Diskrimination, migration og alder: Udfordringerne vokser for Bosniens jødiske mindretal

i Historie/Europa af

MINORITET // ANALYSE – Menigheden i Sarajevo tæller omkring 700 mennesker i dag, og situationen for jøder i Sarajevo og resten af Bosnien-Herzegovina er kompleks. I 2009 gav den Europæiske Menneskerettighedsdomstol medhold i, at den bosniske stat begrænser minoriteters adgang til politisk indflydelse. Direkte antisemitiske angreb finder sted, men i et begrænset omfang. Med en arbejdsløshed på over 50% forlader de unge byen og landet – jøder, som ikke jøder.

SARAJEVO – Dronning Isabella af Spanien fordriver jøderne fra Spanien i 1492. Osmannerne er mere imødekommende, og flere jøder søger derfor til Sarajevo, hvor deres historiske fingeraftryk endnu i dag er tydelige. I den osmanniske bydel, Bascarsija, ligger den sefardiske synagoge.

Ifølge lokale kilder bliver den opført i 1581. Stenbygningen er i dag et museum, der indeholder fortællingen om det jødiske samfunds indflydelse på byens udvikling, religiøse artefakter og i høj grad historien om konsekvenserne af Anden Verdenskrig.

Kirkegården bliver taget ud af drift i 1966 efter cirka 400 års brug. Stedet repræsenterer både fortid, men også en del af byens brutale nutid

Den nyere Azkenazi-synagoge er en relativt velholdt gul klods af en bygning fra 1902. Synagogen ligger et underarmskast fra Miljacka-flodens nordlige bred og et kvarters gang fra Bascarsija. Når man besøger synagogen, bliver man først ledt igennem et stort lokale, der fungerer som et kultur- og forsamlingshus. Luften er tæt af cigaretrøg. Ældre mennesker sidder i småklynger ved nogle få borde og sludrer. Den eneste yngre står i døren og byder velkommen.

400 års historie

Det jødiske samfund i Sarajevo talte omkring 12-14.000 mennesker ved anden verdenskrigs begyndelse. Nogle lykkes det at flygte, men de fleste bliver deporteret og senere henrettet i koncentrationslejre. Formodningen er, at der i dag kun lever omkring 1000 jøder i hele Bosnien-Herzegovina og størstedelen af dem, som sagt, i Sarajevo.

På grund af dels en aldrende menighed, dels et stagneret arbejdsmarked, der tvinger store grupper af unge og arbejdsdygtige til at rejse til udlandet for at få et bedre liv, så er fremtidsudsigterne for menighedens medlemstal bekymrende.

Sarajevos jødiske kirkegård ligger et stykke oppe på Trebrevic-bjerget – en lille times gang fra synagogen. Den har en fredelighed, der bærer én væk fra den indre bys uro og støj. Træerne holder efterårssolens sidste skarpe stråler på afstand.

Gravstenene er anderledes udformet, end hvad jeg vanligvis ser på danske kirkegårde. Nogle minder nærmest om miniatureversioner af de kongelige marmorsarkofager i Roskilde Domkirke; store bastante stenblokke med jødiske inskriptioner. Enkelte har også spansk tekst. Flere har små billeder af afdøde på stenene.

Kirkegården bliver taget ud af drift i 1966 efter cirka 400 års brug. Stedet repræsenterer både fortid, men også en del af byens brutale nutid.

I begyndelsen af 1990’erne begynder Jugoslavien at gå i opløsning. De tidligere delstater synker i 1992 ned i en grusom konflikt, som flere vil sige går hårdest ud over Bosnien. Bosnisk-serbiske styrker belejrer Sarajevo i mere end tre år. Det er den længste belejring i nyere tid. Knapt 15.000 mennesker bliver dræbt. Fronten går gennem den jødiske kirkegårds område, hvorfra serbiske snigskytter beskyder både børn og voksne nede i byen.

Efter krigen fjerner en norsk nødhjælpsorganisation 60-80 miner og ikke-eksploderet ammunition. I 1998 bliver kirkegården åbnet for offentligheden igen. I dag fremstår den charmerende, men slidt. Mange af stenene er væltet og fulde af skudhuller. Den gamle tempelbygning trænger også til en kærlig hånd.

Fremtiden

Kirkegården er på mange måder et godt billede på det indtryk man får, når man besøger Bosnien og særligt Sarajevo: Charmerende og imødekommende med en interessant, om end omtumlet og tit voldelig historie. Pæn og ryddelig, men slidt og med et udtalt behov for fornyelse flere steder. Sat lidt på spidsen, så virker det, som om at tiden ikke på alle, men på mange fronter, har stået lidt stille efter at oprydningen efter krigen er overstået.

Det er svært at se, hvad fremtiden for Sarajevo og for Bosnien-Herzegovina vil bringe – også for jøderne.

’Dayton’ er den aftale, som bosniakker, serbere og kroatere underskriver i november 1995 på en amerikansk militærbase i Ohio, og som træder i kraft i december samme år. Aftalen er Bosnien-Herzegovinas de facto grundlov og det dokument, som den bosniske stats politiske system er bygget op på. Aftalen bringer fred, men efter 24 år er det tydeligt, at den ikke fører til den udvikling af samfundet, som alle fra første færd havde håbet på.

Ét af problemerne med Dayton er, at det er kun muligt at stille op til præsidentembedet, hvis du vælger at registrere dig som bosniak (og muslim), som serber (og ortodoks), eller som kroat (og katolik). Ellers hører du til kategorien ’andre’. Her befinder jøder og romaer sig. ’Andre’ har med andre ord ikke ret til at stille op til landets højeste politiske embede og bliver på den måde degraderet til en slags andenrangsborgere.

Human Rights Watch forklarer på deres hjemmeside, at den jødiske Jakob Finci og roma-leder, Dervo Sejdic, lægger sag an ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2007 over måden, hvorpå det politiske system diskriminerer mod minoriteter i Bosnien. De vinder og retten pålægger Bosnien at sikre minoriteternes politiske rettigheder. Også EU gør det klart, at Finci-Sejdic dommen skal implementeres, hvis relationen mellem EU og Bosnien skal udbygges.

Det er bare lettere sagt end gjort. Jeg taler på rejsen med en embedsmand ved EU-delegationen i Sarajevo: Hvis Bosnien skal bevæge sig fremad, blandt andet med en implementering af Finci-Sejdic-dommen, så kræver det en opdatering af Dayton-aftalen til en ’Dayton 2.0’. Embedsmanden konstaterer tørt, at landets tre etniske grupper ikke får det gjort af sig selv.

Den eneste chance for gennemgribende forandringer er formodentligt, at medunderskriverne af Dayton-aftalen – USA, Rusland, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Den Europæiske Union – sætter sig sammen og investerer (betydelige) politiske og økonomiske ressourcer i samfundsreformer. Med det nuværende klima i international politik ligger det i den grad i kortene, at heller ikke medunderskriverne får det gjort.

Chancen for at der kommer til at ske gennemgribende politiske reformer i Bosnien-Herzegovina inden for en overskuelig fremtid er, om ikke en by i Rusland, så i hvert fald noget, der fortoner sig ude i horisonten, lidt ligesom flyet, der langsomt løfter sig fra Sarajevos lufthavn, sløvt svinger sig uden om Igman-bjerget og forsvinder ind mellem bjergene i eftermiddagsdisen.

Folk i Sarajevo giver stadig udtryk for en national stolthed, men også en forhåbning om at opnå noget bedre end det nuværende. Det kan have lange udsigter.


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


 


Fotos: Anders Stubkjær og Wikipedia.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Anders er lektor i engelsk og samfundsfag og kommunikationsmedarbejder på Sønderborg Statsskole.

Han interesserer sig særligt for den politiske udvikling i Bosnien-Herzegovina efter krigen i 1990’erne og forsøger at bidrage til, at Arktis kommer på skoleskemaet i gymnasiet.

Læs mere på: http://andersstubkjaer.com

Seneste artikler om Historie