, mens jeg huskede hvordan min bedstefar og fætre tit fiskede efter sild henne ved slusen og tænkte vemodigt på den sommer, hvor jeg næsten boede i Søndervig.
Jeg er på mange måder vestjyde ind til benet.
Min barndom blev tilbragt i Holstebro, og det har formet mig på både godt og ondt. Jeg savner næsten altid havet når jeg ikke er i nærheden af det, og jeg føler mig hjemme når jeg ser at træerne begynder at bøje af for den barske vind. Jeg ved præcis hvordan det føles at blive prikket i kinderne af sand, når man går op over den sidste klitrække i blæst, jeg ved hvordan der lugter ved molen i Thyborøn. Jeg kender lugten af en svinestald fra en kostald og jeg kender alt til at når man giver hånd på en god handel, så er det sådan det er.
Og når jeg møder nogen af mine venner fra Vestjylland (for jeg har nemlig stadig mange) så er der ting vi forstår bare med et blik. Ting, der er svære at sætte ord på.
Noget med den fælles oplevelse det er at vokse op i Vestjylland og være formet af det.
Avocado og broccoli
Jeg var omkring 17 år, da jeg så en avocado for første gang, og til mine medspiseres store moro forsøgte at spise den med kniv og gaffel. Først da jeg var 18 år, fik jeg på en restaurant i Sverige serveret noget helt fantastisk grønt noget, der skulle vise sig at være broccoli. Jeg var lige fyldt 18, og aldrig før havde jeg set noget så mageløst.
Det var ikke fordi der var fordomme mod hverken det ene eller andet i mit hjem, men det var simpelthen ikke en del af den hverdag, der eksisterede udenfor det gule murstensparcelhus, hvor jeg voksede op
Så vidt jeg ved, boede der to sorte i hele Holstebro, da jeg var barn. Det var ikke fordi jeg kendte dem personligt, men alle kendte dem ved navn, fordi de var så anderledes.
Først da jeg senere begyndte at læse i Århus mødte jeg nogen, der var homoseksuelle. Det var bare ikke en del af min hverdag, at nogen mennesker førte tilværelser, der var væsentlig forskellige fra min. Og at det var helt okay og måske endda kunne lære mig noget om livet. Det faldt mig ikke lige ind, at min måde at gøre tingene på, ikke var den eneste rigtige.
Det var ikke fordi der var fordomme mod hverken det ene eller andet i mit hjem, men det var simpelthen ikke en del af den hverdag, der eksisterede udenfor det gule murstensparcelhus, hvor jeg voksede op og i øvrigt som den første i min familie fik studentereksamen.
Mit hjem var på sin egen måde belæst og dannet, men det var først som 23-årig jeg var til min første klassiske koncert. Senere endnu før jeg så en opera – betalt med egne penge. Ellers var det mest TV2 henne i Holstebrohallen, Hanne Boel og Thomas Helmig.
På min skole havde vi morgensang og vi sang om Kaj Munks lille anemone, vi læste Blicher og jeg kan stadigvæk ‘Op al den ting som Gud har gjort’ udenad.
Vi var omgivet af vestjyder. Og København blev udtalt med j. Kjøwenhavn, og det var i øvrigt en betegnelse, der dækkede hele Sjælland. Selv folk, der for eksempelvis boede i Slagelse eller Korsør, måtte finde sig i at falde under betegnelsen kjøwenhavneri.
Det er sådan nogen som mig, der lige nu bliver anset for at være en slags cafelatte-drikkende intellektuelt elitemonster uden nogen forbindelse til virkeligheden
Da jeg læste i Århus tjente jeg til mine studier ved at knokle ved siden af. Jeg fik arbejde ved Tele Danmarks oplysning, hvor jeg sad i weekenden fra klokken seks om morgenen til sent om eftermiddagen. Og senere, da jeg læste til journalist, fik jeg en tjans med at skrive nekrologer på mit praktiksted.
Det er sådan nogen som mig, der lige nu bliver anset for at være en slags cafelatte-drikkende intellektuelt elitemonster uden nogen forbindelse til virkeligheden.
Men det er en politisk løgn.
Og den er opfundet af folk med et jydekompleks på størrelse med kommunalreformen.
Den fiktive superkøbenhavner
Vi bor i et lillebitte land, og det virker fuldstændig ude af trit med virkeligheden at opfinde et skel, der især bliver dyrket af Dansk Folkeparti og til dels også Venstre med tvangsudflytningen af en række arbejdspladser og senest kravet om at Radio 24Syv skal flyttes til Århus, fordi ”man reflekterer den virkelighed, der er omkring en”.
For en god ordens skyld, så har jeg ikke andet end en meget løs tilknytning til Radio 24Syv, som jeg af og til er enten i telefonen eller i studiet hos for at tale om britiske forhold. For mig personligt spiller det ikke nogen rolle, hvor stationen ligger.
Men jeg vil gerne gå i rette med fundamentet for hele det argument, der er for at flytte stationen ud fra en ide om, at hvis man bor i København, så er det alt hvad man ser.
Man opfinder en slags superkøbenhavner, der aldrig har sat sine ben udenfor Valby Bakke, som tænker på Vestdanmark som ”Det mørke Jylland” og som på en eller anden måde har levet i en intellektuel boble, hvor de aldrig er blevet udsat for eller venner med mennesker, der bevæger sig inden for den samme snævre intellektuelle elite.
Det er en gang bullshit.
For det første er Danmark altså stadig så lille, at jeg vil vove den påstand, at det er virkelig svært at finde nogen som helst, der slet ikke har familie og venner uden for København.
Ifølge teorien om Superkøbenhavneren taler vi tilsyneladende aldrig med faster Erna i Viborg, og vi giver til enhver tid fætter Jens i Videbæk den kolde skulder, ligesom vi bare slet ikke vil høre noget som helst om, hvordan det går med den del af familien, der blev i Sønderborg.
Ingen af os, der kommer fra Jylland, kan åbenbart nogen måde huske eller sætte sig ind i jyske forhold mere. Nej, for når man får sit sygesikringskort med Københavns Kommunes logo, bliver ens barndomsminder jo slettet fuldstændig fra hjernen
Det kan godt være at de begynder at fortælle om konfirmationen eller malkekvæget eller de nye rationaliseringer, der betyder, at sygehuset i Holstebro må lukkes. Men en superkøbenhavner stopper dem selvfølgelig, inden de går i gang. Vi vil ikke vide, hvad der foregår uden for København. Vi kan kun rumme København og måske en cafelatte.
Ingen af os, der kommer fra Jylland, kan åbenbart på nogen måde huske eller sætte sig ind i jyske forhold mere. Nej, for når man får sit sygesikringskort med Københavns Kommunes logo, bliver ens barndomsminder jo slettet fuldstændig fra hjernen.
Og vi har selvfølgelig alle sammen kun gået i skole med andre københavnerbørn, der alle sammen kommer fra dybt akademiske hjem, hvor man gik til ballet i weekenden, hørte Mahler inden morgenmaden og diskuterede Kafka over de økologiske speltflakes.
Nej, vel?
I min folkeskole (i Jylland) gik jeg i klasse med børn fra forskellige baggrunde og forældre med alle mulige slags jobs Murermester, dagplejemor, autoophugger, bondemand, gallerist, rutebilsvognmand, entreprenør, tæppehandler, tømrer, fabriksarbejder, mejerist planteskoleejer og sygeplejerske. Vi kom i hinandens hjem og legede på kryds og tværs som børn jo gladeligt gør.
Se dig selv i spejlet
I tilfældet Radio 24Syv er argumentet, at så vil stationen nok bruge flere jyske kilder. Jeg skal ikke kunne redegøre i detaljer for stationens politik vedrørende kilder, men det er mit indtryk, at kilder og eksperter, der er førende på deres område og i øvrigt er synlige og blander sig i debatten, er dem, de fleste journalister går til.
Hvis de bor i nærheden, kommer de i studiet. Hvis de bor lidt længere væk, kan interviewet komme til at foregå på telefon – ekspertise fremfor geografi.
Som jeg husker det, var en af de mest markante historier i nyere tid, nemlig historien om hvordan regeringen fiflede med en række tal vedrørende vandmiljøet i forbindelse med landbrugslovgivningen, udsprunget af ekspertudsagn fra Aarhus Universitet (indtil Esben Lunde Larsens ministerium gav forskerne mundkurv på).
Kilder bor, hvor det giver mening for dem at bo, og det er ikke kun et spørgsmål om hvad regeringen vil tvinge dem til.
Jeg har en veninde, der har med videregående uddannelser at gøre på et overordnet plan (ja, hun bor i Jylland). Og hun fortæller, at statistikkerne og deres undersøgelser viser, at unge mennesker faktisk vælger uddannelse efter geografi. Det kan godt være, at deres drømmeuddannelse er flyttet til eksempelvis Herning, men de ønsker ikke at flytte fra eksempelvis Århus. Og så er realiteterne altså, at de vælger en anden uddannelse.
Det er næsten umuligt at styre rigtige mennesker på den måde.
Det er jo det, der sker, når man bevæger sig uden for den lille trygge kreds, der findes om en selv og den hjemstavn, man er rundet af. Man får et nyt syn på verden. Man bliver mere åben, mere tolerant og man får ganske enkelt den simple forståelse af, at man kan gøre ting på alle mulige forskellige måder
Jeg vil gerne have at alle de jyder, der er hoppet på myten om superkøbenhavneren, der ikke gider beskæftige sig med resten af Danmark, lige nu rejser sig fra lædersofaen og smutter en tur ud på badeværelset og står lige et minuts tid og ser sig selv i spejlet – og så tænker over følgende:
Hvor tit har du egentlig besøgt din familie i København? Hvor tit har du forsøgt at forstå en københavner? Hvad gør du egentlig selv for at orientere dig i en verden, der ligger uden for din egen snævre interessesfære?
For nu er vi inde ved noget af det centrale.
Jeg er en af den slags vestjyder, der rejste væk. Jeg skulle se noget mere, og i de små 30 år, jeg har været bortflyttet, har jeg fået så mangfoldige og interessante oplevelser ind i mit liv, at det vil være for omfattende at skrive om dem her.
Jeg har boet i to andre lande, jeg har haft kærester fra andre lande, rejst ufatteligt meget, mødt folk med religioner jeg slet ikke kendte noget til som barn i Holstebro, spist ting, jeg aldrig havde drømt om eksisterede, og jeg har slet ikke tal på alle de gange, hvor jeg har fået en fordom lagt i graven, fordi virkeligheden var langt mere mangfoldig, farvestrålende og overraskende når man bevægede sig ud i den.
For det er jo det, der sker, når man bevæger sig uden for den lille trygge kreds, der findes om en selv og den hjemstavn, man er rundet af.
Når vi orienterer os ud mod verden, bliver vi efter min mening større og bedre mennesker med rigere liv … Man bliver mere åben, mere tolerant og man får ganske enkelt den simple forståelse af, at man kan gøre ting på alle mulige forskellige måder
Man får et nyt syn på verden. Man bliver mere åben, mere tolerant og man får ganske enkelt den simple forståelse af, at man kan gøre ting på alle mulige forskellige måder, hvad enten det er kærlighedsforhold, servering af avocadoer eller for den sags skyld fremstilling af journalistik.
Når vi orienterer os ud mod verden, bliver vi efter min mening større og bedre mennesker med rigere liv.
Der findes masser af vestjyder, der er store mennesker på den måde.
De har været ude og smage på den store verden, og de ser sig selv som borgere i et globalt samfund – og de har ikke brug for japanske undon-nudler, for hvorfor spise dem, når der går verdens bedste saltmarkslam lige uden for døren og en af de bedste producenter af balsamisk eddike ligger i Skanderborg? De har set Venedig uden at dø af det, og de synes alligevel det var smukkere med bakkerne på Mols.
De foretrækker de åbne vidder, duften af fyrretræ og det faktum at man kan få et dejligt rummeligt hus, hvor de bor, for hvad det koster for en mikroskopisk lejlighed i København. At man kan sende børnene til fodbold på cykel, og at man ikke skal køre dem til børneyoga og sidde i en beklumret hal med alle de andre mødre, mens læreren siger Namaste.
Men det er næppe dem, der lige nu sidder og tror på myten om den isolerede københavner, som tror at verden kan rulles tilbage til at være lokal og ikke det mindste global med symbolske udflytninger.
Det er de mennesker, der har valgt at leve det meste af deres liv inden for en radius af måske 50 kilometer af, hvor de er født.
Der er intet forkert i det, men hvis man definerer sit liv så snævert geografisk, bliver det lettere at få en fornemmelse af, at resten af verden er i gang med en stor fest, som man ikke er inviteret til. Så kan man sidde der og skumle over alle de gange, man har været bænkevarmer og tænke, at det er også alle de kjøwenhavnere, der som sædvanlig løber med al opmærksomheden. At de soler sig i den store bys strålende lys, og som sædvanlig fik man ikke lige nogen godbid herovre i Jylland.
Så drop nu det jydekompleks. Ingen snyder jer. Der er gaver i form af information, udsyn og overraskelser i jeres radio
Men jeg siger: De mennesker har mere end nogen sinde brug for, at der sidder nogen et helt andet sted end, hvor de selv sidder, og laver radio eller anden journalistik til dem.
De har virkelig hårdt brug for det, for hvordan skal de ellers følge med i den verden, de har valgt ikke at fraternisere med?
De har brug for at vide, at der findes speltmødre på Østerbro og hvad de tænker om vandkvalitet og pesticider. For det er deres nabos barnebarn, der er den speltmor. De har brug for al den viden, de overhovedet kan få om, hvordan andre folk lever rundt omkring i Danmark, inklusiv i København. For de opsøger den ikke selv.
Hvis den her type mennesker kun skal høre på folk, der kommer med nøjagtig de samme erfaringer og livssyn som dem de selv har, så er der allerede et utal af lokale radiostationer, der med glæde leverer den vare mellem danskpop-numrene.
Så drop nu det jydekompleks. Ingen snyder jer. Der er gaver i form af information, udsyn og overraskelser i jeres radio. Åbn den eller lad være, men tænk lige en ekstra gang over, hvorfor du mener, det giver mening at flytte en velfungerende radiostation til Jylland på grund af et kompleks, der egentlig ikke eksisterer hos andet end en meget lille gruppe mennesker og en flok populistiske politikere.
Foto: Skribenten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
