CORONAKRISE // NOVELLE – “Jeg når ikke at dukke mig, ej heller at trække tungen ind. Den hang åbenbart halvt ud af munden igen. En virkelig dum vane, som min chef har påtalt.” I Hanne Dagmar Raabergs første novelle i en ny serie i POV træder en klog, socialt kikset 33-årig kvinde i posede hjemmebukser og hængerøv ind i et supermarked under coronaepidemien. Her møder hun en elegant, ældre dame, og pludselig tager indkøbsturen en uventet drejning.
Der er få mennesker i supermarkedet. Indenfor er der tomt som en varm sommerdag, midt på dagen, men det er koldt udenfor og også blæsende i dag. Jeg nikker til den unge bag kassen. Camille-Sofia hedder hun, med bindestreg. Jeg tænker igen på deres afdeling for navneskilte. Hvilket system har de mon for at sikre, at folks navne bliver stavet rigtigt?
Der er ikke noget så irriterende, som hvis ens navn bliver skrevet forkert, og der er flere og flere navne, som selv min klæbehjerne bliver i tvivl om. Selv har jeg fået det meget opfindsomme navn Corinna, som kollegerne synes er vældig sjovt i denne corona-tid. Ha-ha, siger jeg. Hvis min mor forstod det i sine demente tåger, ville jeg brokke mig. Eller nej, egentligt kunne jeg jo godt lide mit navn før. Det er specielt.
Jeg synes, jeg genkender damen. Er det ikke hende, der bor i stueetagen? Hun burde altså virkelig ikke selv gå ud. Hun ser ud til at kunne blive væltet af vinden i dag, hvad ville coronavirus ikke gøre ved hende?
Jeg tager en kurv og går ind gennem den automatiske låge. Varer er der nok af, folk hamstrer ikke for tiden. Grøntafdelingen ligger først, jeg tror, det er et sundhedstiltag, så folk fylder frugt og grønt i kurven før chips og kød. Men jeg ved fra tidligere, hvor supermarkedet altid var fyldt, at det ikke virker. De fleste går bare hurtigt gennem grønten, hen til frostvarerne, hen til frysepizzaer og vaffelis. Det gør jeg også. De skal ikke narre mig til at være sund. Jeg spiser det, der er nemt og smager godt. Og griner af de der sundhedsapostle.
Bøjet over de frosne kyllinger står en hvidhåret dame med rollator i en beige og alt for tynd cottoncoat. Hvorfor er der ikke nogen, der køber ind for hende?
Hun er virkelig en dame, passer slet ikke ind her i kvarteret. Selv om cottoncoaten ikke er helt ny, så er hun tydeligt elegant. Fine, næsten hvide hyttesko og nylonstrømper. Måske er det endda silkestrømper? Hendes ansigt har cirka samme farve som skoene. Rollatoren er skinnende ren og rød og ser mærkværdigt frisk og malplaceret ud sammen med damen. Jeg kigger ned på mine egne slidte sneakers og de bløde, rare og posede hjemmebukser. Heldigvis er min frakke vist nogenlunde pæn, og den dækker både den slidte hængerøv og min nussede striksweater.
Jeg synes, jeg genkender damen. Er det ikke hende, der bor i stueetagen? Hun burde altså virkelig ikke selv gå ud. Hun ser ud til at kunne blive væltet af vinden i dag, hvad ville coronavirus ikke gøre ved hende?
Har hun slet ikke noget familie, der kan hjælpe hende? Venner der kan købe ind for hende? Typisk “jeg-har-nok-i-mig-selv-mentalitet”. Jeg troede ellers, at coronakrisen havde vist nyt sammenhold, hvor naboer hjælper hinanden, ja, selv fremmede hjælper dem, de møder på afstand.
Der er noget, der murrer i min mave. Skal jeg være den fremmede, der gør noget?
Hvorfor i alverden er hun gået ud, hvis hun er syg? Jeg bliver ærligt talt gal i skralden. Det kan hun ikke være bekendt. Dronningens ord kommer belejligt ind i mit hoved. Det er det, man skal mene
Jeg har ikke talt med nogen, siden min chef ringede i mandags og spurgte, hvordan jeg trives med at arbejde hjemmefra. Hun var ret bekymret, hun ved, at jeg bor alene, og jeg siger åbenbart ikke nok på online-møderne. Det var ikke nemt, at jeg både skulle overbevise hende om, at jeg har det fint, og samtidig ikke skulle lyde alt for begejstret over at slippe for al den snak på arbejdet. Så jeg sagde ikke noget om, at jeg stortrives, og at jeg når det samme nu ved kun at arbejde to timer om dagen.
Jeg skubber min chef ud af hovedet og hanker op i min kurv og mig selv. Jeg går så tæt på den lille gamle dame, som jeg tør, holder selvfølgelig behørigt afstand.
“Bor du ikke også i nr. 47?” spørger jeg den gamle cottoncoat-ryg, mens jeg roser mig selv for faktisk at gøre noget.
Det giver et sæt i damen. Hun vender sig om og tager hastigt den venstre hånd fra kyllingerne og op til halsen, mens den højre knuger hårdt fat om rollatoren. Tænk, at hun kan være så hurtig.
Hun forsøger vist at hoste.
Hun vil HOSTE!
Jeg træder to skridt baglæns og lige ind i en reol. Det er den med pasta. En af metalhylderne banker lige ind i mit højre skulderblad.
”AV”, råber jeg højt. Selv om det egentligt ikke gør så ondt, det er nok mere forskrækkelsen.
Damen laver nogle sære fagter med den venstre arm, væk fra halsen, ud i luften og tilbage igen. Det er, som om hun forsøger at sige noget midt i sine hosteforsøg. Men jeg skal altså ikke tættere på. Mit kortvarige vovemod fordamper hurtigere end kølediskens frosttåger, der stiger op bag damen.
En ung medarbejder kommer rundt om hjørnet ovre fra øl og sodavand. Jeg ved ikke, hvad hun hedder, er hun ny?
“Hun prøver på at hoste”, halvråber jeg til medarbejderen. Hun stopper op og kigger på den fægtende gamle dame. Jeg må jo hellere advare, selv om medarbejderen ser frisk nok ud til at kunne klare et corona-angreb. Men det gør rollator-damen ikke. Vi står på hver sin side af hende med god afstand.
Hvorfor i alverden er hun gået ud, hvis hun er syg? Jeg bliver ærligt talt gal i skralden. Det kan hun ikke være bekendt. Dronningens ord kommer belejligt ind i mit hoved. Det er det, man skal mene.
Medarbejderen nikker til mig. Hun har fattet det, og hun går heller ikke tættere på den gamle. Hun taler stadig i mobilen, mon hun forklarer vejen?
Medarbejderen tager en telefon og ser ud til at ringe. Nå, ja selvfølgelig. 1-1-2. Det er det, man skal. Hvor er jeg dum. Nå, men medarbejderen ved jo adressen og sådan noget. Hun er nok bedst. Måske har hun ovenikøbet taget noget førstehjælp? Hun bliver ved med at snakke i telefonen og forklare og lytte. Jeg kan ikke høre, hvad hun siger.
“Måske corona,” råbe-hvisker jeg. Det er nok lidt uhøfligt at råbe hen over damens hoved, men hvad skal jeg ellers gøre? Jeg er låst fast mellem corona og pasta.
Medarbejderen nikker til mig. Hun har fattet det, og hun går heller ikke tættere på den gamle. Hun taler stadig i mobilen, mon hun forklarer vejen? Eller spørger hun om, hvad man skal gøre i sådan en situation? Jeg håber ikke, hun beder mig om noget. Kunstigt åndedræt og corona rimer ikke.
Damen åbner og lukker munden og fægter vildt med den venstre arm, mens hun ser ud til at vakle i hytteskoene. Så hold dog fast i den rollator, tænker jeg, og stirrer stift på hendes højre hånd, der knuger rollatorens håndtag.
Som om det er en film i slow motion, ser jeg hånden slippe grebet, og jeg flytter blikket op til damens ansigt, der har skiftet farve til en hvidblå skummetmælk. Stadig i slow mo ser jeg hende falde bagover, mens begge hendes arme laver unyttige svømmetag i luften.
BUNK.
Dunk.
Hun rammer stengulvet, først med kroppen og lige bagefter med hovedet.
Flunk.
Noget ryger ud af munden på hende og flyver lige mod mig. Det foregår ikke længere i slow motion, og jeg når ikke at dukke mig, ej heller at trække tungen ind. Den hang åbenbart halvt ud af munden igen. En virkelig dum vane, som min chef har påtalt.
Noget rammer min tunge og falder så på gulvet. Jeg trækker tungen indenfor, før jeg når at tænke corona. Den smager af lakrids. Kongen af Danmark-smag.
Jeg kigger ned på gulvet og kan se noget, der ligner små stykker rødt bolsje. Jeg stiller min kurv ved siden af.
Ambulancen parkerer, da jeg går ud i blæsten. Jeg hilser ikke.
‘Hoste’ er den første i en serie noveller skrevet af Hanne Dagmar Raaberg om hovedpersonen Corinnas liv under coronakrisen.
LÆS FLERE ESSAYS OG NOVELLER HER
Foto: Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
