POLITIK // KOMMENTAR – ”Dogwhistle” – hundefløjte – er et begreb, der bruges om kontroversielle politiske budskaber, så de fremstår acceptable for den brede befolkning, men signalerer noget langt mere konkret og indforstået i bestemte miljøer. Taler Morten Messerschmidt bevidst dobbelttydigt med ”dogwhistle”, når han bruger ordet ”remigration”, spørger Maradona Isho.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den engelske forfatter George Orwells bog 1984 er en sadistisk interessant læsning, der udspiller sig i en fiktiv, fremtidig totalitær stat, hvor magthaveren forsøger at kontrollere befolkningen gennem kontrol af sproget.
Et af Orwells budskaber er, at visse typer magthavere kan og vil prøve at få kontrol over mennesker ved specifikt at manipulere og gradbøje sprog og ords oprindelige betydning, så muligheden for kritisk tænkning forsvinder.
Selvom det ikoniske værk blev udgivet i 1949, er budskabet fortsat relevant, og det bringer os til begrebet ”dogwhistle”. På dansk ”hundefløjte”.
1984’s budskaber er aktuelle, og bogen bør være en oplagt julegave under juletræet i år
En ”dogwhistle” er en hundefløjte, hvis lyd hunde kan høre, mens mennesker ikke kan. Fløjten bruges derfor til at få hunde til at høre og reagere, uden at lyden generer mennesker.
I politisk sammenhæng bruges ”dogwhistle” som en betegnelse for et kodet politisk budskab, der søger støtte fra én gruppe uden at frastøde en anden: altså at få et budskab til at se præsentabelt ud i den brede offentlighed.
Når ”sunde familieværdier” dækker over homofobi
Tag for eksempel en tilfældig republikansk politiker fra USA, der ønsker støtte fra både gammeldags evangelikale vælgere, der er imod rettigheder til de homoseksuelle, men på samme tid også ønsker støtte fra sekulære vælgere, der støtter homoseksuelles rettigheder.
Hvad kan politikeren gøre, hvis han vil gøre sig forhåbninger om stemmemaksimering fra både de homofobiske evangelikale vælgere og de sekulære på samme tid? Han kan bruge ”dogwhistle” i sin kommunikation, hvor man udvælger bestemte ord og formuleringer, så man aktiverer de evangelikale uden at frastøde de sekulære.
Her kan man med fordel bruge udtrykket ”sunde familieværdier”, der nogle gange bruges for at modsætte sig homoseksuelles rettigheder. I stedet for at sige ”jeg er imod rettigheder til homoseksuelle!” kan man sige: ”Jeg støtter sunde familieværdier!”
Samme udtryk bruges af eks-nazistiske miljøer som et kodet sprog for massedeportationer eller etnisk udrensning af ikke-europæere og/eller muslimer.
På den måde opfanger de evangelikalske kristne det politiske kodede budskab ved brug af fælles, interne referencer, mens den anden sekulære gruppe ikke (nødvendigvis) opfanger det, da de ikke kender jargonen.
Det er ”dogwhistle”.
Der er to fordele ved denne kommunikationsstrategi:
For det første kan man som nævnt aktivere en bestemt gruppe, fx evangelikalske kristne, med et uetisk politisk budskab ved at bruge fælles, interne referencer, men samtidig se acceptabel ud hos den anden gruppe, de sekulære, fordi sidstnævnte ikke (nødvendigvis) opfangede ”the dogwhistle”.
For det andet kan politikeren – til en vis grad – beskytte sig selv mod kritik, fordi man ikke direkte siger, at man modsætter sig homoseksuelles rettigheder, selvom det underforstået er tilfældet. Hvad er der galt i at støtte ”sunde familieværdier”, kan politikeren spørge med et smil.
Lige så genialt, som ”dogwhistle” er, lige så kynisk og uetisk er den dog, da dens sigte er at slukke kritisk tænkning hos modtageren.
Også her i kongeriget Danmark bruger nogle politikere ”dogwhistle” til stemmemaksimering, til at skærme sig mod kritik og se acceptable ud i den brede offentlighed.
Det allerbedste eksempel er efter min mening uden tvivl Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti, der flittigt bruger ordet ”remigration”: Det skaber heftig debat, fordi samme udtryk bruges af eks-nazistiske miljøer som et kodet sprog for massedeportationer eller etnisk udrensning af ikke-europæere og/eller muslimer.
Er ”remigration” lig med etnisk udrensning?
På engelsk har ordet i sig selv en neutral betydning og beskriver en tilbagerejse til et oprindelsesland. Men ”remigration” er ikke desto mindre en populær ”dogwhistle” i eks-nazistiske miljøer.
Det startede i Frankrig, hvor en voldelig og antisemitisk gruppe, Unité Radicale, blev opløst efter at et af deres medlemmer forsøgte at myrde Frankrigs daværende præsident, Jacques Chirac.
Som konsekvens heraf og for at forbedre sit image grundlagde et tidligere medlem, Fabrice Robert, gruppen Bloc Identitaire. Han rebrandede sig selv som ”identitær”, der gik ind for ”remigration” uden helt præcist at forklare, hvad udtrykket betød. Samtidig indførte han en stram kontrol med, hvem der skulle lukkes ind i organisationen, da udisciplinerede unge mænd med trang til at heile ikke skulle ødelægge bevægelsens image.
Strategien virkede i en rum tid: For i og med Generation Identitær aldrig var præcise, og enhver kunne lægge i ordet ”remigration”, hvad man lystede, kunne de med held fremstille sig selv som blot ”patrioter”
Længere østpå i Østrig indså også eks-nazisten Martin Sellner fidusen, efter at han granskede Bloc Identitaires velpolerede kommunikationsstil og skabte en østrigsk afdeling. Og eks-nazisten blev også inspirationskilden for andre europæiske landes afdelinger af Generation Identitær.
Martin Sellner var fx en del af kredsen omkring den østrigske nynazist Gottfried Küssel i sin ungdom, men har efterfølgende taget afstand til sin fortid og beskrevet den paramilitære og subkulturelle nyfascisme som en politisk blindgyde. Derfor har han og resten af bevægelsen også gjort meget ud af at opretholde bevægelsens præsentable image ved at køre en stram topstyring og være meget omhyggelige med hvem, man har lukket ind.
Til at starte med lykkedes bevægelsen i vid udstrækning med at holde orden i geledderne. Men med tiden begyndte det blankpolerede glansbillede, som bevægelsen havde sat op for omverdenen, at krakelere.
Strategien virkede i en rum tid: For i og med Generation Identitær aldrig var præcise, og enhver kunne lægge i ordet ”remigration”, hvad man lystede, kunne de med held fremstille sig selv som blot ”patrioter”.
Den konservative debattør og historiker Christian Egander Skov har omtalt Generation Identitærs ideologi som liggende inden for en ”post-fascistisk tradition”
Liberal Alliances udlændingeordfører, Steffen Larsen, er usikker på, hvad deres endemål er. Han har sagt: ”Jeg er i tvivl om, hvad de egentlig mener med ’remigration’. Jeg har spurgt dem tre gange og har endnu ikke fået et klart svar.”
Men så kollapsede det hele spektakulært: I 2018 kunne mediet Al-Jazeera med brug af skjult kamera dokumentere, at franske Generation Identitær-aktivister heilede og sang antisemitiske slagsange:
Men den mest alvorlige skandalesag fandt, som Mathias Hee Pedersen skriver, “sted i foråret 2019, da den højreradikale australier Brenton Tarrant begik et terrorangreb i den newzealandske by Christchurch, hvor han slog 51 muslimer ihjel. Der gik nemlig ikke længe, før myndighederne kunne fortælle, at Tarrant havde doneret store pengebeløb til Sellner og resten af Generation Identitær og havde haft en kort mailkorrespondance med den identitære leder et år før angrebet“.
Efterfølgende blev bevægelsens symboler forbudt i Østrig. Medlemmer blev overvåget af efterretningstjenesten i Tyskland, og i Frankrig blev gruppen ligefrem forbudt.
Her i Danmark bedyrede to GI-aktivister, Daniel Nordentoft og Frederik Rye Skov, til POV International i 2021, at de intet havde med racisme og had at gøre. Rye Skov understregede, at deres engagement ikke handlede om hudfarve, religion eller etnisk baggrund.
Alligevel kunne det venstreorienterede medie Redox dokumentere, hvordan Frederik Rye Skov på nettet likede billeder af heilende folkemængder og hyldede rumænske fascister. Redox påviste også, at en anden GI-aktivist, Sigfred Agerbo Jensen, på sine sociale medier gav likes til en række uhyrlige billeder, herunder et idylliseret foto af Hitler og Mussolini. Og at en tredje GI-aktivist, Jonatan Planck Jørgensen, gik med et pandebånd med en nazistisk organisations navn ”Blood & Honour” og heilede foran graffiti med teksten ”White Pride”.
Det er på den baggrund ikke så underligt, at den konservative debattør og historiker Christian Egander Skov har omtalt Generation Identitærs ideologi som liggende inden for en ”post-fascistisk tradition”, og at han opfatter det som ”en højreradikal bevægelse, der radikaliserer unge nationalsindede”.
Måske er det også derfor, at Dansk Folkeparti på et tidspunkt valgte at afbryde samarbejdet med Generation Identitær.
Årets julegave
Til gengæld har Morten Messerschmidt som nævnt for nylig brugt ordet ”remigration” i sin politiske kommunikationsstrategi. Hvad han præcist mener med termen ”remigration”, debatteres ivrigt.
Alberte Bové Rud, analytiker ved Tænketanken Europa og forsker i Europas højrefløj, bemærker, at det er vanskeligt at indsnævre, hvad ordet ”remigration” præcist betyder: Nogle opfatter det som en anden måde at sige repatrierings- eller hjemsendelsespolitik på, mens andre bruger ordet helt bevidst om udlændinge, som har statsborgerskabet.
Som den nationalkonservative debattør Marie Høgh argumenterede for nylig i Jyllands-Posten, så er årsagen, at DF-formanden forsøger at fiske stemmer hos Rasmus Paludans vælgere.
”Det er iskold strategi – og Dansk Folkeparti ved, hvad det gør, for der er vælgere at hente – nemlig dem helt nede i det nederste kælderrum, der i 2019 satte kryds ved Rasmus Paludan,” lød det.
Rasmus Paludan kom selv ud tidligere i november måned i Berlingske og sagde, at han nu kan se sig selv som medlem i DF i dag, nu hvor Messerschmidt er ved roret. ”Jeg er overrasket over, at det er sket så hurtigt,” siger han om overtagelsen af tankegods fra ham selv.
Taler Morten Messerschmidt bevidst dobbelttydigt med ”dogwhistle”, når han bruger ordet ”remigration”?
”Dogwhistle” er effektiv politisk kommunikationsstrategi, der vil virke, så længe størstedelen af befolkningen og journalister ikke er bekendte med fænomenet. Derfor er det vigtigt at kalde det, hvad det er.
Jeg nævnte tidligere George Orwells klassiker 1984: Et af bogens budskaber er, at (totalitære) magthavere kan og vil manipulere og gradbøje ordenes oprindelige betydning for at få kontrol over borgerne og slukke kritisk tænkning hos modtagerne.
Værket blev som bekendt udgivet helt tilbage i 1949. Men 1984’s budskaber er aktuelle, og bogen bør være en oplagt julegave under juletræet i år.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og