HISTORIE // RETSOPGØRET — I denne fjerde artikel i serien om dødsstraffens genindførelse, forklarer historiker Magnus Søndergaard, hvorfor retsopgøret efter 1945 skulle hvile på to hovedprincipper: Gengældelse og afskrækkelse. Det var ikke relevant, hvorvidt Frantz Toft, der som en af de første blev henrettet efter krigen, i fremtiden kunne blive renset for sine nazistiske tanker og fremadrettet blive en god samfundsborger.
”Byens befolkning tog den afsagte dødsdom med lettelse, nu var da endelig retfærdigheden sket fyldest”. Sådan sagde statsadvokaten i sagen, der skulle afgøre, om Frantz Toft skulle henrettes. Den danske befolkning lugtede blod efter anden verdenskrigs afslutning. Derfor var det en dom, der ifølge statsadvokaten faldt i god jord ude i befolkningen.
Efter ordre – og på det danske folks vegne – blev den kun 20-årige Frantz Toft den første person, der efter krigen blev henrettet i Viborg. Henrettelsen fandt sted om natten den 8. oktober 1946 efter den unge nationalsocialist dagen inden havde fået afslået sin appel. Han havde blandet andet fungeret som tolk for Gestapo og var dømt for en lang række forseelser. Hovedsageligt grov tortur under afhøringer, og da sagen skulle behandles i Højesteret, var der enighed om, at han skulle idømmes en streng straf.
To dommere ønskede at idømme Toft fængsel på livstid med hensyn til hans unge alder, men afgørelsen blev i sidste ende en stadfæstelse af dommen fra Vestre Landsret: Den unge mand skulle henrettes.
Den blodtørstige folkestemning var også et af de elementer sagens anklager, Erik Jensen, henviste til, da han skulle overbevise retten om, at Frantz Toft fortjente en dødsdom, så både land og folk igen kunne føle sig trygge:
”Det må betegnes som et nødvendigt led i enhver national selvhævdelse, at man udsletter de individer, der groft svigter deres land og kun ønsker at gå fjendens ærinde.”
Med argumenter, der i høj grad beskyldte den unge nordjydes forældre og det selskab, han var havnet i via sit tidlige medlemskab af Nationalsocialistisk Ungdom og på Højskolehotellet i Aalborg, hvor Gestapo havde sit lokale hovedkvarter, forsøgte Alfred Sørensen at søge en mildere dom for sin klient
Hvad angår udsagnsordet ”udslette” synes der at være tale om et ordvalg, der meget stærkt udtrykker et behov for at komme den anklagede til livs, og som ligeledes passer godt ind i det store ønske om en egentlig udrensning, der indtil nu havde floreret i pressen og befolkningen.
Vi har tidligere erfaret, hvordan blandt andet modstandsbladet Information i sine artikler, sort på hvidt, sammenlignede situationen med skadedyrsudryddelse, ligesom der er eksempler fra Viborg Amts Socialdemokrat hvor en anholdt bliver omtalt som et menneskedyr.
Retorikken i pressen har fra begyndelsen af efterkrigstiden været hård og eksplicit i sin fremstilling af krigens forbrydere, og nu anvendes retorikken i praksis: Endda i en retssag, hvor tiltalte kræves straffes med døden.
Skadedyrsudryddelsen, der blev varslet i medierne og tilsyneladende ønsket i befolkningen, var altså i fuld gang.
Kan en nazist forbedre sig?
Frantz Tofts forsvarer, landsretssagfører Alfred Sørensen, forsøgte ellers at forsvare sin klient ved at henvise til det livsforløb, der uundgåeligt havde placeret Toft på den forkerte side under krigen, og han forklarede, hvordan Toft allerede som 13-årig blev meldt ind i nazistpartiet og siden da var blevet ”bombarderet med nazistisk propaganda”.
Med argumenter, der i høj grad beskyldte den unge nordjydes forældre og det selskab, han var havnet i via sit tidlige medlemskab af Nationalsocialistisk Ungdom og på Højskolehotellet i Aalborg, hvor Gestapo havde sit lokale hovedkvarter, forsøgte Alfred Sørensen at søge en mildere dom for sin klient:
”jeg henstiller alligevel, at man ikke dømmer ham til døden, da hans gode anlæg og evner sikkert vil bevirke, at han efter en lang fængselsstraf vil kunne blive fuldstændig renset for nazistiske idéer. Jeg kan i den forbindelse henvise til en modermorder, som efter at være blevet benådet blev en god samfundsborger.”
At henvise til en modermorder, der efter sin løsladelse var blevet en god samfundsborger, skulle altså overbevise retten om, at også Frantz Toft kunne komme ud som en bedre mand og senere hen være i stand til at være til nytte for samfundet. Når blot de nazistiske idéer var fjernet, var der ikke noget til hinder for, at man kunne lukke ham ud i samfundet igen: ”Frantz er ikke nogen forbrydernatur”, som Alfred Sørensen formulerede det.
Men at den unge Gestapo-tolk fra naturens side ikke var af forbrydernatur, men i stedet endt som et produkt af sine forældres politiske overbevisning, og af det dårlige selskab, han var havnet i, var ikke et argument, der kunne ændre på det faktum, at han havde ageret som landsforræder og måtte henrettes.
Gengældelse og afskrækkelse
Man havde fra Frihedsrådet side i den tidlige optakt til retsopgørets begyndelse gjort klart, at det kommende retsopgørs to hovedprincipper skulle hvile på gengældelse og afskrækkelse, hvorimod den opdragende straf ”må træde noget tilbage”.
Dermed var det ikke relevant, hvorvidt Frantz Toft i fremtiden kunne blive renset for sine nazistiske tanker og fremadrettet blive en god samfundsborger. Det var ikke det, man med retsopgøret ville opnå, og forsvarstalen fra landsretssagfører Alfred Sørensen ændrede dermed ingenting.
Der var i befolkningen en stærk trang til at rense ud og straffe forbrydere som Toft med døden, og det var denne trang, anklageren ønskede at tilgodese.
Krigen og krigsbegivenhederne havde ifølge konklusionen på den obligatoriske mentalundersøgelse ødelagt Frantz Toft, der samtidig blev anset for at have været fuldstændig klar over ”de eventuelle følger, hans handlinger kunne få for ham i fremtiden.”
En beskrivelse, der vel kan anses som værende stærkt tvivlsom, eftersom dødsstraffen på gerningstidspunktet ikke var en del af de strafferetslige sanktioner, der forelå som egentlige muligheder, ligesom Frantz Tofts ageren i dagene inden befrielsen, ifølge Frank Bøgh, der har udgivet den fremragende De dødsdømte: henrettelsen af 46 danskere efter besættelsen, tydede på en ung mand, der netop ikke var klar over, hvad hans handlinger kunne få af følger for ham. I stedet for med det samme at flygte i frygt, havde Frantz Toft i stedet virket fjollet og nærmest glad. Først senere på aftenen den 4. maj 1945 var han sammen med en ven flygtet.
Der appelleres altså i retssagen til to vidt forskellige syn på, hvad det danske retssystem og de straffe, man idømmer forbrydere, skulle kunne udrette. Hos anklageren er der en klar appel om at vise hensyn til det danske folk, der ikke kan komme videre med landsmænd som Frantz Toft i live.
Der var i befolkningen en stærk trang til at rense ud og straffe forbrydere som Toft med døden, og det var denne trang, anklageren ønskede at tilgodese.
Hos retssagens forsvarer var der modsat en appel om, at så længe man kunne rense den anklagede for de tanker og idealer, der havde resulteret i de grove forbrydelser, han havde begået, kunne man sluse vedkommende ud i samfundet, hvor han kunne få sig et normalt liv igen og deltage som en god og nyttig samfundsborger. Sidstnævnte holdning til retssystemet og den funktion, en fængslestraf kan have, er vel det, vi i dag forstår som det mest moderne syn på straffenes egentlige formål, ligesom det også synes at have været det syn, som det danske samfund havde bevæget sig henimod, da man i 1930 endegyldigt afskaffede dødsstraffen.
Dengang fjernede man dødsstraffen, da den blev anset som uciviliseret og primitiv og man anså sig selv for værende mere moderne. Man skulle ikke længere straffe for straffens skyld, men også hjælpe, kurere og med tiden sluse dømte ud i samfundet igen og gøre det til nyttige samfundsborgere.
Ikke tid til øllebrødsbarmhjertighed
Kun 16 år efter det paradigmeskifte, blev Frantz Erik Toft som 20-årig, og nummer to efter befrielsen, henrettet. Det på trods af at Frode Jakobsen, medstifter af Danmarks Frihedsråd og medlem af Befrielsesregeringen, senere skrev i sine beretninger, at man i 1943 i pjecen Naar Danmark atter er frit, valgte at se bort fra dødsstraffen fordi man mente, den var for barbarisk. Niels Busch-Jensen, juridisk konsulent i tilblivelsen af Naar Danmark atter er fritog senere landets justitsminister efter besættelsen, var også på daværende tidspunkt ”klar modstander af dødsstraf”.
Tiderne havde forandret sig. Det var ikke tid til øllebrødsbarmhjertighed.
Efter ordre – og på det danske folks vegne – blev Frantz Toft altså henrettet, 20 år gammel. I de følgende fire år, fulgte yderligere 44 henrettelser. Udslettelsen var begyndt
Den danske befolkning, for hvis skyld man havde genindført dødsstraffen, kunne fra Justitsministeriets notits i aviserne se, at Frantz Erik Toft var blevet henrettet for sine gerninger. Dermed skrev Information på forsiden den 8. oktober 1946:
”Ved Højesterets Dom af 6. september i Aar blev Frants Erik Toft, Aalborg, i Medfør af Straffelovstillæget af 1. Juni 1945 for Forsøg paa Mandrab, Angiveri, Tjeneste hos Gestapo i Aalborg, Medvirken ved Anholdelser af fanske Statsborgere og Deltagelse i Tortur under Afhøringer, Deltagelse i Sprægninger og Ildpaasættelse i tysk Interesse m.v. dømt til Døden. Denne Dom er blevet fuldbyrdet Natten til den 8. Oktober 1945”.
Da Frantz Tofts søster den 8. oktober, dagen hvor hendes bror var blevet henrettet, skulle møde ind på Aalborg Politigård, blev hun konfronteret af to politibetjente, der i det, der for storesøsteren måtte have været et ekstremt tungt og svært øjeblik, sagde: ”Nu er der sket det samme med Frantz, som tyskerne gjorde ved frihedskæmperne!”
Beskeden var klar, og Frantz havde fået som fortjent, blev hun bekendt med. I Frank Bøghs beskrivelse af Tofts sidste dage, fremgår det desuden at han, ifølge ham selv, tilsyneladende var blevet mishandlet under overførslen til arresten. Således lykkedes det heller ikke her at undgå den selvjustits, man ellers forsøgte at komme i møde ved at love strenge straffe.
Efter ordre – og på det danske folks vegne – blev Frantz Toft altså henrettet, 20 år gammel. I de følgende fire år, fulgte yderligere 44 henrettelser. Udslettelsen var begyndt.
Foto: Wikimedia Commons
Har du også ambitioner om at udgive din forskning i journalistisk format? Så tøv ikke med at kontakte historieredaktør Lauritz Korfix Schultz på lauritzkorfix snabel-a gmail.com.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og