KOMMENTAR – Hvem vinder den sidste sæson af X Factor? På næste fredag starter live-showsene i den sidste sæson af DR’s hyggespreder. Men, spørger Kristian V. Jensen, hvad er showet andet end den kreative klasses udnyttelse af middelklassens største drøm: at stige op og skille sig ud fra mængden?
Fremstillingen af dommernes ankomst til denne sæsons X Factor auditions var igen et studie i, hvor smagløst berømmelse kan iscenesættes: gemt bag mørktonede bilruder trådte Remee, Sanne Salomonsen og Thomas Blachman ud på den røde løber iført dyre lædersko, designersolbrille og fashionabel spejderhat.
Successen og købekraften lyste ud af de tre dommere. Endelig var de kommet for at vurdere talentet. Dømme deltagerne inde eller ude. De deltagere, som stod og hujede med hver deres glitrende drøm om at blive udvalgt.
Successen og købekraften lyste ud af de tre dommere. Endelig var de kommet for at vurdere talentet. Dømme deltagerne inde eller ude
Dette års bootcamp foregik ligeså i eksklusive rammer på Schackenborg Slot. Vi så, hvordan deltagerne kom sjoskende ind i slotsgården for at lade sig overvælde af omgivelserne. Som den filippinskfødte deltager Vanessa sagde med tårer i øjenkrogene: ”Jeg har aldrig været på et slot før.”
Parallellerne til Ludvig Holbergs komedie Jeppe på Bjerget er slående. Her vågner fæstebonden, Jeppe, op i baronens seng og gnider sig i øjnene, inden han udbryder:
”Ei, hvad er dog dette? Hvad er dette for en Herlighed, og hvordan er jeg kommet dertil? Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Nei jeg er ganske vaagen.”
X Factor er netop en vågen drøm, som den almindelige dansker kan træde ind i og blive forvandlet til en stjerne. Men kun for en stund.
Et forlorent dannelsesprojekt
Blachman har talt X Factor op til at være et dannelsesprojekt, hvor deltagerne og seerne af showet bliver løftet musikalsk og gjort til mere livsdygtige mennesker. Han har år efter år rost talenterne til skyerne og været med til at iscenesætte showets præmis om, at vinderen bliver Danmarks næste store sangstjerne. Den præmis, som vi efterhånden godt ved, blot er en illusion.
Kun én ud af de sidste 11 års vindere er blevet til noget musikalsk. Martin, som vandt den første sæson, måtte genopfinde sig selv under navnet Saveus, før han igen kunne lave musik.
Ligeledes har vinderen fra 2011, Sarah, fortalt, hvor svær tiden efter X Factor var for hende. Hun har haft perioder med depression og har endda været indlagt på en ungdomspsykiatrisk afdeling. Forud for 2016-sæsonen udtalte hun til BT:
”Jeg vil gerne have ‘X Factor’ væk. Det er lidt for meget et klistermærke i min pande stadig, og det sætter nogle begrænsninger for mig.”
Så syntetisk og uægte føles det at have vundet X Factor – som et klistermærke, der ikke er til at få af.
I de sidste 10 år har Blachmann suget kreativitet og livskraft ud af deltagerne og overført den på sig selv: Det er ham, vi husker efter alle disse år. Det er ham, som har tjent en masse penge. Og når X Factor er slut, cruiser han videre med et nyt program på DR
Blachman sagde noget interessant i fredags, da Alberte fra hans egen sammensatte gruppe valgte at trække sig: ”Jeg er den sidste til at overtale ungdommen til noget, de ikke selv har lyst til. Jeg er kommet for at give. Ikke for at tage noget som helst, fra nogen som helst.”
Virkeligheden er præcis den modsatte i giv-og-tag-forholdet mellem ham og deltagerne. I de sidste 11 år har Blachmann suget kreativitet og livskraft ud af deltagerne og overført den på sig selv: Det er ham, vi husker efter alle disse år. Det er ham, som har tjent en masse penge. Og når X Factor er slut, cruiser han videre med et nyt program på DR.
De tidligere vindere og andre talentfulde sangere, som har medvirket undervejs, er kun svage, udtømte silhuetter i vores erindring.
Den virkelige dannelsesrejse begynder, når deltagerne efter showet står med et X Factor-klistermærke i panden uden muligheder for at udfolde deres gave her livet – deres musikalske talent.
Hovedfoto: Bjarne Bergius Hermansen/DR.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her