SOCIAL ARV // ESSAY – “Onkel Eriks skæbne er et patchwork, hvor vi hver især bidrager med vores eget mønster. Det er menneskeligt, tror jeg, at lede efter et svar på døden, og når det svar udebliver, er vi overladt til et af livets sværeste vilkår: Universet tager, hvad det vil have, og vi har ingen kontrol over det,” skriver Sofia Rasmussen i dette essay om sin skizofrene onkel, social arv og om skammen og frygten for at blive smittet af det, der løber i familien.
Ligegyldigt hvordan jeg fortæller historien om onkel Eriks død, kan jeg ikke fortælle den rigtigt. Jeg var der ikke, da han døde. Ingen af os var der. Det var landbetjenten, der fandt ham på badeværelsesgulvet i hans lejlighed i en lille by på Norddjurs, og vi ved ikke, hvor længe han har ligget der. Måske nogle dage, måske en uge, måske mere.
“Bare det skete sådan her,” siger min mor og knipser. “Jeg kan ikke bære, hvis han lå og kaldte på hjælp, og ingen hørte ham.”
“Jeg tror ikke, han begik selvmord”, siger min lillebror. “Jeg betragter onkel Erik som en slags kunstner. Han udtrykte sig altid gennem ord og billeder. Sådan en begår ikke selvmord uden at udtrykke sig en sidste gang.”
“Jeg tror, han begik selvmord,” siger min storesøster. “Han havde et forfærdeligt liv.”
Onkel Eriks skæbne er et patchwork, hvor vi hver især bidrager med vores eget mønster. Det er menneskeligt, tror jeg, at lede efter et svar på døden, og når det svar udebliver, er vi overladt til et af livets sværeste vilkår: Universet tager, hvad det vil have, og vi har ingen kontrol over det.
—-
Onkel Erik var paranoid skizofren. Han fik diagnosen i 1988, da min lillebror blev født. Han troede, min stedmor havde født et djævlebarn. Jeg kan ikke selv huske det, men jeg har fået fortalt, at han boede hos os, mens min lillebror var spæd, fordi han var så syg. Nogle gange stod han op om natten og spiste råt kød fra køleskabet.
Jeg spurgte ham engang, hvordan det var at leve i en verden, der var helt forskellig fra andre menneskers. Han kiggede på mig og sagde:
“Hvorfor er det jer, der spiller i Superligaen og mig, der spiller i 1. division?” Onkel Erik havde ikke sygdomserkendelse, og han tog ikke altid sin medicin.
Indimellem mødte jeg ham i Øgaderne, når jeg gik fra min lejlighed ned i midtbyen. Han boede i et bofællesskab i nærheden. Han kom altid cyklende i shorts og korte farverige skjorter. Hans lægmuskler var store og muskuløse. Han havde fodboldben som far, og bagfra lignede de hinanden. Han sagde mit navn på samme måde som resten af fars familie med tryk på hver stavelse, og han grinede som dem: højt og ofte.
Sidste gang jeg så ham, stoppede han mig i krydset på Randersvej og citerede et langt digt, han havde komponeret baseret på bogstaverne i alfabetet. Han ville ikke sende det til et forlag, forklarede han mig, for man kunne ikke regne med noget. Samfundet var noget lort. Han gav mig sit visitkort. Under hans navn stod der billedkunstner og digter. Jeg skulle kigge forbi og drikke en kop kaffe en dag.
“Hvordan går det med familieoverhovedet oppe i Randers,” spurgte han, da vi skulle til at sige farvel. Hans stemme blev alvorlig og knap og lidt forvrænget, når han talte om far. “Han er ligeglad med alle andre end sig selv,” fortsatte han. “Du skal være glad for, at du ligner din mor.”
Et angreb på min far var som et angreb på mit fundament, og jeg følte en trang til at forsvare ham som en fugl, der pipper højt og skingert, når en kat kommer for tæt på dens rede.
“Far elsker dig da. Du er jo hans lillebror,” prøvede jeg.
Men det var onkel Erik sikker på, at han ikke gjorde.
“Han er en kold skid,” sagde han, og jeg fik ondt i maven, fandt på en undskyldning og stak af. —-
Far og onkel Erik talte ikke længere sammen, og det havde de ikke gjort længe. Jeg ved ikke hvorfor, men når jeg mødte onkel Erik, kunne jeg mærke, han var vred på far. Far talte ikke dårligt om sin bror, han talte helst slet ikke om ham. Når jeg indimellem spurgte far, hvad der var sket, fik jeg ikke et klart svar, hvilket irriterede mig. Det var ikke, fordi jeg var specielt optaget af, hvorfor vi ikke længere inviterede onkel Erik med til fødselsdage. Jeg spurgte, fordi jeg ville kende min far. Jeg ville forstå, hvordan han kunne såres, hvordan han kunne gøres vred, og hvordan han kunne heles. Episoden mellem far og onkel Erik var blot en katalysator til det virkelig interessante: at komme tæt på den mest konstante bevægelse i mit liv: min far; min store kærlighed; mit store mysterie.
—-
Min far er storebror. Det er ham, der ordner alting i familien, og det er også ham, der skal finde fætter Stefan for at fortælle ham, at hans far er død.
“Det var nemt at få fat i Stefan”, siger far, da han ringer til mig et par dage efter nyheden om onkel Eriks død, “for han sad i arresten, så jeg tog bare derned.”
“Hvorfor gør han det?”
“Det ved jeg ikke. Han måtte ikke udtale sig om sagen, kun om begravelsen. Der var hele tiden en betjent til stede.”
“Jamen, er det ikke alvorligt, når han ikke må sige noget?”
“Nej, det er nok bare noget vold eller hash.”
Far siger det, som om det er ingenting. Som om fætter Stefan bare er blevet taget med fingrene i kagedåsen. Måske er det drengestreger i fars verden. Han er socialrådgiver og har set alt muligt lort. Han lærte at svømme, fordi nogle fiskere kastede ham i havnen, da han var fem. Han har fortalt mig, at de havde drengebander, da han var barn, hvor de tæskede hinanden med jernstænger.
“Hvordan var Stefan?”
Jeg spørger, som om det er et eksotisk og sjældent dyr, far har set. Jeg har ikke set min fætter, siden jeg var barn.
Jeg forestiller mig onkel Ebbe, som indimellem drikker for meget. Når han bliver fuld, stikker han sit ansigt helt op i mit, og jeg hader det. Han møder sikkert fuld op, ligesom han gjorde til jul
“Han var sgu sød”, siger far. “Ligesom sidste gang jeg så ham. Han venter sit sjette barn.” “Åh nej. Det er jo social arv i sin værste form.”
“Nej da. Det er bare dine, mine og vores. Ligesom vores familie.”
Jeg tier stille. Kan far ikke selv høre, hvor vanvittigt det lyder? Det er for langt ude. Et socialt tilfælde er, hvad det er. Samtidig er der en stemme, der siger, at han har ret. Det kunne have været vores familie. Far kunne have været den, der havde fået skizofreni, eller mor kunne have fået børn med onkel Erik. Han var den flotteste af de tre brødre, har hun sagt. Og han var god til fodbold og til det med damer.
Jeg har brug for, at far tager afstand til fætter Stefan og siger, at jeg har ret.
“Det er synd for fætter Stefan”, skal han sige, “men det har ikke noget med os at gøre. Det er et sørgeligt tilfælde, og der er ikke nogen mulighed for, at det nogensinde kunne have været vores familie.”
Men det siger han ikke.
—-
“Kommer du til begravelsen”, spørger far i en sms et par dage senere.
Da jeg læser den, får jeg ondt i maven. Jeg har ikke lyst til at tage med. Jeg forestiller mig fætter Stefan sidde på forreste række i kirken omgivet af politibetjente og hele sin forhutlede familie, der ikke kan finde ud af at tie stille.
Jeg forestiller mig onkel Ebbe, som indimellem drikker for meget. Når han bliver fuld, stikker han sit ansigt helt op i mit, og jeg hader det. Han møder sikkert fuld op, ligesom han gjorde til jul. For ikke at snakke om alle onkel Eriks psykisk syge venner. Hvorfor skal jeg tage med? Det har ikke noget med mig at gøre, og er det ikke også lidt hyklerisk, når ingen af os havde kontakt med onkel Erik til sidst? Skal vi så sidde og lade, som om vi er en familie, mens alle i virkeligheden er lettede over, at familiens sorte får er dødt?
“Jeg ved ikke helt med begravelsen,” skriver jeg til far. “Jeg vil gerne mindes onkel Erik, men synes også, det er underligt at gøre det med alle de mennesker, jeg ikke kender.”
“Der kommer ikke så mange til begravelsen”, svarer far. “Kun de allernærmeste.”
Jeg griner også, men er i virkeligheden bange, og om natten drømmer jeg, at fætter Stefan rejser sig op og skyder rundt i kirken
De allernærmeste er helt fremmede mennesker for mig. Så går det op for mig, at det er de allernærmeste for far. Det er fars familie, og pludselig føler jeg en stille ømhed for ham, som bedst kan sammenlignes med den, man føler for et såret dyr, man finder i vejkanten.
—-
“Tror du, det er ham børnelokkeren fra Randers,” spørger min journalistveninde Sophie, da vi diskuterer, hvad fætter Stefan mon er varetægtsfængslet for, og hvorfor han skal mandsopdækkes til begravelsen. “Han er omkring samme alder som din fætter,” fortsætter hun.
“Ej,” siger jeg. “Min far mente, det var noget vold eller hash. Tror du, det kan være det andet?” “Jeg tjekker lige hans initialer.” “LC”, siger hun.
“Det er ikke ham.”
“Måske er det terror,” siger hun så og griner.
Jeg griner også, men er i virkeligheden bange, og om natten drømmer jeg, at fætter Stefan rejser sig op og skyder rundt i kirken.
—-
“Du skal tage med til den begravelse,” siger Sophie et par dage senere. “Det er derfor, din far har fået alle de børn. Så han ikke skal stå der alene.”
“Hvor tit har man muligheden for at være der for sin far,” siger en af mine andre veninder.
Jeg spørger den ene og den anden og den tredje. Jeg leder efter en udvej, en tilladelse til ikke at tage med. Kun min bedste ven Sune kommer tæt på, da han siger, jeg skal gøre, hvad min mavefornemmelse fortæller mig. “Men hvis din far har brug for dig,” understreger han, “så står du der.”
Jeg ved ikke, hvad far har brug for, og jeg spørger ham ikke. Jeg er bange for, at han vil sige, at jeg ikke behøver at tage med, at jeg skal gøre, hvad der er rigtigt for mig, at han ikke har brug for mig.
—-
Til begravelsen kommer jeg i sidste øjeblik. Kirkeklokkerne ringer, mens jeg løber over parkeringspladsen. De andre begynder at gå ind i kirken, og det passer mig fint. Jeg har ikke lyst til at give hånd.
Da jeg kommer ind i kirken, får jeg øje på far. Han snakker med fætter Stefan, som har et sort jakkesæt og en lilla skjorte på. Jeg giver far et knus. Fætter Stefans ansigt lyser op i et smil, da han ser mig. Han kigger på mig længe, studerer mig nærmest som et maleri, inden han trækker mig ind til et kram. Han krammer mig i lang tid. Det undrer mig, at det ikke er ubehageligt.
“Du ligner onkel Erik,” siger jeg og husker pludselig min onkel helt tydeligt. Hvordan han krammede mig hjerteligt, tømte fadet, inden han sendte det videre, grinede højt af alting og tegnede mit portræt i de skarpeste farver, da jeg blev student.
Jeg føler et stik af skam og kan ikke se fætter Stefan i øjnene.
—-
Jeg har set tre døde mennesker.
Min bedstefar var iklædt den blåstribede pyjamas, han elskede. Vi sad ved hans side, da han sov ind. Jeg var 12 år gammel, og mor havde givet mig lov til at være der. Måske var det, fordi jeg ikke forstod, hvad døden handlede om, eller også var det, fordi det hele handlede om kærlighed, at jeg ikke var bange, da det skete.
Min første kæreste døde, da vi gik i gymnasiet. Hans kiste var åben for de nærmeste nogle dage inden begravelsen. Jeg lagde et halvt sølvhjerte og et brev ned til ham og kyssede ham på panden. Den var hård og kold som en sten, man finder på stranden om vinteren. Hans øjne var åbne. De mindede mig om glaskuglerne fra det kinaskakspil, jeg legede med som barn, når jeg var på besøg hos farmor.
Vi føler os bedre end dem allesammen, og det er derfor, vi hjælper til ude i køkkenet: for at undgå at føle os som en af De Andre inde i stuen. Vi er sådan nogle, der hjælper. Ikke sådan nogle, der har brug for hjælp
Min farmors hænder var foldede som i en bøn, da jeg så hende sidste gang. Hun lå i sin seng på plejehjemmet, og i døden var hendes rynker forsvundet. Hendes ansigt havde en ukendt blidhed over sig, og mens jeg sagde farvel, græd far.
Jeg har kun set ham græde en gang før, og det var til min stedsøster Annes bryllup et par år tidligere. Han holdt den første tale, fordi Annes far, Christian, ikke kunne. Han døde, da hun var seksten, og mens far talte om, at det burde have været Christian, der stod, hvor han stod, knækkede hans stemme. Han skulle bruge lidt tid på at samle sig igen, måske drak han noget vand.
Jeg kiggede på Anne, som sad smuk og hvid med mascara på kinderne, og jeg var misundelig, fordi det var hende og ikke mig, der havde fået min far til at græde.
På en måde er det betryggende at vide, hvordan de døde ser ud nede i kisten. Det forhindrer fantasien i at løbe løbsk. Med onkel Erik er det for sent. Jeg forestiller mig, hvordan han ser ud efter al den tid på et koldt gulv.
Jeg har læst, at et lig går i forfald, så snart blodet stopper med at strømme. Spyfluer lægger deres æg efter kun ti minutter, andre insekter kommer til og gør den døde til en slags bolig, indtil alt er opløst, og der kun er knogler og hud tilbage. Er det det eneste, der er tilbage af onkel Erik?
Min lillebror fortæller mig senere, at den søde, kvalmende lugt af råddent kød siver ud af kisten, da de løfter den.
—-
Min stedmor er god til at håndtere døden. Jeg betragter hende til begravelsen. Hun går over til onkel Eriks ekskæreste Marie, der lider af angst, krammer hende og siger nogle trøstende ord. Marie putter sig ind til min stedmor. Hun ryster, mens min stedmor aer hende på håret.
Fætter Stefan holder om sin gravide kæreste, og på hans anden side står rækken af børn, fire eller fem, jeg får dem ikke talt. De står arm i arm, mens ligvognen kører væk med onkel Erik.
Onkel Ebbe står alene. Han har løftet kisten, og nu ryster han lidt. Han græder stille. Jeg kan se det på hans hage, der vibrerer roligt, og jeg får lyst til at give ham et kram. Han ligner en lille dreng. Der er ingen, der lægger en hånd på hans skulder. Jeg gør heller ikke noget. Jeg kender ikke min onkel på den måde. Vi trøster ikke hinanden, men jeg ville ønske, vi kunne.
Jeg kigger på far. Han holder om min stedmor. Jeg er glad for, at han ikke er alene. Jeg har altid lyst til at passe på ham, men jeg ved ikke hvordan, eller om han overhovedet har brug for det.
—-
Efter begravelsen tager vi hjem til min far og stedmor. Der er dækket op til kaffe ved langbordet i stuen. Jeg hjælper til ude i køkkenet. Jeg skærer peberfrugter og agurker og anretter fade med hamburgerryg og rullepølse. Mine søskende skærer boller og brygger kaffe, fylder vandkander op og henter ekstra knive.
Ved det lille træbord i køkkenet sidder to civile betjente. De er der for at holde øje med fætter Stefan. De skulle egentlig sidde på hver sin side af ham, men de er gået med til at holde lidt afstand.
Jeg vil ikke i nærheden af De Andre, for tænk, hvis deres elendighed siver ud gennem deres porrer, ind i min krop, ud gennem min modermælk og ind i min datter?
“Hvorfor skal de sidde på hver sin side af ham,” spørger jeg min storesøster. “Så han ikke stikker af,” siger hun og spærrer øjnene op.
Min søster og jeg udveksler et blik, og i det blik kan jeg mærke, at vi føler os bedre end fætter Stefan. Vi føler os bedre end onkel Eriks venner. Vi føler os bedre end onkel Ebbe og fætter Jonas og fætter Storm og kusine Tanja. Vi føler os bedre end dem allesammen, og det er derfor, vi hjælper til ude i køkkenet: for at undgå at føle os som en af De Andre inde i stuen.
Vi er sådan nogle, der hjælper. Ikke sådan nogle, der har brug for hjælp.
Mens jeg hakker og anretter og snakker med min lillebror om hans statistikeksamen, overvejer jeg, hvad betjentene tænker om mig. Kan de se, at jeg er højtuddannet? Kan de høre, at min lillebror læser erhvervsøkonomi på universitetet? Kan de se, at jeg ikke er ligesom De Andre?
Jeg ved det ikke der, men jeg forstår nu, at jeg hjælper til i køkkenet, fordi det er det nemmeste. Fordi det er en måde at distancere sig fra den sociale arv, der sidder inde i stuen, og som jeg er så bange for at blive smittet med. Jeg vil ikke i nærheden af De Andre, for tænk, hvis deres elendighed siver ud gennem deres porrer, ind i min krop, ud gennem min modermælk og ind i min datter?
—-
“Et sidste farvel til min lillebror Erik,” skriver far på sin facebookside om aftenen sammen med et billede af kisten. Under hans opdatering er der kommentarer fra mennesker, der har kendt far og onkel Erik, fra de var børn.
“Jeg har altid været rigtig glad for Erik,” skriver en af min fars gamle kammerater. “Det er ikke meget, jeg har set ham i vores voksne liv, men han dukkede op engang i Aarhus, hvor jeg skulle fortælle om mine bøger, og vi fik sådan en god snak der. Både om den tid vi var drenge og spillede fodbold og det svære, der fulgte – og det får mig til at tænke på, at i år må vi virkelig ses.”
Der er en uopsættelighed i hans ord, der får mig til at græde. Det er ikke kun det, at tiden rinder ud, at der aldrig er nok af den. Det er også det, at far engang har været ung og ikke er det mere. Nu skal han mødes med barndomsvenner på Skagen Bryghus og snakke om gamle dage, og det går op for mig, at jeg en dag skal miste ham, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal være til i en verden uden ham.
Samtidig mærker jeg en skamfuld lettelse over, at dagen er overstået, at jeg ikke skal se fætter Stefan igen, at fars stue er tom for psykisk syge mennesker, næste gang jeg kommer på besøg, at De Andres verden ikke er min, at jeg har fået den gode hånd
Jeg tænker på alle de år af hans liv, der allerede er væk, de år jeg ikke fik lov til at opleve og dem, jeg ikke kan huske. Der er så meget af vores liv sammen, jeg ikke har nogen erindring om; så meget af min far, jeg er gået glip af.
Jeg får øje på folderen fra begravelsen. Den ligger på sofabordet, og på den er der et billede af onkel Erik, der holder et nyfødt barn. Han er ung, og først tror jeg, at han smiler skævt til fotografen, men da jeg kigger nærmere, ser han akavet ud. Genert, lidt utilpas. Jeg mærker tyngden af min datter i armene og tænker på, om onkel Erik nogensinde havde adgang til en verden, hvor alt var nyt og fyldt med håb. Jeg ved ikke, om skizofrenien gav plads til den form for glæde.
Jeg holder min datter tæt ind til kroppen, mens jeg græder over, at min far engang skal dø, at onkel Erik ikke fik en chance, at jeg en dag skal give slip på min datter, og samtidig mærker jeg en skamfuld lettelse over, at dagen er overstået, at jeg ikke skal se fætter Stefan igen, at fars stue er tom for psykisk syge mennesker, næste gang jeg kommer på besøg, at De Andres verden ikke er min, at jeg har fået den gode hånd.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
