Resumé
Engang var Hipsted bare en andelslandsby, hvor middelklassens hippier kunne skabe det fællesskab, der ikke lå for langt fra deres egne drømme og manier. Og Folkerup – engang en vigtig stationsby med foderstof, brugsforening, stationshotel og hele svineriet – nu blot en skygge af fordums storhed, der begyndte med jernbanen for mere end et århundrede siden.
Der åndede fred i mange år. Men Hipsteds irritation over andefarmen Roast Duck og Folkerups vrede over intimideringen af byens betydelige arbejdsplads havde udviklet sig til noget, der var udenfor kontrol. Midt i den værste vinterkulde i mands minde var konflikten konverteret til en krig på ord. Omverdenen fulgte denne stedfortræderkrig mellem vegetarer og kødædere, og journalister, cirkusdirektører og detroniserede politikere søgte mod byen, som endnu ikke havde solgt en eneste and så tæt op mod jul.
🎄🎄🎄 FØLG POV’S JULEFØLJETON 1- 24. DECEMBER 🎄🎄🎄
Skitte Warcastle kiggede den ene og den anden vej op ad perronen med den slidte asfalt, der var knækket endnu flere steder end sædvanligt i den ødelæggende vinter. Ikke en sjæl fik han øje på i denne skide iskolde by.
Borgerrådet havde ellers lovet, at han ville blive mødt af bestyrelsen, når han steg af toget. De havde fulgt ham i medierne, hvor han var mere kendt for sine egne excesser end for sin journalistik. Men ét af medlemmerne havde hørt noget om, at Warcastle nu ernærede sig som konsulent efter fyringen fra den regionale tv-station, hvor han var vejrmand.
”De der skyer, de ligner sgu hængepatter” havde han fniset – og så røg han ud af dét barselsvikariat.
Tourette Consultant kaldte han sit firma. En morbid selverkendelse. Hans væmmelse mod underdanighed havde udviklet sig til en evig drift mod at sige og gøre det forkerte i en sådan grad, at hans nederlag og fyringer som oftest kom som en lettelse for både hans arbejdsgivere og ham selv.
Martyren lunede sig ved varmen fra bålet. Frelseren fandt hvile på korset
”Hallo, er du Skitte?” råbte manden, der kom løbende fra den fjerneste ende af perronen.
… den nattesorte bar med de penis- og vulvaformede glas. Og så selvfølgelig – det pinkfarvede neonskilt over døren til herskerinden: Madame Noire.
De havde lånt et af lokalerne i swingerklubben Sweet Duckling’s. Det nedslidte forsamlingshus ville koste en formue at varme op. Først da de var kommet indenfor, fornemmede Skitte Warcastle, at mødet med borgerrådet var forlagt til et glædeshus. Det var tuberne med glidecreme, den nattesorte bar med de penis- og vulvaformede glas. Og så selvfølgelig – det pinkfarvede neonskilt over døren til herskerinden: Madame Noire.
Formanden så forbavselsen i konsulentens ansigt, men Warcastle kom ham i forkøbet:
”Rolig nu. Jeg er ikke til smæk. Skal der slås igennem, er det noget jeg selv tager mig af”.
Det her emmede af pæredansk delesex. Og han var færdig med danske kvinder. Han havde selv taget konsekvensen og fundet sin nye kone – den fjerde – på Filippinerne. En kort stund blev han danmarksberømt på årets mest mandschauvinistiske bemærkning i en klumme i en af tabloidaviserne, hvor han rodfæstede sin strategi som medieperson: Det handler ikke om sagen – det handler om mig:
”Hvornår har en dansk kvinde sidst vasket sin mands beskidte undertøj i hånden uden at føle sig undertrykt?” Med alt andet end venlig hilsen til sine tre fraskilte koner.
Så slappede de alle af igen – bestyrelsesmedlemmerne og konsulenten. En sidste gang. For mødet blev en katastrofe. Folkerup-repræsentanterne ville vide, hvordan de kunne få folket og journalisterne på deres side. Konsulent Warcastle så et billede fra den franske revolution for sig. Han gik selv i spidsen for folketoget mod forræderne i Hipsted. Og så ville alene skæbnen afgøre, hvad der ville ske.
Den risiko ville de forsigtige i Borgerrådet ikke tage.
Jamen så var der faklerne, der skulle bores ned i isen en sen nattetime og danne det glødende opråb til Hipsted – i blafrende orangegul tekst: HAK ELITEN TIL ANDEMAD. Eliten var Skittes hovedfjende i alle sammenhænge. Kultureliten, medieeliten – for slet ikke at tale om den feministiske elite.
Det var for det første nærmest opfordring til vold og død, mente de roligste i kredsen, selv om nogle af de vilde aktivister undertrykte et fnis. Og for det andet – Og her trådte Klude Kaj atter ind på banen som en af byens ældste og mest snusfornuftige
”Det’ sgu’ da for dumt. Juleænder spiser ikke menneskekød!”
De her svagpissere passede ikke ind i hans forretningsmodel, hvor han selv var centrum
Efter blot et par timer, måtte konsulent Warcastle erkende, at selv om eliten dog er det værste, så ville han dog hellere leve af at være elitens bøddel end at være folkets forsvarer. Folket var simpelthen for dumt og Folkerup en umulig kunde. De her svagpissere passede ikke ind i hans forretningsmodel, hvor han selv var centrum.
Ham der afslørede en filmkonsulent ved at tage en bane coke med manden selv. Ham der brugte en arbejdsgivers vogn som sit ”brune bud”, når han trængte til en ordentlig koger på udearbejdet. Ham der tog til Asien for at finde sig en kvinde, fordi ingen danske gad vaske hans underbukser.
Skitte tog en smøg og skuttede sig på perronen, mens han undersøgte, hvornår næste tog kunne bringe ham hjemad. Først om tre timer? Fandens også! Så kiggede han ud over Langesø, mod morænebakken på den anden side, hvor Hipsted lunede sig i vinterkulden. Det lignede et gammel, kinesisk skyggeteater. En mand rejser sig fra en stol – en kørestol. Og så begynder han at danse, mens der stiger en vindstille røg op fra isen.
Det trækker i konsulenten.
Det er mærkeligt.
Tilstrækkeligt underligt.
En kort spadseretur gennem Folkerup, over broen på søens smalleste sted – og så til højre ned mod søkanten, hvor de nøgne mennesker bader om sommeren. Men lige nu er det bare Skitte Warcastle og den evigt skæve, stumme Rudy Duske, der danser sine budskaber ud i det forsvindende eftermiddagslys. Man ser en and. Og en kriger der befrier det uskyldige kræ.
Skitte er ligeglad – og skæv. For første gang i livet har han lagt mund og lunger til en Is-Huga, en vinter-chillum – en nedfrossen hashpibe. Han kigger saligt, eftertænksomt frem for sig og mumler en af sine euforiserende erkendelser:
”Det er der, jeg hører hjemme. I proletar-eliten!”
LÆS FLERE AFSNIT AF POV’S JULEFØLJETON HER
Topillustration: POV International. Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
