SYRISKE FLYGTNINGE // DEBAT – Ved at hjemsende syriske flygtninge nu lever den danske regering ikke op til erklæringer fra Det Europæiske Råd, som den ellers har tilsluttet sig. Samtidig svigter Danmark sit internationale ansvar ved at gå national enegang i forbindelse med verdens største flygtningekrise. Devisen om “Danmark først”, som regeringen følger i denne sag, må have en grænse, siger Steffen Groth.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det Europæiske Råd udsendte for en måned siden en erklæring om Syrien på vegne af alle EU-medlemslandenes udenrigsministre – herunder Jeppe Kofod. Erklæringen konstaterer, at Syrien er centrum for ”den største fordrivelseskrise i verden”, hvorefter det fastslås i forhold til de syriske flygtninge, at:
”betingelserne for en sikker, frivillig, værdig og varig tilbagevenden i overensstemmelse med folkeretten er ikke til stede”.
Om man også overskrider grænsen, må en eventuel fremtidig domstolsprøvelse ved Menneskerettighedsdomstolen afgøre
Danmark har som det eneste land brudt med ordlyden i denne erklæring ved at påbegynde hjemsendelse af syriske flygtninge. Det sker på et tidspunkt, hvor forholdene i Syrien ifølge FN’s generalsekretær António Guterres ”stadig er et levende mareridt”.
Ti år med en endnu uafsluttet borgerkrig har skabt en humanitær krise af et kolossalt omfang. Ifølge FN har svimlende 13,4 millioner personer behov for elementær humanitær hjælp og beskyttelse i Syrien ud af en befolkning på 18,5 mio. Og behovet er stigende. Det er helt basale ting som vand, mad, sundhed, husly og skolegang, som kræver storstilet humanitær assistance.
13,3 millioner syrere er enten internt fordrevne (6,7 mio) eller flygtninge (6,6 mio).
Danmarks særlige svar på denne enorme internationale udfordring er, som det eneste land i Europa, at påbegynde hjemsendelse af syriske flygtninge. I en situation, der kræver international solidaritet og koordinering, vælger det velhavende velfærdssamfund Danmark at gå national enegang.
Skinargumenter
Et af regeringens skinargumenter for tilbagesendelsen af syriske flygtninge lyder, at 140.000 flygtninge er vendt hjem til Syrien fra nabolandene. Men i nabolandene er der desperate tilstande. 5,6 millioner syriske flygtninge opholder sig i nabolandene. Under usle omstændigheder. I Libanon fortæller FN, at 90 % af de syriske flygtninge lever i ”ekstrem fattigdom“.
70 syriske NGO’er forklarer, at det er de ekstreme omstændigheder, økonomisk, juridisk og social marginalisering samt direkte diskrimination i nabolandene, der har tvunget den altovervejende del af de 140.000 til at søge hjem.
At ikke langt flere end de 140.000 – ca. 3 % af det samlede antal i nabolandene – forsøger at vende hjem, dokumenterer, hvor meget de frygter en tilbagevenden.
Ved at sende flygtninge tilbage til et land præget af en humanitær katastrofetilstand, en utilregnelig diktator og en stadig uafsluttet borgerkrig lever Danmark ikke op til en rimelig standard for internationalt ansvar
Det Europæiske Råd leverede en erklæring i november 2020, som handler om netop de tilbagevendte:
”De begrænsede tilbagevendinger, der har fundet sted, viser de mange hindringer og trusler, som internt fordrevne personer og flygtninge, der vender hjem, stadig står over for, især tvangsrekruttering, vilkårlig tilbageholdelse, tvungne forsvindinger, tortur, fysisk og seksuel vold, forskelsbehandling i forbindelse med adgang til bolig, land og ejendom samt ringe eller ikkeeksisterende basale tjenesteydelser. ”
Igen må man undre sig over, at den danske regering ved udenrigsminister Jeppe Kofod har tilsluttet sig denne erklæring, som er afgivet efter udformningen af de landerapporter, som Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet anvender i deres vurdering af grundlaget for opholdstilladelse.
Internationalt svigt
I 2015 banede folketingsvedtagelsen af L72 vejen for en strammere asylpraksis, hvor midlertidigheden af opholdstilladelser blev betonet. Nu kunne mindre forskydninger i tilstandene i flygtninges hjemland føre til afvisning af forlængelse af opholdstilladelse.
Midlertidigheden og perspektivskiftet fra integration til hjemsendelse blev cementeret med det såkaldte paradigmeskift eller L 140 i 2019. Med tilslutning fra S, DF, V, LA og K skærpede man nu ambitionen om at inddrage så mange opholdstilladelser som muligt og nedtone betydningen af tilknytning til Danmark i afgørelserne. Danskkundskaber, arbejdsliv og deltagelse i foreningsliv skulle nu tillægges “mindst mulig betydning”.
Den nye linje afspejler sig i, at f.eks. hf-studerende Aya Abu-Daher har fået afvist forlængelse af sin opholdstilladelse. Samtidig splittes hendes familie på grund af de nye paragraffer, idet hendes to brødre som militærnægtere tilhører en anden flygtninge-kategori. At flere syriske familier atomiseres i udlændingelovens navn, er en af omkostningerne ved stramningerne i 2015 og 2019.
I stedet vil de blive udsat for ”motivationsfremmende foranstaltninger” ved at blive anbragt i et af de trøstesløse udrejsecentre, hvor tilværelsen frarøves al fremdrift og en nedbrydningsproces igangsættes
I lovbemærkningerne til L 140 blev det accentueret, at ”Danmark skal gå til grænsen af vores internationale forpligtelser”.
Den målsætning lever regeringen op til. Man går til grænsen af vores retlige internationale forpligtelser. Om man også overskrider grænsen, må en eventuel fremtidig domstolsprøvelse ved Menneskerettighedsdomstolen afgøre.
Men i forhold til Danmarks internationale ansvar og moralske forpligtelser kan der ikke være nogen tvivl: begge svigtes. Ved at sende flygtninge tilbage til et land præget af en humanitær katastrofetilstand, en utilregnelig diktator og en stadig uafsluttet borgerkrig lever Danmark ikke op til en rimelig standard for internationalt ansvar.
Danmark først
Et paradoks ved de påbegyndte hjemsendelser er, at regeringen betragter Assad som en så illegitim og utilregnelig despot, at de ikke vil samarbejde med ham.
Det betyder, at de syriske flygtninge i Danmark, som er blevet nægtet forlængelse af opholdstilladelsen, ikke kan tvinges tilbage.
I stedet vil de blive udsat for ”motivationsfremmende foranstaltninger” ved at blive anbragt i et af de trøstesløse udrejsecentre, hvor tilværelsen frarøves al fremdrift og en nedbrydningsproces igangsættes.
Devisen ”Danmark først”, som den socialdemokratiske regering følger også i denne sag, bør have en grænse. Den kunne i det mindste gå ved, at man lever op til ordlyden og ånden i de erklæringer fra Det Europæiske Råd, man har tilsluttet sig de seneste måneder.
LÆS MERE I POV AF STEFFEN GROTH HER
Topillustration: UN
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
