HISTORIE – I årene efter 2. verdenskrig blev dødsstraffen genindført for en stund i Danmark. 46 danskere endte med at blive henrettet i årene 1946-1950. Dette er anden del af miniserien om dødstraffen, der handler om den danske presses dækning af genindførslen.
Da befrielsesregeringen kunne præsentere dødsstraffens officielle genindførsel, var der gået omkring tre uger med fri presse.
Med den tyske kapitulation begyndte modstandsbevægelsen at få anholdt og interneret alle dem, som under krigen var blevet registreret i et opbygget kartotek, eller som på baggrund af ofte impulsive og tilfældige underretninger kunne identificeres som værende mistænkt for at have haft for tæt en tilknytning til besættelsesmagten.
En 17-årig skoleelev skudt og dræbt under interneringen… Det viste sig senere, at den 17-årige var uskyldig og var blevet forvekslet med sin bror
Allerede fra udgivelsen af Naar Danmark atter er frit, der var en slags plan for et Danmark på den anden side af besættelsen, havde det stået klart, at Frihedsrådet så en stor risiko for blodig selvjustits, hvis ikke man med løfter om strenge straffe til landsforræderne, kunne garantere befolkningen, at de skyldige skulle blive straffet hårdt.
Interneringerne foregik dog ikke uden blodsudgydelser, og modstandsbevægelsen tog senere ansvaret for 25 drab i forbindelse med anholdelserne omkring den 5. maj.
Eksempelvis blev en 17-årig skoleelev skudt og dræbt under interneringen. Han var blevet bedt om at holde hænderne over hovedet, og da hans hænder i stedet greb fat om kanten på lastvognen, han stod på, blev han skudt på stedet. Det viste sig senere, at den 17-årige var uskyldig og var blevet forvekslet med sin bror.
I alt blev godt og vel 21.800 personer i dagene 5.-13. maj 1945 anholdt af modstandsbevægelsen. Cirka 40.000 mennesker blev efter befrielsen, i enten kortere eller længere tid, frihedsberøvet.
Det store antal internerede medførte samtidig en række udfordringer, blandt andet logistisk, hvilket gjorde, at mange måtte transporteres til interneringsstederne i åbne lastvogne til frit skue for den nysgerrige folkemængde på gaden.
Mange af disse, skyldige som uskyldige, blev altså udstillet for den ganske befolkning allerede før, de var dømt for noget. Skyldig eller uskyldig, skaden var sket for mange, der udstillet som f.eks. stikkere eller værnemagere på åbne lastvogne, måtte sidde til offentligt skue og mærke folkets foragt, mens de blev transporteret igennem byen.
Genindførslen af dødsstraffen er den største naturlighed
Landet over kunne danskerne læse reportager fra journalister, der var taget med modstandsfolkene på interneringstogter, og således kunne der i aviserne læses om modstandsfolk, der gav de internerede tørt på, og hvor retsprincippet fuldstændig blev ignoreret. Her var man skyldig, til det modsatte var bevist.
Man kunne simpelthen fornemme, at pressen landet over bare havde ventet på igen at kunne skrive noget spændende.
”Der var en egen vild undertone i de jubelråb, hvormed folkemængden uden for politistationerne og opsamlingsstationerne hilste hver ny ladning af stikkere, Hipo-mænd, værnemagere og feltmadrasser, som blev indbragt af frihedskæmpere” stod der i Berlingske Tidende den 6. maj 1945, der dermed tegner et billede af et Danmark, hvor store folkemængder i mange tilfælde havde travlt med at pege fingre og udstøde de, der under krigen stod tyskerne for nært.
At benytte sig af ordet ”feltmadrasser” må siges at være præget af en ikke-objektiv holdning, hvorfor den, hvis man ser på avisen som meningsdanner, må siges at støtte den hårde medfart, de internerede fik i befolkningen. Det endda før de internerede havde været for retten.
Landet over kunne det danske folk i de første befrielsesdage opleve scener, hvor piger, der under krigen havde været kærester med tyske soldater, blev slæbt på gaden og til stor morskab og under enorm opmærksomhed blev omringet af store menneskemængder, som klippede håret af dem.
En del af det interessante heri er ikke blot den nærmest forsikrende tone i Berlingske Tidendes artikel, men også alt det, der ikke bliver skrevet om… hvorfor er dødstraffen nu aktuel, efter man for blot 15 år siden valgte at afskaffe den med argumenter om, at den ikke hørte hjemme i et civiliseret retssamfund?
I Berlingske Tidende den 5. maj 1945 omtales ”Midlertidige Bestemmelser om Dødsstraf og andre strenge Straffe for Landsforrædere”, hvori avisen forsikrer sine læsere om, at både modstandsbevægelsen samt politikerne længe har arbejdet på en række love, som utvivlsomt vil ”blive meget omfattende og detaljerede”.
Senere i samme artikel står der ”I første Række vil Befolkningen spørge om Dødsstraf”, et krav, avisen ikke kan garantere sine læsere, vil blive gennemført, men den giver dog udtryk for, at der er ”Grund til at tro, at der I de nu foreliggende Udkast foruden en Række meget strenge Straffe i Overensstemmelse med de allierede gældende Strafferegler findes Forslag om, at Dødsstraf midlertidigt skal indføres”.
En del af det interessante heri er ikke blot den nærmest forsikrende tone i Berlingske Tidendes artikel, men også alt det, der ikke bliver skrevet om. Er der virkelig grund til at genindføre dødsstraffen?
Og hvorfor er straffen nu aktuel, efter man for blot 15 år siden valgte at afskaffe den med argumenter om, at den ikke hørte hjemme i et civiliseret retssamfund?
Artiklen synes på sin vis at antage, at kravet om dødsstraffens retur til det danske retssystem er almen kendt og alment accepteret af den brede danske befolkning, hvorfor artiklen ikke på nogen måde synes at lægge op til debat om, hvorvidt det er et fornuftigt skridt at tage og om det er en udvikling, befolkningen rent faktisk ønsker.
Med fem års besættelse overstået, hvoraf især de sidste to år af krigen har været ganske voldsomme, er det ikke svært at se, hvorfor der kan antages at være et naturligt ønske om at rense ud i samfundet og komme af med de fjender, man nu har overvundet.
Det er interessant at se på artiklens budskab og retorik. Berlingske Tidende synes den 5. maj 1945 at vurdere, at en debat om, hvorvidt dødsstraffen er den rigtige løsning, er fuldstændig overflødig. En sådan undersøgelse vil senere optræde i Berlingske Tidende den 15. juni 1945, men til den tid er dødsstraffen allerede blevet vedtaget.
Løn som forskyldt
Den 8. maj 1945 kunne man i Socialdemokraten læse artiklen ”Jagten paa Stikkerne”, hvori det fremgår, at stikkerjagten er gået godt: ”Vi bringer her Navnene paa dem, der blev anholdt, og som nu skal stilles for Domstolene”. Efterfulgt af både navne og adresser på en lang række mennesker, der altså ifølge Socialdemokraten, må anses som stikkere.
At oplyse om, hvem der var blevet anholdt, ved at opgive deres fulde navn, er i øvrigt en tendens, der synes normal i denne tids mediedækning, og det er også let at finde artikler om både københavnske overlæger og dyrlæger, der meldes interneret, og som venter på at komme i retten.
Pressen var ikke bleg for eksplicit at fortælle, hvordan man synes, at de skyldige, forræderne, har godt af, at de nu står over for en dødsdom
Heller ikke Information, der var født ud af modstandskampen, var sene til at fortælle sine læsere, hvem der var blevet anholdt, og hvad de havde gjort.
Faktisk fylder dette tema hele forsiden den 6. maj 1945. Her meldes der under overskriften ”Anholdelser” om en kendt landsforræder og voldtægtsmand, der nu sidder mellem ”de anholdte Stikkere og Psykopater” ligesom mange af de anholdte, der ifølge artiklen endnu ikke har fået rejst en sigtelse imod sig, angiveligt har måttet ansøge om beskyttelse.
Hos Ekstra Bladet følger man den 5. maj 1945 trop med de øvrige aviser og bringer under overskriften ”Løn som forskyldt til Hipomænd og stikkere” og underoverskriften ”Dødsstraf til Forræderne”. At kalde det ”løn som forskyldt” viser med al tydelighed, hvordan stemningen hos Ekstra Bladet har været, nu da besættelsen var ovre.
Pressen var ikke bleg for eksplicit at fortælle, hvordan man synes, at de skyldige, forræderne, har godt af, at de nu står over for en dødsdom.
Udrensning
I bogen 5 Aar, der udkom allerede i 1945, vises billeder af interneringerne. På en åben vogn og med frit udsyn for gadens menneskemængde, blev den, eller de, afhentede, nærmest udstillet. I billedteksten i 5 Aar står blandt andet:
”Mange af de Anholdte bliver transporteret bort paa aabne Lastbiler hilst af Folks kraftige Tilraab. I enkelte Tilfælde, hvor de bliver ført bort til Fods, maa Frihedskæmperne værne om de Anholdte mod den ophidsede Mængde, der ellers vil slaa og trampe dem ihjel. Det er ikke mindst Kvinderne blandt Publikum, der viser, at det Regnskab, der er at gøre op med Landsforræderne, er ud over alt, hvad vi her i Landet har kendt af Maadehold og Maalestok for Menneskeværd.”
Hos Frihedsrådet blev der i processen mod at genindføre dødsstraffen brugt et argument om, at man frygtede, at folket ville ty til selvjustits. hvis ikke kravet blev hørt. Det er også det indtryk Ernst Mentzes billedtekst i 5 Aar giver.
Den 25. maj 1945 kunne daværende justitsminister Niels Busch-Jensen fremføre lovforslaget. 20 dage var der gået fra tyskernes officielle kapitulation til, at loven nu var klar til at blive fremlagt og vedtaget
Berlingske Tidende kaldte det en bydende nødvendighed, at udrensningen blev ført igennem, og den 22. maj 1945 kunne Ekstra Bladet på sin forside bringe nyheden om, at danskerne krævede dødsstraf, men ”Politikerne ønsker ikke at tage Ansvaret”.
Her udtrykker avisen blandt andet en vis utålmodighed i befolkningen i forbindelse med den stadig igangværende høring om den kommende straffelov: ”Hele Befolkningen venter med Utaalmodighed paa at erfare, hvad den nye Straffelov indeholder, men den lader stadig vente på sig.”.
På dette tidspunkt var det ikke engang tre uger siden, at Danmark stadig var besat. Denne omtalte utålmodighed blandt danskerne i forhold til genindførslen af dødsstraffen virkede sigende for den stemning, der syntes at have været i befolkningen.
Folkestemningen var præget af et ønske om en udrensning og et retsopgør, der i sidste ende ville ende med dødsdomme til landsforræderne. Et ønske, der ifølge Ekstra Bladet snart burde honoreres med egentlig aktivitet fra regeringen via faktiske lovændringer. Den danske befolkning havde ventet længe nok.
Ifølge Jesper Nissens bog Den strengeste straf blev loven om dødsstraffen ”hastet igennem” og ”At dømme efter stemningen i Rigsdagen, i pressen og på gaden kunne det umiddelbart efter vedtagelsen af loven om dødsstraf se ud, som om forbrydelserne ville blive hevet direkte ud af retssalene for at blive henrettet med nakkeskud foran de jublende folkemasser”.
Det er noget af en anklage, der frembringes, men netop frygten for selvjustits i befolkningen var rent faktisk et af de stærkeste argumenter for dødsstraffens genindførsel. En frygt, der måske ikke virker helt uberettiget, hvis vi ser på den stemning, der spejles i mediedækningen.
Tre dage efter avisens forsidehistorie om, at politikerne ikke turde tage ansvar, kunne daværende justitsminister Niels Busch-Jensen den 25. maj 1945 fremføre lovforslaget. 20 dage var der gået fra tyskernes officielle kapitulation til, at loven nu var klar til at blive fremlagt og vedtaget
Indtil nu har den budt på offentlige ydmygelser af internerede samt en lang række artikler om et folk, der kræver dødsstraffen genindført, og som vil se hurtig og snarlig handling fra de ansvarlige myndigheder, hvis ikke de, ifølge eksempelvis 5 Aar, skal trampe de internerede ihjel.
Den utålmodige befolkning, som Ekstra Bladet omtalte, skulle ikke vente meget længere.
Tre dage efter avisens forsidehistorie om, at politikerne ikke turde tage ansvar, kunne daværende justitsminister Niels Busch-Jensen den 25. maj 1945 fremføre lovforslaget. 20 dage var der gået fra tyskernes officielle kapitulation til, at loven nu var klar til at blive fremlagt og vedtaget.
Foto: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her