HISTORIE // LONGREAD – For 74 år siden blev dødsstraffen, eller livsstraffen som det hed på lovsprog, midlertidigt genindført i Danmark. Historiker Magnus Søndergaard tegner et portræt af straffen, der i høj grad handler om Frihedsrådets holdningsændring i slutårene af 2. verdenskrig.
”Der skal renses ud, og hvis De ved afstemningen blot så meget som undlader at stemme, så er vi en stor hær af både sabotører og frihedskæmpere, der vil sørge for Deres videre skæbne”.
Sådan lød dele af det håndskrevne brev, der blev tilsendt folketingsmanden Oluf Petersen, dateret den 28. maj 1945. Brevet havde til hensigt at få Petersen til at stemme for vedtagelsen af dødsstraffens genindførsel i Danmark. Truslen er i sig selv alvorlig, men ud over den markante overtalelsesmetode, er formuleringen: ”Der skal renses ud” bemærkelsesværdig, og fortæller en del om det pres, der var i Danmark for at få genindført dødstraffen.
Da Danmark den 5. maj 1945 officielt blev befriet for den tyske besættelsesmagt, stod det danske folk som vinderne af en lang og udmattende krig, kun de færreste havde kæmpet aktivt for at vinde. Danmark skulle efter fem års besættelse genfinde sine egne demokratiske ben at stå på.
Genindførslen af dødsstraffen handlede ikke nødvendigvis om et pludseligt forandret syn på straffens berettigelse i et moderne samfund. Det handlede derimod om, hvordan man slap af med dem, der havde kæmpet på den forkerte side af krigen
Som et led i den proces genindførte de danske politikere, med et klart flertal, dødsstraffen. Denne strafform var ellers blevet afskaffet 15 år tidligere, i 1930, da man fandt den både umoderne og inhuman. Således må man forstå, at en genindførelse af dødsstraffen, med et markant politisk flertal bag sig, ikke nødvendigvis handlede om et pludseligt forandret syn på straffens berettigelse i et moderne samfund.
Det handlede derimod om, hvordan man slap af med dem, der havde kæmpet på den forkerte side af krigen. ”I den sidste Tid har man Gang på Gang maattet spørge sig selv, om vi virkelig lever i et Retssamfund” protesterede teolog og forfatter Hal Koch, der som en af ganske få i sin samtid turde kritisere retsopgørets forløb.
Loven
Den 25. maj 1945, knap tre uger efter befrielsen, kunne justitsminister og juridisk konsulent på tilblivelsen af Naar Danmark atter er frit, Niels Busch-Jensen, præsentere Forslag til lov om tillæg til borgerlig straffelov angående forræderi og anden landsskadelig virksomhed. Dermed var vejen for dødsstraffens tilbagevenden officielt lagt. Den 1. juni samme år trådte straffelovstillægget og retsplejelovstillægget i kraft. De værste kunne dermed ”komme til at bøde med livet”, som Busch-Jensen udtalte.
I alt seks tilfælde af kriminalitet gav mulighed for dødsstraf, eller livsstraf som det hed i lovsprog. Det blev blandt andet muligt at idømme dødsstraf til stikkere, hvis angiveriet havde haft alvorlige følger, ligesom dødsstraffen var en mulighed i visse tilfælde af drab
I alt seks tilfælde af kriminalitet gav mulighed for dødsstraf, eller livsstraf som det hed i lovsprog. Det blev blandt andet muligt at idømme dødsstraf til stikkere, hvis angiveriet havde haft alvorlige følger, ligesom dødsstraffen var en mulighed i visse tilfælde af drab, ved udøvelse af vold for at fremkalde tilståelser samt for tjeneste i Hipokorpset eller lignende organisationer efter den 19. september 1944.
Befrielsesregeringen ønskede et hurtigt og strengt retsopgør, og det skulle ske ved, at man – som en del af det retsplejelovstillæg, der også blev vedtaget 1. juni 1945 – skulle behandle særlige sager efter regler, der lå så nær som muligt på de almindelige regler om behandlingen af straffesager. Dog med visse begrænsninger.
Man gik bort fra en række almindelige danske retsprincipper for at kunne imødekomme ambitionen om et hurtigt retsopgør. Eksempelvis skulle man som tiltalt holdes fængslet under hele sagen. Således bød de usædvanlige tider også på usædvanlige tiltag i både straffelov og retsplejelov.
Naar Danmark atter er frit
Ikke siden 1892 var der udført henrettelser i Danmark, og tanken om at skulle henrette forbrydere var heller ikke noget, der fremstod som en del af efterkrigsprogrammet, Naar Danmark atter er frit, der blev udsendt af Danmarks Frihedsråd i 1943.
Det er her, det første gang slås fast, at der efter en eventuel befrielse må tages et opgør med besættelsens forbrydere, ligesom det blev bestemt, at et kommende opgør skal sikre, at man blandt andet undgår selvjustits.
Opgøret skulle ramme en lang række forskellige personer og forbrydelser, således at man var sikker på at straffe alle, der under besættelsen havde optrådt illoyalt over for Danmark. Frihedsrådet gik blandt andet efter ”nazister, deltagere i tysk krigstjeneste, propagandister med tysk støtte, angivere og voldsmænd”.
Dermed afviste Frihedsrådet tilbage i 1943 enhver diskussion om, hvorvidt en genindførelse af dødsstraffen kunne blive en reel mulighed. (…) Den holdning skulle snart blive ændret.
Det interessante er, hvordan man på dette tidspunkt i 1943 gjorde sig overvejelser om, hvilke konkrete straffe man med et kommende retsopgør ville tildele kollaboratørerne og landsforræderne. Erhvervsdrivende skulle have deres gevinster konfiskeret, og de, der havde bistået tyskerne med for eksempel angiveri og voldelig optræden, skulle rammes af et strafferetsligt opgør. Et opgør, der måtte indeholde andre lovbestemmelser end den gældende straffelov fra 1930, hvorfor det altså stod klart, at man måtte tage strengere straffe i brug med tilbagevirkende kraft.
Samtidig tog man også stilling til hårdheden af de nye straffe, og man gjorde det klart, at der ”ikke kan blive tale om at gå uden for de strafarter, som gældende straffelov hjemler med fængsel på livstid som den højeste straf”. Dermed afviste Frihedsrådet tilbage i 1943 enhver diskussion om, hvorvidt en genindførelse af dødsstraffen kunne blive en reel mulighed. Frode Jakobsen, medstifter af Danmarks Frihedsråd, har senere skrevet i sine erindringer, at man dengang valgte at se bort fra dødsstraffen, da man mente, den var barbarisk. Den holdning skulle snart blive ændret.
I Naar Danmark atter er frit præsenteres det blandt andet, hvordan Frihedsrådet ønsker at gøre op med de af krigens forbrydere, der i tysk tjeneste har begået vold, angiveri og terror:
”… det vil være nødvendigt at tage øjeblikkelige Forholdsregler, dels for at hindre dem i at skabe Uroligheder, dels for dermed at opfylde Folkets naturlige Krav om retfærdig Straf over Landsforræderne.
Bestemmelserne fra Frihedsrådet kom efter befrielsen til at danne grundlag for retsopgøret. Derfor er det vigtigt at se på, hvordan rådet allerede i 1943 bestemte, hvilke typer landssvigere – eller forrædere, som de også omtales – der skulle straffes. Ligeså relevant er det at se, hvordan Frihedsrådet i teksten har påtaget sig rollen som hele befolkningens talerør:
”Raadet har i Kraft af sin Sammensætning et meget nøje Kendskab til de Følelser og Fortsætter, der besjæler den aktive Del af Befolkningen uanset den politiske Opfattelse iøvrigt, og det er vor faste Overbevisning, at talrige Landsmænd forestiller sig et direkte Opgør med Forræderne, saafremt disse ikke øjeblikkelig drages til Ansvar af Landets lovlige Myndigheder”.
Frihedsrådet ændrer mening
At Frihedsrådets holdning til dødsstraf var ændret markant, i forhold til tankerne fra Naar Danmark atter er frit, ses første gang i et dokument, der blev udsendt den 15. januar 1945. Heri oplister Frihedsrådet tre bud på de opgaver, der bør stå først for, når krigen engang er vundet. Det første af disse punkter er det forestående retsopgør. Argumentationen for at genindføre dødsstraffen tages kun kort op.
Ligeledes ønsker modstandsbevægelsen kontrol med, at landsforrædernes afstraffelse gennemføres strengt, men retfærdigt i erkendelse af, at denne proces er en ubehagelig, men for landets skyld nødvendig renselse
Det nærmeste, politikerne kommer et argument, ligger i en formulering, der vedrører den kommende regering: ”Ligeledes ønsker modstandsbevægelsen kontrol med, at landsforrædernes afstraffelse gennemføres strengt, men retfærdigt i erkendelse af, at denne proces er en ubehagelig, men for landets skyld nødvendig renselse.”.
I citatet forekommer to formuleringer særligt væsentlige, hvis vi skal forstå Frihedsrådets tanker bag dødsstraffens genindførelse. Først og fremmest henvises der tydeligt til, at de straffe, man efter krigen må idømme landsforræderne, skal være strenge. Man trækker dermed en streg i sandet, og gør det klart for alle, at landsforræderne har udsigt til at blive straffet hårdt.
Den anden formulering, der er værd at bide mærke i, er citatets budskab om en nødvendig renselse. I en krigssammenhæng bringer denne formulering tankerne hen på en udrensning. En udrensning, der tilsyneladende er nødvendig, og derfor skal gennemføres.
Frihedsrådet tegner altså et klart billede af et Danmark, der på ingen måde kan komme videre, uden det er blevet renset for sine værste forbrydere: Landsforræderne.
Besættelsen ændrer karakter
Meget havde ændret sig siden udgivelsen af Naar Danmark atter er frit. Fem modstandsfolk blev henrettet kort efter udgivelsen, ligesom den tyske modterror eskalerede i 1944 og frem til krigens afslutning. Siden da havde man også fra Frihedsrådets side accepteret stikkerlikvideringer, og generelt var stemningen blevet mere brutal og nådesløs.
At den opildnede stemning og stadig hårdere behandling, som modstandsgrupperne blev udsat for, var med til at ændre holdningen til dødsstraffen, indrømmede Mogens Fog, en af hovedforfatterne bag Naar Danmark atter er frit:
”Når jeg blev overbevist om, at selv dette straffemiddel måtte tages i anvendelse, skyldtes det den terror, som især i 1944 og 1945 blandt andet fandt udtryk i ”clearingmord” på helt sagesløse personer, og den tortur, som frihedskæmpere blev underkastet, og som jeg i og efter Shellhusopholdet både hørte om og så følgerne af.”
Til at supplere dokumentet fra den 15. januar 1945 og den sparsomme argumentation om et retsopgør, der måtte indeholde dødsstraf, valgte Frihedsrådet kort efter at gå i dybden med, hvorfor og hvordan det skulle gøres.
Under overskriften Lov om tillæg til borgerlige straffelov vedrørende forræderi og landsskadelig virksomhed i øvrigt, kunne politikerne læse de første argumenter, der var bag kravet om dødsstraffens genindførelse. Argumenter, der i bund og grund havde rod i et krav om, at man ønskede at stille krigsforbryderne til ansvar for de grove handlinger, de i besættelsesmagtens navn havde begået:
”Danske statsborgere, der har begået grovere forbrydelser under besættelsen i besættelsesmagtens navn eller interesse, må straffes på den eneste måde, hvorved forseelsens exorbitante størrelse kan fremhæves: Med dødsstraf.”.
I argumenterne fra Frihedsrådet fremgår det, at målet med retsopgøret baserede sig på to hovedprincipper: Gengældelse og generalprævention samt at de ”opdragende (specialpræventive hensyn) må træde noget tilbage”.
At der fra Frihedsrådets side har været et ønske om, at dødsstraffen kunne have en præventiv effekt er forståeligt. Som nævnt udkom Lov om tillæg til borgerlig straffelov vedrørende forræderi og landsskadelig virksomhed i øvrigt i 1945, hvor der dagligt var kampe, likvideringer og terror i landet. Afsenderen må have håbet på, at de, der var på tysk side, ville indse, at krigen snart var tabt og dermed begynde at overveje at flygte fremfor at kæmpe. At det andet princip for det kommende retsopgør derimod så eksplicit bliver forklaret med ønsket om gengældelse, kan virke mere overraskende.
I 1943 skrev Frihedsrådet i Naar Danmark atter er frit, at baggrunden for et retsopgør bundede i ”ikke had eller hævn, men ret og sikkerhed”. En formulering, der med den nye holdning til dødsstraffen nu suppleres med et konkret mål om gengældelse.
Kampen mellem modstandsgrupperne og de tyske tropper i Danmark var med samarbejdspolitikkens ophør i 1943 blevet mere brutal og må siges at have haft en direkte effekt på, hvad man ønskede at opnå med et retsopgør. Der kunne under ingen omstændigheder blive tale om betingede domfældelser efter krigen, og mildere strafarter som bøde og hæfte var skåret væk for i stedet at blive erstattet af kravet om en minimumsstraf på fire års fængsel. En straf, der dog blev revideret allerede i 1946.
Holdningen var klar fra Frihedsrådet side: Det ville genindføre dødsstraffen og rense Danmark for dem, der havde handlet i tysk tjeneste. Dokumenterne, der blev udsendt, viste, at man var parat til at gå langt for Danmarks skyld
At man i sin argumentation også nævner hvad man ikke lægger vægt på, må også kommenteres. Man havde i første halvdel af 1900-tallet gennemført en mere moderne retspraksis og bevæget sig væk fra dødsstraffen og over til en mere humanitær retning, hvor forbrydere efter endt straf igen kunne anses som værende en del af samfundet.
Dette princip vælger Frihedsrådet i Lov om tillæg til borgerlig straffelov vedrørende forræderi og landsskadelig virksomhed i øvrigt at se stort på. Eksplicit bliver det skrevet, hvordan den opdragende straf må træde i baggrunden for retsopgørets andre principper.
Når Frihedsrådet i dokumentet fra den 15. januar 1945 skrev om en nødvendig renselse af landet, kan det virke indlysende, at en opdragende straf er overflødig, når landsforræderne alligevel skal henrettes. Men også kun, hvis det vitterligt er sådan, formuleringen om en renselse skulle forstås. Det må vi antage, at den skulle.
Folkets ønske
Holdningen var klar fra Frihedsrådet side: Det ville genindføre dødsstraffen og rense Danmark for dem, der havde handlet i tysk tjeneste.
Dokumenterne, der blev udsendt, viste, at man var parat til at gå langt for Danmarks skyld.
At tale og agere på hele det besatte Danmarks vegne kan muligvis ses som en tilsnigelse, men med den strenge censur af den landsdækkende presse i perioden, var modstandsbevægelsens illegale presse det nærmeste, man kom på en fri presse, som kunne skrive, hvad den ville.
Dette er selvsagt ikke ensbetydende med, at der kunne tales på hele befolkningens vegne, men alligevel benyttede man sig af ”folkets ønske” som et tydeligt argument for at rense landet.
Man ønskede også, med et hurtigt og strengt retsopgør, at være i stand til at forhindre en, ifølge Frihedsrådet, uundgåelig selvjustits, der ellers ville brede sig hos den danske befolkning, når Tyskland havde kapituleret, og som allerede havde betydet voldsomme scener i det befriede Frankrig.
Artiklen er første del af to.
Næste artikel handler om den danske presses håndtering af genindførelsen af dødsstraffen i Danmark.
Foto: Wikimedia Commons. Frihedsrådet 1943. Fra venstre: Erik Husfeldt, Alfred Jensen, Frode Jakobsen, Børge Houmann, Mogens Fog, Aage Schoch, Ole Chievitz og C.A. Bodelsen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og