Den er lille bitte. Anholt. Øen midt i Kattegat nedenunder Læsø. Med sine knap 22 km² så lille at det siges, at den blev glemt da Dansken gav Halland tilbage til Sverige i 1645 fordi den var dækket af et ølkrus og således forblev dansk. Og på Anholt sker der ikke en dyt. Men det er netop denne uforanderlighed der gør at folk bliver ved med at komme tilbage.
Lille bitte er den. Men for dem der kommer der har øen en kæmpe stor plads. I hjerte og i sind. Anholt er en enten eller-ø. Enten elsker man den eller også gør man ikke. Ingen hader vel Anholt. Men altså, enten har man prøvet det og så behøver man ikke at komme igen, eller også kan man ikke lade være med at komme igen og igen og igen.
Hvert år, næsten, er der en begejstret reportage i et magasin eller en avis fra en journalist der har været på øen, fundet roen og måske har været heldig at svømme med sæler. Og ind i mellem er der i et modemagasin et kært forsøg på at lave en guide til hvad man skal have på på øen, lidt lige som de der laves når der er festival. Det griner vi meget af…
I de første år gik denne skribent i panik over disse reportager af angst for at nu blev øen overrendt på den dumme måde af alle de (andre) smarte københavnere så øen snart ville være en lillesøster til andre kystnære og alt for overrendte feriesteder i landet.
Men faktum er, at det tager længere tid (for en københavner) at komme til Anholt end til Tenerife eller Marakkech og at det er dyrt at være her fordi alt skal fragtes over med færgen fra Grenå.
Færgetur: himmel og helvede
På vejen over fra Grenå ryger netforbindelsen og det er altid spændende hvor gyngende den knap tre timer lange sejltur bliver. Folk der kommer på Anholt er fortrolige med søsygepiller. Og alle har en historie om en af de gange det var rigtig slemt – om ikke andet, noget de har hørt.
Som dengang vores gode venner havde sejlet i høj, høj sø og med øen i sigte måtte vende om og sejle tilbage til fastlandet fordi man ikke kunne komme ind i havnen. Og sådan er turen til Anholt, hvis man ikke flyver, rå og uforudsigelig på blæsende dage. Og noget nær en guddommelig oplevelse på en stille solskinsdag hvor man kan sidde på dækket. Har man taget turen mange gange sidder den i kroppen og hver især har man sin måde at komme igennem den på. Vi der kommer her tit omtaler gerne turen som helt meditativ. Jo, man finder jo altid noget godt i tingene.
På Anholt er der smukt og rent og roligt. Der dufter helt ubeskriveligt af hav, lyng og fyrretræer. Alting tager den tid det tager. Man kommer ned i gear. Så langt ned i gear at det næsten kan være livsfarligt. Man skal huske at pakke præcis det, man har brug for, for intet kan skaffes, hvis ikke igennem Coop der står for øens eneste helårlige dagligvarehandel. Så man lærer at pakke lidt, men praktisk og har efterhånden opbygget en Anholt-uniform til skiftende sæsoner.
Helt religiøs
I påsken åbner de mest hardcore deres huse for sæsonen og der findes ikke noget bedre i verden. Det skulle da lige være tre gode uger i sommeren – uge 29, 30 og 31 for dem som har skolesøgende børn – som også er et must. Jeg har det sådan at når vi når til januar, så skal jeg bare så meget til Anholt snart. Det sidder i kroppen, at det er tid. Og jeg plejer at sige, at påsken er religiøs for os. Men ikke grundet kirkelige handlinger.
Der sker absolut ingenting før påskedagene hvilket betyder, at når påskeweekend oprinder, ja, så bliver vi næsten lidt stressede over alt det, der skal ske: der er lammets dag på gartneriet, loppemarked til fordel for børnenes udenøs aktiviteter, påskebal i forsamlingshuset og æggetrilning på Bollen overfor Byens bakke hvor de lokale spiser tørret ising og alle spiser kagen fordi overskuddet går til børnene. Senest i silende regn. Så sidder man der og snakker om hvordan vejret var sidste år og husker dengang det faktisk sneede og ingen kom og trillede æg. Der er altid nogen der kender en historie der er værre.
Helt ned i gear
Man laver ingenting. Står måske og falder i staver over naturens gang med en kop lunken kaffe i hånden. Er der faldet et træ i vinteren skæres det op til brænde og brændestabler ordnes og markeres med årstal på hvornår træet må komme i ovnen.
Om sommeren er det selvfølgelig anderledes. Her rykker der folk ind i sommerhusene. Dem er der ca 300 af. Øen summer af liv. Omkring 60.000 mennesker lægger vejen forbi i løbet af et år, primært i sommermånederne.
Så mødes folket til samspisning på grunde og på havnen. Der bliver fortæret millioner af de jomfruhummer som man, efter man har lavet dem på Anholt, helst ikke spiser andre steder. Det er lidt lige som Ouzo i Grækenland. Jomfruhummere smager bare bedre på den lille ø hvor man selv cykler på havnen tidligt om morgenen og køber dem i kilovis for at servere dem for familie og venner. Ved langbordet ude på grunden. I gæstebogen ses det at sådan har vi altid gjort. Hele arbejdet omkring disse måltider bliver en anelse rituelle. Sådan plejer det at være. Og vi bliver siddende til aftensolen er gået ned og kulden byder os at rykke tætter på huset.
Når menuen ikke står på fisk og hummer er det spændende at se hvad Brugsen byder på. Vi kalder den Anholt Midtpunkt efter at den nye brugsuddeler kom til og byggede et fint galvaniseret halvtag ud over Debatten, som pladsen foran Brugsen hedder, fordi det er her, man mødes til en sludder og måske en kold bayersk øl. Tidligere var det altid spændende hvad man overhovedet kunne få af råvarer til dagens måltider. Dengang var det ikke den store fantasi der prægede indkøberen.
Jo, man kunne selvfølgelig selv medbringe fra fastlandet, men det gør man helst ikke. Det er vigtigt, at støtte den lokale dagligvarebutik. Det er vigtigt at holde gang i butikken Anholt. For her bor 150 mennesker, heraf en del familier, fast. Året rundt. Der er skole, vuggestue, børnehave, bibliotek, kirke og læge og så Brugsen, gartneriet som har ansvaret for øens naturpleje og om sommeren nogle butikker på havnen. Og nogle få restauranter. Og en hulens masse foreninger. Folk stykker deres arbejdsliv sammen af forskellige jobs rundt omkring. Skolens pedel er således også fiskehandler og tækker og kaffebarens bestyrer kan også ses servere på kroen. Vi er glade for at den nye brugsuddeler valgte at lægge sit arbejdsliv på Anholt, for ikke alene er hun virkelig rar og meget vellidt af alle, hun forstår også at sætte et sortiment sammen så alle er glade. Også købehavnersnuderne. Og især de fastboende. Det er jo sådan set dem, det handler om. Det må vi ikke glemme!
De forhånden værende søm
På Anholt ligger, hvad der må være landets mindste Riccos. Tre kvadratmeter gammelt fiskerskur gør det ud for kaffebaren. Stolene står uden for, så det er mest i godt vejr og ved færgetid, at kaffen nydes. De er lavet af gamle paller, så der er intet specielt yndigt over det, men det fungerer og det er vildt hyggeligt.
Og sådan er der meget der er på Anholt. Ting bliver lavet efter de forhåndenværende søms princip og af den grund smider man ikke ud, men gemmer ting i skuret. Man kan altid få brug for et stykke træ, en palle eller nogle ukurante skruer. Et stykke snor fundet på en gåtur. Eller en terrassedør der var blevet målt forkert. Den bliver på øen, for det er for dyrt og besværligt at sende den tilbage, og den indgår senere i et anneks et andet sted på øen.
Og der er altid gang i et eller andet anneksbyggeri på sommerhusgrundene, for familierne vokser og børnene kommer tilbage på ferie med deres børn. Selv er vi den nye generation der overtog det hus Bedstemor byggede i 1970 fra “de voksne” og kører det videre med vores børn som selv skal overtaget huse når den tid kommer.
Skal vi til fyret?
Og så går samtalen på om vi skal et tur til fyret denne gang. Det afhænger af vejr og vind, for på Anholt er det at gå til fyret ikke en smuttur og ikke en tur man kan komme hjem fra hvis ikke til fods. Det diskuteres også om mindstebarnet er ved at være stor nok. Det bliver børn i vores familie når de er omkring de 10, så ja, hun er stor nok. Ikke at hun nødvendigvis gider. Men når først vi kommer afsted er alt godt. Vand skal vi huske. Og kiks eller madder. Der er intet sted at proviantere undervejs de mange km til fyret, intet at få derude og intet at finde på vej tilbage.
Undervejs går man i Ørkenen som dækker det meste af øen. Klassisk sandørken er det jo af gode grunde ikke. Men det er et stykke smuk natur med lav og mos og fine små bakker og dale. Stor nok til at fare vild i, men lille nok til at man nok kan nå hjem mens det er lyst og man stadig kan pejle efter Sønderbjerg.
En tur ad Kærlighedsstien over Nordbjerg til Havnen er et must og selvfølgelig også en tur op over Sønderbjerg. Fra de to bjerge kan man se ud over hele øen og her fornemmer man hvor langt ude vi er. Der er ikke landkending nogen steder, med mindre man regner vindmølleparken med. Den kan ses fra øen. Og så er der de smukkeste solnedgange at se på Nordbjerg. Der er de mest vidunderlige strande øen rundt og der er intet som en dukkert i det klare vand. Hvilken strand der er den foretrukne skifter år for år. De er vidt forskellige. Nordstrand er bred og flad og Sønderstrand er smal og kan være stenet, så en af de obligatoriske ture i påsken er at gå derned for at se hvor meget vinterens storme har ædt og hvor mange sten der er i år.
Det taler vi om
Og så kan vi også tale om det, når vi møder de andre på havnen eller i Brugsen eller ved et af de mange sammenrend hen over sommeren. Hvilken strand der er god i år. Hvor varmt eller koldt vandet er. Om der er åbnet noget nyt på havnen siden sidste sommer. Om at vi glæder os til at der åbner en solnedgangsbar på nordsiden af havnen denne sommer. Vi taler også om hvor længe man er kommet på øen, om man har eget hus, hvor det ligger. Om man har det sammen med nogen. Om der er sket noget siden sidst, som da der pludselig var en fin ny kulturfestival i sommeren 2015: langtude.com. Om der er mange gæster i år. Og om man har set den og den. Og det taler vi om, os der elsker Anholt, både når vi er på øen og når vi mødes ude i det virkelige liv, for møder man nogen der også elsker Anholt, er man forbundne for altid, på en eller anden måde. Og så har man altid noget at tale om.
Alle fotos er taget af Trine Nygaard Wibrand under påvirkning af Anholt.
Lær Anholt at kende før du besøger øen på anholt.dk
Følg med i en storfamilies Anholtliv på bloggen her
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
