KRIG I MELLEMØSTEN // ANALYSE – I de seneste dage har krigen i Mellemøsten igen taget nye retninger. Den har bredt sig yderligere, og man ser en intensivering, som er en del af hele det diplomatiske spil omkring krigen.
HAIFA – Der er for tiden mængder af spekulationer i gang om, hvornår krigen slutter. Men det er og bliver spekulationer, og i virkeligheden er vi i en situation, hvor man kan lægge lige stor betydning i den ene formodning eller den anden. I sidste ende afhænger meget af Donald Trump, og hvad det angår, ved end ikke amerikanerne, hvor det hele bærer hen.
Det iranske nyhedsbureau Tasnim meddelte torsdag, at styret i Teheran nu har givet et formelt svar på de 15 punkter, amerikanerne tidligere på ugen sendte som oplæg til en standsning af krigen. I svaret udtrykker man ”komplet tvivl” om, hvorvidt USA er klar til at forhandle på noget punkt. Og samtidig stiller iranerne en række betingelser, hvor den mest iøjnefaldende nok er, at ”Irans overherredømme over Hormuzstrædet er Irans naturlige og lovfæstede ret, og at dette fortsat vil være tilfældet.”
Houthierne og Tårernes Port
Det er på denne baggrund, at topdiplomater fra Egypten, Tyrkiet og Saudi-Arabien søndag mødtes i Islamabad i Pakistan til en drøftelse af de sikkerhedsmæssige omstændigheder i regionen. Den pakistanske premierminister Muhammed Shehbaz Sharif har gennem et stykke tid forsøgt at markedsføre sig selv som en mulig mægler i krigen mod Iran, som lørdag morgen gik ind i sin femte uge.
Få dage inde i den aktuelle krig åbnede Hizbollah en ny front mod Israel, og navnlig i de seneste dage har man set en tydelig intensivering her
I weekenden havde han en timelang telefonsamtale med den iranske præsident Pezeshkian, hvilket blev tolket som et tydeligt forsøg på at få iranerne til at komme til Islamabad – sammen med amerikanerne. Præsidenten var omhyggelig med at fordømme de fortsatte israelske angreb på Iran, ligesom han understregede Irans suverænitet som stat. Meget lidt hjalp det dog, og telefonsamtalen mundede ikke ud i nogen iransk tilkendegivelse af vilje til at sætte sig til forhandlingsbordet.
I dette ligger helt givet den sikkert helt korrekte iranske antagelse, at det vil være spild af tid at tage turen til Islamabad. Det har længe været formodet, at Trump nærmest når som helst ville kunne beslutte at trække USA ud af krigen, ikke mindst fordi han har et amerikansk bagland, der i stigende grad stiller sig kritisk til den amerikanske deltagelse i en krig, der ser ud til at kunne trække i langdrag.
Men tilsyneladende satser den amerikanske præsident fortsat på at komme sejrende ud af krigen – hvad det så end betyder – hvilket måske vil kunne hjælpe ham og Republikanerne til midtvejsvalget den 3. november. Den del af billedet ser styret i Tehran ud til at have læst korrekt, og derfor besluttede man forleden at kaste endnu en deltager ind i krigen.
Lørdag fik houthi-bevægelsen i Yemen besked på at affyre et missil mod Israel. Det blev skudt ned i nærheden af Beersheva i den sydlige del af landet uden at anrette nogen skade, og søndag fulgte houthierne op med yderligere beskydning.
Dette har kun minimal militær betydning for krigens videre udvikling, men signalværdien er stor. Houthierne har holdt sig helt på sidelinjen i krigens første uger. Nu er de gået ind, hvilket vækker påmindelser om Gazakrigen, hvor de på lignende vis beskød det sydlige Israel, men mest af alt gjorde sig gældende ved at true skibstrafikken gennem Bab el-Mandeb.
Tårernes Port, som det hedder, er strædet ved indsejlingen til Det Røde Hav og dermed også Suezkanalen, og ved på denne måde at mobilisere houthierne fortæller Iran, at de er i stand til at lukke Hormuzstrædet og den anden, mindst lige så vigtige søvej i regionen. Her er altså endnu et klokkeklart eksempel på den iranske taktik, som går ud på at genere den globale økonomi mest muligt.
Dette er først og fremmest en metode til at lægge yderligere pres på Trump, som nu vakler yderligere mellem den hjemlige opposition mod sit forehavende i Mellemøsten og på den anden side fristelsen til at lade sig suge yderligere ind i krigens dynd ved at iværksætte en landoffensiv mod Iran.
Man kan sige, at iranerne har givet Trump valget mellem pest og kolera. Og alligevel ligger der en tredje mulighed, som er forhandlingsbordet i Islamabad. Selv om dette næppe ligger lige for, kan krigens aktuelle udvikling altså også ses som en slags iransk positionering. Man ønsker at skaffe sig de stærkest mulige kort på hånden, så man kan overtrumfe Trump og hans 15 punkter, men det er sandsynligvis med sigte på dette scenarie et stykke længere fremme i tiden.
Mange kokke
Som et eksempel på det mylder af betingelser og modkrav, der svirrer i luften op til en eventuel forhandlingsløsning, kom det søndag fra Anwar Gargash, som er rådgiver for præsidenten for De Forenede Arabiske Emirater, at man i givet fald forventer en klækkelig erstatning fra Iran.
Emiraterne mangler næppe penge, men man kræver, at iranerne stilles til regnskab for at have ramt olieanlæg og civile mål med deres missiler. Her er tale om en dyb og gensidig mistillid, som i årevis har forgiftet luften hen over Den Persiske Golf, og som nu kommer op til overfladen. Dette ses med samme tydelighed i meldingerne fra Saudi-Arabien, som på facaden udtrykker håb om snarlig fred og fordragelighed i regionen, men samtidig tilskynder Donald Trump til at fortsætte krigen.
Efter at have følt sig tilsidesat af Trump, da denne i sin første periode i Det Hvide Hus rykkede tættere på Israels Netanyahu, forsøgte kronprinsen sig med en diplomatisk tilnærmelse til Iran, formidlet af Kina. Men i den aktuelle situation, hvor iranerne flere gange har rettet skytset mod saudiarabiske mål, har han igen taget Trumps parti. Og nu ligger det tydeligt i hans udtalelser, at Saudi-Arabien for hans vedkommende gerne ser den iranske indflydelse i regionen reduceret eller elimineret.
Alt dette understreger kun, hvor mange forskellige ønsker og forhåbninger, der verserer i denne krig, som aldrig har fået noget klart defineret endemål. Og ikke mindst står det stadig mere klart, at krigens to iværksættere, Israel og USA, ikke deler opfattelse af, hvor processen skal slutte.
Hvor Trump i tiden lige efter starten den 28. februar henvendte sig klart til den iranske befolkning med en opfordring til at vælte styret i Teheran, er han nu påfaldende tavs, hvad dette angår. Det ligger i luften, at han ikke længere har ambitioner om et regimeskifte i Iran, men vil være tilfreds med et tandløst iransk styre, selvom også denne vision ikke forekommer umiddelbart sandsynlig.
Trumps hovedinteresse er at få møbleret om i de mellemøstlige magtkonstellationer, hvor også Saudi-Arabien spiller en vigtig rolle, og lige nu er han optaget af at redde verden fra en truende økonomisk krise og at få oliepriserne tilbage i et normalt leje.
Tænkningen er helt anderledes hos den israelske leder, Benyamin Netanyahu. Han har gennem hele sin lange politiske karriere talt om ”den iranske trussel”, og han ser nu sit mål inden for rækkevidde – hvor urealistisk det end kan forekomme. Iran skal i hans øjne fratages enhver mulighed for at videreføre det kontroversielle atomprogram, ligesom fremstillingen af missiler skal elimineres.
Og hvis det hele kan afstedkomme et regimeskifte i Teheran, vil det kun være en ekstra appelsin i Netanyahus politiske turban. For ham vil det være en markant gevinst, der vil kunne styrke ham, når israelerne går til parlamentsvalg i oktober.
På sin vis er billedet noget enklere, når det kommer til Iran. Her træffes beslutningerne i en lille kreds af mænd. Omdrejningspunktet er her den nye åndelige leder, Mojtaba Khamenei, og dennes tætte samarbejde med topledelsen i Revolutionsgarden.
Jokeren i dette spil er præsident Masoud Pezeshkian, der står for en mindre konfrontatorisk linje og nok derfor også var manden, der tog telefonsamtalen med den pakistanske premierminister. Netmediet Iran International, som udgives af oppositionelle kræfter med base i London, mener at vide, at der er dybe uoverensstemmelser mellem præsidenten og regimets øvrige beslutningstagere. Som kilde skal mediet naturligvis tages med et gran salt, da det har en klar politisk dagsorden, men Pezeshkian har tidligere været ude med kritik af præstestyret, og i den aktuelle situation kan der meget vel foregå ting og sager bag kulisserne.
Hizbollah kører friløb
På denne baggrund er situationen i Libanon en ganske god indikator. Her har Iran i mange år haft en markant tilstedeværelse gennem sin proxy, den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, som opererer i en helt anden militær vægtklasse end houthierne i Yemen.
Få dage inde i den aktuelle krig åbnede Hizbollah en ny front mod Israel, og navnlig i de seneste dage har man set en tydelig intensivering her. I løbet af lørdagen affyrede Hizbollah 250 raketter mod Israel, og israelerne har bombet uafladeligt.
Over en million libanesere er internt fordrevne. De er flygtet nordpå, altså bort fra krigshandlingerne, og en stor del af disse mennesker er shiamuslimer. I Beirut genhusede regeringen en gruppe af disse flygtninge i en gammel lagerbygning, som ligger i en kristen bydel, hvor naboerne krævede den rømmet øjeblikkeligt. De frygtede israelske angreb, eftersom flygtningene er shiamuslimer og dermed potentielle Hizbollah-støtter.
Sagen udstiller de voldsomme indre spændinger, som råder i Libanon i disse kritiske tider. For første gang i mange år har landet en regering, som er nogenlunde i stand til at styre landet, og den har dels udtrykt en vis interesse i en dialog med Israel, samtidig med at den for et par uger siden tog forberedende skridt til at forbyde Hizbollahs væbnede aktiviteter og kræve militsen afvæbnet.
Samtidig udstedte man arrestordre mod rådgivere fra den iranske Nationalgarde, som befandt sig i Libanon og hjalp Hizbollah med at genopruste. Disse iranere forlod landet i hast, og sidste mandag satte regeringen ekstra trumf på ved at udvise den iranske ambassadør i Beirut. Dette skridt blev støttet af en af de mest magtfulde libanesiske politikere, den 88-årige parlamentsformand Nabih Berri, der selv er shiamuslim og en stærk kritiker af Hizbollah.
Efter at fristen udløb søndag, er den iranske ambassadør fortsat i Beirut, og det er ikke sikkert, at udvisningen bliver implementeret. Men trods dette er det tydeligt, at den iranske indflydelse i Libanon er ved at være knækket, hvilket ikke mindst skyldes stærke folkelige krav. På den måde er Hizbollah blevet yderligere isoleret og er derfor lidt i samme situation som Hamas i Gaza, der også har mistet den iranske opbakning.
Hizbollah ser dog ingen grund til at lægge våbnene af den grund. Som en del af genoprustningen, der har fundet sted siden våbenhvilen med Israel i oktober 2024, er militsen blevet omstruktureret og fungerer nu som en række mindre enheder, der i vidt omfang arbejder autonomt. Det svarer til den forandring, Hamas i Gaza også har undergået, og lidt på samme måde er der tale om en bevægelse, der nu kæmper for sin egen overlevelse.
I den seneste tid har israelerne haft større fokus på Hizbollah, mens angrebene på de militære mål i Iran er fortsat. Det er tydeligt, at Netanyahu-regeringen her ser en mulighed for at nedkæmpe en ydre fjende. Det er i hvert fald en mulighed, der virker mere opnåelig end Netanyahus forestillinger om et regimeskifte i Teheran, og set i det perspektiv er Hizbollah nu blevet vejen til det resultat, som Netanyahu ønsker sig. Dels med henblik på det kommende Knesset-valg, dels som en del af positioneringen op til de forhandlinger, som måske kommer – på et eller andet tidspunkt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og